EN KÆRESTE

Hæmo og Ride er long gone. De ekstra kilo fra graviditeten er efterhånden raslet af mig her 2 1/2 år senere. Thank God! Jeg er nogenlunde stabil mentalt, og angsten dukker efterhånden op i så små doser, at det oftest ikke påvirker andre end mig selv. Jeg har været rimelig agressiv i min måde at date på, men i den seneste tid har jeg fundet lidt ro. Det er da meget muligt, at ét år som single ikke er nok, og jeg måske burde bruge mere tid på at finde...

Jeg undertrykte min sorg

Jeg har lyst til at skrive om alt, og alligevel føler jeg mig tom for ord. Og dog.. Hvornår har jeg nogensinde kunne holde min kæft om noget som helst? Det er allerede snart jul og dermed et år siden, at Elliot og jeg pakkede vores tasker og forlod vores hjem på Nørrebro. Det hjem vi havde sammen. Far, mor og barn. Det var en FORFÆRDELIG periode i mit liv, men på mystisk vis formåede jeg at holde hovedet over vandet og kæmpe mig gennem mine eksaminer til topkarakter samtidigt. Jeg...

Pyjamasparty, dårlig samvittighed og glæde.

Elliot er blevet efterladt derhjemme sammen med Bente. Bente er vores nye kanin, jeg impulsivt kom til at købe til Lillemand i fredags. Vi skulle egentlig bare KIGGE på dyrene, som vi plejer, men nu er sønnike pludselig blevet så stor, at han er god til at udtrykke sig, og drengen ville gerne ha’ en kanin med hjem, så det fik han. …Okay, måske ville moderen også RIGTIG gerne ha’ et lille kæledyr, fordi hun stadig savner det marsvin, hun på tragisk vis kom til at glemme ude i haven...

I er så vanvittige!

Jeg vågner op kl 9.20 efter små 4 timers søvn. Jeg er forvirret og tror i et kort øjeblik, at det hele er en drøm. Efter 5 minutters blunden går det op for mig, at jeg postede et indlæg midt om natten. Et indlæg der i den grad er MEGET personligt og på mange måder sætter mig i en ekstrem sårbar situation. Jeg så ingen anden udvej. Jeg kunne ikke falde til ro, før jeg fik sendt det afsted ud i cyberspace. Men hvordan ville folk reagerer? Jeg havde ondt i maven,...

Færdig med det pis!

Klokken er i skrivende stund 03.19, og jeg er så rasende. Og ked af det. Jeg bliver behandlet så modbydeligt lige nu, at i slet ikke forstår det. Nogle gange tænker jeg, at jeg fortjener en eller anden form for taknemlighed for, at jeg har sat nærmest alt på pause for at være enlig mor. Hvad skulle der ske, hvis JEG ikke havde mulighed for at hente og bringe hver dag? Hvis JEG ikke havde mulighed for at blive hjemme med fisen alle de 7000 gange, han har været syg....
Older posts