INCEST I FAMILIEN
Jeres reaktion på mit seneste indlæg omhandlende incest i min familie var svær at tage ind. Ikke så meget for mig, men for min familie, som også læser min blog. De har næsten alle sammen på alle tidspunkter støttet mig i, at jeg skal skrive om dét, jeg har brug for at skrive om for at få det bedre. Men da det ramte dem selv, var det pludselig ikke så sjovt mere. Jeg har forsøgt at holde en MEGET pæn tone, og jeg har i et forsøg på at beskytte mine forældre bare en lille smule fortalt meget objektivt, hvordan der ikke blev handlet, da jeg som 14-årig besluttede mig for at gå til dem og fortælle, at jeg havde været udsat for seksuelle overgreb gennem mange år. Jeg blev spurgt, om jeg ville til psykolog, og det ville jeg ikke. Jeg ville heller ikke være til besvær, så derfor krævede jeg ikke, at min overgrebsmand(farfar) skulle have af vide, at jeg havde fortalt det til familien. Så alt fortsatte som det plejede. Fejlen er selvfølgelig, at det ikke er mig som 14-årig, der skal ha’ ansvaret for, hvad der skal ske i sådan en situation. Og jeg skulle slet ikke have været udsat for at tilbringe tid med manden i de efterfølgende 3 år, indtil han døde.
Men.. Ingen forældre synes, at det er rart, at få af vide, at de har svigtet deres børn, selvom det ganske enkelt er sandheden. Nogle af kommentarerne - både her og på Instagram - gik blandt andet på, at jeg burde skære hånden af min familie, når de havde udsat mig for så stort et svigt. Mit indlæg fik derfor selvsagt sat gang i en fandens masse på familiefronten, og endnu en gang følte jeg mig fuldstændig alene med det hele. Det var en hård weekend.
Mine opråb her på de sociale medier kommer med garanti af, at jeg ikke har følt mig hørt og forstået i min familie. Derfor har jeg haft brug for at dele min sorg og mit traume med andre, der kan sætte sig ind, hvilken svær situation, jeg står i. Derudover har verden brug for, at folk snakker åbent om incest, som jeg gør. Hvis emnet ikke var så skide tabubelagt, var der langt større chance for, at de incestramte familier tør tale om de seksuelle overgreb samt de følelser, der hører med dertil.
Mange gange har jeg fået af vide, at det er MIN kam. At det er MIT behov at tale om det. Men set fra mit synspunkt, er det logik for burhøns, at hele familien har et fucking ansvar for at deale med det, selvom dét ikke nødvendigvis er dem, der er blevet misbrugt. Incest rammer hele familien. Ikke kun dén, overgrebsmanden har forgrebet sig på. Alle har et ansvar, og jeg har brug for min familie bidrager til at bearbejde mit traume. Og så er jeg egentlig pisse ligeglad med, om de synes, det er rart eller ej. Jeg synes også, at det er VILDT ubehageligt, men jeg kan mærke, at jeg vokser for hver gang.
Min fejl er bare, at jeg tager ALT for store mundfulde. Jeg valgte lige at tage kampen op med næsten samtlige familiemedlemmer på én weekend. Det er efterhånden et par uger siden, og der er stadig et par stykker af dem, jeg ikke rigtig er på talefod med. Det fylder SINDSYGT meget for mig.
Min far som jeg i lang tid har haft det aller sværest med, taklede det så sindssygt godt. I forlængelse af mit blogindlæg skrev han til mig, at han havde læst, hvad jeg havde skrevet, og jeg skulle vide, at han støttede mig. Han har lagt sig fladt ned og taget alt ansvaret på sig. Det tog noget tid, men nu føler jeg, at jeg 100% har hans støtte og anerkendelse af, at jeg dealer med tingene, som jeg gør. Han har ligefrem fortalt mig, at han er stolt af, hvad jeg gør.
Min mor, som jeg altid har haft det lettest med, fik jeg det pludselig rigtig svært med, fordi hun - ganske naturligt - gik i forsvar og begyndte at forklare, hvorfor hun ikke handlede dengang, og hvordan det var svært for hende at stå i sådan en situation. Det kunne jeg SLET ikke rumme. Jeg har svært nok ved at rumme min egen sorg og mine egne svigt, hvorfor jeg synes, det er urimeligt, at jeg i sådan en situation også skal bære mine forældres. Når det så er sagt, forstår jeg godt behovet for at forklare sig som forældre. Selvfølgelig vil man gøre alt for at få ens børn til at forstå, hvorfor det var så fandens svært at gøre noget anderledes med de betingelser de havde givet. Som et incestoffer, der ikke er blevet taget alvorligt, har man bare ikke brug for forklaringer. Man har brug for, at der er nogen, der tager ansvar. Nogen der står ved deres fejl, og fortæller at de ville gøre det anderledes, hvis de kunne. Lige præcis dér er begge mine forældre den dag i dag, og det glæder mig! Selvom vi stadig har lang vej igen. Jeg kan stadig ha’ det svært ved at give dem et ordentlig kram, selvom jeg elsker dem overalt på jorden. Det bliver bare ubehageligt for mig. ..En ting vi først har fået snakket højt om for ganske nyligt.
