Sukkerfri min bare røv!

Vægtøgning + En vinder!

32886008_10155864384963952_7784942976383320064_n

Sidste sommer røg vægten i lynets hast ned på 54 kg. Hertil skal siges, at jeg er knap 175 cm høj. Jeg indrømmer gerne, at jeg var blevet ALT for tynd, og at det helt sikkert var en usund måde, jeg havde tabt mig på. Om end den var mere eller mindre uundgåelig. Jeg tabte mig som følge af bruddet med sønnikes anden skaber og en gevaldig tur i ned i et lidt for stort sort hul, der synes at være umulig at komme op af igen.

Den trofaste læser ved, at jeg var ramt af den vildeste angst. Vi snakker panikanfald dagligt, generaliseret angst, stress og en altødelæggende kvalme, der resulterede i, at jeg ikke kunne klemme mad ned i mig. Alt sitrede indvendigt, og jeg ventede nærmest bare på at min krop ville give op lade mig dø. Det lyder voldsomt, men angsten var så invaliderende, og da jeg aldrig fik en pause til at lade op, blev det ulideligt at være i min egen krop.

Jeg stod og kiggede mig selv i spejlet og græd over, hvor tynd jeg var blevet. Jeg kunne både se og føle hvordan min mave var helt hul og bukkede ind under mine efterhånden ret synlige ribben. Jeg var bange for, at andre skulle tro, at jeg havde en spiseforstyrrelse, at jeg bevidst sultede mig selv, eller at jeg kastede op, fordi jeg ville være tynd. Det var på ingen måde tilfældet. Men når angsten var værst kastede jeg op. Kvalmen og ubehaget blev så voldsom, at jeg simpelthen helt automatisk kastede op.

Jeg var på apoteket et utal af gange for at købe alt muligt, der kunne fede mig op. Noget jeg kunne drikke i små mængder med et højt indhold af fedt, kalorier og vitaminer. Det smagte af helvedes til, men jeg tvang det i mig, fordi jeg bund ærligt var rædselsslagende for helt at forsvinde.

Som månederne gik, begyndte jeg så småt at spise normal mad igen. Jeg havde dage, hvor hele min verden væltede og jeg ikke kunne gå uden for en dør, og jeg havde dage, hvor det lykkedes mig at hente mit eget barn i vuggestuen uden at ende i et fullblown  panikanfald. Jeg begyndte at træne mine muskler op igen, men nogle dage måtte jeg forlade centret med et mindre angstanfald. Alene dét at min puls steg, var nok til at trigge et anfald, fordi min krop tolkede en stigende puls, som om der må være fare på færde.

Med psykologhjælp, lydbånd og et stærkt netværk kom jeg langsomt ovenpå igen. Og nu sidder jeg her et år senere med mine næsten 65 kg og føler mig for tyk. Er det ikke latterligt? Min BMI er stadig i den lave ende af normalen, og hvis du spørger et hvilket som helst andet menneske, vil de nok mene, at jeg er lige som jeg skal være eller måske endda i den lidt for tynde ende af skalaen. Jeg har det allerbedst, når min vægt ligger på omkring de 60. Og alligvel er det ikke så vigtigt for mig, at jeg er villig til at ændre mine madvaner eller dyrke endnu mere cardio. Det er mit liv sgu for kort til.

Jeg øver mig i at elske mig selv, som jeg er. Jeg har en sund og rask krop lige nu. På nær min diagnose Hashimotos(for lavt stofskifte), der selvfølgelig ikke altid gør det nemt for mig. Dét der er svært for mig, er ikke nødvendigvis tallet på vægten. Det er følelsen af, at man er blevet for stor til sit tøj. At mine bukser pludselig sidder ubehageligt stramt, og at der er noget tøj jeg simpelthen ikke længere kan have på, fordi min form og størrelse har ændret sig. Det er følelsen af, at alt slasker lidt mere end det plejer. At lårene klasker sammen, når jeg løber. At dobbelthagen nu er synlig i alle hvilepositioner. Det er simpelthen så dumt, for jeg ved, at det højst sandsynligt kun er MIG, der tænker på det.

Andre gange kigger jeg mig selv i spejlet(især om morgenen) og tænker: “Du er sgu da fucking godt skåret. Shit, hvor er du lækker i dag Alexandra!” Utroligt at det kan være sådan en rutsjebanetur at være i sin egen krop. Det fortæller i den grad om, hvor meget vores sind har indflydelse på, hvad vi tænker om vores udseende og størrelse. Det tror jeg egentlig bare lige, at jeg vil minde jer på. Meget af det sidder oppe i vores hoved. Og vores hoved, kan vi gøre noget ved, ved at ændre vores indre dialog.

“Alexandra, du ser dejlig ud! Du er lige som du skal være. Sikke nogle flotte bryster du har. Sikke en fin numse, du bærer rundt på. Tjek lige dine flotte lange stænger. Og den mave der.. Den er DEJLIG blød. Og dine arme er fyldt med god næring og stærke muskler!”

32667516_10155864407563952_5246545557018640384_n

Lortet virker. I Promise.

OG NU TIL VINDEREN AF KONKURRENCEN OM EN SERUM TIL ØJENVIPPERNE

Jeg synes, det er SÅ hårdt, at jeg ikke bare kan give jer allesammen et stk. vidundermiddel. Jeg har læst hver og én af jeres hilsner, og i er fandme så dejlige og søde. Hele bundet. Og til jer der ikke vinder, og alligevel vil have fat i RevitaLash serum, så er der næsten 30 procent rabat på den hos Beautycos.dk lige nu!

VINDEREN ER FUNDET VED LODTRÆKNING OG ER:

32746946_10155864384928952_7125560484496932864_n

Tak fordi i allesammen gad at deltage. Man vinder ikke en skid her i livet, hvis ikke man prøver. I har fat i den lange ende 😉

Kys!


 

 

2 kommentarer

  • Ann

    Kære Alexandra, du skriver at du med psykologhjælp, lydbånd og et stærkt netværk kom ovenpå igen. Hvilke slags lydbånd benyttede du dig af?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Må man spørge hvor længe du har haft diagnosen lavt stofskifte og evt. Hvor meget eltroxin du får? Har du nogle symptomer?

    Hilsen en der selv er forholdsvis ny diagnostiseret og er vild med din blog 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sukkerfri min bare røv!