Den onde eks-kone

Ensom og social angst

Det er sgu lidt ensomt at være enlig mor. Det er en ensomhed på et helt nyt niveau, end dengang man bare var sig selv uden børn og single f.eks.. Selv om jeg har masser af familie omkring mig, føler jeg mig så alene. Ja, nærmest udenfor nogle gange. Især her om aftenen, hvor jeg ligger og bruger nærmest timer på at putte mit barn, mens de andre hygger inde i stuen. Lige der føler jeg mig aller mest alene.

Graden af ensomhed handler ikke om, hvor mange mennesker man har i sit liv, for jeg har mange, og ensomheden fylder meget for mig.

Jeg ved godt, at nu har jeg fået en kæreste, men for det første er vi ikke sådan et par, der sover sammen hverken hver eller hver anden nat, og for det andet så tror jeg, at min følelse af ensomhed mest af alt handler om, at jeg inderst inde ofte føler mig forkert. Den følelse af forkerthed er ubeskriveligt ubehageligt, og jeg tror mange af os kender til den i højere eller mindre grad.

Faltisk har jeg det seneste års tid oplevet, at jeg er blevet mere og mere sensitiv, når jeg er sammen med andre mennesker. Især hvis det er nye mennesker. Jeg bliver usikker på mig selv, og kan mærke angsten sitre under huden på mig. For hvad nu, hvis jeg er til besvær? Hvad nu hvis jeg er irriterende? Eller at de ikke kan lide mig? Eller de synes jeg er kedelig? Eller jeg ødelægger aftenen for dem. Og som følge af disse tanker vokser min angst, og jeg bliver pludselig angst for angsten. For hvis jeg først får et angstanfald, så ER jeg til besvær. Og så ødelægger jeg jo faktisk deres aften. Så mange gange kan jeg ikke rigtig vente til at sociale arrangementer er overstået. Til at jeg kan gå hjem i min egen seng i tryghed og sige: “Du klarede den. Nu er du hjemme. Du kan godt slappe af nu, Alexandra”.

Og jeg arbejder på højtryk på at fortælle mig selv, at jeg kan slappe af TIL arrangementet, og at det er okay, at jeg er lidt angst og nervøs, men min krop render nogle gange afsted med mig, før jeg overhovedet når at tænke. Og så får jeg pludseligt sådan er voldsomt behov fpr at trække mig. For at ligge i mørket i min egen seng i ro. Og hvis jeg ikke kan komme til det, panikker jeg nogle gange lidt indvendigt.

Jeg er et ekstremt socialt menneske. Eller det var jeg. Men jeg føler efterhånden at alle sociale arrangementer er at sætte min krop på overarbejde. Mest fordi jeg oftes ikke føler mig gearet til det. Og så havner jeg i en situation, hvor jeg bliver nødt til at lade som om.. For hvem gider at være den asociale grå mus i hjørnet. Men hvis der er noget, jeg næsten ikke kan holde ud længerne, så er det at lade som om. Og lige præcis dét har jeg snakket meget med min psykolog om..

..Jeg har brugt hele min barndom og mine efterfølgende teenageår på at lade som om. Og her refererer jeg til de mange års incest og den efterfølgende tid, hvor jeg stadig skulle se min overgrebsmand og lade som om intet var hent. Jeg er ved at kaste op over at lade som om. Det trigger min angst helt vildt. Af samme grund kan jeg ikke lade konflikter hænge. Eller lige vente med at snakke om noget der går mig på. For jeg kan næsten ikke være i det. Jeg får det fysisk dårligt af det.

Anyhow. Jeg tror min ensomhed kommer fra den følelse af forkerthed, jeg lige har forsøgt at beskrive. Jeg føler mig distanceret til mennesker og ikke forbundet.. Selv med min egen mor kan jeg mærke den, og det er heller ikke mere end et par dage siden, at jeg lå i hendes seng med angst og græd, fordi jeg synes det var hårdt med alle de mennesker omkring mig. Men det er svært. For jeg har også brug for at se mennesker. Og nogle gange ender sociale arrangementer med at være virkelig givende og jeg kan slappe af i det og få helt vildt meget ud af det.

Det kan hjælpe mig at have en med mig, jeg ved, der forstår mig 100 procent og gerne tilsidesætter alle egne behov hvis først angsten rammer mig. Sådan en som min veninde Moa. Og en der forstår mig, fordi hun selv lider af angst. Hvis jeg har hende med mig, ved jeg at hun til enhver tid vil tage hensyn og fortælle mig at jeg overhovedet ikke er til besvær. At hun alligevel også selv var træt og gerne ville hjem. Hun ville ikke bruge ét sekund på at overtale mig til at blive lidt længere, fordi hun ved, at jeg ville dø af skam og dårlig samvittighed over at være til besvær. Og hun ville aldrig fortælle mig, at det var ærgerligt vi var nødt til at gå. For hun ved, at jeg så næste gang ville være endnu mere Angst for angsten. Endnu mere angst for at få angst og fucke up.

