Dating og mit forhold til mænd

Uvirkelighedsfølelse

Jeg har præcis 14 procent strøm på min computer til at skrive dette indlæg. Det bliver et kort et af slagsen.

Jeg er lidt ved at undersøge, hvad der fungerer for mig. Om det kan hjælpe mig at skrive lidt. Problemet er bare, at den uvirkelighedsfornemmelse, jeg er ramt af i denne tid får meget kommunikation til at føles.. Ja, uvirkeligt. Som om at jeg er meget fjern eller langt væk. Som om at der er en stor distance mellem mig og dét jeg skriver, hvilket kan virke lidt skræmmende. Jeg har læst mig til, at uvirkelighedsfølelsen er kroppens forsvarsmekanisme; en mekanisme der hjælper os til at overleve og håndtere kraftige ubærlige følelsesmæssige oplevelser. Det giver god mening. Man træder på en måde ud af sig selv, fordi det gør for ondt at være inde i en selv. Problemet er bare, at uvirkelighedsfølelsen også kan være rigtig ulidelig og meget ensom at være i. Når du googler fænomenet er uvirkelighedsfølelsen defineret som en af de mest skræmmende tilstande at befinde sig. Den bliver af psykologer beskrevet som en frygtelig mareridtsagtig tilstand, hvor mennesket bliver så skræmt over tilstanden, at de frygter at miste besindelsen. Dette forårsager selvfølgeligt angst, hvilket blot forstærker uvirkelighedsfølelsen, og så har vi pludselig en ond cirkel. Tricket må derfor være at acceptere følelsen. At tillade den at være der. Men shit, det er svært.

Stadig 12% strøm…

Jeg har mærket til denne tilstand et HAV af gange i mit 29-årige liv. Alligevel glemmer jeg hver gang, hvor forfærdeligt det føles. Præcis ligesom man glemmer, HVOR ondt det gør at føde. Det er for smertefuldt at huske, så det fortrænger vores smarte sind lige. Det forestiller jeg mig i hvert fald.

Og med 10% strøm på computeren vil jeg lukke den ned. Når jeg i morgen igen går i panik over, at jeg ikke snart får det bedre, kan jeg huske mig selv på, at jeg i går skrev et helt blogindlæg. At jeg fløj med Elliot alene hjem fra Aalborg til KBH. At jeg tog metro og s-tog propfyldt med mennesker UDEN panikanfald. At jeg spillede med sønnike, legede lego med ham, læste højt for ham og puttede ham. At jeg fik handlet ind til morgenmad, aktiveret mit nye dankort og betalt en regning. Jeg har det dårligt. Det føles ulideligt. Men jeg er ikke handlingslammet. Jeg kan meget mere, end jeg tror. Lige nu glæder jeg mig bare til, at alt ikke skal føles som en fucking kamp. Og sidst men ikke mindst; til at få sammenhængende søvn.

Okay, 8 procent strøm. Godnat. Nu vil jeg ligge mig i ske med Sønnike og give ham en masse mysser. <3

3 kommentarer

  • Tina

    Du er så ualmindelig sej, ufattelig modig og en fantastisk kommunikator. Du tør sætte de svære ord på hvordan det er at ha’ det svært. At være i følelsernes magt og at kunne fortælle om det på en måde så andre fornemmer (ikke forstår, for det tror jeg først man gør når man selv har været der) hvordan det er.
    Tak for dit mod, din ærlighed og din utrolige styrke.
    Må alt det bedste ske for dig og din skønne dreng

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Jeg føler med dig. Faktisk har du mere eller mindre lige beskrevet, hvordan jeg selv har det? Det at træde ud af sig selv, fordi det gør for ondt at deale med det, der foregår indeni ens sind og krop. Wauw. Du er til sej, A. Jeg håber af hele mit hjerte, at du snart får det godt igen – ingen fortjener at have det på denne måde. Kæmpe kram

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rebecca

    Du er ikke handlingslammet! 🙌🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dating og mit forhold til mænd