Og sådan startede en af mit livs hårdeste uger..

”Mor! Du er nødt til at tale mig til ro. Jeg er på vej ind i et angstanfald! Lillemand ligger og sover, og jeg er bange for, at der sker mig noget.”

…Det er de første ord jeg får sagt halvgrædende ind i røret til min mor, der ALTID tager telefonen uanset på hvilket latterligt tidspunkt af døgnet en af os 5 unger beslutter os for at ringe. Den her samtale fandt sted i forgårs, startede kl 01.30 om natten og endte med at vare knap 4 timer.

Min mor er fuldstændig rolig og fattet som altid: ”Der sker ikke noget med dig, og jeg er lige her i røret hos dig. Hvor er du henne nu? Er du inde hos betteski’?”

Lige så rolig som min mutter er, lige så panisk er jeg, der så småt er begyndt at hyperventilere og miste følelsen i mine ben. Sådan reagerer jeg i et angstanfald. Hele kroppen sitrer, jeg bliver ligbleg i hovedet, får gummiben, kan ikke få vejret og føler ærligt talt, at min krop er ved at stå af. Bedre kan jeg ikke beskrive det. Jeg mister fuldstændig kontrollen over min krop, og selvom det kan være yderst vanskeligt for nogle mennesker at forstå, så kan jeg kun sige, at det er den VÆRSTE følelse, jeg i mit liv har oplevet. ..Og jeg har alligevel været udsat for EN DEL. Dit hoved er - når det er værst – 100 procent sikker på, at du skal dø. Det kan jeg naturligvis kun sige, fordi jeg selv har haft flere nærdødsoplevelser.

Angst trigges ofte af irrationelle årsager. Men i dét øjeblik angsten først har ramt dig, er du med stor sandsynlighed ikke i stand til at tænke rationelt. Ligesom denne nat, hvor jeg meget pludseligt vågnede op og havde det vanvittigt dårligt. Alt svimlede for min øjne i sådan en grad, at jeg ikke var i stand til at se, hvad klokken var på min mobiltelefon. Jeg blev dødhurtigt nervøs, da jeg jo var alene med lillemand, der heldigvis lå og snorksov ved min side.

Tilbage til panik i telefonen.. ”Jeg stormer frem og tilbage inde i stuen, mor. Jeg er bange for at vække lillemand, for jeg kan intet styre lige nu. Jeg kan ikke sætte mig ned, mor. Årrrh, pis. Jeg får anfaldet nu mor…” Min stemme bævre, og jeg gør mig klar til et kvarter i helvede. Min mor er udmærket klar over, at jeg i værste tilfælde ikke kan stå på mine ben, hvorfor hun beordre mig til at smække røven ned i sofaen og trække vejret HELT ned i maven. Og lige DÉR.. Dér går det op for mig, hvorfor jeg er angst.

”Mor.. Nej, nej, nej. Jeg er så angst, og jeg ved godt hvorfor!” ..Og så VÆLTER det ud af munden på mig. Ud over stuegulvet. Skide-bræk-syge. Og sådan fortsætter det hvert kvarter i de næste mange timer. Hvor komisk det end kan lyde, er skide-bræk-syge vanvittigt angstprovokerende.

Angsten kom af flere grunde. For det første, fordi min sensitive krop på et splitsekund genkender den følelse af dårlighed, jeg pludseligt vågner op med om natten. Symptomerne fra skide-bræk-sygen minder tilpas meget om optakten til et angstanfald, hvorfor mit hysteriske sind straks melder alarm for at advare kroppen om, at der er fare på færde. Det er også det man kalder angst for angsten. For det andet trigges min angst grundet frygten for ikke at kunne tage mig af sønnike. En grundlæggende angst, jeg tror, der ligger dybt i mange mødre. Hos mig er den pt. meget letpåvirkelig som følge af de nye forandringer i mit liv, samt den stress jeg til tider oplever ved at skulle klare alting selv. Jeg panikkede over, hvordan jeg ville være utilstrækkelig, hvis lillemand skulle vågne og jeg pludselig lå livløs eller i stor fare. Kald mig bare skør i bolden, men det er nu engang sådan mit fyldte hoved fungerer i pressede situationer.

”Jeg bliver her i røret hos dig, skat. Så længe du har brug for det.”, sagde min mor, imens jeg for 13. gang var inde i soveværelset for at tjekke, om min lille mini-mig var trillet ud af sengen, nu når han ikke længere kunne finde mors armhule at bore sit lille hovedet op i. Det skulle min mor aldrig have sagt, for jeg beholdt hende i røret indtil solen stod op. Selvom hun flere gange formåede at snorke sig igennem mine højlydte opkast anfald, så beroligede det mig, at jeg kunne skrige efter hjælp, hvis det pludselig skulle vise sig, at jeg fejlede noget dødens alvorligt.

..Og sådan startede en af mit livs hårdeste uger nogensinde.

 

#Brydtabuet

Ps. Det her indlæg er skrevet i påsken, før jeg for alvor blev syg. Jeg er nu ved at få hjælp.

Synes godt om

Kommentarer

Cici
Cici,
Årh Alexandra. Hvor blev jeg oprigtig glad da jeg så du smed noget op på snap. Jeg kender dig ikke, men jeg føler troligt med og har tænkt meget på hvordan du havde det. Utroligt når man ikke kender dig. Men hvor er jeg glad for at høre du får hjælp. Kæmpe knus til dig
Christina
Christina,
Din mor lyder som en helt fantastisk støtte ❤️ Alt det bedste.
Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229