Men jeg kan selvfølgelig ikke have hende med mig overalt 😂 Jeg prøver bare at sige, at jeg er ensom. Og at jeg åbenbart har fået lidt social angst. Jeg udfordrer det, fordi jeg ikke vil lade angsten styre mit liv. Men jeg lytter også til min krop, når den siger fra og fortæller mig, at jeg skal tage nogle dage i ro i min egen seng uden aftaler, så jeg kan restituere.

Der fik i et lille indblik i den lidt mere sårbare del af mit liv lige pt.

Rigtig god weekend <3

Ps. Hvis der er andre her, der lider af social angst på den ene eller anden måde, så smid lige en kommentar og del gerne jeres erfaringer.

24 kommentarer

  • Kære dig,

    Hvor er det dog en fin beskrivelse – blev helt opslugt af dine ord.

    Jeg har selv haft social angst siden jeg var 15. Har dog smidt en hel del af den efterhånden.

    Det paradoksale med social angst er jo netop det at du kan være social anglagt og elske at være sammen med mennesker og opsøge nye relationer og alligevel være så hæmmet af angst at du ikke gør det.

    Socialangst er en af de angsttyper, der rammer dig hårdest på ensomheden. Netop fordi den afskærer dig fra alle de sociale situationer.

    Tak for din ærlighed. Det er værdsat.

    Kh. Lise
    /Slipangsten.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Tusind tak for din kommentar. Den betyder meget for mig. Det er altid rart at høre fra folk, der har/har haft det lige som en selv! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    Søde Alexandra, har bare lyst til at give dig en kæmpe krammer hver gang jeg har læst et af dine indlæg <3 Du er perfekt uperfekt i mine øjne! Og du er aldrig alene. Jeg blev ramt af social angst fra den ene dag til den anden, som 14 årig. Udviklede kort efter Bulimi, efterfølgende depression og bipolar lidelse. Det har stået på i over 14 år. 14 år i helvedet med skyld, skam og isolation. For 2 år siden forlod min kæreste gennem 8 år mig pga min sygdom. Dèt var nok det værste af det hele og jeg slikker stadig sårene.. Mèn det sidste år har jeg langsomt kravlet op af hullet, passet min behandling, træning, startet med at arbejde igen og fået ny medicin mod min Bipolar lidelse, som virker for sindssygt, hvilket nærmest er et mirakel😄 hvis JEG kan, kan alle! Det tror jeg på. Hold ud og giv ikke op🙏

    Kæmpe knus og godt nytår til dig Elliot❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Hvor er du bare sej!!! Tak fordi du deler !!! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Alenemor

    Hej kære du
    Jeg kender dig ikke, men jeg følges med dig kan du tro. Det du lige har beskrevet kender jeg helt ind i hjertekulen, ensomheden som man så gerne vil beskrive for andre, men man rammes så tit af et ‘hvad nu hvis?’ Hvad nu hvis det er mig der er en underlig en af slagsen som bare er alene i den ensomhed. Det kan føles for mig som at blive kvalt i egne ord når jeg skal forklare det til andre, men jeg gør det fordi det er en del af mig; fordi vi skal snakke om netop dette emne. At være alenemor er ensomt og jeg har ledt så mange steder efter det du skriver lige her.

    Angsten avles af ensomheden, man kan ikke lade som om når man bevæger sig i følelser som kan lamme. Man kan ikke bare small talke, man/jeg vil have dybde, mening og et rum til at alle følelser er helt okay.
    Jeg plejer at sige præcis de ord til min søn. Jeg har valgt siden han kom til verden at rumme alt det han kommer med og fortælle ham at der ikke er nogen følelser der er forkerte, for min største frygt er hvis han skal føle det samme som jeg har gjort. Forkert er ikke noget man er, det er noget nogle forkerte har fået en til at føle sig som engang ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      TAK for din kommentar. Det er så dejligt at vi sammen kan dele vores erfaringer og føle os mindre alene. Og i fht hvordan du er overfor din søn, gør jeg fuldstændigt det samme. Alle følelser er helt okay. Det er nemlig vigtigt at anerkende og rumme <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi

