Bag i køen fister!

En ung og tydeligvist fortvivlet mor sidder og  vugger sin 7 uger gamle baby i det 30 grader varme venteværelse hos lægen, der boomer af folk, der alle er kommet på en liste for akut opstået sygdom. Jeg sidder her selv med en infektion i læben, og har på forhånd påregnet en ventetid på et par timer mindst, da jeg ved at mit tilfælde ikke er dét, der står højst på listen over de akutte opstået sygdomme. Den unge mor bliver endelig kaldt ind med sin lille baby, men fandme...

Måske er det her, det sidste i hører fra mig..

Jeg sidder i en bus, der skal bære min trætte røv i de næste 4 timer mod Sverige. Den unge jeg for tre år siden pressede ud af mit alt for lille fødehul sidder ved siden af og gumler glutenfri, økologiske og veganske hjemmelavede bananpandekager lavet på kun organisk luft.. Speltkusse? Det tror jeg nok lige, at jeg er. Ej, No shit. Jeg stod og lavede bananpandekager til turen i går aftes. Mest fordi jeg ikke gad komme hjem til rådne æg og bananer om en uge.  Jeg har min...

Det havde været lettere at være faren..

Man kan blive helt sindssyg i hovedet af at være mor. Nogle gange føler jeg, at HVER en portion overskud er brugt. At jeg ikke har ét gram mere tilbage. Lidt ligesom når man er SÅ træt, at man næsten ikke kan tale. Kender i ikke det? Det der stadie, hvor man både griner og græder og bare INTET magter. Langt over den fase, man vil kategorisere som overtræt. Man er opgivende og føler sig magtesløs. Nogle gange tænker jeg, at det havde været lettere at være faren i sådan...

De skal rummes!

For nyligt modtog jeg nogle nedladende og – efter min mening – meget umodne kommentarer til et opslag, der faktisk var ret sårbart, hvilket jeg bestemt heller ikke lagde skjul på. Nogle mennesker synes, at det er okay at grine af, latterliggøre eller nedgøre andre folk, fordi det foregår på en skærm. Dén slags folk skal rummes. Deres kommentarer har absolut intet med mig at gøre, men ALT med dem selv at gøre. Det har taget mig lang tid virkelig at forstå det, og jeg kan heller ikke sige mig...

Min hjerne brander..

“Jeg ligger vågen med angst”, skriver jeg til min veninde kl 4 om natten i et håb om, at hun måske også er vågen og kan tale mig til ro. Mit hjerte hamrer hastigt, en følelse af uvirkelighed har ramt mig, det sitrer i min krop, min hjerne brander på en underlig måde, og kvalmen sidder langt oppe i halsen på mig. Jeg er på nippet til at havne i et fuldbyrdet panikanfald, men formår endnu en gang at komme gennem de forfærdelige symptomer liggende i sengen. Jeg tør ikke...