Min søn skal på ferie uden mig!

Angst for alt

29792587_10155768067123952_4861493660098756608_n

Jeg var så angst, at jeg ikke engang kunne åbne min dør og gå ud af den. Selv i mit eget hjem var jeg angst. I min egen seng. Der var tidspunkter, hvor jeg lukkede mig inde i mit soveværelse, fordi jeg ikke turde gå ind i stuen. Det var for tæt på alt det udenfor. For tæt på døren til min altan. For tæt på de store vinduespartier i min lejlighed. Jeg kunne slet ikke rumme det. Det er nu et år siden, og nu har jeg valgt at dele et af mine mest sårbare indlæg nogensinde i håbet om, at der sidder nogle derude, jeg kan hjælpe. For du er ALDRIG alene <3 ..Jeg ville ønske dengang, at jeg kunne læse om en, der havde det som mig.

Grundet bruddet med faren til mit barn og i den forbindelse længerevarende følelsesmæssig belastning endte jeg ud med at havne i en ekstrem krisetilstand. En forsinket belastningsreaktion, der først ramte mig 4 måneder efter bruddet.

I tre uger sørgede familie og venner for at fragte mit dengang 1-årige barn til og fra vuggestuen. Aldrig har jeg følt mig som en større fiasko. Jeg tudbrølede og samtidig kunne jeg ikke magte selv at gøre det. Min mor og lillesøster kom hele vejen fra Aalborg og flyttede ind i en kortere periode. De puttede Elliot og fortalte mig, hvornår jeg kunne ligge mig ind ved siden af ham, for det var ekstremt vigtig for mig, at jeg stadig kunne sove sammen med ham, som jeg plejede. At jeg kunne give ham den nærhed.

Jeg blev sygemeldt fra mit studie på ubestemt tid. Endnu et nederlag.

Der var lavet et skema for mig med veninder, der kom og var hos mig på skift, så jeg ikke skulle være alene. Jeg var bange for mig selv, fordi ALT var så ukontrollerbart. Nana tog med mig til lægen, når jeg skulle til samtale. Miriam kom og sad hos mig i de sene eftermiddagstimer. Heidi smed alt hvad hun havde i hænderne og kom og behandlede mig med sine tryk på min krop og beroligende ord. Christina kom med omsorg om massage. Tina tog sine unger under armen og kom og lavede mad til mig og fyldte fryseren op. Elisabeth kom i de sene aftentimer efter en lang arbejdsdag. Moa sov hos mig og tog mig med på psykiatrisk skadestue. Min søster tilbragte de fleste nætter på min sofa i næsten en måned. Jeg blev fulgt til og fra min psykolog, som kun ligger 600 meter fra mig. Dét kan man kalde en livskrise.

Jeg selv trippede frem og tilbage i min lejlighed i en tornado af kaos, gråd, hjælpeløshed, panik og rysteture. Min hjerne var så presset, at min ene pupil var ekstremt lille og den anden virkelig stor. Især i angstens hede. Tror i lige, jeg blev overbevist om, at jeg havde en hjernetumor og nu også skulle kæmpe med det. Om aftenen spiste jeg beroligende medicin for at kunne falde bare en lille smule til ro. Stærkt vanedannende medicin som jeg aldrig i mit liv havde troet, jeg ville indtage. Heldigvis blev det aldrig til mere end 15-20 piller i alt i en kort periode.

Jeg kastede op af ubehag. Jeg kunne ikke spise. Jeg kunne ikke sidde stille. Jeg gik i cirkler, boksede med mine arme ud i luften for at komme af med noget af alt det adrenalin og ubehag jeg havde i kroppen. Ét minut føltes som et en måned. Det var det rene tortur. Havde jeg ikke haft Elliot var jeg hoppet ud fra min altan. Længere er den ikke. Det var SÅ ulideligt at være i. Af præcis samme grund turde jeg ikke være alene. Jeg var bange for, hvad jeg i et split sekund af opgivenhed kunne finde på.

