Jeg var ikke til stede til fødslen af min søn.

Min fødselsberetning fremstår muligvis både som værende humoristisk og underholdene.. Ærlig ja.. Men skrevet med et smil på læben. Men den intelligente læser vil kunne læse mellem linierne, at min fødsel er et meget ømt punkt for mig.. ..Et traumatisk forløb, jeg har svært ved at acceptere.. ..At acceptere, at jeg ikke selv var med til fødslen af min egen søn. Mit største ønske er, at jeg kunne skrue tiden tilbage og få det hele filmet. Fuck det, at jeg var 28 kilo tungere, ikke kunne se ud af øjenene og havde dobbelthage helt ned til navlen. Jeg vil give min højre arm for at se fødslen på video, så jeg kan gennemleve det igen. UDEN smerterne. Jeg arbejder stadig på at bearbejde mit traume, hvilket jeg blandt andet gør, hver gang jeg skriver og snakker om det. For hver samtale om fødslen bliver det hele LIDT bedre. For en lille uges tid siden deltog jeg i et interview, hvor følgende fem spørgsmål blev stillet. Her kan du læse mine svar, der denne gang fremstår uden så meget gak og gøgl: Hvorfor valgte du i første omgang at tage på hospital fremfor at vælge en hjemmefødsel? I de første måneder af graviditeten overvejede jeg kraftigt en hjemmefødsel. Men tanken om, at der kunne opstå komplikationer under fødslen, der krævede akut hospitalsindlæggelse, kunne mit skrøbelig mor-sind på ingen måde overskue. Tænk hvis jeg på grund af mit valg af en fødsel i hjemmet skulle være skyld i, at min lille bassemand ikke ville komme sikkert til verdenen.. Eller at jeg som mor kom i alvorlig livsfare. Den chance turde jeg simpelhen ikke at tage. Fik du både en optimal forberedelse og støtte undervejs? Jeg mener ikke, at jeg var optimalt forberedt på fødslen. Overhovedet ikke! Jeg var blevet fortalt, at kvindekroppen er bygget til at føde. "Det klarer du sagtens", sagde min jordemoder til mig, der var dødsens angst for at skulle presse en hel baby ud af et alt for lille fødehul. Jeg blev støttet undervejs, men kun i den korte tid af fødslen, hvor der rent faktisk var personale til stede. I de første par timer med bragende ve-storm var jeg efterladt sammen med min kæreste, der panisk rendte frem og tilbage til den røde snor, der sjældent fik lov til at hænge i fred. Personalet var midt i et vagtskifte, og det var tydeligt at mærke. Hvordan oplevede du dit fødselsforløb? Hvordan opstod der komplikationer? Jeg oplever mit fødselsforløb som værende voldsomt traumatisk. Min baby gav sig alt andet en god tid og kunne ikke komme ud hurtigt nok. På under en time åbnede Frøken Vagina sig fra 4-10 centimeter, pauserne mellem mine meget intense veer var ikke eksisterende, og min store og væskefyldte krop vred sig rundt i en forfærdelig panisk tilstand på den hårde fødebriks. Jeg kunne ikk få luft og forsøgte at holde den bowlingkugle, der tydeligvist var på vej ud for neden, oppe, da personalets kommentar til mig gentagende gange var: "Nu når du er førstegangsfødende, så kan der sagtens gå laaang tid endnu, før lillemanden melder sin ankomst. Det er bare en tidlig pressetrang, du føler. Træk vejret". Tak. Da min lille søn kun en halv time senere melder sin ankomst, bliver jeg beroliget af jordemoderen, der forsikrer mig om, at det værste nu er overstået. Nu skal jeg blot føde moderkagen. Men min åndssvage krop makker ikke ret, og smertehelvede starter på ny, da nogle voldsomme efterveer ruller ned gennem kroppen på mig og moderkagen ikke har tænkt sig at forlade sin hule. Inden jeg får set mig om står 7-8 mennesker samlet rundt omkring mig, i mens de skiftevis - med klør fem - forsøger at grave moderkagen ud inde i maven på mig. Efter halvanden liters blodtab giver de op, tager min lille baby fra mig og sender mig ind på operationsbordet. Forløbet var hektisk, og jeg følte mig snydt og svigtet. Det var ikke dét, jeg var blevet lovet. Hvordan oplevede du, at personalet håndterede komplikationerne? I forhold til hvor pressede personalet så ud