Gør jeg for meget?

Skriv dit speciale på rekordtid!

Ja, jeg har endnu ikke skrevet mit, så jeg kan sgu ikke love jer for, at det overhovedet kan lade sig gøre, men jeg giver det et skud. Min specialeskrivning startede officielt d. 30. Juni 2018, og her snart 4 måneder senere, er mit worddokument nærmest stadig tomt. Jeg har skrevet et par siders lort, om noget jeg gerne vil undersøge. That’s it. “Nårh, jamen Alexandra, så har du sikkert brugt den første tid på at finde empiri, forske og undersøge, ik’!?” .. Øh, nej. Jeg har TÆNKT meget på at gøre det, og jeg har da også købt et par bøger, men jeg ved sgu ikke helt, om der står noget brugbart i dem. Den mest brugbare bog jeg formentligt har købt mig, er følgende:

 

Den påstår, at specialet i højere grad er en mental udholdenhedstest end det er en akademisk udfordring. Og dét tror jeg sgu på! Bogen hævder endvidere at være perfekt for os, der bruger mere tid på at tænke over specialet end på faktisk at skrive det. MOI! Mere ved jeg ikke om indholdet af ovenstående bog, da jeg ironisk nok har svært ved at koncentrere mig om at læse. Haha.

Men allerede ud fra bogens bagside samt de første par linjer i indledningen bliver jeg bekræftet i, at jeg kan gøre det her. Også på 6 uger, hvis det er dét, der skal til. Dét her kommer til at ske. Jeg har altid været hende den vanvittige, der får ting til at ske på rekordtid. Det er jeg stadig.

Jeg arbejder bedst under pres, men har alligevel fra start af besluttet mig for, at jeg blev nødt til at komme igang i god tid, for ikke at gå psykisk ned. Det er sket et par gange før, fordi jeg ikke kan holde til presset. Jeg har brugt alle mine tanker og ALT min energi på, at komme igang med specialet i god tid. For min egen skyld. Så jeg ikke skulle sidde nu få måneder før afleveringsfrist ramt af den vildeste følelse af opgivenhed og håbløshed. Det føles så uoverskueligt. 90 sider. Is it possible!? Selvfølgelig er det dét, Alexandra.

For “normale” mennesker kan det være meget svært at forstå, hvorfor jeg ikke bare er gået i gang noget før. Det kan tolkes som dovenskab, dumhed eller lignende. Men tro mig.. Jeg har siddet foran min computer mange gange fuldstændig tom og fastfrossen. Jeg har åbnet en bog og læst den samme linje 17 gange for til sidst at smække den i, fordi det ikke når ind i bøtten på mig. Jeg KAN ikke komme i gang før det gælder nærmest liv eller død. Nu er jeg ved at være ret presset og min krop går ind i en form for overlevelsestilstand. Så kan den alt. Ikke at det er optimalt. Det er hårdt mentalt. Men jeg har gjort det før, og jeg kan gøre det igen.

Speciale er BARE en stor opgave. Dét prøver jeg at fortælle mig selv. Og mit mål er ikke at få 12. Altså jeg vil gerne have 12, men med den mængde tid jeg kommer til at lægge i opgaven er det måske også for meget at forvente. Alt over 2 er spildt arbejde. Er det ikke dét, man siger? I øvrigt har jeg aldrig prøvet at få et 2-tal før, så én gang skal jo være den første?

6 uger lyder måske endda af ret meget. I gymnasietiden kunne man jo skrive en hel rapport på 120 sider på en weekend og stadig få 12. Det kunne jeg i hvertfald. Jeg fik sågar 12 i mundtlig fysik på A-niveau ved blot at læse i døgndrift 4 dage op til eksamen. Havde ikke lavet en skid i timerne. But THIS is different. Jeg er enlig mor, har kun én søster i familien her i KBH som selv har en meget fuld kalender, og jeg er ikke længere gearet til at sidde oppe om aftenen/natten. Jeg er simpelthen for sensitiv. Jeg SKAL have min søvn, hvis det er meningen, jeg skal kunne lave noget konstruktivt resten af ugen. Desuden kan jeg heller ikke sidde fra 8 morgen til 17 eftermiddag, mens Elliot er i børnehave. Jeg skal havde min motion, så jeg kan få min adrenalin ud af kroppen og undgå flest mulige angstanfald og nedture i en formentlig stresset tid. Jeg skal også have en dag fri en gang i mellem for at lade op, og i wekkenden har man jo barnet hjemme. Sååå.. Det svarer nok til et par uger non stop. Haha. Ingen problem.

Nå, men jeg kender da i det mindste mig selv, og jeg ved, hvad jeg har brug for. Jeg har hørt fra mange af mine medstuderende, at specialet ødelægger en psykisk. De sover ikke, kiloene rasler af dem, de har tankemylder, de græder sig selv i søvn, siger studiejobbet op. De fleste udsætter, fordi de simpelthen ikke når den(den mulighed har jeg ikke grundet økonomiske udfordringer). Det er åbenbart TOUGH SHIT. …Hvis man beslutter sig for, at det skal være det. Jeg vil virkelig prøve at skrue ned for mine forventninger. Jeg behøver ikke at opfinde den dybe tallerken. Jeg skal bare skrive en stor opgave og aflevere den inden Jul. Og hvis du vil se, hvordan dét går, er du velkommen til at følge med henne på min Instagram profil. Bare klik Her <3

Ps. Forvent 100 stavefejl i de efterfølgende to måneders blogindlæg. Skal rette 90 siders speciale, så har ikke tænkt mig at læse korrektur her også 😉

5 kommentarer

  • Christine

    Hvor jeg kender den ‘fremgangsmåde’ at arbejde på! Jeg er på nøjagtig samme måde, og klarede at skrive 90 sider på 3 uger og også med et barn. Fik 4 og det er selvfølgelig øv til en så vigtig opgave, men til sidst følte jeg at det bare handlede om at overleve opgaven. Det er helt sikkert hårdere mentalt end rent faktisk at skrive den. Og du virker helt sikkert som en power woman, så selvfølgelig kan du også hvis du vil og sætte barren derefter. Og når du selvfølgelig klarer det vil jeg glædes på dine vegne! Det lyder som om du har det som mig – det lykkes altid i sidste ende og man klarer det fordi man skal 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maiken

    Tag det fra en der har fulgt dig LÆNGE og også skrev sit speciale på 7 uger (OG fik 12!): you can do it! 😘Jeg tror på dig. 🤞🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Man høre meget, så meget at jeg nær aldrig havde taget den kandidat pga af speciale spøgelset. Men det var overhovedet ikke slemt og ja jeg gjorde det også på ret kort tid. 12 uger hvor jeg arbejdede fra ca 9-14 mandag til fredag.
    Det behøver ikke tage meget tid, eller være specielt hårdt. Kage og god kaffe hjælper helt klart også på processen. You can do it.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Måske slutlån kunne være en mulighed en måned.
    Men jeg tror faktisk på at du, lige præcis dig, kan klare den💪🏻💗

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Min kæreste skrev også speciale på ret kort tid, og hun syntes, det var liiiidt overdrevet, når folk talte om, hvor hårdt det var 😀 Selvfølgelig var det presset, men det er også “bare” en stor opgave – sagde hun 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Gør jeg for meget?