Nå, men det jeg vil frem til er.. ALDRIG I LIVET om jeg vil skære hånden af min mor og far. Som min psykolog siger:
"Dine forældre har aldrig ønsket at gøre dig ondt. Men de HAR gjort dig ondt."
Mine forældre er ikke ondskabsfulde. De har svigtet mig. BIG TIME. Ja.. Men de har gjort, hvad de kunne ud fra de betingelser, de har haft i livet på det tidspunkt. Især min mor har været presset som enlig og studerende mor til 5 unger, der alle har været udfordret på den ene eller anden måde. Min morfar var kræftsyg, og og min mormor var psykisk syg og måtte indlægges on and off på den lukkede i mange, mange år. Måske var det for svært for min mor, at handle dengang. Hvis hun havde handlet, havde hun også åbnet øjnene op for, hvad der VIRKELIG var sket for hendes barn, og måske havde det væltet hende. Hvem skulle så tage sig af de resterende i familien? Mine mindre søskende, min højt elskede mormor og min kære morfar, som desværre døde kort tid efter.
Mange incestramte familier går i chok og kører på overlevelsesmekanismer. Ved at tale så lidt om det som muligt, behøver man ikke se virkeligheden i øjnene. En virkelighed der er så grum for de fleste forældre, at den ikke er til at bære.
Det afgørende for mig og min relation til min familie er, hvordan de handler NU. Hvordan de støtter mig NU. For fortiden kan vi ikke lave om på. Jeg elsker dem, de elsker mig. Og som det ser ud lige nu, står de ved deres fulde ansvar, og de er villige til at gøre næsten hvad som helst, for at hjælpe mig gennem min sorg.
Jeg holder fast i, at min mor er verdens sejeste mor. I har ingen ide om, hvad den kvinde er gået igennem for sådan ca samtlige familiemedlemmer. Uden hende havde vi allesammen lagt i rendestenene. <3
Jeg forstår sagtens jeres reaktion. For jeg har selv brugte en del tid på at rase over, hvor fuldstændigt sindssyge de må være i hovedet i og med de ikke - som det første - opsøgte røvhullet og gav ham sin straf. Hvis der var nogen, der havde rørt min dreng, havde jeg ikke kunne holde mig selv tilbage. Og dén følelse tror jeg, at mange af jer sidder med, når jeg fortæller, der ikke blev handlet. Og det forstår jeg. Og jeg sætter så vanvittigt meget pris på jeres støtte. Jeg prøver bare at belyse sagen fra et andet perspektiv. For mig giver det mening, at mennesker kan gå i chok og handle uhensigtsmæssigt for at “overleve”. Det prøver jeg at huske på.
#brydtabuet #duerikkeAlene
Ps. Jeg har skrevet mere om incest her og her og her og her og mange andre steder rundt omkring ☺️
Men.. Ingen forældre synes, at det er rart, at få af vide, at de har svigtet deres børn, selvom det ganske enkelt er sandheden. Nogle af kommentarerne - både her og på Instagram - gik blandt andet på, at jeg burde skære hånden af min familie, når de havde udsat mig for så stort et svigt. Mit indlæg fik derfor selvsagt sat gang i en fandens masse på familiefronten, og endnu en gang følte jeg mig fuldstændig alene med det hele. Det var en hård weekend.
Mine opråb her på de sociale medier kommer med garanti af, at jeg ikke har følt mig hørt og forstået i min familie. Derfor har jeg haft brug for at dele min sorg og mit traume med andre, der kan sætte sig ind, hvilken svær situation, jeg står i. Derudover har verden brug for, at folk snakker åbent om incest, som jeg gør. Hvis emnet ikke var så skide tabubelagt, var der langt større chance for, at de incestramte familier tør tale om de seksuelle overgreb samt de følelser, der hører med dertil.
Mange gange har jeg fået af vide, at det er MIN kam. At det er MIT behov at tale om det. Men set fra mit synspunkt, er det logik for burhøns, at hele familien har et fucking ansvar for at deale med det, selvom dét ikke nødvendigvis er dem, der er blevet misbrugt. Incest rammer hele familien. Ikke kun dén, overgrebsmanden har forgrebet sig på. Alle har et ansvar, og jeg har brug for min familie bidrager til at bearbejde mit traume. Og så er jeg egentlig pisse ligeglad med, om de synes, det er rart eller ej. Jeg synes også, at det er VILDT ubehageligt, men jeg kan mærke, at jeg vokser for hver gang.
