februar 2018 | MIGOGMINTINDERBABY
  • Magazine
  • Blogs
    • Nye blogs
      • Design og indretning
      • Forældreskab
      • Foto
      • Mode
      • Træning og sundhed
    • Toplister
    • Forældreskab
    • Foto
    • Mode
    • Træning og sundhed
  • Flere
    • Design og indretning
  • Toplister
  • Opret blog
  • Profile
  • Outfits
  • Travel
  • Archive
    • juni 2020
    • april 2020
    • marts 2020
    • februar 2020
    • januar 2020
    • oktober 2019
    • juni 2019
    • april 2019
    • februar 2019
    • januar 2019
    • december 2018
    • oktober 2018
    • august 2018
    • juli 2018
    • maj 2018
    • april 2018
    • februar 2018
    • januar 2018
    • december 2017
    • november 2017
    • oktober 2017
    • juli 2017
    • juni 2017
    • marts 2017
    • februar 2017
    • december 2016
    • november 2016
    • oktober 2016
    • september 2016
    • juli 2016
    • juni 2016
    • maj 2016
    • april 2016
    • marts 2016
    • februar 2016
    • januar 2016
    • december 2015
    • november 2015
    • oktober 2015
  • Post featured

    MIN ÆRLIGE MENING OM SKØNHED INDEFRA OG KOLLAGENPULVER

    Annonce for Oslo Skin lab Jeg gider ikke engang lokke jer til at læse det her skriv, ved at starte fortællingen op med noget helt andet end dét, det...

  • Post featured

    MIT LIV PT OG LIDT OM AALBORG

    Klokken er 05.50, solen står op og jeg ligeså. Måtter her har endnu ikke fået sat gardiner op i vores lille østerbronx-hjem, og det betyder, at solen er mit...

  • Post featured

    BANGE

    Jeg er simpelthen så lettet over, at alt er okay med mit hjerte! Jeg har var til undersøgelse hos lægen i sidste uge, fordi mit hjerte har opført sig...

  • Post featured

    Venner, Bekendtskaber og Kollegaer

    80 procent af mine blogindlæg handler om, de ting i livet, der kan gøre det svært at være til. Omend jeg synes, det også er vigtigt at sætte fokus...

MIGOGMINTINDERBABY
MIGOGMINTINDERBABY
Alexandra Staffensen
  • Nouw

Arkiv

  • juni 2020
  • april 2020
  • marts 2020
  • februar 2020
  • januar 2020
  • oktober 2019

Kategorier

  • 10 TING
  • AMNING
  • ANGST
  • BABY
  • BOLIG
  • FAMILIE
  • FARMAND
  • FERIE
  • FOREDRAG
  • FØDSEL
  • GRAVIDITET
  • KROPPEN
  • KÆRE DAGBOG
  • LIVET SOM INFLUENSER
  • LIVET SOM MOR
  • MIT LIV
  • MOR-KROPPEN
  • NEMME OPSKRIFTER
  • OM AT VÆRE ENLIG MOR
  • PARFORHOLDET
  • PSYKEN
  • RANDOM
  • SEX
  • SINGLELIVET
  • TABU
  • TUMLING
  • Traumatiske oplevelser
  • UDSEENDE
  • Uncategorized

Abonner

INCEST I FAMILIEN

torsdag, 22. februar, 2018, 7:44 PM
Jeres reaktion på mit seneste indlæg omhandlende incest i min familie var svær at tage ind. Ikke så meget for mig, men for min familie, som også læser min blog. De har næsten alle sammen på alle tidspunkter støttet mig i, at jeg skal skrive om dét, jeg har brug for at skrive om for at få det bedre. Men da det ramte dem selv, var det pludselig ikke så sjovt mere. Jeg har forsøgt at holde en MEGET pæn tone, og jeg har i et forsøg på at beskytte mine forældre bare en lille smule fortalt meget objektivt, hvordan der ikke blev handlet, da jeg som 14-årig besluttede mig for at gå til dem og fortælle, at jeg havde været udsat for seksuelle overgreb gennem mange år. Jeg blev spurgt, om jeg ville til psykolog, og det ville jeg ikke. Jeg ville heller ikke være til besvær, så derfor krævede jeg ikke, at min overgrebsmand(farfar) skulle have af vide, at jeg havde fortalt det til familien. Så alt fortsatte som det plejede. Fejlen er selvfølgelig, at det ikke er mig som 14-årig, der skal ha’ ansvaret for, hvad der skal ske i sådan en situation. Og jeg skulle slet ikke have været udsat for at tilbringe tid med manden i de efterfølgende 3 år, indtil han døde.

