Om at følge sin fornuft

I September fandt jeg mig selv siddende på gulvet i mit eget bræk på børneværelset. Jeg havde lukket døren ind til farmand og sønnike, der tumlede lidt rundt inde i stuen. I røret havde jeg min storesøster. Hun cyklede med 110 kilometer i timen mod vores lejlighed.  Jeg havde ringet efter hende midt i et angstanfald, da jeg netop havde fundet ud af, at jeg endnu en gang var blevet svigtet. Jeg hulkede, hev efter vejret og kastede op ud over vores beskidte trægulv. Jeg kunne på ingen måde styre...

En ny start

Jeg har længe vidst, at jeg skulle væk. Men jeg var ikke stærk nok til at tage beslutningen. Jeg var ikke stærk nok til at pakke mine og sønnikes ting og smutte. Drømmen om kernefamilien fik mig til at blive og kæmpe. Nærmest alt ondt i verden kunne farmand byde mig, og stadig ville jeg holde fast og blive. Intet skulle ødelægge os, for jeg ville det SÅ inderligt! Jeg ville lade alle mine grænser blive overtrådt. Jeg måtte bide det i mig og lade som om, jeg kunne tilgive....

Faren smutter..

I starten var det meget rart. Jeg nød det faktisk nærmest. Det der med ikke at være alene om alting. Ikke at være græsenke. Og så var det jo fucking fantastisk, at jeg pludselig også kunne være mig en gang i mellem. Stene lidt tv, blogge, spise og skide i fred. Arhhh.. Men nu.. Nu er der gået næsten 5 uger. 5 uger, hvor Pilotmanden har rendt frustreret og utålmodigt rundt herhjemme med et brækket håndled i gibs og en tvungen sygemelding. Manden har ikke just være begejstret. Og det smitter...

Om Pilotmanden, aleneaftener og knirkende gulvbrædder!

“Tuller, er det ikke okay, at jeg tager i biografen med Peter i aften?”, spørger Farmand med sin aller sødeste og røvslikkende stemme. Århh, satans. Så få timer fra sengetid, og så kom den. Den skulle jo komme. Manden røvkeder sig og har hele fredag dag været sygepasser på sønnike, der endnu engang er syg. Og det er jo lørdag… “Jooh, det kan du da godt”, svarer jeg sødt, alt imens jeg ægrer mig over at skulle bruge en lørdag aften helt alene. Hold kæft jeg er ikke god til...

Hvem BURDE tage morgenvagten?

“Mikler..?? Er du PLEASE sød at tage Lillemand med op, så jeg lige kan ligge lidt?”, tigger jeg og ber til manden, der den sidste halvanden time har ligget og trukket torsk i land til den helt store guldmedalje, imens den trætte studerende mor har tumlet rundt med bette skid i et forsøg på at få den søvnige dreng til at sove bare LIDT længere. ALLE ugens dage bliver jeg vækket af min alarm på telefonen, og jeg er – grundet mit studie og en helvedes masse læsning – tvunget...
Older posts