Sådan hjælper du dit barn til at tale bedre..
Mit lange hyl fyldte 3 i sommers, og han har længe haft et ret vanvittigt sprog. Jeg er på ingen måde sprogekspert, men jeg har nogle ideer om, hvad der kan have hjulpet ham på vej, og dem vil jeg selvfølgelig gerne dele med jer.
Elliots far er pilot, og det betyder, at jeg har været MEGET alene med mit barn siden han var helt spæd. Derfor har jeg altid snakket meget med sønnike. Også dengang han kun pludrede. Havde vi haft farmand hjemme hver dag, tror jeg at mange af hjemmets samtaler havde været mellem min daværende partner og jeg i stedet.
Da Elliot som 1-årig begyndte at anvende enkelte ord, var det naturligt for mig at snakke MED mit barn frem for TIL mit barn, som jeg ser rigtig mange gøre. Jeg har altid lagt energi og tålmodighed i at høre på, hvad Elliot havde at sige.. Også selvom jeg ikke fattede en skid af, hvad han prøvede at fortælle mig.
Nu hvor han er 3 år gammel snakker han jo fandme nærmest som en voksen. Overdrivelse fremmer forståelsen.. Men i ved, hvad jeg mener. Han eksperimenterer ekstremt meget og bruger vendinger som:
"Har du egentlig tænkt på det?"
"Jeg ved faktisk ikke, hvad han hedder."
"Det må du i hvert fald, Mor."
"Den her autorobot er nemlig ret kompliceret at folde ud"
”Vi kan jo bare købe noget legetøj eller et eller andet”
På mange måder prøver jeg på ikke at undervurdere min 3-årige, når jeg taler til ham. Hvis jeg bruger ordet "kompliceret" i en sætning, og jeg kan se på ham, at han ikke forstår, hvad fanden jeg ævler om, så giver jeg ham eksempler på, hvordan man kan bruge ordet. Nogle gange lytter han. Andre gange ryger hans opmærksomhed hen på noget andet, fordi det er for meget for ham at tage ind, og det er sgu også helt fint.
Når bassemanden bøjer et ord forkert ved fx at sige: "Jeg har allerede drikket det hele, Mor".. Så gentager jeg hans sætning og retter blot ordet ved at sige: "Har du allerede drukket det hele, Basser?". 9 ud af 10 gange gentager han, hvad jeg siger med den rigtige bøjning: "Ja, jeg har drukket det hele." Jeg gør det på den måde, fordi JEG tror på, at det kan have negative konsekvenser at rette ens barn direkte ved at fortælle det: "Du siger det forkert. Det hedder drukket." For mig at se, er det logik for burhøns, at konsekvensen i så fald kan være, at du frarøver barnet dets selvtillid og modet til at eksperimenterer med ordene. Ud fra hvad jeg kan læse mig til hos diverse eksperter, er jeg helt rigtigt på den her.
Når vi en sjælden gang i mellem læser godnathistorier tager jeg mig god tid til at lade barnet tale. Jeg husker tydeligt de sure pædagoger i min børnhave, der sagde, at vi skulle holde vores bøtte, for nu blev der læst højt! Det siger man sgu da ikke til et børnehavebarn. Hjemme hos mig skal Elliot have lov til at bruge sit sprog, give udtryk for sin fantasi, spørge ind til ordene og det, jeg læser højt. Det udvikler ham så meget.
I have no fucking clue, om alt det rosenrøde ævl ovenfor er den RIGTIGE måde at gøre det på. Det er vel også forskelligt fra familie til familie. På så sindssygt mange områder springer jeg over, hvor gærdet er lavest, når det gælder det her forældrehalløj. Især når vi taler madlavning, rengøring, hårvask og alt det lort, man måske ikke lige altid orker. Men min tålmodighed med mit barn er noget for sig. Og jeg tror, at det et langt stykke hen af vejen, er det, der har været medvirkende til, at Elliot taler så godt, som han gør.
Jeg kan selv være ved at kaste lidt op i min egen mund over, når mødre fortæller, hvor perfekte de er til noget, fordi det minder mig selv om, hvor ikke-perfekt jeg måske er. Men vi er allesammen gode til noget. Og dét der med tålmodighed er en af mine styrker.. ..Når det gælder mit barn. Ikke alle andre! Haha
Ps. Hvis i faktisk har forstand på børns sprog, så ret mig endelig og/eller smid en kommentar nedenfor med gode råd. Jeg ELSKER at blive klog på den slags og har allerede for længst læst nettet tomt.
