DUMME SO?

I dag blev jeg kaldt for 'dumme so'. Foran min 2-årige søn. Jeg blev også anklaget for at have borderline. Det er der i virkeligheden ikke noget som helst i vejen med, men det provokerer mig, når det bliver kastet efter mig som et skældsord. Et skældsord der åbenbart passer på folk, der viser sine følelser i situationer med grove svigt. Så må man jo tydeligvist fejle noget, hvis det kan gøre en så følelsesladen?? Nogle mennesker... Jeg talte til 10 indvendigt og bad vedkommende om at tale pænt foran min søn:

"Fald ned. Lad være med at lave en scene foran Elliot. Hvor gammel er du?"

..Okay, måske var jeg i virkeligheden lidt provokerende. Jeg snakkede i verdens mest rolige toneleje i et forsøg på at sætte en dæmper på situationen, men jeg kunne simpelthen ikke styre mit behov for at være lidt flabet oven på den omgang mundbræk, jeg netop havde fået kastet i hovede. For et halvt år siden havde jeg flippet skråt. Råbt og skreget. Revet hul i røvhullets arm. Jep, så langt har jeg været drevet ud en enkelt gang. Kun én mand i hele mit liv har formået at drive mig til vanvid på den måde. Men nu. Nu kan jeg noget helt særligt. Jeg kan bevare roen.

To store hænder tager fat i mit hoved idet, jeg er ved at hjælpe Elliot med at tage sin sko på. Jeg havde åbenbart været så provokerende, at det var nødvendigt. Øjne der kunne dræbe kiggede lige ind i mine. Og hvad gjorde jeg? Jeg bevarede roen, sagde fra, fjernede hænderne og talte videre til Elliot:

"Skal jeg hjælpe dig med den anden sko skat?"

Jeg bliver påvirket af situationen. Det er klart. Og jeg har ikke specielt meget lyst til at være børnefri lige nu. Som i VIRKELIG ikke. Men der er ikke noget, der får lov til at nå derind, hvor det engang kunne ødelægge mig. Andres nedladende kommentarer handler altid om noget inde i dem selv. Ikke om dig. Jeg tager afstand. Jeg tvinger mig selv til at tænke: "Hvad kunne JEG have gjort anderledes?". I denne situation kunne jeg have ladet være med at være så sindssygt provokerende.

Jeg er ikke Hellig! Jeg bliver en flab, hvis man træder på mine følelser. Eller endnu være; min søns følelser. Jeg har svært ved at rumme uretfærdigheden og får behov for at ramme vedkommende, der har gjort mig/os ondt. Det gør jeg ved - i et ganske stille og roligt toneleje - at provokere og komme omkring nogle ømme punkter. Det er ret usmageligt, og selv om det kan tælles på to fingre, hvor mange personer, der har fået lov til at se denne fantastiske side af mig, retfærdiggør det selvfølgelig ikke mine handlinger. Første skridt er at blive opmærksom på, at jeg gør det. At opdage det. Andet skridt er at tage ansvar.

Gavner det mig at være provokernede på den måde? Det er et quick-fix, og det føles fantastisk i de få sekunder, det går op for en, at man rent faktisk ramte et ømt punkt. Men gavner det mig på længere sigt? Absolut ikke. Nogle vil mene, at jeg er for god af mig. Nogle kan ikke forstå, at jeg ikke flipper mere ud? Nogle kan ikke forstå, hvorfor jeg tillader det?

JEG kan ikke styre andre folks handlinger. JEG kan ikke ændre på folks måde at opføre sig på. Jeg er flippet ud 7000 gange. Tro mig. Der er ikke det grimme ord, der ikke er blevet banket ned i tastaturet i vrede, sorg og frustration. Primært på skrift, ja.. Fordi jeg nægter at lave en scene foran min søn. Og måske fordi sandheden er, at jeg sidder og tudbrøler på den anden side af skærmen. Jeg kunne samle et indlæg med 40 screenshots af, hvor modbydelig jeg kan være. I ville tænke, at jeg var verdens største bitch udelukkende fordi mine små flip ville stå alene, da de altid kommer i forlængelse af et mundtligt angreb eller en fysisk handling, der IKKE er dokumenteret nogen steder. Nu løb mine tanker langt..

Tilbage til sagen. Det hjælper mig ikke at gå amok. Det hjælper mig ikke at straffe vedkommende, der har gjort mig ondt. Jeg siger fra, når jeg har brug for at sige fra. Det er jeg blevet god til. At det så ikke altid bliver respekteret, er ude af mine hænder. Jeg gider ikke spilde min energi på at forsøge at nå ind til andre, der er uden for pædagogisk rækkevidde. Jeg vil meget hellere bruge min energi på at opdage, hvad JEG kan gøre, for at få et bedre liv.

Jeg bruger stadig uanede mængder af kræfter på alle mulige andre. Spildte kræfter som skulle have været brugt på mig. Det øver jeg mig i. Jeg øver mig i at være god ved mig. Jeg øver mig i at vende ordene 'dumme so' til noget godt. Brug humor. Grin af det hele. Vend det til noget positivt. Folk der bruger skældsord på den måde, handler som oftest i afmagt og af mangel på et verbalt overlegent modsvar. For dem handler det måske om at '"vinde", og i og med de ikke kan finde på noget klogt at sige tyr de til latterlige nedsættende betegnelser for at fornærme. Det er jo faktisk lidt komisk..

Jeg er selv kæmpe fan af ordet 'røvhul', men jeg ville ALDRIG kaste det direkte efter en mand foran min 2-årige søn, der netop er ved at udvikle sit sprog. I virkeligheden synes jeg, at 'røvhul' er ret harmløst, og jeg anvender det glædeligt om en veninder, der lige har banket mig i Ludo. Der er forskel. Forstår i.. Men det er en helt anden snak.

Lang historie kort: Jeg blev kaldt for 'dum so' og 'borderline' foran min søn. Jeg er stadig frustreret, men jeg kommer over det. Jeg udnytter situationen til at øve mig i at være god ved mig selv. At slutte fred. At bevare roen. At vende min dag om til en god en af slagsen. Prøv det sammen næste gang, nogen pisser på din sukkermad <3

Ps. Tak for alle jeres skide søde kommentarer til min instastory i dag! Lillemand er i gode hænder og har det dejligt nu. Det er jeg slet ikke i tvivl om.

Synes godt om

Kommentarer

Laura
Laura,
Jeg kender situationen alt for godt. I weekenden har fars nye kone koldt mig 'fed ko' foran mit barn til far. Denne krig har nu varet i 4 år, og dem slutter slet ikke endnu, det har jeg desværre indset. Han er også et af de få mennesker der kan få min indre kæmning op af lænestolen. Sjældent tabet jeg roen foran børnene, når han begynder, men det er sket 4 gange på de 4 år, at jeg er sunket så lavt at jeg har givet igen, og straks fortrudt. Han er ikke det værd, og snakker stadig pænt om ham foran vores drenge, æder alle de kameler han smider i mod mig, for drengenes skyld, og det er ikke få, tværtimod!! Føler med dig, og hatten af for din måde at håndtere det på!
Signe
Signe,
Synes dit comeback er en helt naturlig reaktion ovenpå de svigt og mega tarvelige ting du skal lægge ører til! Faktisk er du forbavsende god til at sige fra;-) og det er ligeså vigtigt for et barn at opleve! Men ja man får det man giver ud, og sådan nogle mennesker er ikke værd at spilde sin gode tid og kræfter på! De bidrager ikke m noget positivt!!
Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229