Gravid og angst #1

Om ikke at blive inviteret

Jeg har oplevet det flere gange. Både i mit liv som barn og i mit liv som voksen. Det er en ekstrem grim følelse at sidde efterladt med, når man ikke er inviteret. Man føler sig uønsket, hvilket i virkeligheden nok også er lige præcis dét, man er. I hvert fald i den givne situation. Ellers var man vel blevet inviteret?

Vi snakker ikke så meget om, ikke at være inviteret. Det er lidt pinligt på en måde. Jeg har flere gange overvejet at skrive om det, fordi det er noget, der rammer mig rigtig hårdt, og fordi jeg ved, at mange andre oplever det samme. Det sidder i os længe efterfølgende. Alligevel har jeg valgt ikke at forholde mig til det offentligt, fordi jeg ubevidst nok har gjort mig nogle tanker omkring, hvad det må sige om mig. Ville folk så tænke, at jeg er en irriterende type eller en upopulær type? Jeg vil jo helst være sådan en ALLE bare kan li’. En ALLE vil have med til hvad end, der skal ske. Sådan fungerer virkeligheden bare ikke. Du kan ikke både være tro mod dig selv OG være en person alle elsker. Der vil altid være nogen, der ikke lige synes, du er the shit. That’s life.

På trods af mine rationelle tanker bliver jeg alligevel vildt ked af det, når jeg ikke er inviteret med. Også til små arrangementer så som en café-tur eller lignende. Når jeg på de sociale medier pludselig opdager, at nogle af de folk jeg kender, er samlet om noget, jeg ikke er en del af, så får jeg sgu ondt i maven og bliver ked af det. Jeg føler mig udenfor og forkert.

Det er lidt ligesom dengang i folkeskolen, hvor det var populært at holde små fødselsdagsfester, hvor kun halvdelen af klassen var inviteret. Det er simpelthen så ledt, synes jeg. Så kan man rigtig vælge, hvem der er gode nok til at komme med: “Du er god nok, du er god nok, du er IKKE god nok, du er god nok..” Hvad fanden er det for noget?

I bloggerverden sker det selvfølgelig tit, at man ikke er inviteret. Der er events hele tiden, og faktum er bare, at alle events ikke passer til alle bloggere. Fx. bliver jeg kun sjældent inviteret med til fashion-events, fordi jeg åbenbart ikke er med på moden. I don’t get it. Haha. Til gengæld bliver jeg sgu både sur og ked af det, hvis jeg ser at samtlige af mine mor-bloggere-veninder er inviteret til et event for fucking børn, som jeg ikke er inviteret med til. Jeg indrømmer gerne, at jeg er vildt dårligt til at takle sådanne situationer, hvilket er ret uheldigt, når jeg lever i den her blogverden, hvor man hele tiden føler en eller anden form for pres, når det gælder at skulle være god nok til at passe ind. Og jeg tager det personligt, det gør jeg. Især fordi jeg ved, at mine tal af tårnhøje i forhold til mange andres. Ergo kan det kun være personligt, da min blog er mig. Forstår i? Jeg føler at både jeg selv og mit barn bliver fravalgt. There, i said it!

I næste måned skal hele dillerbanden(bloggergruppe der også er mine veninder) på presse-tur med overnatning og hele lortet. Og gæt hvem der ikke er inviteret? Mig og Elliot. Og det er jo ikke dillerbanden, der sørger for invitationerne. Lad mig lige gøre det klart. Men jeg synes sgu altid, det skaber lidt dårlig stemning i gruppen, når én eller flere af os bliver fravalgte til et arrangement, vi er som skabt til. Så er der andre ting, vi er inviteret til, som de ikke er, men det er bare aldrig sjovt, og det fik jeg lige at føle igen i dag, da jeg fik det endeligt bekræftet, at der ikke var plads til os.

Det er helt sikkert ting fra barndommen, der bliver trigget. Følelsen af at være det sorte får. At være forkert. Jeg hader den følelse. Jeg prøver at give den lov til at være der, men det er fandme vanskeligt. Jeg får mest af alt bare lyst til at sige “FUCK JER ALLESAMMEN”, lege pigesur og trække mig. For hvis jeg trækker mig, så slipper jeg for at være sårbar. Men så kan man jo leve et liv i isolation uden nogen former for socialt samvær…

Konklusionen må være, at det ER fucking lortet ikke at blive inviteret med. Men dén følelse skal der være plads til. Det er okay.

