I går postede jeg en story på min instagram profil med en RET sød baby, hvor jeg insinuerede, at jeg var klar til at lave en baby mere. Og selvom jeg ikke skal være gravid LIGE NU, så er det da klart, at man går og leget lidt med tanken, nu hvor man har fået en ny kæreste. Jeg er sgu blevet lidt skruk.

Selvom jeg fik over 50 beskeder, der fortalte mig, at jeg fandme bare skulle springe ud i det, og at jeg var verdens bedste mor, og at den baby var heldig at blive født som mit barn, så var der én besked, der satte sig fast i mig. Den skubbede faktisk til min angst.

Jeg har været i tvivl om, hvorvidt jeg skulle dele denne besked med jer, og dermed også give den mere opmærksomhed, men jeg kunne mærke, at jeg havde brug for at dykke lidt ned i, hvad det var, der triggede min angst. Samtidig har jeg også et behov for at dele mine sårbare sider med jer. Jeg er sgu ikke sådan en, der bare kan give den besked fuck-fingeren og så komme videre i mit liv. Jeg er nød til at reagere på, hvad det er, der rammer mig. Ellers vil det sidde og ulme indeni, indtil det til sidst springer ud som et vaske ægte angstanfald.

Det er egentligt meget åbenlyst for mig, og sikkert også for jer eftersom jeg deler rigtig meget med jer. Jeg har haft det ekstremt svært med den store omvæltning, det har været at blive mor. Især da jeg blev alenemor væltede hele korthuset, og jeg følte mig uduelig. Jeg har flere gange slået mig selv i hovedet og tænkt: "Jamen Alexandra, hvis du ikke engang kan overskue at lege med dit barn i dag, så skulle du jo ikke have valgt at få et barn!" eller "Hvis du går helt ned i kuldkælderen over lidt sygdom, så er du jo åbenbart ikke egnet til at være mor", eller "Hvis du ikke engang kan klare at få frarøvet din søvn i et par år, så er du jo bare ikke stærk nok til at have et barn."

Det er jo lige præcis den usikkerhed, vedkommende her på ondskabsfuld vis skubber til. Om man nu er god nok. ER jeg for psykisk ustabil? GÅR det faktisk ud over mit barn i sådan en grad, at han får ar for livet? Og det er den samme usikkerhed, jeg er ramt af, når jeg overvejer at lave nummer to. Mine katestrofetanker og angst fortæller mig, at jeg skal lade være, for TÆNK NU HVIS, jeg havner i samme situation én gang til.

Spørger du mit rationelle jeg, min mor, min psykolog og alle andre der kender mig vil de sige: "STOP DIG SELV, ALEXANDRA".

Jeg ved jo godt, at jeg ikke kan af-lære, hvad jeg allerede har lært. Jeg kommer aldrig nogensinde til at havne det samme sted én gang til. Og selvfølgelig kan man blive mor, selvom man er ekstra sensitiv og lider af angst. Og det er vigtigt for mig, at fortælle alle jer derude! DU KAN GODT BLIVE MOR, SELVOM DU ER PSYKISK SÅRBAR. Fucking alle mennesker fejler et eller andet. Et stort temperament, ADHD, Borderline, Angst, OCD, PTSD, Autoimune sygesomme, tilbagevendende depressioner, personlighedsforstyrrelser, you name it. INGEN af disse lidelser behøver at gøre dig mindre egnet til at være mor eller far. INGEN. Det ville bekymre mig mere, hvis vedkommende der har sendt mig den her besked, fik et barn.

Til mit første foredrag kom en ung pige hen til mig bagefter, der led af slem angst i perioder. Hun forklarede mig, hvor voldsomt hun ønskede sig en familie med børn på et tidspunkt, men hun havde hele tiden tænkt, at det nok ikke var så smart at sætte et barn til verden, nu hvor hun led af angst. Hun ville spørge mig, om jeg synes, det var egoistisk af hende, at sætte et barn til verden, nu hvor hun led af angst. WTF.. Hvis det er dét samfundet gør ved os, så er der noget grueligt galt. Næsten alle de mødre jeg kender, lider eller har lidt af angst. Og det er ISÆR de mødre, der er ekstra omsorgsfulde og fylder deres børn med kærlighed og hjælper dem til et godt selvværd. Jeg fortalte selvfølgelig den unge pige, at hun SAGTENS kunne få børn på et tidspunkt, hvorefter hun brød sammen i mine arme af lettelse!

Selvfølgelig skal jeg have et barn mere på et tidspunkt. Jeg er 28 år gammel, har fundet en dejlig mand, har mod på livet(de fleste dage) og hvis der er noget jeg er, så er det en fucking god mor.

