Mødre - især de nybagte af slagsen - har brug for en helvedes masse komplimenter, men hvad fanden skal man sige til de hidsige kvindemennesker, der kan springe i luften på kortere tid, end det tager mig at slå en prut? Svaret har jeg her; en liste i kronologisk rækkefølge indeholdende 10 ting mødre bare ElSKER at høre.

1. Din fisse er så stram! (Er du hverken morens kæreste, date eller gynækolog foreslår jeg, at du ikke benytter dig af dette kompliment)
2. Du er verdens bedste mor.
3. Har DU født et barn? (Sig det imens du med store og undrende øjne laver elevatorblikket)
4. Hold kæft, din baby er smuk. Han ligner dig.
5. MILF! (Til de mindre intelligente: Mom I Like To Fuck)
6. Dit barn er sindssygt velopdragent.
7. Er det normalt, at han allerede kan det!? (Uanset hvilken lille retarderet bevægelse barnet foretager sig, er den sætning ALTID god)
8. Dine bryster har da SLET ikke ændret sig. (Vi ved udemærket godt, at du lyver, men sig det alligeve!)
9. Træner du meget? (Grib gerne fat i morens overarm, inden du siger det)
10. Det er de bedste frikadeller, jeg nogensinde har smagt! (Erstat ordet 'frikadeller' med hvad end, der bliver serveret den dag).

 

..Tilføj gerne bandeord for at understrege din begejstring bag det, du siger. Her kan jeg anbefale ord som fuck, sgu, shit, skide, pisse, røv, psyko og hvad du ellers føler for. Men PAS PÅ, hvis mødrenes børn er i nærheden. Nogle mødre er seriøst hysteriske.

Selv tak!

Ps. Jeg er personligt størst fan af nummer 1, men nu er jeg jo også single. Hvad vil i gerne høre?

 

Hvad er mest smertefuldt: Naturlig fødsel eller kejsersnit? Hvorfor vælger kvinder frivilligt at planlægge et kejsersnit? Er kejsersnit i virkeligheden den nemme løsning, når det kommer til at føde sit barn? Og hvorfor er det overhovedet vigtigt, hvordan dit barn kommer til verdenen?

Jeg selv fødte vaginalt og ville til ENHVER tid vælge et kejsersnit, HVIS jeg skulle føde flere børn. Min forestilling er, at et kejsersnit UMULIGT kan være mere smertefuldt end den fødsel jeg havde for 7 måneder siden, som i iøvrigt kan læse om HER. Men måske tager jeg grueligt fejl?

"Tiden efter KS var absolut forfærdelig. Jeg blev scannet et par gange, fordi jeg havde så ekstreme smerter, men alt var som det skulle være."

...lyder det fra en af de mange kejserinder, jeg i ugens løb har snakket med. Det er værd at bide mærke i, at mange kejserinder oplever tiden EFTER fødslen som den mest smertefulde, hvor kvinderne der har født naturligt selvsagt har været mest forpint under selve seancen. Men hvad er så at foretrække?

En anden kejserinde fortæller, at hendes oplevelse med kejsersnit var så modbydelig, at det nu havde resulteret i, at hun ALDRIG ville føde igen. Det er jo ganske forfærdeligt, men jeg er nu overbevidst om, at denne udtalelse i lige så høj grad kommer fra mødre, der har spyttet ungen ud af det naturlige fødehul. Eller hvad?

I virkeligheden handler det måske slet ikke om den fysiske smerte, der er forbundet med den ene eller anden måde at føde på. Måske burde vi hellere rette fokus mod, hvad det gør ved kvinderne rent psykisk at skulle gennemgå et kejsersnit.

"Jeg var SÅ ked af ikke at kunne føde selv og følte mig snydt for en fantastisk oplevelse."

..fortæller en kejserinde. Jeg fornemmer, at en del mødre er rigtig hårde ved sig selv, fordi de ikke var i stand til at føde "rigtigt".. De oplever måske deres kejsersnit som et nederlag. Men hvorfor?

Da jeg spørger kvinderne, hvordan de har det med deres fødsler og deres dertilhørende ar, svarer en af mødrene:

"Det sværeste ved mit akutte kejsersnit, er ikke arret. Det sværeste er at acceptere, at jeg ikke fik den fødsel, jeg havde drømt om."

Mange mødre får deres hjerte KNUST i det sekund, det bliver besluttet, at bebseluren ikke kan komme ud den naturlige vej. Især de akutte kejsersnit kan have stærk indvirken på kvindernes psyke. De når ikke at forberede sig.. at vende sig til tanken.. Og i løbet af få sekunder får de pludselig REVET deres drøm over i millioner af stykker. Deres hjerne kan ganske enkelt ikke følge med. Det må gøre ONDT, og jeg kan sagtens sætte mig ind i deres sorg og skuffelse.