til at være, håndterede de komplikationerne rigtig flot. Men jeg husker, at et par af lægerne fik nævnt noget med, at der ikke var meget tid, da en tvillingefødsel var i fuld gang i lokalet ved siden af. Det gjorde mig sgu lidt utryg! Endvidere havde jeg i to timer tigget om en epidouralblokade, der åbenbart ikke var lige sådan bare at give mig, da jeg pga svangerskabsforgiftning skulle have taget nogle blodprøver, inden det kunne lade sig gøre. Dermed var der en masse unødig ekstra ventetid, hvor jeg mest af alt havde lyst til at hoppe ud fra 4.. Jordemoderen nævnte midt under min voldsomme pressetrang, at disse blodprøver skulle have været taget, allerede da jeg et par timer tidligere blev modtaget på fødegangen. Jeg nåede altså ikke at få min epidouralblokade. Min moderkage, der sad fast, resulterede i et blodtab på knap 2 liter. Først 2 dage efter fødslen - hvor jeg stadig er indlagt - kommer en ung jordemoder hen og spørger mig, om jeg er okay, da jeg ligner en, der er mere død end levende. Jeg kan stadig ikke rejse mig op uden at besvime og har pga indre uro, utilpashed og følelsen af at være død ikke kunne lukke et øje i 2 døgn. Jeg var overbevist om, at hvis jeg lukkede øjnene, ville jeg lige så stille sove ind. Da den søde dame måler mit hæmoglobinniveau i blodet som ligger chokerende lavt på 3,1, får jeg OMGÅENDE en blodtransfusion på 3 poser blod. En transfusion der måske burde have fundet sted lidt før i forløbet, så jeg have en chance for at nyde den rus, nogle mødre oplever kort tid efter fødslen. Jeg var på ingen måde til stede i min egen krop. Det var for voldsomt på alle tænkelige måder, og jeg kan mærke, at jeg bliver rørt og meget påvirket ved igen at tale om det. Har denne fødsel påvirket din indstilling til en eventuel fremtidig fødsel? 100 %. Jeg har altid haft en ide om, at jeg engang om 10 år havde 2-3 børn løbende rundt ude i haven på en dejlig sommerdag. Nu forestiller jeg mig, at jeg om 10 år sidder og spiller kort med min ENE søn, fordi jeg på ingen måde føler mig i stand til, at ville kunne gennemgå endnu en traumatisk fødsel, hvor jeg efterfølgende faktisk følte mig nærmest død. Da vi efter 9 lange døgn blev udskrevet fra hospitalet, fik jeg et kort stukket i hånden af en ældre venlig jordemoder. Et kort med et telefonnummer som jeg i 7 dage, havde mulighed for at ringe til, hvis jeg skulle have brug forsvar snakke. 7 dage.. Først nu efter 9 måneder kunne jeg overveje at tale med en om fødslen.. At få nogle af mine følelser bearbejdet..   [caption id="attachment_978" align="alignnone" width="1280"]
1 dag gammel <3[/caption]   Tak fordi i ville læse med <3 Hvis i har nogle gode råd eller nogle forstående, beroligende, støttende kommentarer eller lignenede, så kom ENDELIG med dem.. Det ville varme. Ps. I burde altså lige læse mine lidt mere humoristiske indlæg omkring tiden efter fødslen ved at klikke på titlerne nedenfor: "Hvad sker der helt præcist med Tissemarie under fødslen?" "Første STORE toiletbesøg efter fødslen. Puuhaa"  

Følg også med i vores liv på Instagram ved at klikke lige HER :)

Synes godt om

Kommentarer

Lui
Lui,
Det er fantastisk at læse det du skriver, og du skal vide at dine beretninger hjælper blandt andre mig. Jeg har selv haft en traumatisk fødsel, og jeg bliver ramt lige i hjertet når jeg hører om andres traumatiske oplevelser. Jeg føler meget at det er en sorg der skal bearbejdes, og hvordan gør man det bedst? Jeg forsøger at tale om det, men det er som om at det ikke er nok. Jeg har givet mig selv lov til at være bitter og vred over mit fødselsforløb så længe det er nødvendigt. Fælder gerne en tåre eller to, og håber bare at færrest kvinder får den oplevelse som du, jeg og mange andre har været igennem. Det fortjener ingen.
MigogminTinderbaby
MigogminTinderbaby,
Nej, det fortjener ingen nemlig. Jeg er glad for at du kan bruge det, jeg skriver <3 Tanker
Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229