OM DET DER SEXLIV..

Kærestesorger

Vi skulle ses, når jeg havde puttet sønnike. Hjemme hos mig i Nord Vest. Jeg havde været i bad, redt sovesofaen op, sprøjtet lidt parfume på i håret, børstet bisser og var nybarberet. Sådan kan jeg bedst lide at modtage min kæreste. Den kæreste jeg ikke længere har. For da jeg prøvede at kysse ham goddag vendte han kinden til, og pludselig hed jeg ikke længere ‘skat’. Jeg hed Alex… Av. Og der gik heller ikke mere end et par minutter før jeg fandt ud af, at dét der var ved at ske var, at jeg blev fravalgt. Ja, faktisk blev VI jo egentlig fravalgt. Elliot og jeg. Jeg havde valgt at bringe mit barn med ind i det her forhold, fordi jeg var overbevist om, at han skulle være min indtil den dag, en af os satte skoene. Aldrig har jeg været så sikker på, hvad der skulle ske i min fremtid. Vi skulle købe hus og lave babyer.

På ét minut ændrede mit liv sig drastisk. Og det gør sgu ondt. Langt inde i hjertet. Kærestesorger er ikke for sjov. Du mister et menneske lige så vel, som hvis et menneske dør. Forskellen er, at det her menneske stadig lever videre derude et sted. Han lever videre uden dig. Frivilligt.. I den anden ende står man tilbage magtesløs og i dyb sorg uden indflydelse på denne beslutning. Jeg var glad og forelsket. Ventede på endnu et opkald fra banken, så vi kunne få lånebeviset i hus. Et hus jeg kunne skabe en fremtid i med min søn og kæreste. Pludselig havde jeg bare ikke en kæreste længere.

Jeg forsøger at tage ansvar for den situation, jeg har sat mig selv og min søn i. Som jeg før har fortalt, er jeg blevet fravalgt af samme mand et par gange før, men jeg har selv valgt at gå tilbage til ham, fordi jeg inderligt troede på, at han var den rette for mig. Jeg tror på, at man skal kæmpe for dét man vil have. Og jeg er af den overbevisning, at alt ikke behøver at køre som en drøm fra day one. Der er masser derude, der har velfungerende og lykkelige parforhold nu, som brugte de første par år i et virvar af kaos. Men den viden i baghovedet valgte jeg at gå all in på den her mand. At sænke paraderne og gøre mig selv sårbar. For hvis vi holder os selv tilbage fra ægte kærlighed i frygt for at blive afvist og såret, så tror jeg på, at vi kan ende ud med at gå glip af rigtig meget.

Mit rationelle jeg fortæller mig, at dét her er en af de ting, jeg skal gennem i livet for at blive et stærkere og mere lykkeligt menneske. Mit emotionelle jeg fortæller mig, at alt er håbløst, og at jeg har mistet min soulmate.

Det er 4 dage siden. Sorgen er stadig ny og grim. Men om lidt vågner sønnike, og så finder jeg modet på livet igen <3

Ps. Af hjertet tak for jeres støtte i de her dage. Det gør, at jeg føler mig mindre alene. Vi er MANGE i samme situation, og sammen er vi stærkere. Hvor klichéfyldt det end lyder, så er det sandt.

 

9 kommentarer

  • Åh nej…! Hvor er jeg ked af det – og hvor må det være svært lige nu….
    Det er så frustrerende at man ikke kan forudse og styre – eller forstå andres følelser, især når det er en der er så tæt på én….. jeg håber han havde en god forklaring – selvom det jo ikke ændrer hvor stor sorgen er – men det kan gøre det nemmere at komme over det og videre, hvis der er en grund man på en eller anden måde kan finde forklaring i… 🙁

    1.000.000 varme tanker til dig <3

    / sisselsolsort.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Alma

    Jeg har fulgt med på din blog i et par år efterhånden og er oprigtig imponeret af din styrke og dit mod. Jeg gik fra min søns far for fire år siden, og er på trods af det stadig ikke kommet mig over at familiedrømmen brast. Jeg fandt hurtigt en ny fyr efter min eks og jeg fik solgt vores bolig, som jeg flyttede ind til. Vi havde et on and off forhold i 2 år, men gjorde det definitivt forbi i sommers, da det gik op for mig at han alligevel ikke ønskede noget seriøst. Nu sidder jeg alene i min lejlighed, med min søn på 5 år, og har svært ved at forstå hvordan mit liv tog den drejning. Føler mig gammel og dum, og der er en dyb sorg over at jeg (vi) ikke formåede at skabe de trygge familierammer jeg så inderligt ønsker at give min søn. Men selvom jeg føler mit liv på mange måder er gået i stå, går hverdagen videre, og jeg har som du heldigvis en dejlig søn der fortjener den bedste udgave af sin mor.
    De kærligste tanker fra mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amalie

    Øv, du har ellers fortjent det bedste af det bedste❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Kærestesorg er bare så grumt. Selvom det er mange år siden sidst, husker jeg den tydeligt!
    1000vis af kram og kærlighed til dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jane

    Som en kvinde der rent faktisk har mistet sin soulmate til døden så rammer det mig virkelig hårdt at læse den sammenligning mellem et break up og et dødsfald… Jeg forstår virkelig godt at du er såret og ked af det, ingen tvivl om det! Jeg har prøvet både at miste min mand til døden og blive forladt af en efterfølgende og ingen af delene er noget man ville ønske for nogen andre men hvis du spørger mig så er sorgen over et dødsfald langt værre. Selvfølgelig er du ked af det og det skal du være ligeså længe som du har brug for! Ville blot fortælle at det rammer mig som enke lidt hårdt når de to ting bliver sammenlignet. Alt det bedste til dig og din skønne søn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Jeg håber virkelig, at du skriver dig igennem denne proces. Min oplevelse, efter at have fuldt dig i flere år efterhånden, er, at du bryder så vanvittigt mange tabuer ved at være komplet ærlig om de her utrolig svære situationer, som alle rammes af i livet. Du er så mega stærk og så sej til at sætte ord på følelser, som får så mange andre til at føle sig rummet og ikke alene. Derfor er jeg slet ikke i tvivl om, at du også kommer igennem det her. Skriv og dans det ud. Dine følgere er her og støtter hele vejen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi Hansen

    Sender en masse ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristina

    Allerførst ❤️. Ville han pludselig ikke mere? Hvad var hans årsag hvis man må spørge? Det virker bare så mærkeligt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Det kan jeg ikke udtale mig om ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

OM DET DER SEXLIV..