I dag er det 4 måneder siden..

OMSORGSSVIGTER DU DIT BARN?

29939651_10155763840098952_1705018203_n

Det er sgu kun de færreste mødre, der vil indrømme og/eller indse, at de har udsat deres børn for omsorgssvigt. På nettet vil du altid kunne finde minimum én, der bakker din teori op om, at du ikke har svigtet dit barn. På google er det nemlig ikke svært at finde den sandhed, der passer dig bedst.

Dog kommer du ikke udenom, at stort set alt evidensbaseret viden på nette definerer omsorgssvigt nogenlunde entydigt(søg selv på google, så jeg slipper for at copy/paste 40 forskellige link). Her er et eksempel på en begrebsafklaring fra socialstyrelsens hjemmeside:

Omsorgssvigt kan omfatte fysisk omsorgssvigt, fx utilstrækkelig ernæring, beklædning og hygiejne og psykisk omsorgssvigt, fx manglende følelsesmæssig eller intellektuel stimulation, eller der kan skelnes mellem passivt omsorgssvigt, fx manglende imødekommelse af basale behov og aktivt omsorgssvigt, fx direkte skade.”

Ovenstående definition er åbenbart for bred til, at vi overhovedet kan blive enige om, hvad der er omsorgssvigt, og hvad der ikke er. Det må afhænge af tolkning. Man kan vi for helvede blive enige om, at det IKKE betyder, at du omsorgssvigter dit barn, hvis du stikker ungen en burger med fritter eller giver ham sukker på hans havregryn? Og at du ikke omsorgssvigter dit barn, hvis prinsessen har fået en klat syltetøj på trøjen eller tandbørstningen blev glemt midt i morgenræset? Godt så..

Så lad os dykke dybere ned i, hvad omsorgssvigt så er. Set i lyset af raseriet omkring ’godnat og sov godt’ metoden er jeg særligt interesseret i den passive psykiske form for omsorgssvigt, som jeg mener, at den dybt forældede metode kan føre til. Den psykiske form for omsorgssvigt opstår, når ens barns basale behov for tryghed, kærlighed og stimulation ikke opfyldes. Det sker oftest, når mor eller far er så styret af egne behov, at de ikke ser barnets. “Men hov Alexandra.. Nu mommy-shamer du!”. NEJ.. Så lad mig lige understrege min klare holdning:

Omsorgssvigt er ikke lig med ’dårlig mor’!

Det er altså kun de færreste, der drager den konklusion. Der er så sindssygt mange forskellige grader af omsorgssvigt, og hertil skal det også understreges, at omsorgssvigt kan være både tilsigtet og utilsigtet. Jeg tror på, at det er de færreste forældre, der AKTIVT tilfører deres børn skade. Endvidere skal det siges, at der også er kæmpe forskel på vedvarende omsorgssvigt, og omsorgssvigt der har fundet sted i en kort periode grundet desperation, panik, stress, sorg eller andre psykiske udsving. Børn er skrøbelige, men de er også robuste nok til at kunne klare sig, hvis du står i en livskrise og ikke står stærkt nok i dig selv til handle efter fornuft. Det har jeg fuld forståelse for.

Anyhow.. Jeg er ikke ekspert, men noget siger mig, at det ikke er helt umuligt at forebygge omsorgssvigt. Og det er i virkeligheden dét, jeg i dette indlæg, gerne vil bidrage til. Det er bare så sindssygt svært at gøre, uden det skal fremstå som om, at jeg er en eller anden perfekt mor, der ikke selv laver fejl. Den trofaste læser ved, at jeg om nogen har været drevet ekstremt langt ud i mit brud med faderen til mit barn, og i nogle perioder var jeg langt fra tilstede mentalt. Jeg krammede, kyssede, trøstede, bar, omfavnede, puslede, grinede, smilede, snakkede og alt det, mit barn havde behov for, men nogle gange havde jeg så ondt inden i, at jeg slet ikke var der mentalt. Jeg kørte fake-it-till-you-make-it-stilen. Det var dét, jeg kunne finde ud af på daværende tidspunkt.

I skal ikke have ondt af mig, for jeg er landet et helt okay sted taget alt i betragtning. Jeg inddrager blot min egen sårbarhed i et forsøg på at ligestille mig med alle jer, der skulle læse med og være ramt af dårlig samvittighed. Jeg er ikke bedre end alle jer andre. Jeg tror bare på, at den bedste måde at hjælpe et barn på, er ved at hjælpe dets forældre. Det gør man blandt andet ved at oplyse og gøre omsorgspersonerne mere lydhøre overfor barnets behov samt at forbedre mors og fars evne til at møde barnet på barnets egne præmisser.

