Sandheden om de første timer som nybagt mor.

"Hvad skal vi så gøre nu?", spørger den 85 kilo tunge flodhest(mig) jordemoderen, der hastigt er på vej videre til den næste fødende i rækken.

"Sørg for at få lidt hvilet lidt, og hvis der er noget med den lille, så bruger i bare snoren", svarer den unge usansynligt smukke jordemoder og peger på den røde tingest, der hænger lige over mit væskefyldte ansigt. Hvorfor fanden ser jordemødrene ikke lidt mere slidte ud på sådan en barselsgang, hvor størstedelen af de nybagte forældre ligner udskidt æblegrød? De kunne da godt ligge lidt energi i at glemme mascaraen på det en øje eller trykke lidt i en lille bums, inden de møder ind på job. Er det nu for meget at forlange?

Nå, tilbage til det væskefyldte ansigt.. Her ligger vi så. En lille 2 timer gammel baby, en ængstelig, smadret og bekymret nybagt mor og en MEGET træt far, der tydeligvist ikke kan holde øjnene åbne længere. Tusinde af tanker løber gennem mit fortvivlede sind:

"I kan sgu da ikke bare efterlade mig nu!?"
"Hvem holder øje med baby, når jeg skal tisse!?"
"Hvad hvis jeg skal skide? Springer mine syninger så ikke op, når jeg presser?"
"Kan livmoderen egentlig godt falde ud, hvis jeg rejser mig op?"
"Skal han trække vejret SÅ hurtigt?!"
"Hvordan ved jeg om han har det for varmt?"
"Øhhh, hvordan ammer man!?"
"Hvordan ved i, at jeg ikke er ved at dø? Jeg føler lidt, at jeg skal dø"

 

Klokken er 04 om morgenen, og Frøken Jeg-vil-ikke-være-til-besvær ønsker ikke at forstyrre det travle personale, der sikkert er i fuld gang med både trillingefødsler og hyperakutte kejsersnit. Men hvorfor helvede, er der ikke nogen, der har givet os en manual til den her lille tingest, der i øvrigt synes at være NOGET gul i huden? Eller hvorfor har vi ikke fået en guide i, hvad der skal ske i de første timer efter babys tilblivelse uden for mutters livmoder?
Panisk, en smule angst og med en uopdaget ufattelig lav blodprocent forsøger jeg at huske tilbage på min 3. Jordemoder-samtale, der blandt andet omhandlede tiden på barselsgangen. Jeg synes at kunne mindes, at den søde dame fortalte, hvordan jeg kort tid efter fødslen BARE kunne ligge bebsen til brystet..? Øøhh. Hvornår? Skal jeg vække ham? Skal jeg tvinge vorten ind i munden på ungen? Hvordan holder jeg ham? Frøken Vagina er så smadret, at jeg endnu ikke er i stand til at sidde op. Hvad gør man så? Har jeg overhovedet noget mælk i Babs og Lutte? De føles langt fra fyldte? Er det normalt? Jovist, jeg havde sat mig lidt ind i hele showet hjemmefra og var også fast besluttet på at jeg ville amme, men nu hvor baby rent fysisk var et håndgribeligt lille væsen, anede jeg da ikke, hvordan jeg skulle håndterer den lille guldklump. Nakken dinglede jo som bare fanden, og jeg ville nødig være skyld i nogen som helst form for retardation(sagt på Borat-måden).

Så mange spørgsmål og ingen svar.

Min lille nyfødte baby ligger og sover oven på mit svedige bryst. Mit ødelagte underliv er i smerte, min ryg kramper i tide og utide, hele min krop sover på en virkelig ubehagelig måde, og jeg kæmper med ikke at bevæge mig, så den lille skrøbelige bebs trygt kan fortsætte med at sove.

Ved siden af mig kan jeg ud af øjenkrogen i det mørklagte lokale ane nogle brochurer til de nybagte forældre: flodhesten og den snorkende syvsover aka daddy. Dem må jeg ha fat i. Med nød og næppe formår jeg - med mine hævede fingre - at få fat i et hjørne af den øverste brochure. Fed men hurtig som en Ninja - HAPS!

Til min store overraskelse finder jeg her nogle informationer, jeg helst ville have haft leveret på en lidt mere skånsom måde. Jeg er mildest talt ved at skide i bukserne.. ..Og gid det var så vel, for det første store toiletbesøg efter fødslen var ikke ligefrem behageligt!

