FRA SPÆNDETRØJE TIL LEG

En hane uden hoved

Jeg har fløjet rundt som en hane uden hoved hjemme i min lejlighed i dag for at nå det jeg skulle, før lillemand og jeg skulle med flyveren fra kbh til Aalborg. På trods af kun 4 timers urolig søvn i nat lykkedes det mig at skrive på mit speciale i knap 7 timer, vaske op, vande blomster, rydde op, pakke til 10 dage til både mutter og sønnike, tømme køleskab, dreje 5 vaser, gå ud med skrald, tage et bad OG danse adrenalinen ud af min krop undervejs. Da jeg så skulle mod lufthavnen i eftermiddags var mit angstniveau pænt højt, og jeg måtte hoppe i en taxa derud. Både fordi jeg ikke kunne overskue bus og metro med 10.000 mennesker omkring mig, men også fordi jeg havde skide travlt! 

I luftenhavnen stod Farmand klar til at overlevere en forholdsvis glad Elliot, der skulle med mig hjem til min dejlige mor her i Julen. Der gik dog ikke mere end et kvarter i den lidt for lange kø til bagageaflevering før min angst steg mig til hovedet. Kvalmen sad langt oppe i halsen, mine ben rystede og mit syn blev sløret. Sådan havde jeg det allerede i taxaen, men nu kunne jeg mærke, hvordan panikken spredte sig. 

Elliots far fortalte mig flere gange, at jeg var sej, og at jeg nok skulle klare det. At flyveturen allerede snart var overstået igen. At jeg er færdig med mit speciale lige om lidt. Han sagde alle de rigtige ting, for han kender mig jo trods alt, men jeg kunne bare mærke, at jeg var nødt til at græde. 

Så da klapvognen var checket ind og Elliot skulle sige farvel til Farmand, så jeg lige mit snit til at give tårerne frit løb. Jeg ved ikke hvor bekvem pilotmanden var med sin ekskæreste, der pludselig skulle trøstes i offentlig skue, men jeg var faktisk skide ligeglad. Tårerne ville ud, så det skulle de jo 😅🤷🏻‍♀️ 

Efter 5 minutter, et kram og en tur på toilettet var jeg klar til at vinke farvel til farmand og tage Elliot og vores grej under armen for at gå op i security. 

Lige nu sidder jeg i flyveren, der viste sig at være næsten 2 timer forsinket. Jeg er heeeeelt rolig. Kan ikke mærke snerten af angsten. Jeg er bare træt. Træt helt ind i knoglerne. 

I morgen bliver lillemanden sat af hjemme ved Onkel Niklas. Min 24-årige lillebror. Og måske skal de hygge sammen med Onkel Mathias også. Min anden 24-årige lillebror. Mens de drenge-hygger tager jeg på biblioteket, og så skal det speciale satme-edderrøvme have én på sinkadusen, så det er klar til at blive sendt til korrekturlæsning hos verdens sødeste følger, der har tilbudt sin hjælp ❤️ 

I sådan nogle situationer her er jeg jer evigt taknemmelige. Jeg har modtaget hundredvis af beskeder, hvor i hepper på mig og fortæller mig, hvor sej jeg er. Ligesom jeg har modtaget virkelig mange beskeder, der fortæller mig, at jeg inspirerer jer til at kæmpe lige som jeg gør. I går var i med til, at jeg blev ved. At jeg sad 18 timer i streg til langt ud på natten og skrev. Lige som jeg var ved at kaste håndklædet i ringen modtog jeg endnu en besked: “Du er så skide sej, Alexandra. Kom så! Jeg tror på dig. Jeg VED du kan!” ..Og sådan fortsætter beskederne med at tikke ind i min indbakke. Den  vildeste motivation. Så tak for jer. Af hjertet TAK. ❤️

Nu lander vi snart og jeg vil putte min søn og gå i seng sammen med ham, så jeg kan få noget søvn inden det igen går løs. 

 

God weekend! Møs!  

2 kommentarer

  • Godt at dit søde netværk bor der, og var klar til at gribe dig – go’ jul her i det halvvåde Aalborg 😀

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    Vi er skide stolte af dig!!! Vi deler din succeser ❤️ Verdens sejeste mor, verdens bedste Instagram profil!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

FRA SPÆNDETRØJE TIL LEG