Vi taler ikke om, at vi mødre skal belærer hinanden om, hvilken modermælkserstatning der er mest rigtig, eller hvornår dit barn skal kunne gå potten. Så lad os nu komme videre til dét, der VIRKELIG kan sætte sine spor: ’Godnat og sov godt’ metoden.

Læser du fast med her på bloggen ved du, at jeg har nørdet psykologi i de seneste 10-15 år. Det er min hobby og min passion. Øyvind Kvello er en af mine favoritter. Han er norsk professor i psykologi og har skrevet bogen ”Børn i risiko”. I den forklarer han, hvordan følelsesmæssigt omsorgssvigt opstår:

”Det sker når vi negligerer barnets kontaktsøgen igennem ringe respons på barnet. Forælderen overser barnets signaler og er fysisk fjern.”

Man skal være pænt stædig, hvis man påstår, at det ikke er lige præcis dét, der sker, når man efterlader sit grædende barn alene. Kvello fortæller også, hvordan sådanne omsorgssvigt sker ved, at barnets forældre i nogle tilfælde ikke er i stand til at tilsidesætte egne behov. Det kan eksempelvis skyldes egen utryg opvækst eller en mental tilstand, der gør det vanskelig for forælderen at handle hensigtsmæssigt. Omsorgssvigtet kan også ske i kraft af, at forældrene ikke er i stand til at aflæse barnets signaler. Uanset årsag bliver barnet afvist følelsesmæssigt af forælderen, hvilket selvsagt får konsekvenser. Hvad Kvello kun nævner i et meget begrænset omfang er ‘uvidenhed’ som årsag.

Jeg tror på, at flertallet af mødre og fædre handler i god tro, når de tager ’godnat og sov godt’ metoden i brug. Alle gør deres bedste ud fra de betingelser og den viden, de har fået givet i livet. Det betyder ikke, at vores børn går fri fra svigt. Desværre. Men husk også, at omsorgssvigt langt fra i alle tilfælde betyder underretning og tvangsfjernelse. Der er, som før nævnt, MANGE forskellige niveauer af omsorgssvigt. Men ud fra samtlige definitioner af omsorgssvigt, så er ’godnat og sov godt’ og andre ’cry-it-out’ metoder altså omsorgssvigt. Man må gerne være uenig. Selvfølgelig må man det! Men i dette tilfælde – og vis man er velinformeret – virker det (for mig) NÆSTEN lige så komisk, som at være uenig i tyngdeloven.

Og nu stopper jeg mit kilometer lange i skriv i håb om, at så mange som muligt bliver oplyste. For jeg er jo gud.. 😉

Ps. Du er god mor, og du er god mor, og du er en god mor. Jeg har fucket up, men jeg er også en god mor. Du gør det bedste, du kan. Og jeg gør det bedste jeg kan. Så kan der ikke være nogen tvivl om det! 😉


Hvis man er stalker-typen ligesom mig, kan man følge med på min perfekte instagramprofil HER <3

   

16 kommentarer

  • Charlotte

    Interessant indlæg.
    Har du læst bogen: “Drengen som voksede op som hund” af Bruce Perry? Hvis ikke, så gør det. Den er ekstremt god til at beskrive stimulus-respons sammenhængen (når jeg ser/hører/føler/oplever dette så er min automatreaktion …) og meget andet bl.a. påvirkning af stres hos børn og hvordan man kan nervesystemet genoprettet. Virkelig en god bog med psykologien forklaret og flettet ind i forskellige børnecases.
    God dag herfra 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Den har jeg faktisk aldrig læst. Men det lyder klart som en bog, jeg skal have fingrene i. 🙂 Tak for det..

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Helle

      Vil også anbefale bogen “Et lille liv” – den er virkelig god. Den handler om overgreb, selvskade, dissociering og alt muligt andet “spændende”.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Jeg er på sagen 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Natascha

    Er det omsorgssvigt at udstille sit barns anden skaber på sociale medier? Er det omsorgssvigt at bruge tid på Snapchat når ens barn kalder på én? Er det for grove gradbøjninger? Er det kun din opfattelse af omsorgssvigt der ‘tæller’?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Jeg er ked af, hvis du føler dig truffet. Det var ikke min hensigt. Til det første du spørger om. Hvis barnet ikke kan læse og aldrig ser de grove udtalelser(hvis dette altså er tilfældet) så nej. Hvis der er blot er tale om, dét at være menneske mener jeg, at det kan forklares til barnet på en sund måde(når barnet er gammelt nok). Hvis mit er barn bliver bare lidt ligesom mig, vil barnet sagtens kunne sætte sig ind i, at forældre kan være uvenner og sige grimme ting til hinanden fordi, de er kede af det. 🙂 I forhold til snapchat. Ja, hvis dit barn står og kalder grædende og barnet bliver ignoreret, er det vel en mild form for omsorgssvigt. Og hvis det sker gentagende gange, er det jo knap så godt. Det sker dog ikke her hos mig:) Og igen.. MIN opfattelse tæller i hvertfald her på min blog. Men du skal være så velkommen til at skrive din mening også . Det vil jeg gerne læse 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise Tybo