Min fejl er bare, at jeg tager ALT for store mundfulde. Jeg valgte lige at tage kampen op med næsten samtlige familiemedlemmer på én weekend. Det er efterhånden et par uger siden, og der er stadig et par stykker af dem, jeg ikke rigtig er på talefod med. Det fylder SINDSYGT meget for mig.
Min far som jeg i lang tid har haft det aller sværest med, taklede det så sindssygt godt. I forlængelse af mit blogindlæg skrev han til mig, at han havde læst, hvad jeg havde skrevet, og jeg skulle vide, at han støttede mig. Han har lagt sig fladt ned og taget alt ansvaret på sig. Det tog noget tid, men nu føler jeg, at jeg 100% har hans støtte og anerkendelse af, at jeg dealer med tingene, som jeg gør. Han har ligefrem fortalt mig, at han er stolt af, hvad jeg gør.
Min mor, som jeg altid har haft det lettest med, fik jeg det pludselig rigtig svært med, fordi hun - ganske naturligt - gik i forsvar og begyndte at forklare, hvorfor hun ikke handlede dengang, og hvordan det var svært for hende at stå i sådan en situation. Det kunne jeg SLET ikke rumme. Jeg har svært nok ved at rumme min egen sorg og mine egne svigt, hvorfor jeg synes, det er urimeligt, at jeg i sådan en situation også skal bære mine forældres. Når det så er sagt, forstår jeg godt behovet for at forklare sig som forældre. Selvfølgelig vil man gøre alt for at få ens børn til at forstå, hvorfor det var så fandens svært at gøre noget anderledes med de betingelser de havde givet. Som et incestoffer, der ikke er blevet taget alvorligt, har man bare ikke brug for forklaringer. Man har brug for, at der er nogen, der tager ansvar. Nogen der står ved deres fejl, og fortæller at de ville gøre det anderledes, hvis de kunne. Lige præcis dér er begge mine forældre den dag i dag, og det glæder mig! Selvom vi stadig har lang vej igen. Jeg kan stadig ha’ det svært ved at give dem et ordentlig kram, selvom jeg elsker dem overalt på jorden. Det bliver bare ubehageligt for mig. ..En ting vi først har fået snakket højt om for ganske nyligt.
Nå, men det jeg vil frem til er.. ALDRIG I LIVET om jeg vil skære hånden af min mor og far. Som min psykolog siger:
"Dine forældre har aldrig ønsket at gøre dig ondt. Men de HAR gjort dig ondt."
Mine forældre er ikke ondskabsfulde. De har svigtet mig. BIG TIME. Ja.. Men de har gjort, hvad de kunne ud fra de betingelser, de har haft i livet på det tidspunkt. Især min mor har været presset som enlig og studerende mor til 5 unger, der alle har været udfordret på den ene eller anden måde. Min morfar var kræftsyg, og og min mormor var psykisk syg og måtte indlægges on and off på den lukkede i mange, mange år. Måske var det for svært for min mor, at handle dengang. Hvis hun havde handlet, havde hun også åbnet øjnene op for, hvad der VIRKELIG var sket for hendes barn, og måske havde det væltet hende. Hvem skulle så tage sig af de resterende i familien? Mine mindre søskende, min højt elskede mormor og min kære morfar, som desværre døde kort tid efter.
Mange incestramte familier går i chok og kører på overlevelsesmekanismer. Ved at tale så lidt om det som muligt, behøver man ikke se virkeligheden i øjnene. En virkelighed der er så grum for de fleste forældre, at den ikke er til at bære.
Det afgørende for mig og min relation til min familie er, hvordan de handler NU. Hvordan de støtter mig NU. For fortiden kan vi ikke lave om på. Jeg elsker dem, de elsker mig. Og som det ser ud lige nu, står de ved deres fulde ansvar, og de er villige til at gøre næsten hvad som helst, for at hjælpe mig gennem min sorg.
Jeg holder fast i, at min mor er verdens sejeste mor. I har ingen ide om, hvad den kvinde er gået igennem for sådan ca samtlige familiemedlemmer. Uden hende havde vi allesammen lagt i rendestenene. <3
Jeg forstår sagtens jeres reaktion. For jeg har selv brugte en del tid på at rase over, hvor fuldstændigt sindssyge de må være i hovedet i og med de ikke - som det første - opsøgte røvhullet og gav ham sin straf. Hvis der var nogen, der havde rørt min dreng, havde jeg ikke kunne holde mig selv tilbage. Og dén følelse tror jeg, at mange af jer sidder med, når jeg fortæller, der ikke blev handlet. Og det forstår jeg. Og jeg sætter så vanvittigt meget pris på jeres støtte. Jeg prøver bare at belyse sagen fra et andet perspektiv. For mig giver det mening, at mennesker kan gå i chok og handle uhensigtsmæssigt for at “overleve”. Det prøver jeg at huske på.
#brydtabuet #duerikkeAlene
Ps. Jeg har skrevet mere om incest her og her og her og her og mange andre steder rundt omkring ☺️
