DU KAN IKKE FØLE FORKERT!

"Du har ikke noget at græde over"

"Lad være med at græde sådan"

Det er to eksempler på noget af det mest uempatiske du kan sige til et barn, og ja i virkeligheden også til en voksen. Der er ALTID en grund til at man græder. Børn græder ikke for at være til besvær. Børn græder, fordi de har brug for at blive hørt. Jeg er sådan set fløjtende ligeglad med om barnet græder, fordi det ikke kan få sin hue til at sidde rigtigt eller fordi yndlingsbamsen er væk; DU KAN IKKE FØLE FORKERT. Hvis barnet er ked af det, så er barnet ked af det. Og så har du som voksen to valgmuligheder:

  1. Du kan møde barnet i dets følelser. Anerkende, lytte og trøste. Du behøver ikke at FORSTÅ følelsen. Du skal bare respektere, at den er der.. At den er reel! At det er barnets virkelighed uanset, hvor idiotisk du synes, den er.

  2. Du kan fortælle barnet, at h*n skal stoppe med at græde og/eller gøre det tydeligt, at det er mærkeligt, at barnet tuder for på den måde at fucke med barnets selvværd og efterlade det med en følelse af at være forkert.


Jeg tænker, at mange slet ikke er klar over, hvor grimme nogle spor man sætter i sine børn, når man fortæller dem, hvordan de skal føle. Selvom det måske er sagt med kærlighed: "Det er noget mærkeligt noget at græde over, skat". Forestil dig, hvor nemt det kan påvirke barnets selvværd.

Det samme gælder for voksne. Vi skal allesammen ses og høres for at føle os forstået. Tænk hvilken følelse du sidder tilbage med, hvis du føler dig dybt ulykkelig på arbejdet, tårerne vælter ud af øjnene på dig, og så siger din kollega til dig: "Det er sgu da noget fjollet noget at græde over". Det er IKKE rart.

Hvis man er dybt ulykkelig, så er man dybt ulykkelig. Hvis man er rasende, så er man rasende. Hvis man er angst, så er man angst. Hvis man er jaloux, så er man jaloux. Alle de følelser er OKAY. Og hvis det stod til mig, skal man aldrig nogensinde retfærdiggøre over for andre, hvorfor man føler, som man gør. Det kan selvfølgelig være en hjælp at prøve at forklare det, men nogle gange eksisterer der jo bare ikke en synlig grund.

Som angst ramt har jeg mange gange oplevet ikke at blive forstået. Forståeligt! Det er en nærmest umulig følelse at sætte sig ind i, hvis ikke du selv har oplevet det i sådan en grad, at det går ud over din livskvalitet. Det er sindssygt frustrerende at skulle forklare, HVORFOR man er angst. Jamen det er jeg fucking bare.. Jeg har brugt mange år på acceptere, at nogle mennesker aldrig kommer til at forstå det. Det kan jeg heller ikke kræve af dem. Hvad jeg KAN kræve er, at det bliver accepteret. Angst er en følelse. Den er meget vel oftest irrationel, men den skal satme respekteres på lige fod med sorg, vrede og alle mulige andre følelser.

DU SKAL IKKE FORSTÅ MEN RESPEKTERE ANDRES FØLELSER.

Når jeg fortæller folk, at mine mange år som incestsoffer har gjort, at jeg får det klamt inden i ved at give fremmede mænd krammere, så forventer jeg ikke, at de forstår dén følelse til fulde. For hvordan skal de forstå præcis den følelse, med mindre de selv har stået i præcis samme situation. Så når de udtrykker "Det forstår jeg godt", så ved jeg, at det er deres forsøg på at udvise forståelse og empati. Og til dels har de ret. De forstår mig ud fra deres egen opfattelse af verden. Intentionen er jo vildt god, men hvad der havde haft en endnu federe effekt på mig, havde været at sige: "Jeg kan godt høre på dig, at det er virkelig svært for dig. Bliver du ked af det, når det sker?" ..På den måde føler jeg mig forstået. Om ikke andet føler jeg, at der er en interesse i at prøve at forstå mig. Det samme tænker jeg, gælder børn.

Jeg snakkede med min psykolog i går om forskellige verdensbilleder, og hun sagde i den forbindelse: "Vi gør ofte, som vi har lært." Og med det mente hun, at hvis du som barn ikke er vokset op med at blive mødt i dine følelser, så kan du meget nemt komme til at gøre på samme måde, når du selv får børn. Nogle er vokset på med en opdragelse, der peger hen mod, at det kun er små babyer der græder. At man er en tøsedreng, hvis man græder. At man skal lade være med at flæbe. Nogle er sågar blevet smidt ind på deres værelse grædende. Eller hen i skammekrogen. De er koldt og kynisk blevet afvist i deres følelser. Og så er det sgu ikke så mærkeligt, at man som voksen kommer til at tage nogle af de handlemønstre med sig og måske endda ligefrem praktisere dem overfor ens egne børn.

Jeg bliver ked af det, når jeg ser det ske. Jeg brænder EKSTREMT meget for, at der ikke er nogen, der skal føle sig forkerte. Og den følelse kan altså meget vel manifestere sig i de små kære allerede fra spæd af. Anerkendelse, anerkendelse, anerkendelse..

Til sidst vil jeg slå en vigtig pointe fast! Alle følelser er OKAY. Alle følelser er RIGTIGE for dig. Men alle handlinger er IKKE okay. Den her går ud til de voksne. Du vælger ikke selv dine følelser. Men du vælger selv, hvordan du handler på dem. Det er OKAY, at du bliver rasende. Men det er IKKE okay, at du slår som følge af din vrede. Så er dét skåret ud i pap.

Nå, nu fik jeg skrevet en hel roman, fordi jeg ikke kan holde min kæft, når det kommer til det her område.. Det raver mig en høstblomst om nogle skulle synes, jeg er er belærende eller lignende. Mit budskab er vigtigt, og det skal ud! Og der ER sgu en hel del, der godt kunne lære noget af det her ;)

Mvh. ufaglært den ufaglærte psykolog....

Ps. Hvis i vil læse lidt mere om emotionel intelligens og ændre jeres liv ret drastisk(!!), så kan i gøre det ved at klikke lige her <3 Det er simpelthen nogle af de bedste guldkorn, jeg har skrevet her på bloggen. Og der er ret mange, hvis du spørger mig ;)

 

Synes godt om

Kommentarer

MigogminTinderbaby
MigogminTinderbaby,
Selvfølgelig er der ikke kun de to valgmuligheder. Det kan man jo sige sig selv 😂 M😘
Tine
Tine,
Jeg er meget enig og forsøger at møde mit 4-årige barn, når hun er ked af det. Men hun er sin mors datter og har et gedigent temperament let til tårer. I dag gav hun sig fx til at græde ulykkeligt og højt, fordi lillebror fik slukket dvd-afspilleren mens hun så Aladdin. Og det er der, jeg bliver i tvivl om hvad der er smartest. For det er jo heller ikke rart for hende at blive så ked af det. Især ikke når problemet kunne løses meget hurtigt ved at tænde igen. Så her får jeg nogle gange sagt, at hun ikke behøver blive ked af det, men bare kan kalde på os, så fikser vi problemet. Jeg er ikke i tvivl om at vi, hendes forældre, skal hjælpe hende med at lære, at man ikke behøver bruge energi på at blive meget ulykkelig over små ting, som nemt kan fikses. Men jeg er skide bange for at komme til at negligere hendes følelser på trods af mine gode intentioner om at hjælpe hende med at tøjle sine følelser i nogle situationer.
Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229