Jeg var et barn. En stor pige, faktisk. En pige, der skulle til børnefødselsdag hos min veninde fra klassen. Min mor havde sat rottehaler på mig med zig-zag skilning, og jeg var så klar til at lege ballondans med mine klassekammerater. Problemet var bare, at jeg ikke kunne lide at komme alene. Derfor ville jeg gerne have, at min mor fulgte mig derhen. Min mor sov sjældent. Mine brødre, tvillingerne, vågnede hyppigt om natten og min lillesøster, der kun var en lille baby krævede selvsagt også en del. Min storesøster var vidst den eneste, der ikke fyldte så meget på det punkt.

Tilbage til pigen med rottehaler, der tigger og beder sin mor om at blive fulgt til børnefødselsdag. Jeg råber hysterisk og bliver ked af det, fordi min mor siger, at jeg må gå selv. Hun skal tage sig af de små, og jeg går i vrede med tårer trillende ned af kinderne hen til børnefødselsdagen. Resten af dagen har jeg ondt i maven. Jeg kan ikke slappe af, fordi jeg har dårlig samvittighed over, at jeg forsøgte at presse min mor til at gå med mig. Jeg vidste godt, at hun skulle pakke lillesøster i barnevognen og have styr på drengene for at hun kunne følge mig de 700 meter, der var hen til min veninde. Og jeg vidste også godt, at jeg i princippet var stor nok til at gå selv.

Min mor henter mig deroppe senere på dagen, for det viser sig, at min mor også havde fået dårlig samvittighed. For hun HAVDE sgu puttet lille Emily ned i barnevognen og var nærmest løbet efter mig, men hun kunne ikke finde mig, for jeg var gået af stien og hun af hovedvejen. Da jeg finder ud af det, får jeg det så dårligt inden i, at jeg næsten ikke kan være i mig selv. Ja, faktisk sidder jeg her næsten 20 år senere og må lade tårerne trille mens, jeg skriver dette indlæg.

Hver aften i lang tid efter lå jeg i min seng og græd over den dårlige samvittighed. Min mor var løbet efter mig. Hun ville være der for mig. Og så var jeg der ikke.. Jeg ved ikke, hvorfor jeg stadig bliver så ked af det over det. Og dét her er bare et eksempel ud af mange.

Empati er en gave, men også en følelse der har vakt meget smerte hos mig i hele mit liv. Jeg kan på næsten et splitsekund mærke, hvad andre mennesker føler. Jeg kan helt fysisk mærke det i min krop. Jeg kunne fysisk mærke, hvor dårligt min mor måtte have det over ikke at nå at fange mig. Og den smerte lå jeg og kæmpede med i mange nætter. Jeg bad sågar til Gud. Jeg bad til ham om, han ikke ville gøre mig til en bedre datter, der kunne klare mig bedre selv. Bad til Gud om, han ikke ville lade min lillesøster sove om natten, så min mor kunne hvile, for hun var træt. Jeg bad til at mine mareridts ville forsvinde, så jeg ikke behøvede at løbe ind til min mor om natten.

Jeg har verdens mest kærlige mor, der altid har stået på hovedet for os børn. Og alligevel følte jeg mig altid til besvær.

Min empati ramte mig ikke kun, da ja var barn. Også som voksen. Som fx, da jeg i sidste uge kom til at fortælle offentligt om min morbide humor, og nogle kvinder følte sig ramte. Jeg kunne slet ikke være i mig selv. Jeg føler nogle gange, at jeg bliver puttet hen i andres menneskers kroppe, så jeg kan mærke præcis, hvordan de har det. Jeg er på visse områder i stand til at "kæmpe mod" min empati og være rap i kæften, hvis jeg ved, at det i sidste evne gavner andre. Men ellers bor jeg rigtig meget i alle andres følelser, som pludseligt bliver til mine.

Jeg har ikke blogget i lang tid, men jeg følte pludselig for at krænge mit hjerte lidt ud.

.. Lidt torsdagstanker herfra <3

I toget slog jeg en prut fuldstændig uhæmmet så ALLE kunne høre det. Jeg havde høretelefoner i ørene og tænkte på daværende tidspunkt ikke over, at det kun var MIG, der ikke kunne høre den... Heldigvis sad jeg ved siden af Elliot, og som den gode mor jeg er, kigger jeg over på drengen og siger: "Hov skat, en lille prut". Han ser ipad, har sine egne hørebøffer på og kan heller ikke høre noget. To timer senere er vi fremme i Horsens, og prutten var den ene forstyrrelse hos os to mennesker, der hele vejen fra København har siddet og gloet ind i en skærm. DEJLIG togtur med en NEM dreng. Længe leve Ipadden!

Nu er jeg i Horsens hos min Far, Bonus Mor og mine to mindste søstre, der ikke rigtig er hjemme, fordi de - som alle teenagere skal - skal ud og ryste røv og drikke sig i hegnet i weekenden. Det er i hvert fald min teori, og de to brækposer der altid ligge klar bagi i min Bonus Mors bil bekræfter lidt den teori.

