Det hvide får

TABU-TORSDAG: Misundelse

Du skal ikke komme og bilde mig ind, at du aldrig har været misundelig på en anden. Selvfølgelig har du det. Det er en vildt ubehagelig følelse at have, og mange skammer sig over at være misundelige. Derfor snakker de ikke højt om det, og så føler man sig endnu mere forkert, når man pludselig bliver ramt af følelsen. Jeg har ikke kunne få nogen til at give mig en beretning om, hvornår de bliver misundelige. De vil gerne dele informationer om deres hæmoridebefængte røvhul, men ikke misundelse. Det siger lidt om, HVOR meget vi skammer os over at være misundelige. Eftersom jeg ikke har kunne få nogle til at bidrage til indlægget, må jeg bruge mig selv som eksempel. I virkeligheden er det også helt fint, for jeg skammer mig sgu lidt, og den følelse af forkert-hed vil jeg gerne af med.

Jeg er i den seneste tid – dog kun i perioder – ramt af en ret slem følelse af misundelse. Og for at skære lortet ud i pap, så lad mig lige definere, hvad misundelse egentlig er. Misundelse er en følelse, der bunder i et ønske om at have noget, en anden har. Det kan gælde alt fra fyldigt hår og lange ben til et barn, overskud eller en højt betalt stilling.

80867ff5-018c-4f16-9bd4-765172c13750

..Nå, tilbage til pigen, der er nærmest grøn af misundelse for tiden(moi). Det sker primært på instagram. Især hvis nogen stjæler min ide. Jeg kan slet ikke ha’ det. Jeg bliver ramt af en overvældende følelse af uretfærdighed, for det var for helvede mig, der opfandt den dybe tallerken først. Og sådan tænker jeg velvidende om, at de andre på instagram måske slet ikke engang aner, hvem fanden jeg er, og bare gør tingene på deres egen måde uden at have kopieret en skid. Jeg kan også blive misundelig, hvis jeg ser nogen udgive en bog, der handler bare lidt om det emne, jeg gerne vil udgive en bog om, men bare overhovedet ikke har tiden eller overskuddet til at gøre endnu. Indvendigt i mit hoved kan jeg bande og svovle over, at den person kom før mig, og det tager mig ikke mange sekunder at finde på alle mulige grunde til, at det er klart, at hun kan skrive en bog. Hun har sikkert både en forståelig og støttende kæreste, familie lige i nærheden, en velfungerende nattesøvn og et barn der sover på 10 minutter om aftenen. Så havde jeg sgu også kunne skrive en bog. Kan i høre hvor dårligt et lys, det sætter mig i at indrømme de her tanker? Og DERFOR har vi så svært ved at tale om den skide misundelse. Vi skammer os. Desuden er jeg af den overbevisning, at størstedelen slet ikke vil indrømme, de er misundelige. Enten fortrænger de det eller lever i pinsel i hemmelighed. Det dur sgu ikke.

I mange år er jeg blevet i offerrollen og har haft ondt af mig selv. Men det bliver jeg jo for helvede ikke mere lykkelig af. Nu har jeg lært at acceptere misundelsen, og huske mig selv på, hvorfor den er der. Det har jo i virkeligheden ikke en skid med alle de andre at gøre. Det handler om, at jeg er utilfreds med det sted, jeg selv er i livet. Den følelse accepterer jeg. Eller jeg arbejder på det! Det føles ubehageligt, men det er okay. Jeg kan nemlig bruge den følelse af ubehag konstruktivt til at spørge mig selv: Hvor er det, jeg gerne vil hen? Hvad er det jeg ønsker i mit liv? Hvad er det jeg gerne vil skabe? Hvad kan jeg gøre anderledes?

Som sædvanligt har jeg forsket lidt i emnet og læst side op og side ned om, hvad der ligger bag den her skamfulde følelse af misundelse. Mange undersøgelser tyder på, at misundelse stammer fra en oplevelse af, der ikke har været nok til dig. At der tidligere i dit liv har været en begrænset mængde ressourcer, således at du har skulle kæmpe hårdt for at få din del af kagen. Eller også kan det omvendt være, at menneskene omkring dig i din opvækst har forkælet dig hoved og røv, således at du føler det dybt uretfærdigt, når du ikke får tingene som du vil ha’ det. Den måde at have det på, KAN være knyttet til det man på fagsprog kalder for en narcissistisk personlighedsforstyrrelse, og det skriver jeg gerne meget mere om i et andet indlæg. Jeg er ikke ekspert, men jeg har efterhånden mødt et par stykker med den diagnose.

