Om ikke at blive inviteret

Jeg har oplevet det flere gange. Både i mit liv som barn og i mit liv som voksen. Det er en ekstrem grim følelse at sidde efterladt med, når man ikke er inviteret. Man føler sig uønsket, hvilket i virkeligheden nok også er lige præcis dét, man er. I hvert fald i den givne situation. Ellers var man vel blevet inviteret?

Vi snakker ikke så meget om, ikke at være inviteret. Det er lidt pinligt på en måde. Jeg har flere gange overvejet at skrive om det, fordi det er noget, der rammer mig rigtig hårdt, og fordi jeg ved, at mange andre oplever det samme. Det sidder i os længe efterfølgende. Alligevel har jeg valgt ikke at forholde mig til det offentligt, fordi jeg ubevidst nok har gjort mig nogle tanker omkring, hvad det må sige om mig. Ville folk så tænke, at jeg er en irriterende type eller en upopulær type? Jeg vil jo helst være sådan en ALLE bare kan li'. En ALLE vil have med til hvad end, der skal ske. Sådan fungerer virkeligheden bare ikke. Du kan ikke både være tro mod dig selv OG være en person alle elsker. Der vil altid være nogen, der ikke lige synes, du er the shit. That's life.

På trods af mine rationelle tanker bliver jeg alligevel vildt ked af det, når jeg ikke er inviteret med. Også til små arrangementer så som en café-tur eller lignende. Når jeg på de sociale medier pludselig opdager, at nogle af de folk jeg kender, er samlet om noget, jeg ikke er en del af, så får jeg sgu ondt i maven og bliver ked af det. Jeg føler mig udenfor og forkert.

Det er lidt ligesom dengang i folkeskolen, hvor det var populært at holde små fødselsdagsfester, hvor kun halvdelen af klassen var inviteret. Det er simpelthen så ledt, synes jeg. Så kan man rigtig vælge, hvem der er gode nok til at komme med: "Du er god nok, du er god nok, du er IKKE god nok, du er god nok.." Hvad fanden er det for noget?

I bloggerverden sker det selvfølgelig tit, at man ikke er inviteret. Der er events hele tiden, og faktum er bare, at alle events ikke passer til alle bloggere. Fx. bliver jeg kun sjældent inviteret med til fashion-events, fordi jeg åbenbart ikke er med på moden. I don't get it. Haha. Til gengæld bliver jeg sgu både sur og ked af det, hvis jeg ser at samtlige af mine mor-bloggere-veninder er inviteret til et event for fucking børn, som jeg ikke er inviteret med til. Jeg indrømmer gerne, at jeg er vildt dårligt til at takle sådanne situationer, hvilket er ret uheldigt, når jeg lever i den her blogverden, hvor man hele tiden føler en eller anden form for pres, når det gælder at skulle være god nok til at passe ind. Og jeg tager det personligt, det gør jeg. Især fordi jeg ved, at mine tal af tårnhøje i forhold til mange andres. Ergo kan det kun være personligt, da min blog er mig. Forstår i? Jeg føler at både jeg selv og mit barn bliver fravalgt. There, i said it!

I næste måned skal hele dillerbanden(bloggergruppe der også er mine veninder) på presse-tur med overnatning og hele lortet. Og gæt hvem der ikke er inviteret? Mig og Elliot. Og det er jo ikke dillerbanden, der sørger for invitationerne. Lad mig lige gøre det klart. Men jeg synes sgu altid, det skaber lidt dårlig stemning i gruppen, når én eller flere af os bliver fravalgte til et arrangement, vi er som skabt til. Så er der andre ting, vi er inviteret til, som de ikke er, men det er bare aldrig sjovt, og det fik jeg lige at føle igen i dag, da jeg fik det endeligt bekræftet, at der ikke var plads til os.

Det er helt sikkert ting fra barndommen, der bliver trigget. Følelsen af at være det sorte får. At være forkert. Jeg hader den følelse. Jeg prøver at give den lov til at være der, men det er fandme vanskeligt. Jeg får mest af alt bare lyst til at sige "FUCK JER ALLESAMMEN", lege pigesur og trække mig. For hvis jeg trækker mig, så slipper jeg for at være sårbar. Men så kan man jo leve et liv i isolation uden nogen former for socialt samvær...

Konklusionen må være, at det ER fucking lortet ikke at blive inviteret med. Men dén følelse skal der være plads til. Det er okay.

...Og så fuck dem. Hvis de ikke vil ha' dig, så skal du sgu' heller ikke ha' dem. ;)


Følg med på instagram her <3

 

 

 

Synes godt om

Kommentarer

Caroline
Caroline,
SÅ enig! Og jeg har altså ikke været det sorte får i familien, men jeg bliver også helt barnligt ked af det, når det sker. Jeg har lige taget konfrontationen med nogle veninder, der konsekvent ‘glemte’ eller valgte mig fra, når de sås. Og i dag fandt jeg også ud af, at jeg var blevet glemt i forbindelse med en middag med arbejdet. Av! Det gør altså helt ondt i maven hver gang det sker, så jeg forstår dig udmærket!
Socialrådgiveren
Socialrådgiveren,
Sikke et fantastisk indlæg 👏🏼👏🏼👏🏼 Jeg vil bidrage med et billigt grin. Jeg har ikke længere Facebook, da jeg ikke orker at sidde og få ondt i maven hjemme bag skærmen, så nu har jeg kun insta hvor jeg følger folk jeg ikke kender privat - som fx dig 🙌🏼 Nå jeg modtog i sin tid en besked fra min gamle gymnasie flamme, som jeg også havde booket lidt op med efter gymnasie tiden (fri fortolkning her) - det her var så 3 år efter vi sidst hoppede op og nok 5 år efter gym. Han inviterede mig til sin fødselsdag sammen med alle hans venner og veninder, som jeg jo også "kendte". Jeg blev sgu lidt smigret.. og sagde til min nye kæreste; ej okay.. er det ikke lidt mærkeligt at han inviterer mig her efter alle de år. Min kæreste er sød og siger, jo, men selvfølgelig... du gør jo også indtryk (tak tak). Jeg ringer lige til veninderne og fortæller, at det sgu da er for mærkeligt.. nå da jeg har fået gjort verden opmærksom på, hvor vild han åbenbart stadig er med mig, modtager jeg en besked på Facebook dagen efter; jeg er simpelthen kommet til at invitere dig med til min fest ved en fejl, men jeg vil heller ikke være en nar, så altså det er jo ikke fordi du slet ikke må komme... 🙈😳😂
Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229