Når farmand er væk..

"Sååååhh Lillemand, nu skal vi to ind og putte.. ..Mor passer på dig Bassermand", siger jeg trøstende til min lille baby, mens jeg holder ham tæt ind til mig og vugger ham op og ned i mine arme. Fisen er ved at få tænder, og er simpelthen så ulykkelig fra tid til anden. Han er ekstremt tryghedssøgende og sover rigtig dårligt både om dagen og om natten. "Shhh Basser Bauser.. Mor putter dig nu, så du kan få hvilet lidt, ikke også.. Så ligger vi dig her ved siden af mor", siger jeg til ham med en lidt bævrende stemme og ligger Lillemand ned i vores seng, så han kan falde i søvn op af mig, som han plejer. Jeg er FYLDT til renden. Tårerne presser sig på og klumpen i min hals bliver større og større. Jeg kan næsten ikke holde gråden tilbage. Men jeg kæmper. Bare en halv time endnu, og så sover fisen. ..så kan jeg give slip. Men jeg kan IKKE styre det. Jeg kan ikke være den seje mor, der klarer alt med et opløftet hovede. Jeg når kun lige at slukke lyset, og så triller den første tåre ned af mit trætte ansigt. Min lille baby gider ikke at sove, men han holder mig i hånden og knuger den hårdt. "Shhhh.. Shhh...", hvisker jeg i hans øre, imens jeg mysser ham op og ned af hans bløde kinder, klapper ham blidt i måsen og nusser ham mellem øjnene med hans lille putte-giraf. Min kærlighed til den dreng er ALTOVERVÆLDNDE, men jeg bliver så ulykkelig af ikke at kunne dele den med farmand.. Min kæreste. Og jeg bliver ulykkelig over, at far ikke er her til at passe på Lillemand.. ..og til at passe på mig. Jeg har brug for ham. Efter 6 dage som græsenke med en lille ked af det baby, der kun vil sove en time af gangen, er jeg MAX presset. Bærret er fyldt. I næsten en uge har jeg kunne skubbe mine frustrationer, min vrede og min sorg væk.. ..men nu KAN jeg ikke mere. ..Tårerne fortsætter ned af mine efterhånden røde kinder, og jeg skal tage mig sammen for ikke at hulke. ENDELIG efter en time sover Lillemand. 3 gange gav jeg op.. ..Lagde mig magtesløs ved siden af den vågne, sprællende fis i 10 sekunder, og prøvede så igen. Havde manden været her, var jeg gået ud af rummet og havde bedt ham om at tage over. Jeg føler mig som en fiasko, når jeg ikke engang er i stand til have mit eget barn alene i en lille uge, uden at græde lidt over det. Og jeg føler mig fortabt, når jeg kan blive så presset, at jeg pludselig ikke kan sove, SELVOM baby sover. Om aftenen bliver jeg utryg og min indre uro spreder sig med lynets hast helt ud i fingerspidserne og helt ned til storetåen. Jeg har brug for en STOR krammer og nogle rosende ord. I stedet skriver pilot-manden til mig: "Du er en voksen kvinde. Du kan sagtens klare det." Hmm.. Der kan man tale om, at føle sig forkert. Måske er det bare sådan noget, mænd ikke forstår. De tror allesammen, at det lige er DEM, der har fået en ekstra sur, sensitiv og pylret kone. Men nææh nej, sådan er vi nok alle sammen - os nybagte mødre - i højere eller mindre grad. Gud ske tak og lov for, at jeg har fået så mange veninder, der ligesom mig, er blevet mor for nyligt. Mødre som også har det rigtig hårdt og svært nogle gange. For jeg har ikke lyst til at føle mig forkert. Jeg bryder mig ikke om at føle mig som en fiasko.. ..En svag mor som Ikke kan klare lidt modgang. For ja, det er vanvittig hårdt at undvære farmand. Det skær dybt inde i mit hjerte, når Lillemand udvikler sig, lærer noget nyt eller gror en tand, der stadig kun stikker så lidt ud, at jeg ikke kan komme til at vise den på FaceTime til pilot-manden. Det gør mig ked af det. Og det er vel okay? Manden bliver