Anyhow. Det er så vanvittigt vigtigt, at vi taler åbent om vores misundelse. Især hvis det gælder en misundelse rettet mod nære familiemedlemmer eller venner. Man kunne til sin veninde fx sige: “Hvor er jeg bare glad på dine vegne for, at du er gravid igen. Men samtidig bliver jeg også lidt ramt af en smerte og misundelse, fordi vi har prøvet i snart halvandet år.” DET ER OKAY. Det er menneskeligt. Du er ikke forkert.

Og hvis der er nogen, der er misundelige på jer så husk på, at det er fordi, du er et sted i livet eller har noget, de gerne vil ha’. Det er ikke særligt behageligt at mærke andre folks misundelse. Slet ikke hvis de tager afstand, fordi de ikke bryder sig om at blive konfronteret med, hvad de mangler i deres liv. Så mind dig selv om det, når du føler dig fravalgt eller irriterende. Det har som sådan Intet med dig at gøre som person.

Og nu foreslår jeg, at i støtter op om at bryde tabuet ved at kommentere en situation, hvor i er misundelige. Så står jeg ikke her alene og skammer mig! Haha 😉

God Aften!

Ps. Skriv også endelig et emne til mig, i kunne tænke jer, jeg skriver om til tabu-torsdag. I kan læse sidste uges tabu-torsdag her <3

   

21 kommentarer

  • Lone

    En ide til tabu-torsdag kunne være – det at være i et forhold hvor man bliver udsat for psykisk vold, med en evt. psykopat/narcisist, og hvor svært det er at komme ud af forholdet og hvordan det påvirker en bagefter.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laksen

    Jeg er misundelig på den 20 år yngre pige min mand er betaget af/forelsket i !!!!!
    Jeg ville ønske det var mig der fik den opmærksomhed 😔

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josephine

    Jeg er misundelig på min søster for hendes naturlige skønhed og slanke krop. Jeg er misundelig på alle dem der (tilsyneladende) har et ‘nemt’ liv, uden tab og sygdom. Dem der har et forhold som man ser det på film. Og på dem i min omgangskreds som tilsyneladende bliver gravide uden at anstrenge sig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Er misundelig på dig, kunne vildt godt tænke mig at være så bund ærlig og god til at blogge som du er🙈🙊💪👍🏻 Kæmpe klap på skulderen til dig for at bringe tabu emner op👍🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Jeg lider også af misundelse. Jeg er misundelig på mange mennesker – over mange forskellige ting. Mit liv er egentlig udemærket – men synes alligevel altid, at det godt kunne være liiiidt bedre. Jeg har f.eks. en veninde som er virkelig smuk, høj og slank og meget populær hos det modsatte køn. Ovenpå det er hun også mega målrettet og modig. Hun rejser rundt i verden og møder alverdens mennesker. Nu er hun flyttet til London permanent og vil skabe sig et liv derovre. Jeg misunder hendes mod. Jeg fortæller hende det ofte – med et glimt i øjet. Det er ikke rigtig en hemmelighed mellem os.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Jeg tror misundelse nogle gange kan bruges som en motivator til selv at komme i gang med f.eks. vægttab, livsstilsændring, nyt og bedre job eller andet..
    Personligt føler jeg at den misundelse hvor du er afhængig af andre end dig selv for at opnå noget er den sværeste at håndtere, som når man er misundelig på folk der har nemt ved at blive gravide, har et velfungerende parforhold eller lignende. Nu har jeg selv to sunde og raske børn, men inden da havde jeg alt for nemt ved at blive misundelig på folk der gik rundt med barnevognen og generelt folk med børn.
    Nu er det så blevet til folk der bliver forlovet/gift/er gift, som jeg lidt for nemt kan blive sygeligt misundelig på..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christine

