Et åbent kraniebrud klæder mig bare ikke..

"NEJ, NEJ, NEJ, NEJ!", råber en kvinde i vild panik. Hun smider sin cykel fra sig og løber hen til ulykkesstedet.

3 sekunder tidligere havde jeg netop passeret fodgængerovergangen med barnevognen og Lillemand i mine arme, da jeg pludselig får et kæmpe chok. Få meter bag mig dytter en ung herrer heftigt, idet en cyklist flyver op på bilistens forrude. Bilens dæk hviner hen ad vejen, og forruden smadres fuldstændigt.

Den unge fører flår bildøren op, springer ud af bilen og tager sig til hovedet. Han kigger ned på cyklisten, der ligger livløs på asfalten foran ham, og råber ud i luften: "FUUCK! NEJ! NEJ! FUCK MAN!" Cyklisten bevæger sig ikke.

Ambulance, brandbil og politi ankommer i løbet af 5 minutter. Jeg selv og min lille baby står stadig fastfrossen på fortovet tæt på. Jeg kan ikke bevæge mig ud af flækken, og jeg har mest af alt lyst til at græde.. ..Og jeg forstår det ikke? Jeg forsøger gentagende gange at regne ud, HVORDAN det kunne ske. Lyset var grønt! Både jeg selv og cyklisten fulgte trafikkens regler.

Jeg kan ikke længere se, hvad der foregår på ulykkesstedet, og jeg bevæger mig forsigtigt væk fra området. Først NU går det op for mig, at det kunne have været mig og min lille baby.. ..Det kunne have været os, der lå der på asfalten. Mit følsomme mor-sind havde ikke længere kræfter nok til at bekæmpe mine tårer, der ivrigt forsøgte at finde sin vej ud gennem øjenkrogen.

Hvad med cyklisten? Er han i live nu? Er han hjerneskadet? Er han okay? Hvad skete der med ham? Er han nogens far?

..Det har taget mig nogle dage at komme mig over hændelsen, og jeg kan mærke, at mine øjne stadig bliver våde, nu hvor jeg tænker på trafikofferet og hans familie (som han muligvis har) igen. Her 4 dage efter ulykken, er jeg nu fast besluttet: Jeg skal have mig en cykelhjelm!

Formålet med at anbringe hjelmen på knoppen af mig, er ikke udelukkende at være et godt eksempel. Jeg gør det for at passe på mig selv og fordi, at jeg er nogens.. ..nogens søster, nogens datter, nogens kæreste og vigtigst af alt NOGENS MOR!

Uforudsete og pludselige hændelser i trafikken kan ALTID finde sted. Så er det jo egentlig røv ligegyldigt, hvor latterligt genial du er på sådan en jernhest. Du kan aldrig kontrollerer trafikken omkring dig.

Og fuck udseendet. Jeg synes sgu da også, at jeg ser tåbelig ud med sådan en gryde på hovedet. Ja, endnu værre ser det ud, når først den fine hjelm skal af igen. Men fladt og kedeligt hår klæder mig bare LANGT bedre end et åbent kraniebrud.
HELLERE SE ÅNDSSVAG UD END AT BLIVE DET!

Så nu har både mor og søn anskaffet sig to fine cykelhjelme, så vi kan komme ud og trille i det gode sommer-vejr. Se lige hvor sød Lillemand ser ud med sin nye, røde hjelm <3
Farmand får en hjelm i fødselsdagsgave. Om han vil det eller ej. Rigtige mænd kører med cykelhjelm, synes jeg. Når jeg ser en daddy cykle rundt med en gryde på skallen, så bliver jeg fandme helt stolt og glad i låget på en eller anden mærkelig måde. Det er bare så fint :)
Nå, men tænk over det. Og god dag ! :D

Ps. Jeg er faktisk helt sur på mig selv over, at jeg ikke har kørt med cykelhjelm før nu. Selv i graviditeten kørte jeg rundt uden. Sandheden er bare, at jeg vitterligt ikke havde strejfet det en tanke. Derfor håber jeg, at jeg med dette indlæg måske kan åbne øjnene op for flere folk som mig, der bare ikke lige har taget stilling til det endnu :)

Pps. De kloge siger, at man skal kaste en vandmelon ned i kantstenen.. Måden den smadres på skulle være nogenlunde identisk med, hvad der sker med dit kranie, hvis du styrter uden hjelm på.

 
 



FØLG MED PÅ INSTAGRAM HER <3

Synes godt om

Kommentarer

Mie
Mie,
Hej! Hvor er det bare sejt, i har fået hjelm på! Jeg er sygeplejerske på intensiv på Rigshospitalet, og ser desværre alt for tit, hvad en bil, et fortorv, en anden cykel, kan gøre ved et hoved uden hjelm på! Godt gået Alexandra, og tak fordi du sætter fokus på det ❤️ Og tak for en super blog, jeg elsker at følge med. Synes du skriver så godt! 😘 Mange kærlige hilsner Mie
NINNA Staffensen
NINNA Staffensen,
Skovgårdsvænget 254 254
1939
Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229