DANMARKS FEDESTE RASMUS KLUMP-AKTIVITET I EFTERÅRSFERIEN

Gør jeg for meget?

Æde din lort og slikke dine hæmorider rene, siger du? Selvfølgelig vil jeg gøre det for dig. Alt for dig, min ven!

Det er sgu lige før jeg kunne finde på det, hvis det VIRKELIG betød noget for vedkommende, der havde bedt mig om det. Og hvis vedkommende virkelig var én, jeg holdte af. Det jeg vil frem til i det her indlæg er, at det på det seneste er gået op for mig, at jeg er villig til at gøre EKSTREMT meget, for dem jeg har tæt på mig. Meget af min tid bruger jeg på at tænker over, hvordan jeg kan gøre mine nærmestes liv lettere. Hvordan jeg kan gøre dem glade.

Der er ikke én af min gode venner eller folk i min familie for den sags skyld, du ville kunne få til at fortælle dig, at jeg nogensinde har sagt nej til at hjælpe uden en VIRKELIG god grund. Det er som om, det ikke eksisterer i mit hovede. Om jeg så selv er ved at gå psykisk ned, så skubber jeg det til side, for at hjælpe dem, jeg har kært. Dét er faktisk lidt af et problem. Af to årsager.

Den ene er, at jeg glemmer at passe på mig selv. Logik for burhøns.

Det andet er, at jeg nogle gange kommer til at forvente det samme den anden vej rundt, og så kan jeg blive så fandens skuffet og såret, når det ligesom bare ikke sker. Jeg kan huske, at min søster engang sagde meget kærligt til mig:

“Ali, du gør det dæleme heller ikke nemt for os andre. Vi kan umuligt leve op til dig, og alt det du gør.”

Og lige dér gik det op for mig, at dét var en rigtig vigtig ting at huske på. I må ikke misforstå mig her. Jeg gør ikke ting for andre FOR at få noget igen. Jeg har altid lært, at man skal være noget for andre, fordi man har lyst til det. Ikke fordi man føler sig forpligtet, forventer noget gengældt eller forventer mega meget taknemlighed. Jeg synes selv, det er så mega belastende, når folk hjælper mig, og jeg så nærmest skal slikke deres røvhul i 17 uger efter, fordi jeg nu skylder dem et eller andet. Fandme nej.

Men når det pludselig er mig, der har brug for, at nogle af mine nærmeste er der for mig, og de bare ikke er det, så rammes jeg bare af sådan et ubehag. Jeg føler mig meget lidt betydningsfuld. Ja, nærmest lidt forkert. Hvorfor har han eller hun ikke lyst til at være der for mig? Jeg kan slet ikke sætte mig ind i, at der kan være alle mulige grunde til, at jeg ikke bliver prioriteret. Og det er jo løgn. For selvfølgelig er der noget, der kan komme i vejen. Men hvis jeg har nogen kært, og jeg kan mærke, de er lidt presset eller lignende, så er jeg den første til at spørge, om der er noget jeg kan gøre. De behøver ikke engang række ud efter mig. Jeg ER der. Og mine egne behov tilsidesætter jeg helt automatisk, hvorfor jeg selvfølgelig finder det virkelig fjernt, når det ikke sker den anden vej rundt. I got a problem, you know. Haha

Det mest fjollede er, at jeg har en familie og nogle venner, der gør virkelig meget for mig. Min bedste veninde Moa vil gøre alt for mig. Mere end mange i min egen familie, tror jeg. Eller okay, min mor er vanvittig på det punkt. Hun vil gå gennem ild og vand for sine 5 unger. Men altså Moa.. Jeg vil også gøre alt for hende. Og SÅDAN nogle relationer samler jeg på. Jeg har også en dejlig kammerat, der hjalp mig med at flytte, sætte ting op i min lejlighed osv., og han tilbyder bare sin hjælp. Han ER der bare. Og jeg ELSKER det.

Så mit store dilemma er så nu. Hvordan fanden passer man bedre på sig selv, når man ikke har lyst til at give mindre? Jeg VIL være der for mine nærmeste. Og hvordan kommer man udenom at blive så ked af det, når det ikke sker den anden vej rundt? Jeg synes faktisk, det er ret interessant.

Jeg tænker selv, at dén der trofaste og ikke-egoistiske type, som jeg har en tendens til at samle på, måske er sådan af en grund. Det er næsten altid folk, der selv har prøvet at ramme bunden. Folk der har mødt mange udfordringer i deres liv. Folk der er gode til at reflekterer over sine egne og andre menneskers følelser. Empatiske folk. Måske endda folk, der er vokset op i et hjem, hvor man har været godt til at snakke om ting? Et hjem med meget nærvær? Hvad tænker i?

Nå, bare lidt tankemylder herfra. Elliot er syg og dét her var lige, hvad jeg havde brug for at få ud, mens han drejer vaser omme bag gardinet 😉

God dag til alle jer dejlige mennesker!

Ps. Jeg er fandme snart oppe på 19.000 dejlige (mest) damer i et kæmpe dejligt fællesskab på min instagram profil. Og selvom jeg fik en ordentlig stor hate-besked igår(se mit feed), så er det mest af alt bare en masse dejlige damer (og lidt mænd), der løfter hinanden. Kom lige ind og join. Bare klik HER <3

1 kommentar

  • I dag (!) talte jeg om det samme med min gode kollega.
    Hvorfor fuck er det altid sådan?! Jeg er den der ALTID arrangerer; halloweenfest for Alvin ig vennerne, overnatning med børn, jo jo jeg tager da turen til Kbh IGEN for det er jo mig der er flyttet væk fra byen. Everytime.

    Jeg savner at mine veninder (det er især dem?) yder noget og viser at det også gælder den anden vej…

    Jeg tror dog ikke jeg tør at skrive et blogindlæg om det – jeg nøjes med at læse dit, hahaha😂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

DANMARKS FEDESTE RASMUS KLUMP-AKTIVITET I EFTERÅRSFERIEN