    Jeg er misundelig på min mand og hans familie. Jeg selv er vokset op i en lidt dysfunktionel familie – også med en farfar der var til incest/børn generelt, og en familie der fejede det under gulvtæppet – og hans familie er SÅ velfungerende, veluddannet og pisse glade og overskudsagtige.. Det kommer for mig nogle gange til udtryk som bitterhed (mest når de ikke ser det), men mest er jeg bare misundelige fordi de aldrig bliver mine bedsteforældre, forældre, onkler, m.m.
    Desuden er jeg mega misundelig, når vores børn ikke får lige så meget opmærksomhed som de andre børn i familien…….. Det gør ondt og er en hård kamel at sluge.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er misundelig på gravide. Stadig. Efter to børn. Jeg er misundelig over, at man bare kan sige ‘Nu vil jeg gerne ha’ et barn!’, og så får man det. At dét at vælge om man vil have et, to, tre, fire børn kan være et valg, man selv træffer. At man kan sige stop, fordi man har lyst til det. At det ikke skal være valg truffet på baggrund af, at man selv, ens børn og ens partner ikke skal trækkes igennem behandlingshelvedet igen.
    Jeg er misundelig på folk, der kan forvandle en avocadosten til en plante. For jeg kan fandme ikke. Tror mig – jeg har prøvet!
    Jeg er misundelig på folk, der har et tæt forhold til deres forældre.
    Jeg er misundelig på folk, der tør satse. Folk, der siger deres job op for at lave skulpturer ud af mellemlægspapir, fordi de ikke kan lade være. Fordi de ikke er bange for at fejle. Fordi de brænder så meget for mellemlægspapir, at der ikke er nogen vej udenom.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Annette

    Jeg har de seneste par år taget mig selv i at, blive ekstremt misundelig på folk der bliver forlovet, gift, køber hus og får børn… Jeg ved inderst inde godt at det bunder ud i at det er mine drømme og jeg bliver irriteret når andre er længere end mig.
    Jeg blev på et tidspunkt voldsomt misundelig på en veninde over at hun både har hus, bil, mand og børn – følte bare hun havde det perfekte liv… Indtil den dag hun sagde at stort set alle deres ting var betalt med andres penge og de ikke ejede en skid selv. Lige dèr tænkte Jeg, at så måtte mine drømme godt vente til jeg selv havde råd til dem!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Jeg ville elske hvis du kunne få lukket lidt op for tabuet omkring abnorm seperationsangst – altså seperationsangst hos voksne. Jeg synes det er pisse pinligt at indrømme at jeg, som 23-årig, var fuldstændig grædefærdig og utrøstelig i lufthavnen, da min mor tog til Bali. Og jeg brugte alle 3 uger på at græde og være angst. Og jeg synes det er pisse pinligt at jeg ikke kan gå en hel dag uden at snakke i telefon med hende eller se hende. Og jeg skammer mig over at gå med følelsen om, at hvis hun døde, så ville jeg tage livet af mig selv, fordi jeg ikke ville kunne klare mig uden hende. Folk kan slet ikke sætte sig ind i det, og synes jeg bør tage mig sammen. Derfor skammer jeg mig enormt meget over de her følelser og har ikke lyst til at snakke om dem..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • L

    Jeg tænker at du evt. kunne få folk til at sende beretninger/erfaringer ind anonymt (om et givent emne) lidt ligesom Miriams hemmeligheder/WTF men evt. mere fyldestgørende og færre personer. Evt. bare 1-2 styk. Så kunne du blande det ind i dine egne erfaringer og baggrundsviden.
    Det var bare en ide, hvis du en anden gang har svært ved at finde folk 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Ja, det var dét, jeg gjorde sidst 🙂 Dog er man ikke anonym hos mig. Altså man bliver anonym på bloggen, men JEG ved hvem i er 🙂 Men jeg synes også der ligger en succesoplevelse i at stå frem foran mig med det. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Jeg er misundelig på forældre med bunkevis af overskud, der altid lige kan hive det rigtige move ud af ærmet når ungen er urimelig. Som altid lige finder det rigtige/omfavnende/overbærende/korrekte at sige.
    For jeg er typen der står med sved i overskægget og får vilde hedeture når mit barn igen nægter at tage med hjem når jeg henter fra en legeaftale, men istedet har gemt sig under de perfekte forældres seng, og ruller til højre når jeg prøver at hive hende ud fra venstre.. Og omvendt.. ca 7 gange…! Og alt i mig sprutter af magtesløshed, fordi jeg sveder og er klam, er tosset på barnet, og føler mig mega udstillet.
    Jeg er skideflov over at jeg ikke er bedre end jeg er.
    – Der var seriøst ikke en eneste nullermand eller krumme under den seng… Og det er jeg også grøn af misundelse over..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mai

