"Alexandra, hvorfor har du aldrig fortalt, at du har været vidne til et drab, og at du er blevet holdt og tæsket af dine gamle veninder?" Det spørgsmål har jeg fået af op til flere gange grundet mit indlæg i går. Jeg forstår jeres undren, og jeg føler et behov for at give jer et svar.

Jeg deler LANGT FRA alt i mit liv. Jeg deler små brudstykker af mit liv. Dét der for mig giver mening. Nogle gange er det sådan, at tilsyneladende store ting fylder meget lidt for mig, og tilsyneladende små ting fylder rigtig meget for mig. Alting sætter sig forskelligt i os.

Vi kan ikke sige, at en der er blevet voldtaget har lidt større skade end en, der fik en lussing af sin mor. Det er måske at tage det til ekstremerne, men jeg synes, at det er vigtigt at huske på, at vi er forskellige, og at alting trigger forskellige ting i vores system. Mit største svigt er ikke de seksuelle overgreb, jeg måtte leve med i 8 år af min barndom. Der er andre svigt i mit liv, der fylder LANGT mere. Og der er andre ting i mit liv, der har haft langt større konsekvenser for mig.

Jeg hører ofte folk sige: "Jeg har SLET ikke været gennem det samme som dig, så det her kan jo overhovedet ikke måle sig med dit, men jeg har det bare svært med..."

Bullshit. Selvfølgelig kan dit lort måle sig med mit lort. Vi lever kun i vores egen virkelighed, og der vil altid være nogen, der lever i en mere barsk virkelighed end vores egen. Og når alt kommer til alt handler det om, hvilken historie vi fortæller os selv. Så hvis Lotte på den anden side af gaden, der egentlig har levet et forholdsvist ubekymret liv, pludselig bliver gramset på af alkoholikeren på hjørnet, så kan netop denne oplevelse snildt sætte sig dybere i hende end mine 8 år med incest måske sidder i mig. For jeg har tilgivet, og jeg har fundet ud af hvilken historie, jeg skal fortælle mig selv. Det er ikke sikkert, Lotte er det samme sted.

At jeg er blevet tæsket i mine unge dage, betyder for mig næsten ingenting. Jeg var hjernedødt stiv, og så vidt jeg husker, havde hende pigen, der stod bag angrebet bedt mig om at blive væk fra ungdomsfesten, fordi jeg havde hapset hendes x-kæreste. Det skulle hun selvfølgelig ikke bestemme eftersom det var et offentligt halbal, så jeg skrev til hende, at hun var en stor fed kælling, og at jeg kom alligevel. Hun skrev tilbage noget aller: "Det må vi se om du tør sige til mig op i mit åbne ansigt på Lørdag". Da vi så pludselig stod face to face den weekenden fik jeg sagt: "Og ja, jeg tør godt sige til dit åbne ansigt, at du er en stor fed kælling". LUSH.. Så var der gilrfight. Desværre havde jeg bare ikke to veninder til at hjælpe til, som hun havde. Så nu fik i sgu historien alligevel. Jeg var 15 år gammel og frygtløs. Så vidt jeg husker, var jeg endda så dum, at jeg fik mega optur på over at hun begyndte at bløde fra hovedet, for så måtte jeg da have ramt et eller andet rigtigt. Idiot.. Haha. Livet er hvad man gør det til. Jeg har aldrig været i slåskamp hverken før eller siden(kun med mine brødre), og jeg hader optøjer.

Drabet var et knivstikkeri, der fandt sted lige foran øjnene på mig, da jeg en halv time senere samme aften stod og græd udenfor og ventede på, at min mor kom og hentede mig.

Anyhow. I kan ikke måle jer med andre. Vi har alle sammen haft nogle forskellige betingelser i livet, og vi er allesammen gjort af forskelligt stof. Det er sgu vigtigt at huske på. <3

Ps. Min instagram boomer. Hvor er i vilde! Tak for støtten. Er så taknemlig og stolt.

Pps. Som sagt absolut ingen korrekturlæsning så længe jeg sidder med det her speciale. Lev med det 😘