En ung og tydeligvist fortvivlet mor sidder og vugger sin 7 uger gamle baby i det 30 grader varme venteværelse hos lægen, der boomer af folk, der alle er kommet på en liste for akut opstået sygdom. Jeg sidder her selv med en infektion i læben, og har på forhånd påregnet en ventetid på et par timer mindst, da jeg ved at mit tilfælde ikke er dét, der står højst på listen over de akutte opstået sygdomme.

Den unge mor bliver endelig kaldt ind med sin lille baby, men fandme så om 2 unge individer ikke BEGGE påtaler, at det burde være deres tur først, da de har siddet og ventet i både 2 og 3 timer. “Jeg kom altså før hende der. Jeg har siddet her i snart 3 timer”, siger en kvinde på knap 30, gætter jeg på. Den fortvivlede mor som i øvrigt ikke taler dansk, sætter sig pænt på sin plads igen, selvom lægen flere gange fortæller den klagende frøken, at de bliver kaldt ind i den rækkefølge, der står på hans skærm. Frøkenen insisterer og ender med at komme ind FØR moren med den 7 uger gamle baby. Et minut senere siger den unge gut, der tilsyneladende har ventet i 3 timer, at: “Så må det forhåbentlig være min tur bagefter”... Jeg prøver at forklare ham på engelsk(så den ukrainske mor også kan følge med), at nogle gange kommer nyfødte babyer og børn foran i køen, og at man derfor ikke helt kan regne ud fra, hvor lang tid man har siddet i lokalet. Alligevel takker han ja til at gå ind FØRST, da moren igen bliver råbt op 20 minutter senere. Den unge mor er høflig, og det er tydeligt at se, at hun ikke vil være til besvær. Derfor tilbyder hun gutten at hoppe ind før hende og Baby, og han takker ‘ja’ uden at tøve.. What?!

“Are you okay?”, spørger jeg den ukrainske mor, der sidder og tørrer et par tårer væk under øjnene. “Yes, i am just lucky that my baby sleeps at Night at the moment. This is the 6th time i am here, since she was born. I don’t know what to do anymore”, svarer hun med stor ydmyghed i sin stemme.

Jeg taler med hende i noget tid, og jeg bliver meget rørt over hendes situation, men jeg havde slet ikke behøvet at få den information for at vide, at små babyer skal foran i køen. Det siger jo lidt sig selv. Så er jeg sådan set skide ligeglad med, hvad de andre fejler. Hvis det ikke er slemt nok til, at de har ringet 112, så skal baby først. Det lyder måske lidt groft og uempatisk, men alle mødre og fædre, der har prøvet at sidde i kø med en lille nyfødt hos lægen ved, hvor forfærdeligt det er. Ikke kun for forældrene, men også for de små babyer, der ikke har en chance for at give udtryk for, hvor slemt det står til. Vi andre voksne mennesker i køen ved godt, at vi ikke er ved at sætte skoen. Så havde vi ringet efter en ambulance. Men det kan små børn sjovt nok ikke fortælle os noget om.,

Jeg er klar over, at de to insisterende unge mennesker hos lægen med stor sandsynlighed ikke selv har børn. Jeg er et godtroende mennesker, der tror på det bedste i folk, så derfor fortæller jeg også hurtigt mig selv en historie om, at vedkommende nok bare ikke har tænkt sig ordentligt om. Men alligevel er det så skide vigtigt for mig at understrege, at børn skal først i situationer som ovenfor nævnt, for så kan der være chance for, at jeg kan ramme nogle læsere, der ganske enkelt ikke havde tænkt på det, på den måde.

Der vil altid være undtagelser og situationer der gør, at de to insisterende patienters måde at handle på kan argumenteres for som værende acceptable, men faktum er bare at jeg dagligt ser mennesker, der ikke tager hensyn til babyer, børn, gravide, ældre eller andre, der på anden måde burde være berettiget til, at komme foran i køen. Det er sgu dårlig stil, hvis det er et bevidst valg! Egoistisk faktisk. Og det gælder ikke kun hos lægen. Det gælder også i køen i Netto, i den propfyldte bus, i badene i svømmehallen, på fortovet i byen, every-fucking-where. Vis hensyn - det spreder sådan en DEJLIG glæde ❤

 

Jeg sidder i en bus, der skal bære min trætte røv i de næste 4 timer mod Sverige. Den unge jeg for tre år siden pressede ud af mit alt for lille fødehul sidder ved siden af og gumler glutenfri, økologiske og veganske hjemmelavede bananpandekager lavet på kun organisk luft.. Speltkusse? Det tror jeg nok lige, at jeg er. Ej, No shit. Jeg stod og lavede bananpandekager til turen i går aftes. Mest fordi jeg ikke gad komme hjem til rådne æg og bananer om en uge.

Jeg har min storesøster på 30 og min lillesøster på 17 med mig i bussen, hvilket er sindssygt nice, da jeg hader at rejse alene i så mange timer med min lille krudtugle. Klapvogn, kuffert, bleer, madpakke, legetøj, lort i røven og 40 andre tasker er alene grund nok til, at jeg kan blive lidt stresset. Og Nåh ja, det trætte barn der først knaldede brikkerne i kl. 23 i går aftes og blev vækket igen kl 6.30 i morges. Livet som alenemor er altså ikke for sjov. Kun lidt - når barnet sover.

Den propfyldte bus vi sidder i har kurs mod et sted langt inde i landet her i Sverige. En stor, gammel gård/spejderhytte som min mor og hendes dejlige kæreste har lejet til hele familien. Der er 8 værelser, et stort køkken og masser af grønne arealer. Det kan sgu da kun blive godt!