    Min kæreste og jeg er i fertilitetsbehandling. Jeg kan på en dårlig dag blive fysisk dårlig af misundelse på dem der er gravide eller har en baby. Hold nu op, hvor kan der flyve mange grimme tanker igennem ens hovede som man aldrig ville kunne sige højt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lærke

      Der har jeg været. Det er forfærdeligt. Jeg brugte en gang en hel dag grædende i sengen, efter et vennepar annoncerede deres graviditet. Der er vennepar jeg bevidst ikke har villet se, fordi de nemt blev gravide, og hvor venskaberne mere eller mindre er gået tabt nu.

      I dag har jeg en søn på et halvt år, og jeg kan stadig mærke knuden i maven hvis folk kommer med kommentarer som feks.: “og så var jeg lige pludselig gravid, det skete i første forsøg. ” eller i det hele taget planlægger “vores næste barn skal være et vinterbarn fordi så passer det med bla bla”.

      Det er vanvittigt hårdt, værre end man overhovedet kan forestille sig, nu kender jeg ikke jeres historie, men jeg tør vædde med, at det bliver bedre. Jeg kan forestille mig hvordan du har det, og “opmuntrende kommentarer” som denne hjalp ikke mig. Men jeg kunne alligevel ikke lade være, da jeg læste din kommentar.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Jeg har en tidligere veninde, som har tabt sig helt vildt. Vi vejede begge omkring de 110 kilo, og fra den ene dag til den anden fandt hun overskuddet til at ændre sin kost. Jeg synes at hun blev ekstrem, men resultatet kan man ikke benægte hende, og fuck hvor jeg misunder hende at hun har tabt 40 kilo!
    Jeg har nu selv fundet overskuddet, og er igang med et vægttab, men selvom det går fremad og på en ordentlig måde, kan jeg ikke lade vær med at sammenligne med hende. (Vil lige sige at min misundelse ikke er grunden til at vi ikke taler sammen) det var så grim en følelse! Pludselig kunne jeg ikke fordrage at tage med hende ud og shoppe, for jeg blev så ked af mig selv, når hun kunne tage de små størrelser og lignede en million, og jeg synes det hele sad skævt og grimt.. jeg sagde det aldrig til hende, men er 100% sikker på at hun godt kunne mærke det på mig. Jeg vil være ærlig og indrømme at en grum del af mig ønskede at hun tog hele lortet på igen, fordi hun havde tabt sig så hurtigt🙈

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Du er slet ikke alene!!❤️ Jeg har dælme også været misundelig. Men jeg har så tit været god til at sige det højt. F.eks Har jeg en veninde som er mega god til at spare op, og jeg er så misundelig på hende! Synes det er så snyd, for så kan hun jo altid købe flere ting osv😄❤️ men jeg siger det også til hende

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Du er slet ikke alene!!❤️ Jeg har dælme også været misundelig. Men jeg har så tit været god til at sige det højt. F.eks Har jeg en veninde som er mega god til at spare op, og jeg er så misundelig på hende! Synes det er så snyd, for så kan hun jo altid købe flere ting osv😄❤️ men jeg siger det også til hende

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg tænker, at misundelig er sundt nok – især hvis man kan bruge det lidt konstruktivt – og det kun er ‘kortvarigt’. Bliver misundelsen langvarig, tænker jeg, at den kan få negativ indflydelse på ens liv.

    Jeg har skrevet lidt om mit syn på misundelse på arbejdspladsen lige her: http://krøllerier.dk/karrieretirsdag-du-misundelig-paa-din-kollega/

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    For 6-7 år siden havde jeg nogle samtaler med en psykoterapeut. Han spurgte mig om jeg var misundelig på min kærestes søn, hvortil jeg prompte svarede nej!
    Det er først inden for det seneste år, at jeg igen er kommet i tanke om hans spørgsmål.
    Jeg er misundelig på min kærestes søn! Jeg var dengang og det er jeg stadig.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Det hvide får