Der var nogen på Elliot hele tiden, og på mystisk vis var jeg også (for det meste) i stand til at være der for ham. Min mor forsøgte at give mig små opture ved at opfordre mig til at gøre små ting for Elliot. Fx at skifte hans ble eller serverer noget saftevand for ham. Det hjalp mig lige så stille op på hesten igen. Babysteps..! For på det tidspunkt var mit værd som mor helt banket i bund. Jeg var knust indeni over, at jeg ikke engang kunne magte at tage mig af mit eget barn, og jeg begyndte at tænke forfærdelige tanker om, at jeg aldrig skulle have fået ham, for han havde ikke fortjent et liv med mig som mor. ..Nu begynder jeg sgu at græde. Jeg var faktisk ikke klar over, at den sorg stadig sidder så dybt i mig.

Jeg var i tæt kontakt med psykiater, læge og psykolog, og alle var enige om, at mit netværk og jeg selv var stærke nok til at komme gennem krisen uden yderligere støtte. Jeg var RÆDSELSLAGEN for, at jeg ville ende på den lukkede afdeling. Når man er SÅ ramt af angst i SÅ voldsom en grad, er man nærmest overbevist om, at man er ved at blive sindssyg. Og jeg var RÆDSELSLAGEN for, at nogen ville tage Elliot fra mig og mene, at jeg var uegnet som mor. Det var en forfærdelig tid. Jeg gik nærmest og ventede på, at en eller anden ville melde mig til kommunen. Min største frygt.

Heldigvis var alle fagpersonerne så skide søde, og derfor kunne jeg dele min frygt med dem. Da alt var allerværst, og jeg en sen aften ved hjælp af taxa dukkede op på psykiatrisk akutmodtagelse, snakkede jeg med en sød psykiater, som i øvrigt sendte mig hjem igen: “Du er ikke ved at blive sindssyg. Din krop er i en krisetilstand og er derfor i konstant alarmberedskab. Og så er der slet ingen tvivl om, at du har svær angst. Det ser vi tit. Du skal kontakte din egen læge i morgen. Og der er ikke nogen, der kommer og tager dit barn fra dig.” Det er de rareste ord, jeg nogensinde har hørt.

Allerede efter et par uger eller tre begyndte jeg så småt at kunne gå udenfor igen uden angstanfald, hvis jeg havde én med mig. Jeg fik hjælp til at handle de første par gange, og det samme gælder hvad afhentning og aflevering af Elliot angår. Jeg trappede lige så stille ned for samvær med veninder. Første gang prøvede jeg at være alene i en halv time. Dagen efter halvanden time. Og til sidst skar vi lige så stille overnattende hjælp fra også.

Her et år senere er jeg kommet vanvittigt stærkt ud på den anden side. Dem der har fulgt min rejse, kan se hvor vilde sager, der er sket. Jeg har haft mindre tilbagefald i stressede perioder, men ikke i sådan en grad, at jeg ikke har kunne komme gennem det alene. For jeg er fucking vild til at takle min angst nu. Jeg kæmper stadig med angst i ny og næ, men panikanfaldene kommer efterhånden yderst sjældent!

Nu tror jeg, at jeg sender det her indlæg ud i verden. Til dig der kæmper med invaliderende Angst: Du kan godt! Hvis jeg kan, kan du også. Du kommer ud på den anden side. <3

#brydtabuet

35 kommentarer

  • Anna

    Hej Alexandra. Tak for at du deler. Jeg har stadig et screenshot fra en video fra dengang med et billede af nogle af dine råd til dig selv. Det har jeg selv haft gavn af. God weekend!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • A

    Jeg har selv angst – socialangst, hvilket invaliderer mig utroligt meget i min hverdag ift. sociale relationer og skole. Jeg er sindssygt frustreret lige nu, fordi det føles som om der ingen ende er på det. Der er ekstremt lang ventetid for at komme til hos en psykiater, hvilket bare gør det hele mere angstprovokerende.
    Anyway, ville bare sige tak for dit meget fine og ærlige indlæg, der giver mig et håb om, at dette ikke behøver at være en permanent tilstand. Det hjælper.
    Og iøvrigt vil jeg gerne udvise min dybeste sympati for din situation – sejt kæmpet! Og tak, fordi du italesætter angst, som for mange, inklusiv mig selv, er meget tabubelagt og svært at sætte ord på. Mere af det i fremtiden!

    Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kir

    Tænker mange ting, når jeg læser dit indlæg. Først, at du er umenneskelig stærk, at kunne komme i gennem sådan en krise, hvor er du vild. Det må også give dig noget selvtillid (håber jeg), for du kunne da klare hvad som helst nu.
    Dernæst tænker jeg, om du ikke også er vred? Rasende på dit barns far, over at han har været skyld i, at du næsten gik i stykker og Elliot kunne have mistet sin mor?
    Jeg er oprigtigt glad for, at du er kommet i gennem det; husk at klappe dig selv på skulderen❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    At læse det her indlæg er det bedste, jeg kunne gøre for mig selv i dag!
    Jeg har i perioder så slem angst, at hvis det ikke var for min kæreste og datter, så var jeg hoppet ud fra anden sal. Sådan er det i de her dage. Jeg sover ikke om natten, fordi jeg tror alle jeg kender hader mig, og at mit hjerte stopper med at slå, hvis jeg falder i søvn. Jeg måtte tage hjem fra praktik i dag, fordi jeg ikke kunne være i min krop. Det er forfærdeligt. Og jeg føler mig som den dårligste mor i verden. Fordi jeg var så egoistisk at bringe hende ind i det her. Fordi jeg er bange for at hun arver det. Og fordi jeg bare gerne vil have, hun skal have al den kærlighed, jeg kan give hende, når jeg ikke har det sådan her.
    Men for fanden hvor er det en trøst, at man ikke er den eneste i verden. Og at det kan blive bedre! Jeg elsker at læse dine indlæg om alle de ting, jeg ikke tør sige højt selv. Tak! ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Carina

    Jeg har ikke angst eller noget der minder om, og har aldrig følt som du beskriver, men jeg sidder alligevel med tårerne løbende ned af kinderne. Alle mødre ønsker at være den bedste mor for sit barn, og vi kæmper alle, på hver vores måde.
    Jeg håber aldrig at nogen jeg kender vil have det sådan, men skulle det ske, håber jeg, at jeg og resten af netværket vil bakke lige så meget op som dit gjorde. Stor respekt til dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Puha! Sikke et rørende og godt i skæg. Jeg kender din situation alt for godt, og har været der selv flere gange. Jeg står selv midt i en krise, der sikkert for mange vil virke helt ekstrem lille og ligegyldig. Men sådan er tingene jo bare ikke, når man selv står med snuden i det.
    Min kæreste og jeg valgte i fællesskab at begynde et projekt baby tidligere i år. Det gik ret stærkt og nu er jeg gravid kun 3 måneder efter vi startede. Han havde længe presset på, og spurgt om jeg ikke snart var klar. Og da jeg så blev klar kunne det kun gå for hurtigt. Jeg blev så glad, da jeg fandt ud af, at der gemmer sig en lille spirre inde i min mave. Han startede med at være glad, men pludselig ændrede det sig, og han ville lige pludselig ikke have barnet alligevel – og jeg skal bare få en abort, ellers så smutter han. Jeg var SÅ uforstående, sur, ked af det, angst og alt muligt andet. Jeg har ikke lyst til en abort. En abort ikke noget man bare gør, i min verden. Jeg blev så gal på ham. Jeg bad ham tænke sig SÅ RIGTIGT GODT OM! Jeg foreslog en tidlig scanning, så han kunne se det lille hjerte banke. Han har indvilget i at tænke sig godt om. Og her kommer angsten for mig igen virkelig ind i det. Jeg er bange for, at han siger han tænker over det, og det ender med samme udfald. At jeg i den situation ikke kan klare en baby alene, at jeg bliver en frygtelig mor, nu hvor jeg jo så ville være alene med alt. Jeg græder, tumler forvirret rundt og kan ikke holde fokus på noget. Pointen er, at jeg ved hvordan du har det. Jeg ved, at angst er SÅ hæmmende. Det her er bare et af mange (og det mest nutidige) eksempel på, at jeg kender dine følelser. Det hele er så uvirkeligt og man kan ikke kende sig selv.

