Et traume fra min fortid #Del 2

Jeg var få millimeter fra at miste livet på det ophold i Tanzania, der skulle have været mit livs drømmerejse. En tur min søster og jeg lææænge havde snakket om og glædet os til.

Læs del 1 HER.

Den lokale mand med den store, lange machete kniv tog vores tasker og hoppede op bag på motorcyklen til sin makker igen. Og VÆK var de. Så der stod vi. Fuldstændig i chok. Jeg var dødsens angst og fuldstændig ved siden af mig selv. Jeg befinder mig i en boble af en forfærdelig panik. Alt inden i mig vender sig. Jeg skal kaste op, jeg vil flygte, jeg skal UD AF MIN krop. Jeg kan på INGEN måde holde ud at være i den.

Min søster og de to canadier kommer langsomt hen til mig, og spørger om jeg er okay. "Ja, ja.. Jeg blev bare forskrækket. Jeg vil bare gerne hjem nu", sagde jeg og satte farten lidt op for at nå vores hus, vores vagt, vores sikkerhed.

Der er masser af lokale omkring os, og alle forsøger at undgå vores blik. Som om de er flove over, dét der lige er sket. Få meter fra huset begynder jeg så småt at hyperventilere og tårerne triller ned af mine røde kinder. Jeg græder ikke voldsomt eller noget i den dur, men jeg kan ikke få vejret.. Det er som om, at jeg lige har fået verdens største mavepuster.

[caption id="attachment_628" align="alignnone" width="1500"]
Lokale børn fra kvarteret <3[/caption]

Resten af dagen går med at besøge politigården og snakke i telefon med min mor og far. Min far råder mig til at komme tilbage til Danmark. Han er IKKE tryg. Min mor er også død-bekymret, men hun kan hører på min søster og jeg, at vi gerne vil blive og forsøger derfor at hjælpe os igennem chokket.

En lokal ven tager med os op på politigården. Vi bliver mødt af flotte, sorte, muskuløse mænd i militærfarvede dragter med Rifler hængende ned foran maven på dem. Jeg har hørt historier om deres korrupte politi, og jeg er bestemt ikke tryg. Da vi kommer ind til skranken står vi placeret direkte over for fange-cellerne, der er aflåst af et bredhullet jerngitter. En rigtig ubehagelig situation.
For at melde overfaldet skal vi betale betjenten penge. Vi gør, hvad vi får besked på.

Dagen efter sidder jeg og ryger en cigaret i vores hus på 2. sal på altanen. Pludselig FLYVER 7 Motorcyklister i røven af hinanden hen over grusstien nedenfor. Få minutter senere kalder en af de lokale på mig: "Ali, Ali.. They try to catch the robber!"

[caption id="attachment_629" align="alignnone" width="1500"]
Udsigt fra Altan..[/caption]

Det viser sig, at de lokale motorcykel-taxi-mænd(vidner til røveriet) er rasende over, at de eneste mzungu'er(hvide mennesker), der befinder sig i deres kvarter, er blevet overfaldet. Det har ødelagt deres forretning, fordi vi af gode grunde nu var blevet så utrygge, at vi ikke længere turde køre med disse mænd. Derfor havde de sat sig for at fange de to mænd, der havde været skyld i vores ulykke og deres tab af indtjening. Dét lykkedes dem og min overfaldsmand skulle få lov til at betale sin straf på groveste vis.

Dagen efter hører jeg råb og skrig længere oppe af gaden.. Jeg befinder mig i vores hus og bliver lynhurtigt utryg. En lokal ven kommer løbende ind af porten og råber til mig: "Ali, Ali.. They got the robber. They kill him. Look!" Manden tager sin gamle mobil telefon frem, der dog er i stand til at tage billeder i lav kvalitet, og viser mig fotos af en mand, der er blevet tortureret og mishandlet i en halv time længere oppe af gaden. Det var dér larmen kom fra.

..DET ANBEFALES IKKE SARTE SJÆLE AT LÆSE VIDERE..

Billederne sidder stadig fast i mit hovede. Første billede indeholdt røverens ansigt, der var så smadret, at jeg på ingen måde kunne genkende ham. Gult væske hang ud af siden på hans skaldede isse. Blod løb ud af næse, mund og øjne. Jord, støv og sten dækkede resten af ansigtet. Næste billede var af manden, der lå livløs på gruset med maven ned af og hænderne ned langs siden. Begge hans håndled var skåret over, og i ryggen havde han et utal af knivstik. Sidste billede jeg så, var af manden, der lå i en af politiets ladvogne. De var ankommet efter de lokale var færdige med deres job, og kørte manden væk.