Men.. Ingen forældre synes, at det er rart, at få af vide, at de har svigtet deres børn, selvom det ganske enkelt er sandheden. Nogle af kommentarerne - både her og på Instagram - gik blandt andet på, at jeg burde skære hånden af min familie, når de havde udsat mig for så stort et svigt. Mit indlæg fik derfor selvsagt sat gang i en fandens masse på familiefronten, og endnu en gang følte jeg mig fuldstændig alene med det hele. Det var en hård weekend.

Mine opråb her på de sociale medier kommer med garanti af, at jeg ikke har følt mig hørt og forstået i min familie. Derfor har jeg haft brug for at dele min sorg og mit traume med andre, der kan sætte sig ind, hvilken svær situation, jeg står i. Derudover har verden brug for, at folk snakker åbent om incest, som jeg gør. Hvis emnet ikke var så skide tabubelagt, var der langt større chance for, at de incestramte familier tør tale om de seksuelle overgreb samt de følelser, der hører med dertil.

Mange gange har jeg fået af vide, at det er MIN kam. At det er MIT behov at tale om det. Men set fra mit synspunkt, er det logik for burhøns, at hele familien har et fucking ansvar for at deale med det, selvom dét ikke nødvendigvis er dem, der er blevet misbrugt. Incest rammer hele familien. Ikke kun dén, overgrebsmanden har forgrebet sig på. Alle har et ansvar, og jeg har brug for min familie bidrager til at bearbejde mit traume. Og så er jeg egentlig pisse ligeglad med, om de synes, det er rart eller ej. Jeg synes også, at det er VILDT ubehageligt, men jeg kan mærke, at jeg vokser for hver gang.

Min fejl er bare, at jeg tager ALT for store mundfulde. Jeg valgte lige at tage kampen op med næsten samtlige familiemedlemmer på én weekend. Det er efterhånden et par uger siden, og der er stadig et par stykker af dem, jeg ikke rigtig er på talefod med. Det fylder SINDSYGT meget for mig.

Min far som jeg i lang tid har haft det aller sværest med, taklede det så sindssygt godt. I forlængelse af mit blogindlæg skrev han til mig, at han havde læst, hvad jeg havde skrevet, og jeg skulle vide, at han støttede mig. Han har lagt sig fladt ned og taget alt ansvaret på sig. Det tog noget tid, men nu føler jeg, at jeg 100% har hans støtte og anerkendelse af, at jeg dealer med tingene, som jeg gør. Han har ligefrem fortalt mig, at han er stolt af, hvad jeg gør.

Min mor, som jeg altid har haft det lettest med, fik jeg det pludselig rigtig svært med, fordi hun - ganske naturligt - gik i forsvar og begyndte at forklare, hvorfor hun ikke handlede dengang, og hvordan det var svært for hende at stå i sådan en situation. Det kunne jeg SLET ikke rumme. Jeg har svært nok ved at rumme min egen sorg og mine egne svigt, hvorfor jeg synes, det er urimeligt, at jeg i sådan en situation også skal bære mine forældres. Når det så er sagt, forstår jeg godt behovet for at forklare sig som forældre. Selvfølgelig vil man gøre alt for at få ens børn til at forstå, hvorfor det var så fandens svært at gøre noget anderledes med de betingelser de havde givet. Som et incestoffer, der ikke er blevet taget alvorligt, har man bare ikke brug for forklaringer. Man har brug for, at der er nogen, der tager ansvar. Nogen der står ved deres fejl, og fortæller at de ville gøre det anderledes, hvis de kunne. Lige præcis dér er begge mine forældre den dag i dag, og det glæder mig! Selvom vi stadig har lang vej igen. Jeg kan stadig ha’ det svært ved at give dem et ordentlig kram, selvom jeg elsker dem overalt på jorden. Det bliver bare ubehageligt for mig. ..En ting vi først har fået snakket højt om for ganske nyligt.

Nå, men det jeg vil frem til er.. ALDRIG I LIVET om jeg vil skære hånden af min mor og far. Som min psykolog siger:

"Dine forældre har aldrig ønsket at gøre dig ondt. Men de HAR gjort dig ondt."

Mine forældre er ikke ondskabsfulde. De har svigtet mig. BIG TIME. Ja.. Men de har gjort, hvad de kunne ud fra de betingelser, de har haft i livet på det tidspunkt. Især min mor har været presset som enlig og studerende mor til 5 unger, der alle har været udfordret på den ene eller anden måde. Min morfar var kræftsyg, og og min mormor var psykisk syg og måtte indlægges on and off på den lukkede i mange, mange år. Måske var det for svært for min mor, at handle dengang. Hvis hun havde handlet, havde hun også åbnet øjnene op for, hvad der VIRKELIG var sket for hendes barn, og måske havde det væltet hende. Hvem skulle så tage sig af de resterende i familien? Mine mindre søskende, min højt elskede mormor og min kære morfar, som desværre døde kort tid efter.