    Fuck shit Fuck! Det var som at læse om mig selv. Jeg kender det SÅ godt! Alle de følelser, alt den kaos. Jeg føler mig så ofte som den lille grå mus. Bange for verden og angsten. Hva nu hvis? Den er der hele tiden. Øv det er svært! Og så fandens hårdt at udfordre angsten 🙁 Men en ting er sikkert, det er rart at vide man ikke er alene! For ja, jeg føler mig forkert hele tiiiiden. Må angst få angst og blive angst for angst! Tak for din ærlighed. 💖

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Nemlig! Og i virkeligeheden tror jeg, at mange sidder i samme lokale med præcis den følelse.
      Tak for din kommentar <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Ja, og jeg er jo selv en af dem, er virker til at være totalt på mens alt sitrer indvendigt. Jeg er blevet mester i at lade som om. Men det er simpelthen for hårdt. Dit gode råd er noteret og bogen er nu på min ønskeliste! Tak!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Matilde

    Wow kan relatere til det hele.. hvor er du sej! Det kan være så opslidende at lide af social angst – men jeg tror desværre det er mere udbredt end hvad man går rundt og tror. Mange af dem der virker “på” og vildt sociale kan inderst inde sidde med helt samme angst – de prøver også bare at overleve. Jeg tog sommeren som en slags udfordring, jeg SKULLE på den ene eller anden måde prøve at få bugt med min forværrede angst – især i forbindelse med det sociale (Selv mine tætteste familiemedlemmer og veninder). Og jeg kan sige, at det er pisse hårdt men der er en udvej. Jeg læste en bog af Mark Freeman, slugte den af flere omgange henover sommeren, og den bog har virkelig reddet mit sociale liv, og virkelig øget min livskvalitet generelt – for der er intet værre end at føle sig begrænset af angst. Jeg tog én dag ad gangen, én social ting ad gangen (også selvom det “kun” var en aftale af 2-3 timers varighed), jeg prøvede stille og roligt at lære min krop, at jeg godt kan fungere socialt og faktisk endda nyde det. Jeg vil nemlig selv mene, at jeg er et meget social menneske – og hér er det ekstra hårdt når angsten så netop sætter sig på noget man i princippet elsker. Men det er jo desværre det angst ofte gør: er jeg en god nok mor, en god nok veninde, en god nok studerende osv = det er jo netop fordi disse ting er vigtige for os. Hvis man kan se, at det kan være årsagen til at angsten vokser lige på de områder, så tror jeg det kan være nemmere at bryde med igen.
    Læs læs læs den bog (The mind workout)..!
    Og så tror jeg at vejen frem er at acceptere, at man får angsten. Den må godt komme. Så kom da skide angst – for den betyder INTET om mit værd som menneske. Men det ved jeg, at du er rigtig god til selv at sige.

    Sorry for en lidt lang besked – men så dejligt befriende at læse dette indlæg. Du er sku så sej, og jeg er sikker på at du nok skal få brudt den her lidt onde cirkel.
    Stor opbakning herfra en fast følger! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Jeg tror, at jeg har sagt det før, men du formår virkelig at sætte ord på nogle af de følelser, jeg ikke selv har været i stand til at italesætte – om end jeg gerne vil. For jeg tror virkelig på, at det er vigtigt at tale om det. Det er rart at vide, at der er flere, der har det på samme måde, og såvel som jeg kan nikke genkende til flere af de andre kommentarer nedenfor, så tror jeg også, at der sidder endnu flere derude bag skærmen, som føler sig set. Tak ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Det er altid dejligt at høre det igen! Tak <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanna

    Jeg har ofte endt med at sidde efter et arrangement og tænke over hvad de andre mon synes om mig. Det er selv mine tætte veninder. Jeg har enormt meget brug for at blive bekræfter, men det ka andre ligesom ikke rigtig gøre konstant. Jeg mistede mig selv da min far døde for 1 år siden, vi mindede meget om hinanden. Jeg ka derfor føle mig endnu mere forkert nu. Jeg er også meget direkte og ved jeg af og til virker emsy eller irriteret, men det skyldes nok jeg i bund og grund ikke ka mærke folk. De er så ligetil og det provokerer mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Hvor er jeg ked af at høre, at du har mistet din far. Det giver god mening for mig, at du kan føle dig forkert og alene, men du er det i hvertfald ikke. Det er sten sikkert!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Årh, hvor jeg genkender følelsen, Alexandra! Og jeg kan fortælle dig én ting: Hvis du bliver ved med at arbejde med dig selv og kæmpe, så er græsset edderbroderme grønt på den anden side.

