FAMILIE FERIE I DANMARK

Min hjerne brander..

“Jeg ligger vågen med angst”, skriver jeg til min veninde kl 4 om natten i et håb om, at hun måske også er vågen og kan tale mig til ro.

Mit hjerte hamrer hastigt, en følelse af uvirkelighed har ramt mig, det sitrer i min krop, min hjerne brander på en underlig måde, og kvalmen sidder langt oppe i halsen på mig. Jeg er på nippet til at havne i et fuldbyrdet panikanfald, men formår endnu en gang at komme gennem de forfærdelige symptomer liggende i sengen. Jeg tør ikke rejse mig og forlade sengen for at ringe til min mor eller vække min veninde i rummet ved siden af, da sønnike sover uroligt i min armhule. Et panikanfald foran en vågen tre-årig står IKKE øverst på ønskelisten!

Jeg får famlet mig frem til mine høretelefoner i fodenden af sengen, og tvinger mine rystende hænder til at finde youtube frem på telefonen. “This Will make you cry”, skriver jeg i søgefeltet. Det virker måske en smule latterligt at bruge kræfter på dette midt i optakten til et panikanfald, men jeg VED, at jeg har brug for at græde. Klumpen i halsen er stor, og jeg har i den sidste uges tid kunne mærke, at jeg snart bliver nødt til at få hul igennem til vandfaldet på den ene eller anden måde. Og nu skulle det altså være.

Jeg prøver at fokusere på videoerne og bliver da også hurtigt så påvirket, at der triller et par tårer. Men jeg kan mærke, at jeg ikke får sådan rigtig fat i sorgen og smerten, eller hvad fanden det egentlig er, der gerne vil ud..

Jeg skal kaste op og overvejer KRAFTIGT at flygte ud på det lille hus. Jeg forsøger at lindre kvalmen i stedet, for hvis først jeg går ud på toilettet, så skal jeg kaste op, fordi jeg fortæller min krop, at jeg skal. Jeg har altid en eller to bananer liggende ved sengen. Dem bruger jeg netop til at dæmpe kvalme med om natten, hvis den opstår. Kvalme trigger min angst, og derfor forsøger jeg selvfølgelig at gøre hvad jeg kan, for ikke at få kvalme, selvom det er svært, da angsten i sig selv giver kvalme.

Anyhow. Jeg bliver liggende og tvinger en halv banan i mig. Jeg laver vejrtrækningsøvelser og taler højt til mig selv inde i mit hovede: “Det er okay, at du har kvalme. Det må du gerne have. Det er okay, at du har angst. Den må gerne være der. Lad den strømme gennem din krop. Du har hilst på angsten 4.000 gange før, og du kan gøre det igen. Du er ekspert i at kommunikere med din angst. Du er så fucking god. Det får en ende. Kroppen vil altid vende tilbage til sit normale stadie af ro igen. ALTID. Du må gerne have det ubehageligt.”

Angsten kommer i bølger sammen med de ubehagelige skud af adrenalin og voldsom kvalme on and off, og jeg formår i 80 procent af tiden at holde fast i en positiv og givende indre dialog, hvor jeg skiftevis taler til mig selv og angsten:”Okay, så kom Angst. Giv mig ALT hvad du har. Vælt ind over mig og overrask mig. Jeg er klar. Bring it on Bitch.” Udefra set opfattes jeg på nuværende tidspunkt muligvis som mindre skør, men i virkeligheden har jeg fat i den lange ende 😉 Angsten kommer ikke for fulde gardiner, hvis ikke du frygter den.

Til sidst lykkedes det mig endelig at falde i søvn igen. Jeg nåede aldrig til det forfærdelige fuldbyrdede panikanfald med opkast, rendskid og hyperventilation. Det sker efterhånden yderst sjældent for mig. Men angsten har luret lige rundt om hjørnet i det sidste stykke tid, og det er hårdt for kroppen konstant at være på vagt. Den bliver træt.

Hvis du ikke er ekstremt tæt med mig og kender mine signaler, havde du aldrig gættet, at jeg rendte rundt med den slags kampe. Det er ikke til at spotte i hverdagen. Jeg kan opleve den her slags angst i en arbejdssituation og stadig følge med i en samtale. Jeg har oplevet den her slags angst på dates, og stadig været på og smilende. I værste tilfælde bliver jeg nødt til at gå ud og “tisse”, for efterfølgende at vende tilbage med ny energi igen. På den måde er min angst til at leve med. Ja, det siger jeg nu, men når den rammer for fuld styrke, kan jeg ikke holde ud at være i mig selv, og jeg bliver dybt ulykkelig.

Angst er ikke bare en ting, man døjer lidt med. Sådan kan det føles for andre, hvis man er pårørende til en, der ligesom jeg, er blevet god til at deale med angsten selv. Min angst påvirker på nuværende tidspunkt sjældent andre i min hverdag, og en evt kæreste ville ikke mærke synderligt til selve angsten, da den for mit vedkommende ofte er usynlig og ikke hindrer mig i at gøre ting i dagligdagen(offentlig transport osv). Men angsten er her for at fortælle os, at der er en ubalance, og derfor skal man tage den rivende, ravende alvorligt!

Det gør jeg nu. Jeg tager ansvar for mit eget liv. Jeg har brugt tid på ulidelige emner hos min psykolog, som jeg før helst bare ikke ville tale om. Emner der får alt til at vende sig inden i mig. Ting som SKULLE frem i lyset før eller siden, men som har været for grimt at tale om. I en alder af midt tyverne har jeg endelig for alvor fattet, at der kun er én, der kan give mig det liv, jeg gerne vil have. Det er mig!

Og som min psykolog siger: “Du kan ikke svinge udenom, hoppe over eller snige dig under det. Du kan ikke glemme det, komme videre eller bare slippe det. Der er én vej frem; og det er GENNEM det.”

..Nu vil jeg forsøge at få lidt mad i mig. Jeg har stadig kvalme og en smule uro i kroppen efter i nat. Elliot sover slet ikke lur mere, men i dag har det lykkedes mig at putte ham, så jeg kunne få en stund for mig selv. Efter det her skriv føler jeg mig egentlig okay klar til at være på igen. Det kan jeg godt. Jeg har gjort det mange gange før, og jeg er faktisk skide sej, hvis ikke i vidste det!

God weekend dejlige mennesker!

   

2 kommentarer

  • Tine B.

    Ingen, som ikke selv har prøvet det, kan forestille sig hvad det vil sige at leve med angst. Tak fordi du deler og sætter ord på de oplevelser, mange af os lever med i det skjulte.
    Jeg har to børn hjemme på fuld tid, min yngste på snart 5 har aldrig kendt mig uden angst, men hun aner intet om det. Jeg er blevet en ren ekspert i at synge godnatsang under spirende angstanfald…
    Min mand gennem 9 år kan ind imellem spotte mine “tegn”, men har intet begreb om det indre kaos jeg ind imellem lever med.
    Du er fucking sej, du gør en forskel og Elliot er en heldig dreng <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    Hold op hvor kan du skrive på en måde så noget som kan være så svært at forstå, bliver lettere at relatere sig til og “forstå” 🙏
    Og så må du simpelthen have en indre styrke et sted fra – selvom du virker sårbar får jeg også indtryk af en enorm styrke 💪🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

FAMILIE FERIE I DANMARK