"Forebyggelse af vuggedød" Vuggedød!? Ej for helvede. Hvad fanden er nu det for noget!? Jeg læser til skræk og advarsel videre i den FORFÆRDELIGE folder: "Undgå at barnet får det for varmt, når det sover. Læg altid spædbarnet til at sove på ryggen." Shit! Nej, nej, NEJ! Lokalet er 40 grader varmt. Fuck hud mod hud kontakt! Det er jo dødsens farligt? De må jo komme og løfte baby væk, så han ikke dør!? Tænk hvis jeg falder i søvn med lillemanden OVEN på mig. Det siger brochuren, at jeg ikke må. Og baby må ikke sove på maven!? WTF? Hvorfor er der ikke nogen, der har fortalt mig det?

 

Endnu et angstanfald er på vej ned over mig, og så kan i ellers tro, at den tykke flodhest fik vækket farmand OG hevet i den røde snor.

 

2 et halv døgn gik der, hvor den dødtrætte og nybagte mor ikke fik lukket et øje. Først efter 3 angstanfald og et par sovepiller, fik jeg lukket mine øjne i, hvad der svarer til en halv nats søvn. Jeg var rædselsslagen for at miste den lille skabning, der netop var blevet til. Og jeg var mildest talt SINDSSYGT forvirret og SÅ bange for at fejle.

For at gøre en lang historie kort, kan jeg fortælle jer, at vi endte med at være indlagt i 9 dage. På trods af det, var jeg stadig ved at gå lidt i panik, da vi endelig blev udskrevet. Imens den smukke jordemoderen gav mig en pose med diverse smertestillende præparater og andre lækre medikamenter til de næste mange dage, kunne jeg kun tænke på to ting. 1) Du er irriterende lækker Moder Jord, og du skal venligst lade være med at smile så sødt til min kæreste. Jeg ved godt han er lækker. 2) Lader i os helt seriøst tage den her lille baby med hjem her fra? Hvordan ved i, at vi ikke er psykopater eller mentalt retarderet, når det kommer til at tage sig af et spædbarn? Det er et helt rigtigt lille levende menneske, som i nu giver OS ansvaret for. Wow..

Sjældent har jeg været så usikker og nervøs i mit liv. Alt er nyt og helt fremmede for de nybagte forældre. Følelserne sidder helt uden på tøjet, og man er ekstremt sårbar. Jeg var sikker på, at min reaktion, min angst og mine følelser var nærmest forkerte. Jeg skulle jo løbe jublende rundt og klappe i mine små hænder af glæde. Være dybt forelsket i den lille guldklump jeg med blod, sved, tårer og hæmorider helt selv havde presset ud af det alt for lille fødehul. Det er meget muligt, at nogle kvinder oplever netop dette. Men heldigvis viste min åbenhed og evne til at snakke med andre mennesker om svære følelser, at jeg var LANGT fra den eneste, der havde haft det RIGTIG hårdt i den aller første tid med min lille baby.

Derfor vil jeg gerne med dette indlæg bede alle gravide om at huske dette, når/hvis i pludselig ser jer selv i samme situation, som jeg var i. Det bliver bedre med tiden, og i er ikke hverken forkerte, unormale eller alene! Og det ER det hele værd 💙☺️
#brydtabuet #duerikkealene

Ps. Det her er første gang, jeg sådan virkelig har turde nævne noget om vuggedød, fordi den skide pludselige spædbarns død har hjemsøgt mig i alle samtlige 15 måneder af lillemands liv. Det er et godt tegn for mig, at jeg nu har fået taget lidt hul på det :) Det lettede !

Pps. Hvis i ikke har fået læst min voldsomme fødselsberetning "5 sting, 2 hæmorider og en baby rigere" kan i gøre det ved at klikke lige HER.



I kan også følge med i vores liv ved at tilføje os på Snapchat: astaffensen 😘

Synes godt om

Kommentarer

Josephine
Josephine,
Jeg har to børn. Med min første husker jeg TYDELIGT første gang, jeg var helt alene med ham inde på fødestuen da besøgende var gået. Da HR idiot var gået.(faren) . Der lå jeg med min lille vidunderlige dreng. Jeg lå og stirret på ham, pludselig begyndte han og græde. Det eneste jeg kunne tænke var hvad fanden gør jeg så nu.. efter nogle år og 3 psykiske lidelser i kufferten har jeg fået endnu et barn en pige 😊. Jeg var KONSTANT over hende, pga vuggedød. Jeg skulle hele tiden være sikker på hun træk vejret. Jeg turde dårlig nok sige ordet fordi så ville det jo ske oppe i mit Twisted hoved, hun er nu over 1 år Og kan stadig tage mig i være hel stille og rører hende for at være sikker på at alt er okay.
Marie K
Marie K,
Er lige faldet over din humoristiske og lærende blog! Er 21 og MEGET struk. TUSINDE TAK for at tale om det man ellers aldrig hører om!
Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229