    I 2013 blev jeg ramt af angst og jeg anede ikke hvorfor. Jeg skulle til at starte studie og jeg var glad. Eller var jeg? Nu her, fem år senere, og tre psykologer senere (.. plus dem jeg har haft første samtale ved! 😅), så ved jeg at angsten kom fordi jeg følte mig mindre værd og jeg følte mig forkert. Jeg havde lært at coope, ved at efterligne og følge efter og i mange år virkede det og jeg var glad. Men da jeg pludselig skulle uddanne mig og fokusere på MIN karriere og MIG som person, så knækkede filmen – for hvem var jeg?

    Nå, men tilbage til det positive… I dag kan jeg endelig sige til eller fra, uden at føle at “jeg burde” og “jeg kunne”, og ja, det har været en omvæltning for familie og venner, men det er kun et par veninder der er røget i svinget og jeg er lykkelig. Men jeg kender den følelse af angst, ensomhed og forkerthed – Men snart lærer du at du er helt rigtig og mærker det helt ind i knoglerne ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Jeg vil blive ved med at kæmpe! Hvor er jeg glad på dine vegne over, at du er nået så langt. Det giver mig håb at høre. Tak!
      <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Masja

    Det her er nok det indlæg du har skrevet der ramte mig alle mest. Fordi præcis som du beskriver det er sådan jeg har det. Og faktisk fordi vi 2 har samme dianogser, har jeg tit tænkt hvorfor kan du alt det der og virke så frisk og virker som om det helt bare er herligt, når jeg bliver så drænet af det. Jeg e ros ekstremt sociale, men bliver os træt, mest af alt fordi jeg os skal lade som om, jeg skal være den sjove det jo hende folk kender, og så samtidig komme rens mindreværdskomplekser og skal mind een om man nok ikke er helt sjov nok eller god nok eller pæn nok, eller hjælpesom nok, men i vejen. Hvor er jeg glad for du har en veninde der altid sætter dig først, sådan en mand har jeg, ville helst ikke lave noget uden ham 😀 fordi han er som din Moa, hvor er vi heldige vi har sådan nogen mennesker omkring os. Nå men fedt indlæg smukke du, det her gav en lidt, det ok du os har det sådan, fordi andre har det os. Så man ikke er alene med den. Og tit har jeg os tænkt hcroofr blober den der værre med alderen, med man ikke orker det man har gjort??? Jeg tænker det hele burde bliver nemmere når man nu er i terapi? Men ja måske fordi man bare altod har været sådan men bare lyttere mere på sig selv, og for efter man har fået børn, ikke kan gå i dvale på sofaen som før. Nå men her er et fra mig, du er i hvertfald ikke alene men ensomhed og angst,

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Jeg tænker ofte, at folk fejlbedømmer mig. Fordi selvom alting indvendigt sejler, har jeg jo lært at lade som om. Og jeg er god til det. Jeg er ligesom dig også helt smadret efter sociale arrangementer. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Jeg elsker at du på den måde kan sætte ord på de følelser jeg har, når jeg ikke selv kan. Tak for dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Jeg har også hele mit liv skulle lade som om at alt var fryd og gammen selvom realiteterne var helt anderledes. Altid var der en facade. Udadtil klarede jeg alt til ug, skole, fritid, hjemme, en eksemplarisk datter, elev, medarbejder, veninde osv, der så alle andres behov og gjorde alt for at gøre mig uundværlig. Under facaden var der en lille pige det bare skreg på hjælp, omsorg, kærlighed og accept. En facader der stadig sidder vildt fast og som jeg bruger dagligt

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Kender det alt for godt. Der er jo flere måder at have socialt angst. Jeg kan sagtens være sammen med flere tusinde fremmede mennesker, uden det mindste problem, men sammenkomster eller fester hvor jeg kender folk eller skal konversere og interagere med folk tricker min angst helt vildt. Jeg bruger ubeskriveligt af kræfter på det og er helt drænet bagefter, en stor del af det er at jeg skal holde facaden og lade som om at jeg har totalt styr på pisset. Bruger ofte flere dage før og efter i min seng eller i hvert fald hjemme før at restituere. I perioder kan jeg ikke overskue andet end mit job, da jeg også her interagerer med mange og bruger mig selv meget. Arbejder i en børnehave. Jeg tror det vigtigste er, at finde lige netop de metoder oh rytmer der virker Aller mest lige netop for en selv. Jeg har heldigvis en kone der står bag mig 100 % og bliver bedre og bedre til at forstå og agere på mine signaler, hvilket virkelig gør en forskel for mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Og der har jeg det præcis ligesom dig. Jeg var til guldtuben med flere tusinde mennesker i en hal. Og selv der var mange indtryk og det var lidt hårdt var det langt fra lige så slemt, som hvis jeg skulle sidde og være på over for få mennesker, hvor deres mening om mig havde en stor betydning for mig. Så jeg kender det <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den onde eks-kone