Derfor græder jeg offentligt på Instagram

INCEST I FAMILIEN

09bd2469-6be9-4581-9ba9-947498cb2c4a

Jeres reaktion på mit seneste indlæg omhandlende incest i min familie var svær at tage ind. Ikke så meget for mig, men for min familie, som også læser min blog. De har næsten alle sammen på alle tidspunkter støttet mig i, at jeg skal skrive om dét, jeg har brug for at skrive om for at få det bedre. Men da det ramte dem selv, var det pludselig ikke så sjovt mere. Jeg har forsøgt at holde en MEGET pæn tone, og jeg har i et forsøg på at beskytte mine forældre bare en lille smule fortalt meget objektivt, hvordan der ikke blev handlet, da jeg som 14-årig besluttede mig for at gå til dem og fortælle, at jeg havde været udsat for seksuelle overgreb gennem mange år. Jeg blev spurgt, om jeg ville til psykolog, og det ville jeg ikke. Jeg ville heller ikke være til besvær, så derfor krævede jeg ikke, at min overgrebsmand(farfar) skulle have af vide, at jeg havde fortalt det til familien. Så alt fortsatte som det plejede. Fejlen er selvfølgelig, at det ikke er mig som 14-årig, der skal ha’ ansvaret for, hvad der skal ske i sådan en situation. Og jeg skulle slet ikke have været udsat for at tilbringe tid med manden i de efterfølgende 3 år, indtil han døde.

Men.. Ingen forældre synes, at det er rart, at få af vide, at de har svigtet deres børn, selvom det ganske enkelt er sandheden. Nogle af kommentarerne – både her og på Instagram – gik blandt andet på, at jeg burde skære hånden af min familie, når de havde udsat mig for så stort et svigt. Mit indlæg fik derfor selvsagt sat gang i en fandens masse på familiefronten, og endnu en gang følte jeg mig fuldstændig alene med det hele. Det var en hård weekend.

Mine opråb her på de sociale medier kommer med garanti af, at jeg ikke har følt mig hørt og forstået i min familie. Derfor har jeg haft brug for at dele min sorg og mit traume med andre, der kan sætte sig ind, hvilken svær situation, jeg står i. Derudover har verden brug for, at folk snakker åbent om incest, som jeg gør. Hvis emnet ikke var så skide tabubelagt, var der langt større chance for, at de incestramte familier tør tale om de seksuelle overgreb samt de følelser, der hører med dertil.

Mange gange har jeg fået af vide, at det er MIN kam. At det er MIT behov at tale om det. Men set fra mit synspunkt, er det logik for burhøns, at hele familien har et fucking ansvar for at deale med det, selvom dét ikke nødvendigvis er dem, der er blevet misbrugt. Incest rammer hele familien. Ikke kun dén, overgrebsmanden har forgrebet sig på. Alle har et ansvar, og jeg har brug for min familie bidrager til at bearbejde mit traume. Og så er jeg egentlig pisse ligeglad med, om de synes, det er rart eller ej. Jeg synes også, at det er VILDT ubehageligt, men jeg kan mærke, at jeg vokser for hver gang.

Min fejl er bare, at jeg tager ALT for store mundfulde. Jeg valgte lige at tage kampen op med næsten samtlige familiemedlemmer på én weekend. Det er efterhånden et par uger siden, og der er stadig et par stykker af dem, jeg ikke rigtig er på talefod med. Det fylder SINDSYGT meget for mig.

Min far som jeg i lang tid har haft det aller sværest med, taklede det så sindssygt godt. I forlængelse af mit blogindlæg skrev han til mig, at han havde læst, hvad jeg havde skrevet, og jeg skulle vide, at han støttede mig. Han har lagt sig fladt ned og taget alt ansvaret på sig. Det tog noget tid, men nu føler jeg, at jeg 100% har hans støtte og anerkendelse af, at jeg dealer med tingene, som jeg gør. Han har ligefrem fortalt mig, at han er stolt af, hvad jeg gør.

Min mor, som jeg altid har haft det lettest med, fik jeg det pludselig rigtig svært med, fordi hun – ganske naturligt – gik i forsvar og begyndte at forklare, hvorfor hun ikke handlede dengang, og hvordan det var svært for hende at stå i sådan en situation. Det kunne jeg SLET ikke rumme. Jeg har svært nok ved at rumme min egen sorg og mine egne svigt, hvorfor jeg synes, det er urimeligt, at jeg i sådan en situation også skal bære mine forældres. Når det så er sagt, forstår jeg godt behovet for at forklare sig som forældre. Selvfølgelig vil man gøre alt for at få ens børn til at forstå, hvorfor det var så fandens svært at gøre noget anderledes med de betingelser de havde givet. Som et incestoffer, der ikke er blevet taget alvorligt, har man bare ikke brug for forklaringer. Man har brug for, at der er nogen, der tager ansvar. Nogen der står ved deres fejl, og fortæller at de ville gøre det anderledes, hvis de kunne. Lige præcis dér er begge mine forældre den dag i dag, og det glæder mig! Selvom vi stadig har lang vej igen. Jeg kan stadig ha’ det svært ved at give dem et ordentlig kram, selvom jeg elsker dem overalt på jorden. Det bliver bare ubehageligt for mig. ..En ting vi først har fået snakket højt om for ganske nyligt.