"Now you dont have to be affraid anymore, Ali", siger den lokale mand til mig og griner stolt. Jeg blev RASENDE og KED AF DET. HVAD? Havde de tortureret og dræbt den stakkels mand, der få dage forinden havde begået et uskyldigt røveri. Ja, for mig var det ganske traumatisk. Ingen tvivl om det. Men den stakkels mand havde måske en syg mor eller en lille datter, han ikke kunne forsørge og var måske derfor nødsaget til at stjæle for os mzunguer, der alligevel VÆLTER os i latterligt mange penge i forhold til dem. Mit hjerte blev knust. Men jeg var så chokeret, at jeg ikke kunne reagere.

"Ali, you should thank this man", siger han til mig og hiver en anden lokal lidt ældre herre ind af døren. "This is one of the killers of the rubber", siger han til mig stolt og peger hen på den ældre mand. Jeg tør ikke andet, så jeg går han og giver ham hånden, smiler og siger mange tak på Swahili: "Asante Sana Kaka"..

Dagen efter benytter vi os igen af Motorcykel-taxierne på vej ud til børnehjemmet. Jeg er pisse bange, men jeg GØR det. Jeg VIL IKKE lade angsten styre mig. For at blive mere rolig forsøger jeg at snakke lidt med chaufføren på mit gebrokne Swahili. Det viser sig, at jeg sidder og holder fast rundt om livet på endnu en af mine "Helte", jeg burde takke. Jeg skal være i landet i 6 uger endnu, og vælger at rose også denne mand, der skulle blive min fremtidige yndlingschauffør.

Historien slutter ikke her. I den efterfølgende tid er jeg dybt mærket af denne traumatiske oplevelse. Ja, det er jeg faktisk stadig. Det vil jeg skrive om snarest i en del 3.

Endnu engang. Tak fordi i læste med! <3

Ps. Min kærlighed for Arusha og dets folk er uendelig og jeg valgte året efter(sidste sommer), at tage tilbage til selv samme sted. Jeg håber, at det fremgår meget tydligt, at jeg absolut ingen fordomme har i mod de lokale mænd. Mit hjerte har dem meget kært. Også den stakkels mand, der gav mig så stort et traume i forsøget på at overleve.

Synes godt om

Kommentarer

MigogminTinderbaby
MigogminTinderbaby,
EJ, hvor er jeg bare glad for din besked Karoline. Den er simpelthen så sød og gør mig så glad. Det kommer slet ikke bag på mig, at du er sådan et menneske, der skulle have lyst til at rejse til afrika og dele ud af alt din kærlighed. Jeg tænker, at jeg har været meget uheldig i den tid jeg var der, og at der er mange, der har rejst samme sted hen og endda med samme bureau, som slet ikke har haft den samme traumatisk oplevelse. Jeg synes selv tanzania er et rigtig spændende og fantastisk land, og man behøver jo ikke bo ude i slummen og arbejde på byens fattigste børnehjem, hvis ikke man føler sig tryg ved det. 😊 Jeg rejste med Exis første gang, og på egen hånd anden gang. Jeg håber, at du finder en perfekt rejse til dig. ..Og endnu en gang; tak fordi du har taget dig tid til både at læse og kommentere så dejligt på mit indlæg. Jeg håber, at jeg på et tidspunkt føler for at skrive om del 3. 😊
Marie
Marie,
Jeg har ikke selv fulgt med i dine andre blog indlæg men beg faldt over disse ting indlæg dit første of så dette. Jeg har selv en kærlighed for Afrika, Kenya og Tanzania. Jeg har været i Kenya 6mdr og Tanzania 3. Og arbejder på at komme tilbage. Det rør mig dybt det du var været ude for, især fordi jeg ikke selv har haft de oplevelser når jeg selv har rejst og ikke har været bange for det selvom jeg også har befundet mig i de mere hærde kvarter. Stor respekt for at dele din historie Har dog Haft en ubehagelig episode hvor jeg blev tvunget til at gå med en hjem og skulle gøre ting jeg ikke havde lyst til men, når man bliver truet med knivene er det med at gøre hvad man siger.. Asante sana for dit indlæg.
Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229