Færdig med det pis!

Klokken er i skrivende stund 03.19, og jeg er så rasende. Og ked af det. Jeg bliver behandlet så modbydeligt lige nu, at i slet ikke forstår det.

Nogle gange tænker jeg, at jeg fortjener en eller anden form for taknemlighed for, at jeg har sat nærmest alt på pause for at være enlig mor. Hvad skulle der ske, hvis JEG ikke havde mulighed for at hente og bringe hver dag? Hvis JEG ikke havde mulighed for at blive hjemme med fisen alle de 7000 gange, han har været syg. Hvis JEG ikke sørgede for at tage ham til lægen, ørespecialisten, tandlægen, kiropraktoren, fysioterapeuten og, hvad jeg ellers har slæbt ham med rundt til de seneste par år. Hvad skulle der ske, hvis jeg OGSÅ ville have et arbejde med skiftende arbejdstimer og komme og skride, når jeg vil? Hvordan havde vores søn haft det, hvis jeg OGSÅ insisterede på at udleve mine karriere-drømme? Hvis jeg OGSÅ prioriterede arbejde frem for familie? Hvordan havde Elliot haft det, hvis ikke han havde sin tålmodige, fleksible, studerende mor, der til HVER en tid ALDRIG sætter sig selv først?

For nogle år siden gik jeg med til at sætte mit studie og mine fremtidsplaner på pause for at gro en baby. Jeg var sygemeldt i hele min graviditet. Efterfølgende var jeg et år på barsel. Jeg frygtede tiden og økonomien som studerende mor, når min barsel engang skulle være slut, men jeg skulle nok klare det. Jeg besluttede mig for, at jeg godt kunne klare det. Vi var jo to om det!

...Men nu er vi ikke to om det alligevel. Jeg er for det meste alene om det. Jeg ELSKER Elliot, og han er det bedste, der nogensinde er sket mig! Men jeg føler, at der er nogen(ikke Elliot), der skal være lidt fucking taknemlig for, at jeg gør mit job som mor så pisse godt! Der er nogen, der burde vise taknemlighed for, at JEG sørger for fucking alt, så andre fuldstændig frit og uden problemer kan fortsætte med at udleve sin drøm og sin latterlige livsstil. Undskyld mit franske. Men sådan tænker jeg!

Jeg har fået nok. Jeg er færdig med det pis! Nu kommer der andre boller på suppen. Jeg er færdig med fuldstændig at indrette mig efter andres behov. Hvis Elliot skal ha' det godt, skal jeg ha' det godt. Man skulle tro, at det var logik for burhøns, men det er åbenbart MEGET svært at forstå for nogen.

Jeg bruger ALT tid i verden på at sørge for, at Elliot ikke kun skal hænge på sin mor - at han får så meget tid som muligt med begge sine forældre. Sådan dybt seriøst. Det er min største bekymring. Føler han sig svigtet? Føler sig hørt og set? Føler han sig anerkendt? Føler han sig ønsket? Føler han sig elsket? Jeg gør ALT, hvad der står i min magt for, at Elliot får alle sine behov opfyldt. Det er sindssygt vigtige for sådan en lille skid, at have et godt forhold til både sin mor og sin far. Men jeg MAGTER ikke mere modstand. Jeg magter ikke at lade som om. Jeg er træt af at skulle redde trådene ud! Jeg er træt af at skulle trøste. Jeg er træt af at skulle indordne mig og absolut ingen kontrol have over mit eget liv og vores hverdag.