Nå, men det jeg vil frem til er.. ALDRIG I LIVET om jeg vil skære hånden af min mor og far. Som min psykolog siger:

“Dine forældre har aldrig ønsket at gøre dig ondt. Men de HAR gjort dig ondt.”

Mine forældre er ikke ondskabsfulde. De har svigtet mig. BIG TIME. Ja.. Men de har gjort, hvad de kunne ud fra de betingelser, de har haft i livet på det tidspunkt. Især min mor har været presset som enlig og studerende mor til 5 unger, der alle har været udfordret på den ene eller anden måde. Min morfar var kræftsyg, og og min mormor var psykisk syg og måtte indlægges on and off på den lukkede i mange, mange år. Måske var det for svært for min mor, at handle dengang. Hvis hun havde handlet, havde hun også åbnet øjnene op for, hvad der VIRKELIG var sket for hendes barn, og måske havde det væltet hende. Hvem skulle så tage sig af de resterende i familien? Mine mindre søskende, min højt elskede mormor og min kære morfar, som desværre døde kort tid efter.

Mange incestramte familier går i chok og kører på overlevelsesmekanismer. Ved at tale så lidt om det som muligt, behøver man ikke se virkeligheden i øjnene. En virkelighed der er så grum for de fleste forældre, at den ikke er til at bære.

Det afgørende for mig og min relation til min familie er, hvordan de handler NU. Hvordan de støtter mig NU. For fortiden kan vi ikke lave om på. Jeg elsker dem, de elsker mig. Og som det ser ud lige nu, står de ved deres fulde ansvar, og de er villige til at gøre næsten hvad som helst, for at hjælpe mig gennem min sorg.

Jeg holder fast i, at min mor er verdens sejeste mor. I har ingen ide om, hvad den kvinde er gået igennem for sådan ca samtlige familiemedlemmer. Uden hende havde vi allesammen lagt i rendestenene. <3

Jeg forstår sagtens jeres reaktion. For jeg har selv brugte en del tid på at rase over, hvor fuldstændigt sindssyge de må være i hovedet i og med de ikke – som det første – opsøgte røvhullet og gav ham sin straf. Hvis der var nogen, der havde rørt min dreng, havde jeg ikke kunne holde mig selv tilbage. Og dén følelse tror jeg, at mange af jer sidder med, når jeg fortæller, der ikke blev handlet. Og det forstår jeg. Og jeg sætter så vanvittigt meget pris på jeres støtte. Jeg prøver bare at belyse sagen fra et andet perspektiv. For mig giver det mening, at mennesker kan gå i chok og handle uhensigtsmæssigt for at “overleve”. Det prøver jeg at huske på.

#brydtabuet #duerikkeAlene

Ps. Jeg har skrevet mere om incest her og her og her og her og mange andre steder rundt omkring ☺️

 

 

 

   

15 kommentarer

  • craigmarine

    Mange tak! ♥️😚🌷

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cathrine

    Tak for at du er så åben omkring dette, det er nettop disse historier og seje overlevelsespersoner som dig som forhåbentligvis kan redde mange ofre for incest i nutid og i fremtid.
    Du har tidligere skrevet om en farfar i København, så jeg er lige lidt forvirret nu når du skriver at han er død?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Jeg har ikke nogen farfar i københavn. Min farfar er død. Måske har du læst om Elliots farfar, der bor her i københavn 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • N

    På den anden side er det også bare sindssygt flot, at du vælger at være det større mennesker og være så tilgivende og forstående! Står selv midt i en stor familiekonflikt, hvor der bare nada forståelse er, overfor hvad den anden har gået igennem og lign, fordi deres egne sårede følelser fylder for meget. Det er så ærgerligt.
    Ville ønske mine familiemedlemmer havde noget af din rummelighed på det punkt 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ruth

    Dit indlæg berører mig meget fordi det er fyldt med både sorg, svigt og kærlighed. Jeg skulle have handlet anderledes ift. du og din søsteren overgreb, det gjorde jeg ikke og det skammer jeg mig over men samtidig med glæder jeg mig over, at du selv kæmper for at bearbejde alt det, det har medført. Du er modig og (k)ærlig ❤️ 😘💋 godt du er min 👧🏻 Jeg er pisse stolt af dig. Undskyld, undskyld skat – det skulle have været håndteret anderledes 😔

