Om numsehuller og åben snak om sex

Dig og mig og vi tre <3

Annonce for Malacodanmark 

Jeg var fuldstændig knust, da det for 2,5 år siden for alvor gik op for mig, at jeg meget snart skulle være alene med min dreng, der på daværende tidspunkt kun var 15 måneder gammel. Jeg var blevet i forholdet til sønnikes anden skaber meget længere, end jeg måske burde, fordi jeg nægtede at give op på drømmen om den gængse kernefamilie. Jeg ville gøre ALT, hvad der stod i min magt for, at vi kunne være Far, Mor og Barn. Fandme nej, om jeg skulle gå i min mors fodspor og lade mig skilles før arvingen overhovedet kunne tale. Men jeg kunne ikke mere. Farmand kunne formentligt heller ikke mere. Vi var færdige som et par. Det havde vi været for længst, og kærligheden der i starten blomstrede, havde efterhånden forvandlet sig til had.

Da det endelig lykkedes at få en aftale i hus med en parterapeut, var løbet allerede kørt. Jeg var FÆRDIG. Der var ikke mere at komme efter, og det forudså parterapeuten meget hurtigt. Hun gav nærmest op på vores vegne. Faktisk forudså hun både breakup, statsamtet, advokater og hele lortet. Hun fik ret med vores break-up. Jeg havde allerede taget beslutningen, og informerede få måneder senere den kære pilotmand om, hvad der skulle ske. Vi havde fundet et nyt hjem – sønnike og jeg. Men statsamtet og advokater lykkedes det os på et hængende hår at styre uden om.

Vi har været millimeter fra at rive hovederne af hinanden. Vores brud var ikke som sådan grimt, men den efterfølgende tid var et mareridt. Jeg græd nærmest dagligt, og jeg var så vred og rasende, at jeg ønskede Farmand alt dårligt i verden. Kunne han dog bare blive invalid, så han ikke kunne varetage sit pilot-job mere. Så ville han være tvunget til, at blive hjemme i Danmark, hvor han kunne bruge tid med sin søn. Vreden kom sig selvfølgelig af, at jeg følte mig svigtet. Dét her var ikke min drøm. Nu stod jeg efterladt alene tilbage med et barn. Jeg var blevet tvunget ind under betegnelsen singlefamilie, og det ødelagde mig indvendigt.

I dag er jeg et helt andet sted. Selvfølgelig ville jeg ønske, at det kunne have været anderledes. At jeg havde fået barn med min soulmate. At faren til mit barn og jeg var meant to be. Det har vi bare aldrig været. Når det så er sagt, er Pilotmanden i dag den perfekte far for vores lille dreng, og jeg er efterhånden faldet mere til ro i min rolle, som enlig mor, og det utilregnelig liv en pilot-far bringer med sig.

Hvis I nu tager min historie ovenfor i betragtning, kan I måske forstå, hvorfor jeg er ret vild med, at Malaco med deres Familieguf, nu for andet år i træk har valgt at hylde de mange forskellige familietyper, der rent faktisk eksisterer. Der er singlefamilier, bonusfamilier, regnbuefamilier, børnefamilier, svigerfamilier, osv… For at skabe plads til alle slags familier, og at man som familie selv kan definere, hvordan man er en familie, har Familieguf altså lavet en række limited edition-poser, der i år præsenterer 5 forskellige familietyper. Jeg er vild med det!

 

Jeg har også hjulpet Malacodanmark med at lave en lille reklame-film for dem, og selvom det er lykkedes dem at filme mig fra min mest nederen vinkel, hvor man kan se, hvor meget Familieguf jeg i virkeligheden spiser, så er jeg faktisk ok tilfreds med resultatet. Den video kan i se på min Instagramprofil.

Til sidst vil jeg bare sige… Hvis du står et sted i dit liv lige nu, der udfordrer dig og gør din tilværelse svær, eller ubehagelig at være i, så husk på, at alting er midlertidigt og følelser er foranderlige.

Faren til mit barn og jeg har hadet hinanden som pesten, og vi har en GRIM historie bag os. Men i dag er vi faktisk rigtig gode venner, og har et sindsygt godt samarbejde omkring vores 4-årige. Så kan det godt være, at vi hver især går under betegnelsen som singlefamilie, men vi er jo på mange måder stadig Far, Mor og Barn.

Hvordan vil du definere din familie?

5 kommentarer

  • Lotte

    For mig er min familie “en familie” eller “vores famile” sig oplever jeg at de første tænker på os som en familie. “For I er jo bare to” – altså et par. Men med næsten 20 år sammen, er vi altså en familie. Bare en familie der ikke kunne få børn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fantastisk blog!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josefine

    Først vil jeg sige det skide fedt i har et godt samarbejde 👍🏻 Her hjemme er vi far, mor og barn .. håber det vil forblive 😁

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louisa

    Min mand og jeg har valgt kun at have et barn. Det kan være hårdt fordi man skal forsvare sit valg, når folk (heeeele tiden) spørger, om vi ikke snart skal have nr. 2. Samfundet dikterer jo at man skal have minimum 2 børn. Der var engang en kollega der sagde til mig: man er ikke en rigtig familie når man kun har et barn.
    Jeg synes nu vi føler os meget rigtige når vi er sammen, os tre ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anja

      Min mand og jeg har også valgt kun at få et barn… Vi har også skulle forsvare vores beslutning og lagt øre til andres meninger om hvor synd det er for vores søn at han skal voksne op som ene barn… Jeg er er den mening at der er ingen garanti er på kærlighed og heller ikke søskende imellem så andres mening preller lidt af men det er stadig træls

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om numsehuller og åben snak om sex