frustreret, når jeg lader mine frustrationer gå ud over ham. Han sidder i den anden ende med dårlig samvittighed og kan intet gøre(føler han). Derfor er jeg begyndt ikke at være ked af det foran ham. ..Fordi JEG får dårlig samvittighed over at give HAM dårligsamvittighed. En rigtig usund måde at håndtere min sorg på.. For jeg KAN ikke acceptere, at han skal være så meget væk fra os. Jeg KAN ikke acceptere, at det er det liv, jeg har valgt. Jeg var ikke forberedt på, at det ville blive så hårdt. Så igår da jeg snakker i telefon med min bedre halvdel, er jeg ked af det. Han spørger mig: "Er du okay tulle? Du virker meget fjern?". Og jeg svarer ham, at jeg har det fint, fordi jeg vil ikke belemre ham med min følelser. For jeg skal jo altså lære at acceptere tingene sådan, som de er.. ..siger folk. Det kan jeg ikke. I hvertfald ikke endnu. Jeg vil have lov til at være ked af det, bitter, sur, jaloux og frustreret. Jeg vil ha' lov til at stille krav til, at når farmand så er hjemme i et par dage, så er han vores. Jeg vil ha' lov til at være misundelig på alle de andre mødre, der har mænd, der kommer hjem hver aften. Jeg vil ha' lov til at føle mig svigtet. For det er SÅDAN, jeg har det. Jeg skriver det her indlæg, fordi det - for det første - fungerer som glimrende terapi for mig, at få mine følelser og umiddelbare tanker ud på skrift. Ja, som den opmærksomme læser nok har opdaget, skriver jeg de fleste indlæg i følelsernes vold. For det andet er jeg fortaler for, at man altid kan snakke om sine følelser. Alle mødre har det jo nok svært på nogle områder, kan blive kede af det, rasende, føle sig fyldt op eller føle sig magtesløs. Lad os nu tale om det, så vi ikke går rundt og er ensomme med vores indre tanker. Jeg VIL ikke føle mig forkert. Og jeg får rigtig ondt i hjertet over, at der er så mange, der går rundt og føler sig forkerte. Om det er fordi, de er ulykkelige alenemødre, psykisk syge, deprimeret, kede af det, vrede, forladte eller What Ever.. ..det SKAL der være plads til, og jeg slår hermed et slag for, at det er OKAY at tale om den slags.. For I er ikke alene! Og hey.. Fordi man SNAKKER HØJT OG ÆRLIGT om sine svære følelser, behøver det jo ikke at betyde, at man er et stort nervevrag, der ikke oplever ét sekund af lykke om dagen. Det er ihvertfald ikke tilfældet her. Men nogle gange, så knækker filmen bare.. Kender i det? Puha. Det var rart at komme af med, selvom jeg altid har lidt ondt i maven, når jeg skal vise min sårbare side. Så føler jeg mig lidt ynkelig. Men sandheden er, at jeg faktisk også har pisse ondt af mig selv. Knapt så charmerende men sandt. Dét kan i læse mere om i DET HER indlæg, der er en mere bitter og fandenivoldsk udgave af mine tanker omkring dét at være græsenke. #detkanjoikkeværerosenrødtheletiden #livetsommor #livetsomgræsenkesucks #nogenerbyggettildet #deterjegikke #deterokayatværekedafdet #vikvindererfandmeseje #jegelskerminpilotmand #menjeghaderhansjob PS. I nat kl. 3 kommer pilot-manden hjem, og jeg glæder mig som et lille barn. Mest til at vise ham lillemands nye fortand :D ..og til at sove..  

Følg med i vores liv på Instagram HER <3

 

Synes godt om

Kommentarer

Isabella
Isabella,
Så dejligt at læse din blog. Jeg har en mand der har været væk mandag til fredag siden fødslen i starten af februar og har syntes det har været overraskende hårdt at stå alene med der hele i hverdagen. Rart man ikke er alene...m
MigogminTinderbaby
MigogminTinderbaby,
Ja, det er nemlig rigtig rart at høre, at man ikke er alene. !
Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229