Og sådan kan man ved hjælp af positiv indre dialog træde ud af offerrollen og leve op til sit fulde potentiale. Jeg lader ikke nogen få mig ned med nakken, men jeg tager det alvorligt, når det trigger min angst, for det betyder, at der er en uballance inde i mig, og at jeg har noget at arbejde med. I morgen skal jeg prøve en ny psykolog, jeg har hørt vildt meget godt om, og dét her med angsten for at få flere børn, er helt sikkert noget vi kommer til at bruge en del tid på. Jeg nægter at lade angsten styre mit liv. I can do this shit <3

 

Om jeg sidder med hovedet i kummen, har angstanfald, er dybt ulykkelig, ikke ved hvordan man skal lave sovsen til boller i karry eller jeg er helt ekstatisk over mit flotte 10 tal for mit speciale, så er det min Mutter, jeg ringer til. Mutter eller min veninde Moa, der også har fået en meget særlig plads hos mig. Min mor er 52 år gammel, og jeg vil vove at påstå, at hun har livserfaring svarende til flere århundrede. Hun er et af de mest geniale mennesker, jeg kender.

Jeg har aldrig haft den der type mor, der bare aer mig med hårene og fortæller sin lille datter, hvad hun gerne vil høre. Jeg har altid haft en retfærdig mor, der har sat mig til at reflektere over, hvad JEG kunne gøre anderledes i de pågældende situationer, jeg har beklaget mig over. En mor der har været god til at få mig til at kigge ind af, ved fx at sige: “Hvorfor tror du, at du får det sådan?” ..Eller: “Jeg kan høre, at du bliver rigtig ked af det, når han taler sådan til dig. Kan det have noget at gøre med dine tidligere erfaringer med bla bla bla?”. Og nogle gange har det været fucking irriterende. Nogke gange har jeg tænkt: “Så tag dog fucking mit parti, Mor. Jeg er din datter!” ..Men nu som voksen sætter jeg virkelig pris på, at jeg ikke er blevet opdraget som et lille curlingbarn, der aldrig havde gjort noget forkert.

Derudover er min mor god til, at få mig selv til at mærke efter, hvad det egentlig er, JEG gerne vil med mit liv. Dét har både hun og mine psykologer hjulpet mig med. For bare 2 år siden, vidste jeg ikke, hvad jeg selv kunne lide. Jeg var så trænet i og vant til at tilpasse mig, hvad alle andre ville. Når jeg havde været i biffen og min veninde sagde: “Fuck, den var satme dårlig den film”, så var det med det samme også min mening om filmen. Der skulle intet til at overbevise mig om, hvad jeg skulle synes, for jeg kunne ikke selv mærke det. For halvandet år siden begyndte min psykolog at give mig nogle små hjemmeopgaver for, hvor jeg skulle gå ned i blomsterhandleren og kigge på blomsterne og mærke efter i min mave, hvad der gjorde min glad at kigge på. Det tog mig måneder at finde ud af. Men min mor er altid god til at hjælpe mig med at finde frem til mine følelser. Og hvis jeg kan mærke, at der er noget, der føles helt forkert, så hjælper hun mig med at holde fast i mig selv. Dét er hårdt at holde fast i sig selv, når man har haft alt for mange erfaringer med at skulle tilpasse sig for ikke at være forkert. Det er ekstremt vanskeligt. Det nemmeste er at give efter og please. Så føler jeg i hvertfald ikke forkert eller besværlig.

Jeg ville ønske for alle, at de havde en mor, som jeg har. Når det gælder det af aflæse mennesker, deres adfærd osv. tager min mor aldrig fejl. Jeg har aldrig oplevet det i hvertfald. Hun er spot on. Hver gang. Hun er måske en anelse for terapeut agtig til de mennesker, der ikke bryder sig om at se egne fejl, men jeg ELSKER det. Jeg elsker, at jeg kam have været oppe i et skænderi, og jeg kan regne med, at min mor ikke bare snakker mig efter munden og siger, at det er synd for mig. Hun tager generelt aldrig parti som sådan, med mindre situationen er fuldstændig uhørt.. Men hun kommer med sin mening, og hun forsøger at få mig til at se den pågældende sag fra begge sider. Selv når vi snakker mord. Vold og andre kriminelle sager, vil hun forsøge at sætte sig i gerningsmandens sted og forstå, hvor det menneske kommer fra. Og på dét punkt minder jeg nok ekstremt meget om min mor.

Hun er et meget rummeligt menneske, og Danmark skal være glad for, at hun har valgt at arbejde som ungekonsulent og rusmiddelbehandler. Som enlig mor til 5 unger og med en stram økonomi valgte min mor at smide lagerarbejder-titlen på hylden og uddanne sig som pædagog. Siden hen har hun videreuddannet sig inden for socialt arbejde, herunder rusmidler og unges med ADHD og deres manglende tilknytning til uddannelsesområdet. Og for det ikke skal være løgn er hun nu også ved at uddanne sig til psykoterapeut ved siden af hendes fuldtidsjob.

Vi har på mange måder en fucked up familie, hvor der både har været vold, misbrug, psykiske lidelser, incest og alt muligt andet gøgl, men min mor har formået at holde sammen på hele lortet.