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Det er stort af dig, at dele din historie ❤️ Det er endnu større af dig, at du også kan anskue tingene fra “den anden side”. Det er jeg ikke sikker på jeg kunne. Men det er svært at vurdere hvad man ville og ikke ville gøre, når man ikke har stået i lignende situation. Men har svært ved at forestille mig, at jeg kunne finde på at lade min datter omgås med en mand, som har misbrugt hende. Det strider fuldstændig imod mit moderhjerte.
    Det gør ondt at læse, at du ikke har haft din families støtte i en sårbar tid, hvor du har haft allermest behov for deres støtte. Jeg kan godt forstå, at du føler et enormt svigt, som er svært at bearbejde og tilgive. Tak fordi jeg må læse med og fordi du tør sætte ord og følelser på et svært og tabulagt emne ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Min mor og far blev skilt, da jeg var helt lille, så min mor har ikke været en del af, at jeg så min farfar efterfølgende. Det tror jeg heller ikke hendes morhjerte ville kunne. Men igen. Jeg spurgte min psykolog hvor normal en sådan reaktion var. Altså at familien ikke handler, og hun forklarede mig at det desværre sker rigtig ofte. Derfor tænker jeg, at det simpelthen må være den choktilstand, man er i ? Men ja. Det er svært at vide, når man ikke selv har stået i samme situation.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nicole

    Du er så sej at kunne deale både med din egen sorg og kunne se sagen fra dine forældres side af (dengang). Kæmpe respekt til dig. <3 Selvfølgelig ville dine forældre dig ikke ondt og jeg vil vædde med de også har slået sig selv oveni hovedet mange gange efterfølgende for ikke at have reageret. Men vi er kun mennesker – og det ville helt sikkert ødelægge jer alle at skulle bryde kontakten. Hold du bare fast i at din mor er den sejeste mor. Noget rigtigt har de i hvert fald gjort med det seje menneske du er blevet til! 🙂 <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Aalborgpigen

    Puha.. Når jeg læser dine indlæg, som dette, tager det helt pusten fra mig. Du formår på den mest voksne (!) og kærlige måde at fortælle og bearbejde din historie, så du får italesat dine tanker men på en måde din familie kan være i. Kæmpe cadeout til dig! Jeg håber dog at de hjælper dig med at løfte opgaven i at du (og din søster) kan komme videre – for det kan virke som om du trænger det tunge læs, hvilket måske er det der rører noget i de der kommenterer om uretfærdighed og afstandstagen fra din familie…
    Jeg er selv fra en familie hvor mine søstre og jeg har lidt en række svigt og gået til psykolog siden barnsben (jeg var 9 da jeg første gang blev sendt afsted). Vores mor har kæmpet alene for at holde styr på det hele og samtidig favne sig selv og sine ambitioner – desværre på vores bekostning. Så jeg kan godt relatere til dilemmaet med at ville tale med sin mor om fortiden på en måde der omfavner en selv, men hvor hun holder fokus på sig selv..
    Samtidig er min mor gift med en mand, hvis 2 børn er blevet misbrugt af deres farfar.. Det er ekstremt tabu hos os og ligger faktisk som en kile ned mellem de enkelte relationer.. Men facaden med den store lykkelige sammenbragte familie – Ja den er vi mestre i at opretholde.. Faktisk så gode at man selv får lyst til at fortrænge det dårlige og tro på facaden.. Sejt at du bryder facaden og lader virkeligheden trænge igennem!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Hvor er det godt skrevet ! Tak altså ❤️ Og du har helt ret . Jeg føler at jeg trækkker det tunge læs og bliver spist af med, at det er mit behov, når det jeg foretager mig i virkeligheden er noget der gavner hele familien på lang sigt. Men jeg må også acceptere, at de ikke aller er, der hvor jeg er. Jfg har selv valgt at tage kampen op, og jeg kan ikke forvente at de har samme ønske.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Terese

    Jeg synes det er sejt at du tager kampen op og går i mod din familie, for at få dem til at forstå, selvom det er fandens hårdt. Respekt herfra!
    Undrer mig dog lidt. Har din søster også oplevet overgreb i jeres familie, siden du skriver ‘hvad der virkelig var sket for hendes to døtre’? 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Ja, det har jeg også tidligere nævnt, at det en enkelt gang er gået ud over en af mine søskende, men jeg ellers har været hoved-offeret. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nadja

    Hvor er du sej. Ikke mindst fordi, du er i stand til at nuancere situationen og anskue den fra alles sider. Det er der ikke mange, der kan.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Derfor græder jeg offentligt på Instagram