Huset ligger ude i en skov få kilometer væk fra en lille sø, hvor man både kan fiske, bade nøgen og sejle! Måske er det her faktisk det sidste i hører fra mig, for jeg aner sgu egentligt ikke, om der overhovedet er dækning sådan er sted. I think i am going to die(sagt med indisk accent)..

Ej, jeg håber nærmest(!!), at der ikke er signal, for det ville være rigtigt sundt for mig, der tydeligvis lidt for ofte flygter ind i min telefon, når tingene bliver svære. Jeg trænger til bare at være i nuet lidt. Ikke i min telefon, men i det virkelige liv.

Og med det sagt, vil jeg gå ned og teste bussens toilet og bede til Gud om, at jeg ikke får urin-skvulp op på mine indtil nu rene baller. WISH ME LUCK.

God søndag mennesker😘❤

Man kan blive helt sindssyg i hovedet af at være mor. Nogle gange føler jeg, at HVER en portion overskud er brugt. At jeg ikke har ét gram mere tilbage. Lidt ligesom når man er SÅ træt, at man næsten ikke kan tale. Kender i ikke det? Det der stadie, hvor man både griner og græder og bare INTET magter. Langt over den fase, man vil kategorisere som overtræt. Man er opgivende og føler sig magtesløs.

Nogle gange tænker jeg, at det havde været lettere at være faren i sådan en skilsmisse-familie. Det ved jeg godt, man ikke må sige, men det gør jeg sgu alligvel. Jeg har efterhånden haft den snak med samtlige af mine enlige-mor-veninder RET mange gange, og vi allesammen tænker jo det samme. Samfundet er bare designet således, at moren har barnet mest, således faren helt automatisk får sin frihed, efter et brud. Især når det gælder familier med mindre børn. Moren står med det tunge læs, når familiedrømmen braser, og det er bare skide hårdt. Jeg siger ikke, jeg vil bytte, for aldrig i livet om jeg vil det! Fandme nej, om jeg kunne undvære mit barn så længe af gange, men det kan fædrende på mystisk vis sagtens!? Og så får de jo det, præcis som de vil ha' det.

Jeg ved godt, at jeg genereliserer helt vildt nu, og det kan virke sindssygt provokerende for dem, der måske føler det helt anderledes, men sådan forholder det sig altså i både vores og mine singleveninders situation. Faren får så fucking meget frihed. Vi vil også ha' friheden, men vi kan i modsætning til dem slette ikke holde ud at give slip på vores barn så længe af gangen. Derfor sidder vi ligesom lidt fast nogle gange. Man kan føle sig ekstremt fastlåst, og det er helt okay. En helt normal følelse, jeg virkelig prøver at give plads til. Jeg er alt for god til at fortælle mig selv, at jeg er en forfærdelig mor, når jeg kan have det sådan. Jeg har brugt alt for meget energi på at blive dybt ulykkelig over, at jeg ikke kan overskue at være mor. Indtil jeg begyndte at dele det tabu, hvorefter jeg fandt ud af, at ALLE mødre en gang i mellem render ind i den følelse. Den følelse hvor man føler sig utilstrækkelig og nærmest uegnet, fordi man ikke MAGTER sit barn. Det er så åndssvagt normalt, som det kan blive.

Jeg er ikke uegnet som mor. Og det er du højst sandsynligt heller ikke, selvom du har haft de samme tanker som mig. Jeg er en fucking god mor, der hele tiden ønsker at gøre det bedste for mit barn, og netop derfor bekymrer jeg mig om, hvorvidt det nu er godt nok. Elliot er mit livs lykke og mit livs kærlighed, og jeg er verdens mest rummelige og tålmodige mor. Sådan dybt seriøst. Nu pudser jeg lige glorien, men hudløst ærligt.. ..Jeg har ikke set én mor, der er lige så tålmodig en mutter, som jeg er. Det er jeg så ikke, når det gælder ALT andet i livet. Der er jeg fucking håbløs. Haha. Men når det gælder lillemand, kan jeg tælle til 10 en million gange, og forklare ham gentagende gange, hvorfor han ikke må dit eller dat med den mest rolige stemme i verden. Og det er måske til at brække sig over, når i læser det, men til gengæld er jeg så fucked up på mange andre områder, at i kan trøste jer med det ;)

Til syvende og sidst er jeg jo pisse glad for, at det er mig, der er moren. Selvom jeg gerne indrømmer, at jeg ønsker at blive født som mand i mit næste liv. Det er vidst kun løgnere, der kan påstå at være uenige med mig i, at mænd bare har et SÅ meget lettere liv sådan helt generelt. Med det provokerende udsagn vil jeg slutte af med at fortælle, at jeg glæder mig psykopat meget til, at jeg skal hente sønnike i børnehaven i dag efter at have været børnefri i 3(!!!) dage! Og nu hvor jeg endnu ikke har fundet min udkårne, skal i lidt endnu være dem, jeg deler min store kærlighed med. Se ham lige, altså..

 

Ps. Jeg har efterhånden fået en del ønsker om, at jeg forsøger at tagge, hvor tøj er fra, hvis det er så nice, så nu har jeg rodet rundt inde i Word Press i en halv time for at finde ud af, hvordan fanden man egentlig gør det. Så dårlig en blogger er jeg. Jeg har også kun blogget i over 2 år, så det var måske også på tide. Nu kan i i hvert fald se, hvor det lækre sæt ovenfra er fra, og det er en gave fra Marmar, skal jeg selvfølgelig huske at sige. Indviklede regler... Hov, og jeg kan se, at de har 40 procent lige nu. RUN.

FARVEL