…Og så fuck dem. Hvis de ikke vil ha’ dig, så skal du sgu’ heller ikke ha’ dem. 😉

31841661_10155830388148952_6615625069051772928_n


Følg med på instagram her <3

 

 

 

   

34 kommentarer

  • Mathilde

    Tusinde tak fordi du deler dette! Det er hammer sejt og virkelig modigt. Jeg kender virkelig til den følelse, av for søren… Det gør nas. Især de sociale medier er gode til at vise, hvornår man ikke er inviteret. Men det gør også ondt, når man hører tilbage på arrangementer, hvor man ikke var inviteret, når nogle “veninder” el.lign. taler om det. Hvad gør man lige ved det?? Jeg ved nøjagtig, hvad især Sabine (en tidligere kommentar) mener; det her med aldrig at føle sig som en del af en gruppe. Det gør ondt. Tak fordi du delte ud af dig selv – det er et ret tabubelagt emne, som ingen rigtig taler om.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Socialrådgiveren

    Sikke et fantastisk indlæg 👏🏼👏🏼👏🏼 Jeg vil bidrage med et billigt grin. Jeg har ikke længere Facebook, da jeg ikke orker at sidde og få ondt i maven hjemme bag skærmen, så nu har jeg kun insta hvor jeg følger folk jeg ikke kender privat – som fx dig 🙌🏼
    Nå jeg modtog i sin tid en besked fra min gamle gymnasie flamme, som jeg også havde booket lidt op med efter gymnasie tiden (fri fortolkning her) – det her var så 3 år efter vi sidst hoppede op og nok 5 år efter gym. Han inviterede mig til sin fødselsdag sammen med alle hans venner og veninder, som jeg jo også “kendte”. Jeg blev sgu lidt smigret.. og sagde til min nye kæreste; ej okay.. er det ikke lidt mærkeligt at han inviterer mig her efter alle de år. Min kæreste er sød og siger, jo, men selvfølgelig… du gør jo også indtryk (tak tak). Jeg ringer lige til veninderne og fortæller, at det sgu da er for mærkeligt.. nå da jeg har fået gjort verden opmærksom på, hvor vild han åbenbart stadig er med mig, modtager jeg en besked på Facebook dagen efter; jeg er simpelthen kommet til at invitere dig med til min fest ved en fejl, men jeg vil heller ikke være en nar, så altså det er jo ikke fordi du slet ikke må komme… 🙈😳😂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Følelsen af at blive fravalgt og holdt udenfor er frygtelig. Men i de tilfælde, som du beskriver her, er det jo bloggen og ikke dig, der bliver fravalgt. Forstå mig ret – jeg (og tusindvis af andre) er vild med dig og har den dybeste respekt for din bramfri facon og vilje til at tage svære emner op. Men bloggerevents handler jo i sidste ende om, at virksomheden gerne vil have omtale. Så jeg tror nærmere, at du skal opfatte det sådan, at en virksomhed, der ikke inviterer dig med, har en berøringsangst over for dit brand pga. de vigtige, men ømtålelig emner, som du skriver og fortæller om. Vi, der følger trofast med, elsker jo at alt ikke er lyserødt. Alt godt til dig😘❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Caroline

    SÅ enig! Og jeg har altså ikke været det sorte får i familien, men jeg bliver også helt barnligt ked af det, når det sker. Jeg har lige taget konfrontationen med nogle veninder, der konsekvent ‘glemte’ eller valgte mig fra, når de sås. Og i dag fandt jeg også ud af, at jeg var blevet glemt i forbindelse med en middag med arbejdet. Av! Det gør altså helt ondt i maven hver gang det sker, så jeg forstår dig udmærket!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Det her indlæg var så perfekt beskrevet. I dag blev hele min vennegruppe på 6 piger inviteret til en gymnasiefødselsdagsfest og jeg var ikke inkluderet… Det gjorde mig virkelig ked af det. Tak for dit indlæg og tak for at jeg ikke behøver føle mig alene <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Ej, det er simpelthen bare ikke fedt. Kan godt forstå, at du blev rigtig ked af det over det <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sanne

    Er de andre mødres børn inviteret med til den pressetur?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Vi var 6 fra klassen, der flyttede til Kbh efter gymnasiet. Vi gik en del i byen sammen. En dag fandt jeg ud af, at 4 af de andre var begyndt at holde madklub sammen hver 2. onsdag, vi var to der ikke var inviteret. Det gjorde sgu lidt ondt 😔

