Når dine følelser bliver til mine <3
Jeg var et barn. En stor pige, faktisk. En pige, der skulle til børnefødselsdag hos min veninde fra klassen. Min mor havde sat rottehaler på mig med zig-zag skilning, og jeg var så klar til at lege ballondans med mine klassekammerater. Problemet var bare, at jeg ikke kunne lide at komme alene. Derfor ville jeg gerne have, at min mor fulgte mig derhen. Min mor sov sjældent. Mine brødre, tvillingerne, vågnede hyppigt om natten og min lillesøster, der kun var en lille baby krævede selvsagt også en del. Min storesøster var vidst den eneste, der ikke fyldte så meget på det punkt.
Tilbage til pigen med rottehaler, der tigger og beder sin mor om at blive fulgt til børnefødselsdag. Jeg råber hysterisk og bliver ked af det, fordi min mor siger, at jeg må gå selv. Hun skal tage sig af de små, og jeg går i vrede med tårer trillende ned af kinderne hen til børnefødselsdagen. Resten af dagen har jeg ondt i maven. Jeg kan ikke slappe af, fordi jeg har dårlig samvittighed over, at jeg forsøgte at presse min mor til at gå med mig. Jeg vidste godt, at hun skulle pakke lillesøster i barnevognen og have styr på drengene for at hun kunne følge mig de 700 meter, der var hen til min veninde. Og jeg vidste også godt, at jeg i princippet var stor nok til at gå selv.
Min mor henter mig deroppe senere på dagen, for det viser sig, at min mor også havde fået dårlig samvittighed. For hun HAVDE sgu puttet lille Emily ned i barnevognen og var nærmest løbet efter mig, men hun kunne ikke finde mig, for jeg var gået af stien og hun af hovedvejen. Da jeg finder ud af det, får jeg det så dårligt inden i, at jeg næsten ikke kan være i mig selv. Ja, faktisk sidder jeg her næsten 20 år senere og må lade tårerne trille mens, jeg skriver dette indlæg.
Hver aften i lang tid efter lå jeg i min seng og græd over den dårlige samvittighed. Min mor var løbet efter mig. Hun ville være der for mig. Og så var jeg der ikke.. Jeg ved ikke, hvorfor jeg stadig bliver så ked af det over det. Og dét her er bare et eksempel ud af mange.
Empati er en gave, men også en følelse der har vakt meget smerte hos mig i hele mit liv. Jeg kan på næsten et splitsekund mærke, hvad andre mennesker føler. Jeg kan helt fysisk mærke det i min krop. Jeg kunne fysisk mærke, hvor dårligt min mor måtte have det over ikke at nå at fange mig. Og den smerte lå jeg og kæmpede med i mange nætter. Jeg bad sågar til Gud. Jeg bad til ham om, han ikke ville gøre mig til en bedre datter, der kunne klare mig bedre selv. Bad til Gud om, han ikke ville lade min lillesøster sove om natten, så min mor kunne hvile, for hun var træt. Jeg bad til at mine mareridts ville forsvinde, så jeg ikke behøvede at løbe ind til min mor om natten.
Jeg har verdens mest kærlige mor, der altid har stået på hovedet for os børn. Og alligevel følte jeg mig altid til besvær.
Min empati ramte mig ikke kun, da ja var barn. Også som voksen. Som fx, da jeg i sidste uge kom til at fortælle offentligt om min morbide humor, og nogle kvinder følte sig ramte. Jeg kunne slet ikke være i mig selv. Jeg føler nogle gange, at jeg bliver puttet hen i andres menneskers kroppe, så jeg kan mærke præcis, hvordan de har det. Jeg er på visse områder i stand til at "kæmpe mod" min empati og være rap i kæften, hvis jeg ved, at det i sidste evne gavner andre. Men ellers bor jeg rigtig meget i alle andres følelser, som pludseligt bliver til mine.
Jeg har ikke blogget i lang tid, men jeg følte pludselig for at krænge mit hjerte lidt ud.
.. Lidt torsdagstanker herfra <3
Tilbage til pigen med rottehaler, der tigger og beder sin mor om at blive fulgt til børnefødselsdag. Jeg råber hysterisk og bliver ked af det, fordi min mor siger, at jeg må gå selv. Hun skal tage sig af de små, og jeg går i vrede med tårer trillende ned af kinderne hen til børnefødselsdagen. Resten af dagen har jeg ondt i maven. Jeg kan ikke slappe af, fordi jeg har dårlig samvittighed over, at jeg forsøgte at presse min mor til at gå med mig. Jeg vidste godt, at hun skulle pakke lillesøster i barnevognen og have styr på drengene for at hun kunne følge mig de 700 meter, der var hen til min veninde. Og jeg vidste også godt, at jeg i princippet var stor nok til at gå selv.
Min mor henter mig deroppe senere på dagen, for det viser sig, at min mor også havde fået dårlig samvittighed. For hun HAVDE sgu puttet lille Emily ned i barnevognen og var nærmest løbet efter mig, men hun kunne ikke finde mig, for jeg var gået af stien og hun af hovedvejen. Da jeg finder ud af det, får jeg det så dårligt inden i, at jeg næsten ikke kan være i mig selv. Ja, faktisk sidder jeg her næsten 20 år senere og må lade tårerne trille mens, jeg skriver dette indlæg.
Hver aften i lang tid efter lå jeg i min seng og græd over den dårlige samvittighed. Min mor var løbet efter mig. Hun ville være der for mig. Og så var jeg der ikke.. Jeg ved ikke, hvorfor jeg stadig bliver så ked af det over det. Og dét her er bare et eksempel ud af mange.
Empati er en gave, men også en følelse der har vakt meget smerte hos mig i hele mit liv. Jeg kan på næsten et splitsekund mærke, hvad andre mennesker føler. Jeg kan helt fysisk mærke det i min krop. Jeg kunne fysisk mærke, hvor dårligt min mor måtte have det over ikke at nå at fange mig. Og den smerte lå jeg og kæmpede med i mange nætter. Jeg bad sågar til Gud. Jeg bad til ham om, han ikke ville gøre mig til en bedre datter, der kunne klare mig bedre selv. Bad til Gud om, han ikke ville lade min lillesøster sove om natten, så min mor kunne hvile, for hun var træt. Jeg bad til at mine mareridts ville forsvinde, så jeg ikke behøvede at løbe ind til min mor om natten.
Jeg har verdens mest kærlige mor, der altid har stået på hovedet for os børn. Og alligevel følte jeg mig altid til besvær.
Min empati ramte mig ikke kun, da ja var barn. Også som voksen. Som fx, da jeg i sidste uge kom til at fortælle offentligt om min morbide humor, og nogle kvinder følte sig ramte. Jeg kunne slet ikke være i mig selv. Jeg føler nogle gange, at jeg bliver puttet hen i andres menneskers kroppe, så jeg kan mærke præcis, hvordan de har det. Jeg er på visse områder i stand til at "kæmpe mod" min empati og være rap i kæften, hvis jeg ved, at det i sidste evne gavner andre. Men ellers bor jeg rigtig meget i alle andres følelser, som pludseligt bliver til mine.
Jeg har ikke blogget i lang tid, men jeg følte pludselig for at krænge mit hjerte lidt ud.
.. Lidt torsdagstanker herfra <3