Dem der kender mig godt, og har været tæt inde på livet af mig ved, at jeg kæmper med både stress og angst i tide og utide. De ved også, hvordan man vælter mig. Hvordan man slår mig ud af kurs, og GUDHJÆLPEMIG om ikke der er en vis herre, der er godt i gang med det lige nu. Bare fordi han kan. Når jeg er presset, har jeg brug for lidt struktur i min hverdag. Jeg har brug for, at have lidt kontrol over, hvad fremtiden bringer. Ligesom små børn, der skal forberedes på, hvad der skal ske. Det er yderst vanskeligt at have noget som helst struktur, når vi lever efter det skema, jeg skrev om den anden dag. Men det giver trods alt en lille smule ro i maven, at jeg har det skema. At jeg kan følge med i, hvad der skal ske i vores liv. At uventede lægeaftaler eller pludselige begivenheder lynhurtigt kan planlægges, fordi jeg har et skema at kigge efter. Og her kommer vi nu til, hvor min vrede stammer fra:

Den ENE lille ting, som jeg faktisk KAN regne med - et skema der kommer ind i en fælles familie kalender d. 17. hver måned - er jeg fra dags dato blevet nægtet adgang til af skemaets ejermand. Planen er så åbenbart i stedet, at samvær fuldstændigt bliver planlagt ud fra en mands ord om, hvornår han muligvis har fri og kunne tænke sig at træde til. Ord jeg ærlig talt ikke stoler en skid på. Jeg er RASENDE. ALT er i forvejen styret ud fra den her sindssygt belastende livsstil, og den ENESTE lille ting, jeg da i det mindste har haft at støtte mig op af, er det her skide skema, som jeg trygt kunne stole på. Sådan næsten da. Men nu må jeg få lov til at planlægge samvær i de dage, jeg får af vide, der kan være samvær i. Utilregneligt, når man ved hvor informationen kommer fra.

Hvor meget kan man ha' brug for at ødelægge en anden piges liv? Og hvad nu hvis den pige er fuldtidsmor til dit barn, der i øvrigt har det skide dejligt, er velopdragen og forkælet i kærlighed? Burde man så ikke vise lidt fucking taknemlighed og respektekt, og give mig bare en lille smule medbestemmelse, struktur og ro i maven som tak! Magen til magtliderlighed skal man lede længe efter!

...Jeg SKULLE skrive det her indlæg for at kunne falde i søvn. Ud af hovedet med det lort! Kl nærmer sig 4 om morgenen, og de kogende bobler er så småt ved at arte sig indvendigt. Jeg er pisse ked af det, og jeg begynder at frygte, at parterapeuten havde ret, da hun sagde, at hun forudså en fremtid i statsforvaltningen med advokater og hele lortet! Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal gøre. Og jeg fatter faktisk ikke, at det her sker. Jeg troede vi ville kunne enes og passe på hinanden. Men jeg tog fejl. Det er pludselig løbet helt af sporet.

Nu vil jeg sætte lydbånd på, og håbe at jeg får et par timers søvn. Elliot ligger i ske med mig lige nu, og han nusser min hånd i søvne. Gad vide om han kan mærke, at jeg har brug for det. Mors lille skat <3 Det der er ærgerligt, som nogen ikke forstår er, at det er Elliot det går ud over i morgen, når jeg er træt, uoplagt og ked af det indeni. Det er simpelthen så ufint, at presse mig på den måde, for at bevare en eller anden latterlig illusion af stolthed: "Du skal ikke bestemme over mig".. Lille barn. Uden for pædagogisk rækkevidde.

..Nå.. mine tanker sort på hvidt. Præcis som de er fløjet ud af hovedet på mig. Intet filter. Og dog. Jeg gør mig MEGET umage med ikke at nævne navne. Jeg skulle jo nødigt få fingrene i klemme!

Ps. Jeg ved ikke engang, om det giver mening, eller om der er 40 stavefejl. Om jeg fremstillet mig selv som en kæmpe bitch ... Klokken er for mange til, at jeg gider læse det igennem. Tak fordi i ville høre på mit brok <3

Synes godt om

Kommentarer

Line
Line,
Du er sgu pisse sej! kæmpe stor respekt herfra. Tak for at lukke alle os ind i jeres liv, det er virkelig hyggeligt at følge med i 😉 <3
Sara
Sara,
Ikke til indlægget her specifikt, men læste den her og tænkte på din situation: https://www.mx.dk/viden/videnskab/story/20945807 Og du har sikkert læst det, men hvis ikke kan du sikkert få noget ud af, og nikke genkendende til flere af de ting Miriam skriver her: http://miriamsblok.dk/2017/07/10/hele-historien-del-13/
Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229