OM EN BABY MERE OG ONDSKABSFULDE BESKEDER

I går postede jeg en story på min instagram profil med en RET sød baby, hvor jeg insinuerede, at jeg var klar til at lave en baby mere. Og selvom jeg ikke skal være gravid LIGE NU, så er det da klart, at man går og leget lidt med tanken, nu hvor man har fået en ny kæreste. Jeg er sgu blevet lidt skruk. Selvom jeg fik over 50 beskeder, der fortalte mig, at jeg fandme bare skulle springe ud i det, og at jeg var verdens bedste mor, og...

Ensom og social angst

Det er sgu lidt ensomt at være enlig mor. Det er en ensomhed på et helt nyt niveau, end dengang man bare var sig selv uden børn og single f.eks.. Selv om jeg har masser af familie omkring mig, føler jeg mig så alene. Ja, nærmest udenfor nogle gange. Især her om aftenen, hvor jeg ligger og bruger nærmest timer på at putte mit barn, mens de andre hygger inde i stuen. Lige der føler jeg mig aller mest alene. Graden af ensomhed handler ikke om, hvor mange mennesker man...

En hane uden hoved

Jeg har fløjet rundt som en hane uden hoved hjemme i min lejlighed i dag for at nå det jeg skulle, før lillemand og jeg skulle med flyveren fra kbh til Aalborg. På trods af kun 4 timers urolig søvn i nat lykkedes det mig at skrive på mit speciale i knap 7 timer, vaske op, vande blomster, rydde op, pakke til 10 dage til både mutter og sønnike, tømme køleskab, dreje 5 vaser, gå ud med skrald, tage et bad OG danse adrenalinen ud af min krop undervejs. Da...

Min hjerne brander..

“Jeg ligger vågen med angst”, skriver jeg til min veninde kl 4 om natten i et håb om, at hun måske også er vågen og kan tale mig til ro. Mit hjerte hamrer hastigt, en følelse af uvirkelighed har ramt mig, det sitrer i min krop, min hjerne brander på en underlig måde, og kvalmen sidder langt oppe i halsen på mig. Jeg er på nippet til at havne i et fuldbyrdet panikanfald, men formår endnu en gang at komme gennem de forfærdelige symptomer liggende i sengen. Jeg tør ikke...

Gravid og angst #1

Flashback til december 2014. Jeg var 24 år gammel og 9 uger gravid med vores planlagte barn, Elliot. Nedenstående udtalelser stammer fra min angst-dagbog, jeg tvang mig selv til at skrive i, når angsten nærmede sig. I de første måneder af min graviditet var min tilstand uudholdelig, og de skrevne ord er forfattet i kampens hede. Velkommen indenfor i hovedet på en angstramt: ”Angsten: Føler mig synsforstyrret, meget svimmel, utrolig restløs, men jeg er for svag til at gøre noget ved det. Har uvirkelighedsfornemmelse.. Som om jeg ikke rigtig er...