I siger tit, at jeg er jeres forbillede. Så skulle i have kendt min mor <3

I en verden hvor der desværre er flere og flere, der køber sig til følgere, likes og kommentarer på de sociale medier, kan det være ekstremt vanskeligt at blive set. Når alle de "tomme" profiler med både 50.000, 100.000 og 200.000 følgere brager igennem og stjæler alt opmærksomheden på et falsk grundlag, så skal der sgu noget særligt til for at gøre sig bemærket!

Jeg kunne aldrig i mit liv finde på at købe mig til fake følgere, likes og kommentarer. Det er værdiløst. Og jeg nægter at lave aftaler med større profiler om at dele hinanden BARE, så jeg kan få flere følgere. Det er simpelthen imod alt, hvad jeg står for. Jeg har en enkelt gang delt en profil, fordi vedkommende var virkelig insisterende, og jeg tænkte: "Okay, så fuck det. Nu prøver vi at dele hinanden, og så får hun måske nogle følgere og bliver glad, og måske får jeg til gengæld nogle følgere af hende, der kan lide, hvad jeg laver.." Resultatet var, at hun fik 300 nye følgere, fordi mine følgere er ekstremt trofast og gerne følger mine anbefalinger, mens jeg fik en halv snes følgere af hende. Bagefter følte jeg, at jeg havde delt noget, jeg slet ikke selv var interesset i. Jeg havde lige prostitueret mig selv for en lille håndfuld følgere. For helvede, Alexandra.

Det var en engangsting, og det kommer aldrig til at ske igen, omend jeg godt kan forstå, hvorfor folk falder i den fælde i det her forskruede samfund, hvor alt handler om antal følgere. Det er helt forskruet. Der er profiler med 70.000 følgere, der har skrevet til mig og spurgt, om vi ikke skal dele hinanden på Instagram for på den måde at få nogle af hinandens følgere, og jeg har sagt 'Nej'.. Det er meget muligt, at jeg flere gange har sagt nej til flere hundrede nye følgere på den måde, men jeg nægter at indholdet på min profil skal være kunstigt. Jeg vil hellere have 10.000 mindre følgere og så vide, at de er trofaste, og at jeg kan stå 100 procent inde for ALT, hvad jeg deler.

Det sjove og skræmmende er, at de folk der har henvendt sig til mig, så ikke deler mig efterfølgende. De er simpelthen for stolte. Eller også er de for præget af konkurrencen til at dele mit indhold. Og nu har jeg sagt nej til at dele deres profil, så hvorfor dælen skulle de så dele min!? Der er ikke én, der har skrevet til mig efterfølgende: "Ved du hvad Alexandra.. Selvom du ikke vil dele mig, så deler jeg sgu lige dig alligevel, for jeg synes, at flere skal kende til dig!" Ikke én.. Og jeg har fået mange forespørgsler. Hvad fanden er det for et søsterfællesskab?

Det er meningen, at vi skal løfte i flok. Så hvis DU støder på noget på de sociale medier, du tænker, der kunne være givende for alle dine venner/følgere, så del for satan. Ikke i håbet om at få noget igen, men med et mål om at sprede et godt budskab! Med et mål om at give kærlighed og støtte til en, der fortjener det.

Jeg deler ofte ting, jeg ser på Instagram, fordi jeg simpelthen synes, at det fortjener mere opmærksomhed. Jeg har absolut intet i mod at dele den samme profil 5 gange i træk uden at få noget igen. Det er ikke dét, der er målet med min deling. Min Instagram profil vokser hastigt og dynamisk. Det gør den fordi jeg kan stå 100 procent inde for det, jeg deler, og fordi dem der deler mig gør det af lyst og ikke af pligt. Det er ægte, og det er på den måde, man skaffer sig alle de trofaste følgere, tror jeg på!

Med fare for at fucke med janteloven kan jer fortælle jer, at mit engagement er 3-4 gange så højt som hos mange af de Instagramprofiler, der har over dobbelt så mange følgere som mig. Så fuck dét om der står 1500 følgere eller 40.000 følgere på din side, så længe du ved, at det du deler er ægte, så ski´vær´med alt det andet.

Jeg skal leve af at være influencer, så for mig er det selvfølgelig ikke helt ligemeget, hvor mange følgere jeg har. Men jeg ligger på et ret pænt tal, og min styrke i arbejdsøjemed er helt klart mine engagerede og trofaste følgere OG selvfølgelig det faktum, at jeg er autentisk og troværdig.

Jeg kunne slet ikke have gjort det uden jer! SÅ TAK til alle jer, der deler mig og mit budskab dagligt. I løfter mig, og på den måde kan jeg få lov til at løfte endnu flere mennekser og oven i købet (forhåbentligt) få lov til at leve af det, jeg ELSKER at lave. <3

Ps. Det er vigtigt for mig, at i forstår, at jeg GODT kan sætte mig ind i, hvorfor folk føler behov for at købe sig til fake followers osv.. Før jeg blev mor var mit selvværd så lavt, at jeg sikkert også kunne finde på at gøre det sammen. Jeg har bare brug for at italesætte, hvor vanskeligt det så er for os, der rent faktisk har knoklet sig til et solidt følgertal, at hamle op med dem, der har købt sig til det. Det er sgu lidt trist. That's all. ;)