    Men Alexandra, du er fucking sej. Du er en fucking god mor for Elliot. Du klarer det hele SÅ godt, og du er en powerwoman uden lige!

    Kæmpe kram herfra!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Kære søde M <3

      Jeg har faktisk stået i præcis den samme situation som dig. Og jeg fik barnet: Elliot. Jeg synes det er dybt uansvarligt og tarveligt at foreslå og planlægge et barn.. ..At gå og snakke om fremtidsdrømme, og livet som lille familie og ønsket om at lave en lille bebs, for 2 måneder henne i graviditeten pludselig at ombestemme sig. Især når man ikke er den, der har baby i maven. Det kan man bare ikke! To fucking bad. Det skulle han have tænkt over, før han valgte og spørge om vi ikke bare skulle smide p-pillerne og lave en baby. Jeg gik selv gennem en forfærdelig krise og fik akut psykolog hjælp, fordi jeg pludselig stod og blev presset til en abort af det barn, manden selv havde foreslået og været med til at planlægge. Og vi havde været til flere scanninger! Det er noget af det grimmeste, jeg længe har oplevet, og det er i virkeligheden hele den situation, der har været med til, at alt gik i stykker. Jeg valgte at holde fast og sige noget lignende: "Enten går du all in og støtter mig i den her graviditet, som fucking DU har foreslået. Eller også skrider du langt væk, og så klarer jeg den alene." Ingen tvivl om, at manden har været presset, men jeg lå i daglige angstanfald med en lille spire i maven, der var vores planlagte ønskebarn. Shit, jeg følte mig snydt! Og jeg var rasende. Allerede der væltede min drøm. Og selv langt henne i graviditeten fik jeg af vide, at jeg skulle have fået en abort. Du har alt ret i verden til at stå ved din beslutning. Og du skal på ingen måde lade dig presse til noget, du ikke har lyst til! Din krop – din beslutning <3 Færdig . Skriv til mig privat, hvis du får brug for det .
      Kh Alexandra

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    ❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josephine

    Jeg har ikke selv haft angst, men en af de andre usynlige sygdomme. Og jeg synes du er SÅ modig, at du tør dele din mest sårbare periode med alle os. Jeg håber at det kan hjælpe andre i samme situation.
    Og så synes jeg simpelthen du er så sej, at du er kommet så godt igen, og dét på forholdsvis kort tid ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Årh tak, hvor er du sød. Tak for din kommentar <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Daniel

    Du er så sej.. har ingen yderligere ord.. så sej altså..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristina

    ♥️♥️♥️♥️ Hvor fantastisk en fortælling om dit liv med angst. Aldrig bliver noget mere livsbekræftende end at følge et menneskes udvikling. ♥️♥️♥️♥️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Det er jeg ret så enig i. Tak for din dejlige kommentar!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Socialrådgiveren

    Jeg bliver helt rørt af dit indlæg.
    I mit tidligere arbejde som familierådgiver har jeg også mødt mødre med svær angst. Jeg får sådan lyst til at dele med dig, og dine følgere som måske er i samme situation.. at vi har så meget forståelse for angsten for at få frataget sine børn.. men der er så mange faktorer der spiller ind og vi ved med 100 % sikkerhed at man sagtens!!! Kan være en rigtig god mor, også selvom man har angst – også svær angst.
    Det bliver meget nemmere at hjælpe familier, når paraderne sænkes lidt.
    Jeg er så glad for du har haft en positiv oplevelse med de fagprofessionelle omkring dig og at du har haft modet til at være åben.