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Det er lige præcis sådan nogle ting, der bare gør super nas. Man kan ikke lade være med at tænke over, hvorfor man var en af dem, der blev valgt fra. Forstår godt, at det gjorde ondt på dig. Men husk i hvert fald, at du langt fra er alene <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hende der ikke er inviteret

    Sikke en følelse du beskriver dér! Det er præcis dén følelse jeg har stået med flere gange her på det seneste! Jeg har en “veninde”, som jeg har kendt i 3 års tid ca, vi har bl.a. Gået i mødregruppe sammen. Hun sagde for et lille års tid siden, da hun blev forlovet, at vi godt kunne sætte kryds i kalenderen i DEN HER sommer. I mellemtiden har hun så genfundet andre bekendtskaber, og vups, ingen invitation og shit det gør ondt, når hun råber højt og larmende om sit kommende bryllup både på fb og insta 🙄🙄. Man føler sig seriøst uønsket og ligegyldig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Ja, det er bare ikke rart. Og de sociale medier er jo i den forbindelse skide irriterende, fordi vi konstant bliver mindet om, hvad det er, vi ikke er en del af . Øv <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Åh hvor jeg kender det, det gør sgu ondt. Selvom jeg helst heller ikke vil indrømme det. Jeg oplever det ift. mig selv, men har også oplevet det ift. mit barn – og det gør ikke “kun” ondt, det gør mig mega ked af det. F.eks. alle drenge med fødselsdag i samme måned holder fødselsdag sammen, vi blev først “inviteret” til at holde sammen med dem, da vi selv henvendte os. Det gider vi sgu da så heller ikke, når vi ikke var medregnet fra starten. Nogen gange så undrer andre folk mig gevaldigt meget…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ann

    BANG – den rammer du spot on, shit den følelse kender jeg også, men prøver ligesom dig at sige til mig selv, det er ok at have den følelse.. Men så skriver du heldigvis om noget andet end Fårup, når vi andre bliver spermet til med reklame fra Fårup og det trækker jo også læsere til 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jyden

    Pudsigt nok ramte netop dén følelse mig så sent som i dag. Jeg er flyttet til en anden by, hvor flere kvinder jeg gik i gymnasieklasse med for efterhånden 15 år siden også bor. For 5-6 år siden – før jeg flyttede – besluttede en af pigerne i gruppen, at hun ikke ville være veninder med mig længere. Det ramte mig hårdt. I dag ses den gruppe af veninder stadig, men jeg er ikke inviteret med. I dag så jeg så, at en af pigerne fra den gruppe havde tagget de andre i et event på Facebook. Og der blev jeg sgu ked af det. Selvom jeg er i mine 30’ere føler jeg mig stadig som et barn, der bliver holdt udenfor, når det kommer til de gamle gymnasiepiger.

    Heldigvis har jeg en masse mennesker i mit liv, som GERNE vil mig, og som elsker mig, som jeg er. Det skal man lære at fokusere på.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Åhhh ha. Det kan ikke være rart nej 💔 Man kommer netop til at føle sig som et lille barn igen, i sådan nogle situationer. Men du er ikke alene ! Det lover jeg dig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeanette

    Hej ☺️
    Jeg ved hvordan du har det. Føler mig selv uønsket. Min tidligere bedste barndoms veninde, inviteret mig ikke til hendes bryllup, og vi har kendt hinanden i 20 år. Så blev selv rigtigt ked af det og skuffet 😏😏
    Men sådan er det desværre og er rigtigt ked af du skal opleve det, for det er en grim følelse som du selv skriver 😐 men fuck dem, det er dem der går glip af et godt selskab. ❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Jeg har også været udsat for at en barndomsveninde ikke inviterede os alle med til bryllup. Heldigvis ikke en tæt en, men en del af gruppen blev stadig fravalgt. Det er bare ikke sjovt, selvom der kan have været økonomiske grunde og alt muligt andet i spil ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Det er dejligt, at du sætter ord på det. Hold op, hvor har jeg bare tænkt de tanker mange gange! Altså, at jer bloggere må føle et KÆMPE pres, fordi at der hele tiden er events osv., og der altid er nogle valgt fra. Har tænkt over hvordan pokker I håndterer det, da jeg personligt selv ville være så træt af det og tage det SÅ personligt. OG så forstår jeg også godt, at du er ekstra træt af ikke at være inviteret i Fårup, når du ligesom kommer fra de egne af. PYT-knappen må bare tages i brug der!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Ja, det er jo mit Hood! 😎 Men altså. Du har ret. Pyt knappen må i brug. ❤️ Jeg anede ikke, at det ville bære så hårdt nogle gange at være blogger. På alle områder. Det ligner et liv i luksus, men det er det sgu ikke altid. Heldigvis ELSkER jeg hele den del, hvor jeg kan få lov til at sprede ringe i vandet hos jer😍

