De skal rummes!

For nyligt modtog jeg nogle nedladende og – efter min mening – meget umodne kommentarer til et opslag, der faktisk var ret sårbart, hvilket jeg bestemt heller ikke lagde skjul på. Nogle mennesker synes, at det er okay at grine af, latterliggøre eller nedgøre andre folk, fordi det foregår på en skærm. Dén slags folk skal rummes. Deres kommentarer har absolut intet med mig at gøre, men ALT med dem selv at gøre. Det har taget mig lang tid virkelig at forstå det, og jeg kan heller ikke sige mig...

Hvem havde troet det?

“Er det ikke sindssygt mor!? Jeg troede sgu ikke, jeg kom gennem det her semester!? Praktik, studie, enlig mor, blog, instagram, personlig udvikling og lige om lidt skal jeg skrive speciale! Jeg var sikker på, jeg ville ende med at smide håndklædet i ringen inden da!”, siger jeg stolt til min mutter i røret! Min mor svarer ærligt og med stolthed i stemmen: “Det troede jeg sgu også, skat. Men du gjorde det sgu. Det er fandme sejt.” Jeg har ganske vidst ikke bestået min sidste eksamen inden specialet endnu,...

Sukkerfri min bare røv!

  Så troede man lige, at man kunne være sund og fornuftig sammen med alle speltkusserne og køre 30 dage ugen sukker. Kæmpe fail. De sukkerfrie laaaaaaange dage blev talt, da jeg første gang røg i med en lækker marsbar-is. 6 dage var der gået. Fucking 6 dage. Stærkere er min rygrad åbenbart ikke? Derefter holdte jeg endu 3 dage uden det giftige lort, og så begyndte jeg så småt at indføre dagligt indtag af sukker igen. Det er vanvittigt svært at lade være! Der er sukker i fucking ALT....

En stor fuckfinger

“Er jeg for meget lige nu?”, “Skal jeg lige skrue lidt ned?” og “Hvad tænker folk ikke?”, er nogle af de sætninger i vores indre dialog, der er allerbedst til at sørge for, at vi lever langt under vores potentiale her i livet. Du står med din veninde og prøver tøj til aftenens bytur, og så spørger du Søde Signe: “Kan jeg godt have den her på? Er den for kort? Sidder den for stramt? Er det for meget?”. Svaret er, at du kan gøre lige, hvad du fucking vil....

Om ikke at blive inviteret

Jeg har oplevet det flere gange. Både i mit liv som barn og i mit liv som voksen. Det er en ekstrem grim følelse at sidde efterladt med, når man ikke er inviteret. Man føler sig uønsket, hvilket i virkeligheden nok også er lige præcis dét, man er. I hvert fald i den givne situation. Ellers var man vel blevet inviteret? Vi snakker ikke så meget om, ikke at være inviteret. Det er lidt pinligt på en måde. Jeg har flere gange overvejet at skrive om det, fordi det er...
Older posts