Elliots far er pilot, og det betyder, at jeg har været MEGET alene med mit barn siden han var helt spæd. Derfor har jeg altid snakket meget med sønnike. Også dengang han kun pludrede. Havde vi haft farmand hjemme hver dag, tror jeg at mange af hjemmets samtaler havde været mellem min daværende partner og jeg i stedet.
Da Elliot som 1-årig begyndte at anvende enkelte ord, var det naturligt for mig at snakke MED mit barn frem for TIL mit barn, som jeg ser rigtig mange gøre. Jeg har altid lagt energi og tålmodighed i at høre på, hvad Elliot havde at sige.. Også selvom jeg ikke fattede en skid af, hvad han prøvede at fortælle mig.
Nu hvor han er 3 år gammel snakker han jo fandme nærmest som en voksen. Overdrivelse fremmer forståelsen.. Men i ved, hvad jeg mener. Han eksperimenterer ekstremt meget og bruger vendinger som:
"Har du egentlig tænkt på det?"
"Jeg ved faktisk ikke, hvad han hedder."
"Det må du i hvert fald, Mor."
"Den her autorobot er nemlig ret kompliceret at folde ud"
”Vi kan jo bare købe noget legetøj eller et eller andet”
På mange måder prøver jeg på ikke at undervurdere min 3-årige, når jeg taler til ham. Hvis jeg bruger ordet "kompliceret" i en sætning, og jeg kan se på ham, at han ikke forstår, hvad fanden jeg ævler om, så giver jeg ham eksempler på, hvordan man kan bruge ordet. Nogle gange lytter han. Andre gange ryger hans opmærksomhed hen på noget andet, fordi det er for meget for ham at tage ind, og det er sgu også helt fint.
Når bassemanden bøjer et ord forkert ved fx at sige: "Jeg har allerede drikket det hele, Mor".. Så gentager jeg hans sætning og retter blot ordet ved at sige: "Har du allerede drukket det hele, Basser?". 9 ud af 10 gange gentager han, hvad jeg siger med den rigtige bøjning: "Ja, jeg har drukket det hele." Jeg gør det på den måde, fordi JEG tror på, at det kan have negative konsekvenser at rette ens barn direkte ved at fortælle det: "Du siger det forkert. Det hedder drukket." For mig at se, er det logik for burhøns, at konsekvensen i så fald kan være, at du frarøver barnet dets selvtillid og modet til at eksperimenterer med ordene. Ud fra hvad jeg kan læse mig til hos diverse eksperter, er jeg helt rigtigt på den her.
Når vi en sjælden gang i mellem læser godnathistorier tager jeg mig god tid til at lade barnet tale. Jeg husker tydeligt de sure pædagoger i min børnhave, der sagde, at vi skulle holde vores bøtte, for nu blev der læst højt! Det siger man sgu da ikke til et børnehavebarn. Hjemme hos mig skal Elliot have lov til at bruge sit sprog, give udtryk for sin fantasi, spørge ind til ordene og det, jeg læser højt. Det udvikler ham så meget.
I have no fucking clue, om alt det rosenrøde ævl ovenfor er den RIGTIGE måde at gøre det på. Det er vel også forskelligt fra familie til familie. På så sindssygt mange områder springer jeg over, hvor gærdet er lavest, når det gælder det her forældrehalløj. Især når vi taler madlavning, rengøring, hårvask og alt det lort, man måske ikke lige altid orker. Men min tålmodighed med mit barn er noget for sig. Og jeg tror, at det et langt stykke hen af vejen, er det, der har været medvirkende til, at Elliot taler så godt, som han gør.
Jeg kan selv være ved at kaste lidt op i min egen mund over, når mødre fortæller, hvor perfekte de er til noget, fordi det minder mig selv om, hvor ikke-perfekt jeg måske er. Men vi er allesammen gode til noget. Og dét der med tålmodighed er en af mine styrker.. ..Når det gælder mit barn. Ikke alle andre! Haha
Ps. Hvis i faktisk har forstand på børns sprog, så ret mig endelig og/eller smid en kommentar nedenfor med gode råd. Jeg ELSKER at blive klog på den slags og har allerede for længst læst nettet tomt.