Når man er enlig mor, må man gerne..

Gravid og angst #1

31460917_10155824157123952_714520955614920704_n

Flashback til december 2014. Jeg var 24 år gammel og 9 uger gravid med vores planlagte barn, Elliot. Nedenstående udtalelser stammer fra min angst-dagbog, jeg tvang mig selv til at skrive i, når angsten nærmede sig. I de første måneder af min graviditet var min tilstand uudholdelig, og de skrevne ord er forfattet i kampens hede. Velkommen indenfor i hovedet på en angstramt:

”Angsten: Føler mig synsforstyrret, meget svimmel, utrolig restløs, men jeg er for svag til at gøre noget ved det. Har uvirkelighedsfornemmelse.. Som om jeg ikke rigtig er til stede. Jeg har svært ved at koncentrere mig om noget som helst. Kan ikke engang koncentrere mig om, at se tv eller bruge internettet på min telefon. Vil helst sove eller bare kigge ud i luften, men det kan jeg ikke finde ro til. Trækker vejret overfladisk, men firsøger at trække vejret ned i maven. Lige på nippet til et angstanfald i de sidste to timer især. Jeg kan ikke holde ud at være i mig selv. Vil helst bare sove det hele væk.

Hvorfor? Jeg er bange for at min tilstand er permanent. Har aldrig haft så ekstrem angst hele tiden. Har aldrig været bange for at gå ud højlys dag. Er bange for, at jeg er ved at blive skør eller miste forstanden. Jeg føler ikke, at jeg har kontrol over mine tanker. Angst for angsten.

Jeg er bange for at miste min kæreste, fordi han ikke kan håndtere mig. Er bange for at være gravid. Bange for at blive en dårlig mor. Hvad hvis jeg ikke kan styre mig selv? Er bange for at jeg kommer til at stå alene med en baby og angst. Er bange for, at der ikke er nogen, der kan hjælpe mig med min angst. Er bange for, at jeg pludselig kommer til at gøre skade på mig selv, fordi jeg ikke kan styre mig selv? Er bange for, at jeg ender ind og ud af psykiatrisk afdeling. Er bange for at få en psykose. Er bange for, at det i virkeligheden er for tidligt at få et barn. Jeg er bange for, at de 12 uger går, og jeg ikke længere kan få en abort, og at jeg pludselig fortryder, at jeg nogensinde blev gravid. Jeg er bange for, at jeg i et svagt øjeblik beslutter mig for en abort, og at jeg så kommer til at fortryde det resten af mit liv. Der er så mange ting, jeg er bange for.

Angsten sidder helt uden på tøjet, og jeg vil helst bare undgå at mærke det. Jeg vil helst bare ikke være.”

På daværende tidspunkt var jeg under et vanvittigt pres, da det bestemt ikke var alle, der synes, det var en glimrende ide at bringe et barn til verden nu. Det gav mig den vildeste angst, og jeg følte mig SÅ alene, og jeg havde kun meget få redskaber til at takle angsten med. Derfor er det rigtig vigtigt for mig, at dele det her med jer.

Jeg bliver ofte kontaktet af gravide kvinder, der er fuldstændige væltet af angst. De føler, at de er ved at miste besindelsen og overvejer at bakke ud af den ellers planlagte graviditet, fordi de har bildt dem selv ind, at deres krop og sind ikke er stærkt nok til at gennemgå det. Derfor vil jeg gerne fortælle alle de dejlige damer, at det på ingen måde er atypisk, at angsten får lov at fylde væsentligt mere i en graviditet end ellers. Jeg havde det forfærdeligt og kendte ikke til en eneste, der havde gennemgået det samme som mig. Netop derfor bryder jeg gerne tabuet. Det føles ulideligt – men det BLIVER bedre, og du KAN klare det <3 Se bare på mig. Jeg er en fucking god mor, er næsten færdig med min kandidatuddannelse og arbejder pt fuldtid. Det havde jeg ALDRIG forudset. Jeg troede mit liv var slut.

Ps. Dagenbogen er skrevet i en periode, hvor jeg var hos min mor 24/7. Min mor var min klippe i en meget svær tid <3

 

Hvis du oplever angst, så læs også: 

Fuck af angst – Intro

Fuck af angst – Hvad trigger din angst?

Et angsanfald

 

   

2 kommentarer

  • Fedt at du tager dette emne op! Det er nemlig så vigtigt at bryde tabuet!
    Du er så sej 👍🏻💕

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva

    Det er så fint at du deler. Tak for det ❤
    Jeg tror at alle gravide oplever en eller anden form for angst i deres graviditet. Kvinder Det i forvejen lider af angst oplever det “bare” i højere grad.
    Jeg er gravid og de første fem måneder kredsede mine tanker om præcis det samme – bare uden angst. Jeg var usikker på alt, bange for at gøre noget forkert, bange for at miste barn/kæreste/venskaber. Men ikke angst.
    Det jeg prøver at sige er vist bare at det er helt normalt for det er jo en helt ny verden man træder ind i som gravid. Dermed negligere jeg på ingen måde angsten. Den har jeg selv oplevet – bare ikke i forbindelse med min graviditet og heller ikke i så høj grad som dig. Men frygten/usikkerheden for det nye tror jeg at vi alle oplevet i en eller anden grad.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når man er enlig mor, må man gerne..