Det havde været lettere at være faren..

Man kan blive helt sindssyg i hovedet af at være mor. Nogle gange føler jeg, at HVER en portion overskud er brugt. At jeg ikke har ét gram mere tilbage. Lidt ligesom når man er SÅ træt, at man næsten ikke kan tale. Kender i ikke det? Det der stadie, hvor man både griner og græder og bare INTET magter. Langt over den fase, man vil kategorisere som overtræt. Man er opgivende og føler sig magtesløs.

Nogle gange tænker jeg, at det havde været lettere at være faren i sådan en skilsmisse-familie. Det ved jeg godt, man ikke må sige, men det gør jeg sgu alligvel. Jeg har efterhånden haft den snak med samtlige af mine enlige-mor-veninder RET mange gange, og vi allesammen tænker jo det samme. Samfundet er bare designet således, at moren har barnet mest, således faren helt automatisk får sin frihed, efter et brud. Især når det gælder familier med mindre børn. Moren står med det tunge læs, når familiedrømmen braser, og det er bare skide hårdt. Jeg siger ikke, jeg vil bytte, for aldrig i livet om jeg vil det! Fandme nej, om jeg kunne undvære mit barn så længe af gange, men det kan fædrende på mystisk vis sagtens!? Og så får de jo det, præcis som de vil ha' det.

Jeg ved godt, at jeg genereliserer helt vildt nu, og det kan virke sindssygt provokerende for dem, der måske føler det helt anderledes, men sådan forholder det sig altså i både vores og mine singleveninders situation. Faren får så fucking meget frihed. Vi vil også ha' friheden, men vi kan i modsætning til dem slette ikke holde ud at give slip på vores barn så længe af gangen. Derfor sidder vi ligesom lidt fast nogle gange. Man kan føle sig ekstremt fastlåst, og det er helt okay. En helt normal følelse, jeg virkelig prøver at give plads til. Jeg er alt for god til at fortælle mig selv, at jeg er en forfærdelig mor, når jeg kan have det sådan. Jeg har brugt alt for meget energi på at blive dybt ulykkelig over, at jeg ikke kan overskue at være mor. Indtil jeg begyndte at dele det tabu, hvorefter jeg fandt ud af, at ALLE mødre en gang i mellem render ind i den følelse. Den følelse hvor man føler sig utilstrækkelig og nærmest uegnet, fordi man ikke MAGTER sit barn. Det er så åndssvagt normalt, som det kan blive.

Jeg er ikke uegnet som mor. Og det er du højst sandsynligt heller ikke, selvom du har haft de samme tanker som mig. Jeg er en fucking god mor, der hele tiden ønsker at gøre det bedste for mit barn, og netop derfor bekymrer jeg mig om, hvorvidt det nu er godt nok. Elliot er mit livs lykke og mit livs kærlighed, og jeg er verdens mest rummelige og tålmodige mor. Sådan dybt seriøst. Nu pudser jeg lige glorien, men hudløst ærligt.. ..Jeg har ikke set én mor, der er lige så tålmodig en mutter, som jeg er. Det er jeg så ikke, når det gælder ALT andet i livet. Der er jeg fucking håbløs. Haha. Men når det gælder lillemand, kan jeg tælle til 10 en million gange, og forklare ham gentagende gange, hvorfor han ikke må dit eller dat med den mest rolige stemme i verden. Og det er måske til at brække sig over, når i læser det, men til gengæld er jeg så fucked up på mange andre områder, at i kan trøste jer med det ;)

Til syvende og sidst er jeg jo pisse glad for, at det er mig, der er moren. Selvom jeg gerne indrømmer, at jeg ønsker at blive født som mand i mit næste liv. Det er vidst kun løgnere, der kan påstå at være uenige med mig i, at mænd bare har et SÅ meget lettere liv sådan helt generelt. Med det provokerende udsagn vil jeg slutte af med at fortælle, at jeg glæder mig psykopat meget til, at jeg skal hente sønnike i børnehaven i dag efter at have været børnefri i 3(!!!) dage! Og nu hvor jeg endnu ikke har fundet min udkårne, skal i lidt endnu være dem, jeg deler min store kærlighed med. Se ham lige, altså..
 

Ps. Jeg har efterhånden fået en del ønsker om, at jeg forsøger at tagge, hvor tøj er fra, hvis det er så nice, så nu har jeg rodet rundt inde i Word Press i en halv time for at finde ud af, hvordan fanden man egentlig gør det. Så dårlig en blogger er jeg. Jeg har også kun blogget i over 2 år, så det var måske også på tide. Nu kan i i hvert fald se, hvor det lækre sæt ovenfra er fra, og det er en gave fra Marmar, skal jeg selvfølgelig huske at sige. Indviklede regler... Hov, og jeg kan se, at de har 40 procent lige nu. RUN.

FARVEL

Synes godt om

Kommentarer

Helena T
Helena T,
ifht. statistik skyldes det såmænd at færre mænd taler om deres følelser og sætter ord på dem - det er et langt større tabu for mænd at søge hjælp og dermed er der færre som får fx en angst 'diagnose' eller går til psykolog ifb. depression. Statistisk set er der langt flere mænd end kvinder som havner i alkohol problemer og som forsøger at begå selvmord.
Sissel
Sissel,
Jeg tror altså nærmest det er et faktum, at det er lettere at være far! Medmindre far er blevet forladt alene med barn/børn, pga mors død.... Så tror jeg sgu' det er hårdere at være far! Men kulturen/samfundet/tendensen er bare stadig, at mor er den vigtigste - eller i hvert fald at hun har den vigtigste rolle. Og så kan man sige hvad man vil. Jeg synes også far er vigtig, men han er mest vigtig i forhold til moren - for at aflaste, støtte og give omsorg (ikke mindst til mor), fordi det stadig er moren der trækker det tungeste læs! Hilsen en der lever sammen med kæreste/far, søn på 2 og kommende datter til marts..... + kat / sisselsolsort.dk
www.sisselsolsort.dk
Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229