Et kejsersnit efterlader ikke kun ar på sjælen, men også et fysisk ar på kroppen.. Min første tanke i den forbindelse var: "Herre Gud. Det ser man jo ikke." Men nu.. nu ser jeg helt anderledes på det. Arret er ikke bare en streg på huden, det gælder om at gemme mest muligt væk, når mor-kroppen skal flashes i sommervarmen på stranden. Hvor er det latterligt, at nogen(inklusiv jeg selv) overhovedet har tænkt, at det måtte være den eneste bekymring. FUCK udseende. Der ligger SÅ mange følelser i det ar. Fx siger to af kejserinderne følgende:

"Jeg kan ikke li' arret. ikke så meget pga arret i sig selv, men det arret står for."

og

"Jeg har nogle gange en følelse af at have svigtet min dreng, fordi jeg ikke kunne føde ham normalt, som er sundest. Jeg er så skuffet over, at min krop ikke gad at gøre den ENE ting, som den skal kunne."

Det er i mine øjne tydeligt, at disse kvinde bærer rundt på en stor sorg. Måske føler de sig svage? Måske føler de sig forkerte? Det giver mig simpelthen så ondt i maven.

Jeg kan kun forestille mig, hvordan nogle kejserinder føler sig snydt og ikke kan slippe sit traume med det pludselige akutte kejsersnit.. Eller det planlagte. Jeg ville selv være knust, hvis ikke jeg havde formået selv at presse min lille E ud. Men sandheden er bare, at det ikke altid er en mulighed.

Heldigvis er der også nogle kejserinder som er helt okay med sit ar, og hvad det står for, som denne dejlige mor udtrykker her:

"Jeg har det fint med mit kejsersnit, da det er årsagen til, at jeg fik en sund og rask dreng."

Det er en rigtig positiv måde at opfatte den givne situation på, men der skal selvfølgelig også være plads til alle dem, der bare ikke er nået der til endnu, eller som måske aldrig når der til.

Nogle gravide vælger frivilligt at planlægge et kejsersnit. Måske pga angst eller fordi deres vurdering er, at det er lettere end at føde selv. Men er dét det? Jeg er sgu blevet i tvivl.

Nu HAR jeg jo fået lov til at føde én gang ud gennem vagina, så ville det være SÅ forfærdeligt, hvis den næste(det kommer ik' til at ske) blev født ved kejsersnit? I forhold til de fysiske smerter, havde jeg alligevel lyst til at hoppe ud fra en bro ved den naturlige fødsel, så jeg forestiller mig ikke, at det kan blive værre. Og i forhold til smerterne bagefter, så kunne jeg heller ikke gå i flere uger. Her bed jeg især mærke i en rigtig stor fordel ved at få kejsersnit:

"Det var en meget behagelig måde at føde på, og tissekonen var ikke ødelagt (stor frygt i forkant)"

God pointe! Hele ødelagt-tissekone-der-skal-komme-sig var for mig DØD smertefuldt(læs om det HER). Meeeen der ligger bare så meget mere i det..

Anyhow. Måske skal jeg - og alle andre der har fået lov til at føde naturligt - lære, at sætte mere pris det. Forstå mig ret. Jeg er virkelig lykkelig over, at jeg klarede det, og at DET VAR EN MULIGHED. Men jeg er også klar over, at det kan komme til lyde meget utaknemligt ligefrem at ønske et kejsersnit, når der sidder en masse mødre derude, der ville give sin højre arm for en naturlig fødsel. Det forstår jeg.

Uanset hvad er alle fødsler - efter min mening - lige "rigtige". Vi gør allesammen vores bedste, for at få vores børn sikkert til verdenen. Vi kommer aldrig til at kunne vurdere om den ene måde at føde på er mere smertefuld end den anden.. Hverken fysisk eller psykisk. Alle fødsler er forskellige, og alle kvinder er forskellige. Gud ske tak og lov for det!

Min ironiske titel på indlægget har forhåbentligt virket som en provokerende eller opsigtsvækkende information.. En information fyldt med ironi. Formålet med dette indlæg er nemlig at "rigtig-gøre" kejsersnittet. At gøre det mere OKAY.. Jeg synes, at vi allesammen skal hylde de mange modige kejserinder, der har sat børn til verdenen på den mest rigtige måde FOR DEM.

De er pisse seje, og her viser 20 af dem deres flotte ar frem:

 

 

Hurra for kejserinderne! <3

Ps. I aften kan du se et kejsersnit LIVE på DR1 kl. 20.30. Se programmet og tænk over, hvor mange følelser der ligger i det snit. Det er vildt.. Og jeg bliver personligt allerede helt rørt ved tanken.