    Vi ønsker altid at hjælpe forældre med at være de aller bedste forældre for deres børn, ikke at fjerne børn fra deres forældre.
    Mega kæmpe krammer til dig❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Ej, hvor er det bare så skide vigtigt, at du skriver sådan en kommentar. Det er jeg sikker på, at en masse mødre(inklusiv jeg selv) kan finde noget ro i. Så tak fordi, du har taget dig tid til at skrive det til os. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • R

    Tårerne pisker ned af mine kinder! Kan virkelig relaterer til meget af det du skriver, jeg var selv der da jeg befandt mig i mit livs krise. TAK fordi du tager bladet fra munden. Jeg troede sgu også, at jeg var ved at blive sindsyg, og at jeg var den eneste der havde det sådan.

    Du er SÅ sej!❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Årh hvor er du skøn. Du er bestemt ikke alene ! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kamilla

    Hold kæft hvor er du pisse hamrende sej!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Jeg sidder med tårer i øjnene. Mit hjerte har ondt på dine vegne! Men tak fordi du deler. Selvom jeg ikke har et barn, så har jeg en kæreste og nogle veninder som jeg heller ikke synes jeg kan være der nok for! For slet ikke at glemme min arbejdsplads. Følelsen af altid at være utilstrækkelig, forkert og ikke god nok. Tankemylder om aftenen og natten… Det er ulideligt. Hvordan kan jeg overhovedet have tanker om at jeg er ikke er god nok til min kæreste som virkelig elsker mig? Jeg ved det jo godt! Skide dumme angst!!! For ikke at nævne at jeg tit slår til angsten og siger til den at jeg fandme ikke gider spilde mit liv på at være ked af det! Jeg vil sgu nyde det liv jeg har fået! Men det er bare ikke så simpelt…. nogle dage får jeg slet ikke spist. Det er uoverskueligt. Seriøst? Det lyder jo helt absurd. Jeg kunne blive ved… men jeg havde lige brug for at lufte nogle af mine tanker hos en jeg ved forstår hvad jeg mener! Jeg er glad for at høre at du har fået det meget bedre. Du fortjener det! Du er det rareste menneske her på IG ❤️ Elliot kan ikke være andet end stolt af dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Og det er så godt, at du lufter dine tanker. For hver gang du siger det højt letter det trykket en lille smule. Og jeg forstår om nogen hvad du mener. Jeg smed lige 8 kg på kort tid, fordi jeg ikke fik spist. Du er ikke alene. Og du ER god nok! Dem der ikke er der for andre, de bekymrer sig typisk ikke for det. Det er meget tydeligt for mig at høre, at du gør en indsats. Du ER god nok ! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mille

    TAK ❤️ Bare tak!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Jeg synes det er så sejt, at du deler den sindsyge periode i dit liv. Og hvor er det hjertevarmende at høre du har sådan et stærkt og omsorgsfuldt netværk ♥️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Ja, jeg har godt nok været heldig med alle dem, der hjalp mig. Det var ekstremt hårdt at føle sig så meget til besvær, for det krævede jo meget af folk at være i mit selskab og finde tid til det. Men de gjorde det, og jeg havde ikke klaret den uden dem <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Der fældede lige nogle tårer. Jeg har lyst til at kramme dig og fortælle hvor sej du egentlig er, for det er du! Og ekstra sej fordi du deler det med os. Kram ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Du er sgu sød ! Tak for din kommentar. Den er jeg glad for!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Søde, stærke dig. Jeg har selv været der og ved hvilken vanvittig kamp det er at komme tilbage fra. Du er stærk, jeg er stærk og vi er gennem det værste ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Og det har du nemlig bare SÅ meget ret i. Vi er gennem det værste. Og næste gang det hele ramler sammen, så er vi allerede øvet i at takle det og kommer nemmere igennem det <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Min søn skal på ferie uden mig!