I morgen skal jeg holde foredrag i Aarhus for 240 mennesker, og jeg glæder mig! Men jeg er GODT NOK også nervøs. Angsten mødte mig da også lige lidt i toget, fordi jeg denne gang - for første gang - skal holde foredrag uden min dejlige veninde, Moa. Jeg skrev til jer igår, at hun selvfølgelig skulle med som støtte som hun plejer, men hun er meget presset og angst lige for tiden, og har derfor i dag været nødt til at beslutte at blive hjemme i København. Fuldt forståeligt! Vi alle kan ramme ind i sådan en tur. Og det er så mega vigtigt at lytte til sig selv, så hun har min fulde opbakning. Selvfølgelig! Om nogen ved jeg, hvor invaliderende angsten er, og hvor galt det kan gå, hvis ikke men tager sig selv og sin krops signaler alvorligt! <3

Men shit.. Jeg har jo formået at fortælle mig selv, at jeg kun kan holde foredrag, hvis hun er med. Men det er jo også noget fis. Det ved jeg. Og på en måde giver den her situation mig endnu en mulighed for at bevise overfor mig selv, at jeg kan lige præcis, hvad jeg vil. Det giver så meget power! Desuden har jeg verdens bedste publikummer, der med garanti har min ryg, hvis det hele vælter. Og så har jeg selvfølgelig et par veninder i omegnen, der kommer og giver mig en lille peptalk, inden jeg går på !

Jeg er ved godt mod. Alt er godt. Bedste og Morfar passer deres barnebarn, mens jeg er afsted. Herligt!

Ha' en dejlig Weekend <3

Ps. Se ham lige..

Annonce for Mette Rygaard

Jeg græd et par gange undervejs. Især til sidst da Mette sagde til mig: "Det har været dejligt at være sammen med dig, Alexandra." Dén kommentar ramte mig lige i hjertet, fordi jeg ofte kæmper med en følelse af at være til besvær og føle mig forkert. Her havde jeg siddet hos Mette i terapi i en hel time og snakket med hende om MIG. Mig, mig, mig.. Og så synes hun stadig, at jeg var behagelig at være sammen med. Det fik sgu mine tårer til at trille. Det kan i måske også se på billedet, der er taget få minutter efter vores time sammen var slut. Mette er min terapeut og hun er et ekstremt befriende menneske at være sammen med. I fredags gik jeg fra hendes hyggelige sted på Østerbro og følte mig let som en fjer. Når jeg sidder der i stolen overfor Mette, oplever jeg, at jeg kan krænge mine inderste dæmoner ud. Jeg kan dele alt det, der normalt kan være svært at sige højt til selv de mest forstående mennesker. Forbudte tanker, egoistiske handlinger, sårbare følelser.. Og overfor dig sidder et behageligt menneske uden fordomme, der er klar til at hjælpe dig til at se lyset og flytte dig mentalt. Da jeg efterfølgende snakkede med min kæreste om, hvordan det var gået hos Mette i fredags, var hans reaktion nogenlunde som følgende: "Waaauw skat. Det lyder virkelig til, at i har fået hul på et helt nyt kapitel af dit liv, hva'!?" Og det har han sgu ret i. Det kapitel der starter lige nu. Mette hun kan noget helt særligt. Hun er knaldhamrende dygtig og har en ordentlig bunke livserfaring med sig i bagagen. Hun hjælper dig til at opnå dit fulde potentiale i livet. Det potentiale, jeg snakker så fandens meget om! Så da hun spurgte, om jeg havde lyst til at starte et samarbejde med hende, var jeg slet ikke i tvivl. Selvfølgelig skal alle mine dejlige følgere vide, hvor vildt man kan rykke sig i livet ved at starte et forløb op hos Mette!

Som i ved, er jeg stor fortaler for terapi. ALLE kunne have godt af at gå i terapi. Jeg kan faktisk slet ikke se fidusen i at lade være, men sådan ved i jo, at jeg har det. I roser mig ofte til skyerne for at være nået så vanvittigt langt i mit liv. For at kæmpe og for at tage ansvar. Jeg hører ofte: "Hvis bare jeg kunne være halvt så sej som dig.." eller "Jeg fatter ikke, hvordan du klarer det hele.." eller "Du er den vildeste power-woman! Hvordan gør du!?" .. Her har i svaret. Jeg tager ansvar for mit eget liv ved jævnligt at gå i terapi. Sidst er det vigtigt for mig at smadre følgende ide om de mennesker, der går i terapi. Ideen om, at man jo har alvorlige problemer, er i sit livs krise eller er i besiddelse af diverse diagnoser, hvis man søger hjælp hos en professionel. Nej, bare nej. Måske har du bare svært ved at overskue at gå på arbejde hver dag? Måske får du nogle gange disse tanker som jeg gør: "Er det her virkelig mit liv. Er det så bare dét? Hver morgen står jeg op og gør de samme ting igen og igen?". Måske har du bekymringer om fermtiden? Måske synes du, at det er hårdt at være mor? Måske kæmper du med parforholdet? Svære familierelationer? Uro i kroppen? Lavt selvværd? Eller ensomheden? Ensomheden fylder ekstremt meget hos mig.. Jeg kan ikke finde på én grund, der ikke er en legal grund til at opsøge terapi. Faktisk behøver du slet ikke en specifik grund. Mette er der for at hjælpe dig til at se dit fulde potentiale her i livet, og det kan jeg love dig for, at hun hjælper mig med. Nu vil jeg huske på en vigtig ting Mette sagde til mig, som kan hjælpe mig med min angst for angsten. For lige om lidt skal jeg til tandlæge, og i modsætningen til dét at gå i terapi, så er jeg sgu KNAP så pjattet med at ligge fastspændt i en stol for at få fixet huller. Men jeg klarer den! ;) Ps. Hvis i vil læse mere om Mette og hendes terapiform, så kan i klikke her <3