“Jeg føler mig som det sorte får i familien igen. Ligesom da jeg var barn. Til besvær. Jeg kæmper en kamp alene”, siger jeg til min dygtige psykolog. Hun modsiger mig ikke, men giver mig ret i, at det kan være, at jeg er til besvær for dem.

Det forholder sig således, forklarer min psykolog, at nogle familier har lært hinanden og sig selv, at det er bedst ikke at snakke for meget om tingene. Det er bedst(tror de), når der er ro på, hvorfor eventuelle konflikter bliver skubbet under gulvtæppet. Det man ikke kan se, eksisterer ikke. I sådanne familiemønstre lærer man at lade som om. Jeg er ekspert i det!

En del af min familie fungerer som ovenfor beskrevet. Det der så sker, når et familiemedlem som mig vælger at åbne munden og tage fat i alt det, der gør ondt, så kan det opfattes som værende ekstremt besværligt for de resterende familie medlemmer; “Skal hun nu lave ravage igen”, “Kan hun ikke bare lade det ligge”, “Vi kan ikke ændre på fortiden, så hvorfor rive op i den?”.

Min psykolog forklarede mig, at jeg istedet for at irritere mig over deres manglende forståelse for mit behov for at bearbejde fortiden, må fortælle mig selv, at de ikke kan finde ud af andet, end det, de gør. De er ikke nået der til, hvorfor det vækker både vrede, frustration og forargelse at jeg pludselig er så klar i spyttet, som jeg er. Hvorfor lave om på noget, der fungerede okay? “Vi plejer da at have det fint sammen!?”..

Jeg fortsætter min rejse og holder fast i, hvad der er godt for mig. Jeg holder fast i pysologens ord, når hun fortæller mig, at jeg er familiens forgangskvinde. Jeg bryder mønstret. Det er ikke altid lige populært, men havde jeg ikke gjort det, var jeg ikke nået her til i dag.

Jeg har ladet som om i hele mit liv. Hele mit fucking 27-årige liv. Det er for hårdt. For så kan jeg ikke være mig. Jeg er færdig med at lade som om. Og jeg kan ikke tage mig af om samtlige familiemedlemmer omkring mig så vælter, fordi jeg har revet op i noget, der fra starten af ALDRIG har været min skyld. DE har ansvar for deres eget liv. Ikke mig.

Jeg stod alene med lorten dengang, hvor jeg valgte at fortælle min familie om de overgreb, jeg havde været udsat for i hele min barndom. Der blev ikke handlet. Ansvaret blev overladt til 14-årige mig.

Jeg kan gøre det igen.

“Du er så sej Alexandra. Husk lige det. Du gør det godt!”, siger psykologen til mig, idet jeg skal ud af døren. Og hun har helt ret. Jeg tager ansvar for mit liv.

..Til alle jer der hver uge henvender sig til mig, fordi i har været udsat for incest: I SKAL snakke med nogen om det. I ødelægger ikke jeres familie. I handler ud fra de betingelser, i har fået givet i livet. Det kan ALDRIG være jeres skyld <3

Han er sød, lyshåret og mega charmerende. Faktisk har jeg kendt ham i noget tid nu, og jeg har fra start af været overbevist om, at han var kommet ind i mit liv for at blive. Jeg får det simpelthen så godt i min mave, når han er i nærheden. Faktisk kan jeg slet ikke få nok af ham. Han er alt det, jeg leder efter i en mand: intelligent, rummelig, skør, empatisk, kærlig, sjov og nærværende. Jeg får de vildeste grineflip sammen med ham, og jeg savner ham i hvert et sekund, vi er væk fra hinanden.

For et par dage siden kyssede han mig, hvorefter han foreslog, at vi skulle tage ud og rejse sammen. Bagefter tog han sin guitar frem og spillede et nummer for mig. What’s not to like!!!

Men på nogle punkter, er det hele også bare lidt for meget for mig. Vi er på kort tid kommet EKSTREMT tæt på hinanden.. Jeg ved ikke, om det bare er mig, der er sart, men igår fik jeg lidt spat af ham. Nu bliver det måske lidt personligt, men i overlever! Jeg var i fuld gang med at dreje en vase, da han fuldstændigt hæmningsløst vader ind på toilettet og spørger, om han skal give mig noget toiletpapir, så jeg kan tørre min numse!? Øhhh, privatliv!?

..Men det er nok bare sådan livet er med en 2-årig ;)



Jeg kan stalkes her.