    Spot on 👏🏼👌🏼❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Siri

    Herhjemme har vi kørt, hvad det evt. Er “godnat osv” metoden, men! Vores dreng har faktisk selv “valgt” metoden. Da jeg ikke længere ammede ham i søvn (han blev ikke mættet og fravalgte det til sidst) sad jeg med ham og sang ham i søvn inden han blev lagt i sin seng. Det vil han ikke mere så nu leger han i sengen imens der læses, så siges der godnat og jeg går. Han leger rundt og falder så i søvn. Hvis/når han græder går jeg derind! Syntes dit oplæg er sejt og jeg ville aldrig lade min dreng græde sig selv i søvn❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Vi står snart med barn nr 2 herhjemme og inden da skal storebror gerne lære at falde i søvn selv. Men, det skal ske på en ordentlig måde, ingen tvivl om det! Fandme nej om han skal græde sig selv i søvn. Han skal være tryg og glad og ligge og småsludre og så falde i søvn. Og hvis ikke det kan lade sig gøre, må vi fortsætte som hidtil, hvor han falder i søvn i en forælder-arm.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Dejligt at høre, at i ikke har tænkt jer at anvende cry-it-out-metoder ! Og held og lykke med den lille ny 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Jeg er en af dem som har søvntrænet mir barn – det første barn. Eller jeg prøvede… og da han havde grædt… og så skreget… og så nærmest kastet op af at have grædt i timer, så gav jeg op… jeg “gab op”…

    Og jeg skammede mig over at være for svag til at få en f*cking to årig til at sove.

    Jeg står ved at jeg fejlede grusomt!

    Jeg skulle have bedt min daværende kæreste og min sundhedsplejerske om at klappe kaje og holde sig fra min unge.

    Men det gjorde jeg ikke. For jeg var så hjernevasket af løgnen om hvordan normal børnesøvn er – jeg troede han var i stykker og de lovede at denne “metode” ville fikse ham og hans søvn.

    Og at det ville være for hans skyld! For at hjælpe ham.

    Jeg er en god mor – og det var jeg også dengang. Men jeg svigtede mit barn GRUSOMT – lige dét valg var under al kritik.

    Tak fordi du sættes fokus på søvntræning og kalder en spade for en spade.

    Løgne har verden fået nok af – vi er nødt til at begynde at se realiteterne i øjnene.

    Tak for dig ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ej men jeg forstår slet ikke at der er nogen der kan få sig selv til at efterlade deres grædende barn til natten. Hvem er det der tror at det er det bedste?
    De forældre må virkelig ignorere – eller betvivle, deres moder (og fader) instinkter…..

    / Sisselsolsort.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Jeg vil tildels give dig uret i form af at godnat og sov godt er omsorgssvigt. Vi brugte metoden da vores datter var lille. Men!!! Og rigtig stort men! Vi lod hende aldrig lægge og skrige sig selv i søvn i de der lange perioder som bogen anbefaler. Vi brugte det vi kunne bruge fra bogen og den hjalp os meget. Vi valgte at putte hende, og gå ind hvert minut og sige, jeg er her og nu skal du sove. Sådan gik vi ud igen. Hun nåede aldrig op i den der gråd man som forældre ikke kan bære. Omkring rutiner faste tidspunkter mm var vi super glade for bogen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ann

      Vi har også brugt dele af “Godnat og sov godt”.
      Delen med rutiner og faste tidspunkter var givende for vores første søn. Vi gik også ind til vores søn hvert minut og sagde det sammen hver gang til ham, imens vi puttede ham endnu en gang. Han var overtræt og kunne ikke falde i søvn – heller ikke når han lå sammen med mig. Som vores sundhedsplejerske sagde, han var fyldt op og kunne ikke rumme flere stimuli. Derfor var delen med rutiner og faste tidspunkter, det rette for vores søn. Der gik ca. 1 uge, så kunne vi putte vores søn, uden han nåede helt derud, hvor han ikke kunne rumme flere stimuli.
      Tingene er ikke altid kun sort/hvid – Livet er fyldt af nuancer og det er det, der gør livet smukt 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

I dag er det 4 måneder siden..