Slut med sex, alkohol, smøger og sukker.

Hjernedød druk og gevinst på hver bytur er ikke længere en del af mit liv. I sidste uge kunne jeg klappe mig selv på skulderen efter 2 FUCKING MÅNEDER, hvor jeg ganske bevidst har afholdt mig fra alle væsker indeholdende procenter, de klamme cancerpinde, sukker og sidst med ikke mindst... SEX. I hørte rigtigt. De to sidstnævnte. Tjah.. Hvad skal jeg sige? Det går ikke just fremragende, men det er okay. Jeg holdte i 2 måneder!! Planen var jo ikke at afholde mig fra den slags nydelser for evigt, men snarere at blive opmærksom omkring mit forbrug, der til tider tager overhånd. Smøgerne og alkoholen derimod har jeg tænkt mig at undvære i lang tid endnu. Det gør INTET godt for mig.

Jeg er hos min psykolog blevet opmærksom på nogle mønstre. En måde at handle på, når jeg er alene. Hermed ment uden partner. Jeg vil ikke sige, at jeg før IKKE var klar over denne måde at flygte fra virkeligheden på, men jeg var ikke et sted, hvor jeg kunne magte at ændre min handlingsadfærd.

På nogle tidspunkter i livet, kan det gøre for ondt at være i sig selv. At mærke sig selv. Det kan synes umuligt at rumme sine egne følelser. Af den grund kan det for nogle virke som om, at den eneste udvej er at flygte fra sig selv. Bevidst eller ubevidst. Mange er slet ikke klar over deres afvigende adfærd.

Man kan flygte fra sig selv på mange måder. Ved at tage ekstra arbejdsopgaver på job, så man får sindssygt travlt og altid har meget at se til. Ved at træne op til et Marathon eller en Ironman for hele tiden at have et mål at være rettet mod og noget at beskæftige sig med. Ved at udføre frivilligt arbejde for at hjælpe alle andre end dig selv. Ved at date hver gang muligheden byder sig for på den måde at bruge al sin energi på det fremmede menneske, de nye indtryk og den jagt, der til tider kan opstå i en sådan situation. Ved at dyrke lagengymnastik med ugens flirts for at blive midlertidigt høj af det kick, man fysiologisk og psykisk KAN opnå af en rusketur under dynen. For at dække over ens lave selvværd og den bevidste ELLER ubevidste frygt for at forholde sig til alt det, der gør ondt inden i. Alt det i det mørke kammer.

Vi har to kamre i vores krop, har jeg lært. Et lyst kammer med alt det vi kan se, mærke, føle, handle på, håndtere og acceptere. Og så har vi et mørkt kammer. Herinde har vi kastet alt det smertefulde ind. Alt det der gør for ondt at tage sig af. Det vi ikke kan og vil se, mærke, handle på, bearbejde og acceptere. Gentagende gange forviser vi bekymringer, dårlig samvittighed, uetiske handlinger, traumatiske oplevelser, svigt og andre negative sager til det mørke kammer. På et tidspunkt vil det dog gå galt. På et tidspunkt er der ikke plads til mere skidt og snavs i det mørke kammer, og så kommer hele lortet og rammer dig i nakken. Som en tornado, der ingen ende vil tage. Sådan kan det i hvert fald føles når gulvtæppet fra den ene dag til den anden pludselig bliver revet væk under dig. Måske viser det sig ved angst, depression eller stress. Eller måske prøver kroppen at fortælle dig noget ved konstant at gøre dig fysisk syg. Influenza uge efter uge, kvalme, utilpashed, migræne anfald eller smerter andre steder i kroppen, som på mystisk vis ikke kan forklares.

Derfor. Tag hånd om dét, der skal tages hånd om. Det er meget muligt, at du af den ene eller anden grund ikke er klar til at mærke efter. Det er okay. Man kan ikke tvinge kroppen, til noget den med sin fulde kraft afviger fra. Men man kan dog forsøge at arbejde hen i mod, at blive stærk nok til at lægge mærke til føle på det, der gør ondt helt dybt derinde, hvor selv ikke du er vant til at befinde dig.

...Tanker fra en pige, der virkelig øver sig i at passe på sig selv. Det er pisse hamrende svært, skulle jeg hilse og sige! :)

Rigtig god weekend. Hvor er det dejligt, at vejret er så lækkert!

Ps. Sig til, hvis der er noget, i kunne tænke jer at høre mere om. Elsker at høre fra jer !

Synes godt om

Kommentarer

Ninna
Ninna,
Kære Alexandra. Det er længe siden, jeg har kommenteret dig her på Tinder. Jeg siger kort og godt, HVOR ER DET FLOT GÅET, kærligst Ninna
Matilde
Matilde,
Ved godt, at det er et lidt gammelt indlæg det her, men jeg er lige faldet over din Instagram og blog, på en dødssyg lørdag - og fra en kvinde, der kæmper alle mulige kampe til en anden, you go Girl.
Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229