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    I forhold til at du ikke bliver inviteret til “børne/mor”event, tror jeg det er fordi du viser den virklige verden, alt det uperfekte, alt det spændende, det der inspirerer, det man kan spejle og lærer noget af, (ikke det der sælger materielt crap), og ikke er en af de perfekte mor/barn/mode/sund mad/ musselmalet tallerkner udstillings røvsyge profiler.. Det skræmmer mange “firmaer” tror jeg, de er ude på at få solgt alt deres crap.. og du står for noget andet HELDIGVIS 🙂 Du er alt for fantastisk til at komme med til de overfladiske ting.. (bare lige min mening om disse events ;)) Husk, du er ikke det sorte får, men det hvide….! – og alle ville være heldige hvis du ville bruge din tid på at deltage i deres arrangement… for du er et godt og klogt menneske, også derfor du har så mange følgere 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sabine

    Gud hvor kan jeg relatere. Jeg hader også den følelse af ikke at passe ind eller føle sig uønsket.

    Nu er jeg den eneste i min venindegruppe der har fået børn, og alle mine veninder bor i København og jeg bor på Sydsjælland.
    Så det jo klart de laver ting sammen uden jeg, også spontane ting hvor man ikke bliver inviteret, jeg ved jo også at det ikke er fordi de ikke vil have mig med – det vil de gerne.
    Men følelsen af, ikke at blive inviteret eller følelsen af at være blevet glemt er skod. Jeg kan mærke jeg også nogle gange bliver jaloux, og dén følelse hader jeg også.

    Jeg tror helt sikkert følelsen stammer fra min barndom. Jeg har aldrig følt jeg passede ind nogle steder, flyttede skole og trivedes ikke. Generelt har min ungdom været svær fordi jeg aldrig har følt jeg passede ind nogle steder, jeg har svært ved at finde veninder fordi jeg kan fremstå reserveret og distanceret – jeg skal altid lige se folk an inden jeg åbner mig, jeg skal føler mig tryg før jeg deler ud af mig selv. Inden jeg føler mig tryg og har lyst til at åbne mig, så har alle andre i fællesskabet fundet deres “klike” og så sidder jeg der, udenfor fællesskabet.
    Det er noget jeg kæmper rigtig meget med i mit voksenliv, følelsen af at være forkert, følelsen af at være ensom, ikke passe ind…. Jeg bliver sjældent inviteret fordi jeg ikke rigtig hører til nogen steder i nogen grupper.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Men hvor er det modigt af dig at dele det her. Jeg tror, og kan se, at rigtig mange kan relaterer til den følelse. Jeg var også den første der fik barn i min veninde gruppe og det er sgu ikke altid lige sjovt. Man kan hurtigt føle sig alene. Og selvom man lige har født, eller er højgravid eller langt væk, så synes jeg personligt, at man skal have invite alligevel. ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mathilde

      Sikke et dejligt og modigt opslag.
      Jeg har netop i dag valgt at slette Instagramappen fra min mobil, da jeg (igen) i dag oplevede, at nogle kollegaer sås uden jeg var inviteret. Nøj hvor gør det ondt! Virkelig, virkelig ondt nede i maven. Der er mange spørgsmål, der presser sig på: hvorfor? Kan de ikke lige mig? Hvad kan jeg gøre anderledes? Bør jeg sige noget til dem? M.fl.
      Det gør vanvittig ondt. Ligesom dig Sabine (afsender på en tidligere kommentar), så er jeg også tit alt for sent ude mht. at åbne op osv. Alle de andre når at finde sammen.
      Det er hammer svært.
      Jeg tror tit, at jeg billeder mig selv ind, at jeg ikke har brug for det sociale liv, blot fordi jeg derved ikke risikerer så meget sårbarhed på det område; det skåner jeg mig selv for…. men kan så også føle mig enormt ensom, idet jeg ikke har en gruppe at tilhøre el.lign.

      Virkelig dejligt at vide, at jeg ikke er alene!!! Men hvad gør man så, når disse følelser presser sig så meget på…?!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Tak!!! Jeg kender det og jeg hader følelsen! Hold op hvor det kan være føles som et hårdt spark hvis man ikke bliver inviteret.
    Sikke nogle idioter at de ikke har inviteret dig og Elliot m. – I er klart nogle af mine yndlings at følge😄

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Gravid og angst #1