Mange incestramte familier går i chok og kører på overlevelsesmekanismer. Ved at tale så lidt om det som muligt, behøver man ikke se virkeligheden i øjnene. En virkelighed der er så grum for de fleste forældre, at den ikke er til at bære.

Det afgørende for mig og min relation til min familie er, hvordan de handler NU. Hvordan de støtter mig NU. For fortiden kan vi ikke lave om på. Jeg elsker dem, de elsker mig. Og som det ser ud lige nu, står de ved deres fulde ansvar, og de er villige til at gøre næsten hvad som helst, for at hjælpe mig gennem min sorg.

Jeg holder fast i, at min mor er verdens sejeste mor. I har ingen ide om, hvad den kvinde er gået igennem for sådan ca samtlige familiemedlemmer. Uden hende havde vi allesammen lagt i rendestenene. <3

Jeg forstår sagtens jeres reaktion. For jeg har selv brugte en del tid på at rase over, hvor fuldstændigt sindssyge de må være i hovedet i og med de ikke - som det første - opsøgte røvhullet og gav ham sin straf. Hvis der var nogen, der havde rørt min dreng, havde jeg ikke kunne holde mig selv tilbage. Og dén følelse tror jeg, at mange af jer sidder med, når jeg fortæller, der ikke blev handlet. Og det forstår jeg. Og jeg sætter så vanvittigt meget pris på jeres støtte. Jeg prøver bare at belyse sagen fra et andet perspektiv. For mig giver det mening, at mennesker kan gå i chok og handle uhensigtsmæssigt for at “overleve”. Det prøver jeg at huske på.

#brydtabuet #duerikkeAlene

Ps. Jeg har skrevet mere om incest her og her og her og her og mange andre steder rundt omkring ☺️

 

 

 
  • Del på Facebook
  • Del på Twitter
  • Del på Pinterest

Synes godt om

Kommentarer

Derfor græder jeg offentligt på Instagram

tirsdag, 13. februar, 2018, 8:10 PM
Krummer du også tæer, når jeg sidder og filmer mig selv grædende på Instagram eller et andet socialt medie? Hvorfor gør jeg det? Og hvordan? Hvordan kan jeg sidde der og dele noget så privat?

Jeg har flere gange delt mine tåre med offentligheden. Til stor gavn for mig og mange andre og til ubehag for nogle. Jeg har grædt offentligt over familieproblemer, traumatiske hændelser i barndommen, dumme røvhuller, ulykkelig kærlighed, ensomhed og sygdom.

De sociale medier bombarderer os med det ene fucking perfekte liv efter det andet. Det er jo lige til at kaste op over. Jeg er BESTEMT ikke fan af, at man konstant dyrker alt det dårlige og fastholder sig selv i offerrollen, som jeg indrømmet tidligere har været ekspert i. Men jeg synes, at det er vigtigt, at vi på de sociale medier bliver præsenteret for alle sider af livet.

Fandme nej om du skal ligge derhjemme og føle dig forkert eller unormal, fordi du IGEN ligger og tuder. De fleste mennesker har en tendens til at holde tårerne tilbage, hvis de er sammen med andre mennesker. Selv nærmeste familie. Lykkedes det os ikke, undskylder vi, så snart den første tåre triller ned over kinden på os. Hvad fanden er dét for noget?

Jeg siger ikke, at det ikke er i orden, at du føler ubehag ved at græde foran andre. Det er meget naturligt. Det er sådan vi er blevet opdraget i vores samfund. Derudover bliver man pludselig ekstrem sårbar, når man åbner op på den måde. Det er ikke alle, der har lyst til at dele den slags med andre end sig selv, hvilket de absolut heller ikke skal tvinges til. Ingen skal tvinges til at græde foran andre. Personligt bryder jeg mig heller ikke om at græde foran fremmede in real life. Ja, faktisk kan jeg have svært ved at græde, selvom jeg er helt alene.. Men jeg er blevet langt bedre til at være i det.

På Instagram sidder jeg bag en skærm. Det er noget helt andet. I er allesammen meget langt væk fra mig. Der er En vis afstand. Jeg deler primært mine tårer fordi, jeg vil gøre det meget tydeligt, at du aldrig er alene. Der er ALTID nogen, der har siddet med de samme grimme følelser som dig. Dét at vi deler de tunge ting i livet kan være med til at rive os væk fra den ensomhed, der nogle gange kan føles så forfærdelig at være i.

