Venner, Bekendtskaber og Kollegaer

80 procent af mine blogindlæg handler om, de ting i livet, der kan gøre det svært at være til. Omend jeg synes, det også er vigtigt at sætte fokus på netop sådanne emner, så er jeg nødt også at dyrke det positive. Det er noget jeg øver mig i, og jeg håber på, at jeg kan inspirere jer til at gøre det samme.

Det er på det seneste for alvor gået op for mig, hvor mange gode relationer, jeg har i mit liv. Jeg er en del af mange forskellige grupperinger, hvis man kan kalde det det. Både på et venskabeligt plan og i forbindelse med mit arbejde. Jeg er næsten altid en af dem, der bliver inviteret med til det meste, og det gør mig da egentlig ret glad. Nu taler jeg ikke om reklame-events, for der har mit antal af følgere selvfølgelig noget at skulle have sagt. Jeg taler om ganske almindelige relationer. Jeg har nogle dejlige veninder, en dejlig mødregruppe, nogle gode kammerater, søde kollegaer og en masse dejlige bekendtskaber. Det er langt fra alle, jeg ser jævnligt. Der kan gå måneder og sågar halve år mellem. Men jeg ved, at de altid er der. Og jeg kan mærke, at de aktivt vælger mig til igen og igen. Jeg selv er ikke så vant til at vise mine relationer, at de betyder noget for mig, så nogle gange har jeg oplevet, at folk ikke helt ved, hvor de har mig. Så det øver jeg mig i!

Børn elsker mig. Og jeg elsker dem. Mit første job var at væge barnepige til Noah og Albert på 1 og 3 år. Jeg selv var 13 år gammel. Jeg har altid haft meget nemt ved at være sammen med børn. Måske på grund af mine 5 mindre søskende. Da jeg var 23 og single var det kun en bonus, hvis de mænd jeg datede allerede havde børn. Når der er babyer i lokalet er jeg også den første til at hapse dem fra deres forældre, hvis jeg altså får lov.

Jeg glemmer at sætte pris på, at jeg fx stadig har mine barndomsveninder. Piger jeg har kendt siden jeg var 4 år gammel. Piger jeg har gået i børnehave og skole med. I dag ses vi stadig jævnligt selvom de bor i den Anden ende af landet og alle har hund, mænd og børn. Vi holder nytår sammen, spiser brunch, påskefrokost, fødselsdage osv.. Jeg er jo så heldig, at jeg har så mange mennesker i mit liv, der gerne vil mig.

Så selvom jeg kan føle mig så sindssygt alene, så handler det om noget inde i mig, og ikke om de ydre omstændigheder. Jeg vil øve mig i at være mere taknemmelig for netop alt dette. ❤️

Hvilke relationer er du taknemmelige for.


Synes godt om

Kommentarer

Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229