TABU-TORSDAG: “MIN MOR ER ALKOHOLIKER”

Mette har længe gerne ville fortælle sin historie, og nu har hun samlet sig mod til at dele noget af den her med jer. Hun er 28 år gammel, skide sej og datter af en alkoholiker. Tag godt i mod hende, og del gerne jeres egne historier og tanker med Mette og os andre i kommentarfeltet nedenfor, så vi kan få talt tabuet til livs. Jeg kunne have mistet min mor til Alkoholisme. Hun var indlagt i 2 måneder for leverbetændelse, hvor ingen var sikre på, om hun overlevede. Efterfølgende...

INCEST I FAMILIEN

Jeres reaktion på mit seneste indlæg omhandlende incest i min familie var svær at tage ind. Ikke så meget for mig, men for min familie, som også læser min blog. De har næsten alle sammen på alle tidspunkter støttet mig i, at jeg skal skrive om dét, jeg har brug for at skrive om for at få det bedre. Men da det ramte dem selv, var det pludselig ikke så sjovt mere. Jeg har forsøgt at holde en MEGET pæn tone, og jeg har i et forsøg på at beskytte...

112

“Min søn kan ikke få vejret! Han er kun 2 år gammel! …Basser!? Basser!? Træk vejret skat!”, græder jeg panisk ind i røret til alarmcentralen, der som der første beder mig om at informere dem om vores adresse med det samme. Klokken var 1 om natten, og det var kun en lille time siden, jeg var faldet i søvn. Elliot fejlede absolut intet, da jeg puttede ham. Selv 11-tallet under næsen er vi fri for i denne tid. Mens jeg befinder mig dybt inde i drømmeland, registrerer jeg svagt én...

Jeg var kun 3 år gammel

Jeg husker tydeligt den flæsede nederdel, jeg havde på, da det skete første gang. Eller måske startede det i virkeligheden endnu tidligere, men så langt husker jeg ikke tilbage. Som teenager fandt jeg et billede signeret med årstal af mig i lige præcis dén nederdel, og det går op for mig, hvor længe overgrebene har stået på. Når jeg tænker tilbage og forsøger at genkalde mig situationen, ser jeg kun små glimt for mig. Jeg er 3 1/2 år gammel, det er sommer og jeg ligger og varmer mig i...

Det er alt for svært

Jeg bliver nødt til at tilgive på et tidspunkt. Jeg ved det. For min egen skyld. For at kunne give slip. Men jeg er ikke klar endnu. Jeg er stadig så vred. Og bag alt vreden ligger en dyb sorg. En voldsom smerte, jeg helst ikke vil i kontakt med. Nogle dage provokerer jeg smerten. Bare for at tvinge mig selv til at deale med den. Kigger gamle billeder på min telefon fra min tid som gravid og Lillemands første leveår. Det knuser mit hjerte. Jeg bliver SÅ ked af...
Older posts