Et andet mål er også at minde jer på, at man ikke er svag, fordi man græder. Tvært i mod er det et tegn på styrke. Et tegn på at du er modig nok til at byde din smerte velkommen. Bevidst eller ubevidst. Det er lige gyldigt. Nogle gange græder vi uden rigtig at vide, hvad vi græder over. Vi er bare ulykkelige. Og det er HELT okay.

Men Alexandra, hvordan kan du koncentrere dig om at græde samtidig med at du sidder og filmer dig selv? Tjah.. Jeg græder næsten altid af først. I ved den der hulkende gråd, der nogle gange opstår særligt i starten af en tudetur.. Den ser i jo ikke. Den holder jeg for mig selv. Lige så meget fordi jeg på det tidspunkt ofte er så ulykkelig, at jeg selvsagt ikke skænker de sociale medier en tanke. Når jeg så er faldet lidt til ro ringer jeg enten til min mor ELLER beslutter mig impulsivt for at dele mine følelser med alle dem, der sidder og kigger med på mine sociale medier. Jeg tænker ikke så meget over det, og jeg ved sjældent, hvor jeg vil hen med det, jeg fortæller på eksempelvis mine storys. Jeg forsøger blot at give jer mig og mine følelser ufiltreret.

Når jeg så i løbet af kort tid modtager et hav af private beskeder, der ikke alene bekræfter mig i, at JEG ikke er alene, men også understreger hvor betydningsfuldt det er for alle jer andre, så kan jeg mærke den vildeste power. Det løfter mig op, og min egen sorg er ikke længere ulidelig at være i. Jeg føler et sammenhold og jeg føler, at min nedtur pludselig KAN noget. Det er en slags terapi for mig.

Nogle gange kan jeg godt tænke, at det ikke er skide fedt at eksempelvis både tidligere flirts og måske kommende flammer sidder og glor med på min tudetur, og måske endda tænker, at jeg er totalt for meget, opmærksomhedskrævende og lidt en dramaqueen. For det kan man meget vel tænke, fordi vi ikke er vant til se folk “skabe” sig på den måde på de sociale medier. Men virkeligheden er bare, at vi alle sammen græder nogle gange. Både over små og store ting. Har du været presset på arbejdet i længere tid eller fået for lidt søvn, kan man jo for helvede gå helt ned over lidt spildt mælk. Der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert, når det kommer til at græde! Det skal du huske..

Og derfor græder jeg offentligt på Instagram <3

Ps. Man kan følge med på min Instagram profil lige HER!
  • Del på Facebook
  • Del på Twitter
  • Del på Pinterest

Synes godt om

Kommentarer

WOK MED KYLLING OG GRØN KARRYPASTA PÅ 15 MIN!

søndag, 4. februar, 2018, 6:28 PM
 
Her er en vildt nem opskrift på wok med kylling og grøn karrypasta. Retten kan smækkes sammen på kun 15 minutter. Perfekt til dig, der hader at bruge hele din aften i køkkenet. Jeg er selv en smule retarderet bag kødgryderne, men denne ret er meget svær at fucke op.

 

Dét skal du bruge

1 stort løg
500 gram kyllingebrystfilet i strimler
1 pk. ægnudler
2 spsk. grøn karypasta
200 g. frisk spinat
400 ml kokosmælk
Olie til stegning

 

Sådan gør du

  1. Skær dit løg i både og steg løg og kyllingestrimler i olie i en wok

  2. Tilsæt grøn karrypasta og rør rudt

  3. Tilsæt kokosmælk

  4. Tilbered nudler efter anvisning på pakken og hæld dem derefter i din wok

  5. Tilsæt den friske spinat og rør rund


Og VUPTI - så har du en sindssygt lækker ret at stille på bordet! Tilsæt selv salt og peber efter behov.

 

TIP

Er du next-level i et køkken så tilsæt evt. 2 spsk fiskesauce og et par revne gulerødder ;)

Selv tak!



Er du typen, der stalker så hop da endelig ind og kig på min perfekte instagramprofil lige HER <3
  • Del på Facebook
  • Del på Twitter
  • Del på Pinterest

Synes godt om

Kommentarer

MIGOGMINTINDERBABY

  • Go to Profil
  • Go to Startsiden
  • Go to RSS
  • Go to Sitemap

Blog på Nouw

  • Opret en konto
  • Tag produkter med Metapic
  • Flyt din blog til Nouw

Blogs

  • Andet
  • Design og indretning
  • Forældreskab
  • Foto
  • Generelt
  • Heste og ridesport
  • Mad & opskrifter
  • Mode
  • Personligt
  • Rejser og udlang
  • Sport
  • Træning og sundhed

Nouw

  • Magazine
  • Almindelige betingelser
  • Privacy Policy
  • Cookies
  • Kontakt os
  • Hjælp
  • Service status
  • Build: 15.2.2021 15.41