NØGEN

Jeg undertrykte min sorg

Jeg har lyst til at skrive om alt, og alligevel føler jeg mig tom for ord. Og dog.. Hvornår har jeg nogensinde kunne holde min kæft om noget som helst?

Det er allerede snart jul og dermed et år siden, at Elliot og jeg pakkede vores tasker og forlod vores hjem på Nørrebro. Det hjem vi havde sammen. Far, mor og barn. Det var en FORFÆRDELIG periode i mit liv, men på mystisk vis formåede jeg at holde hovedet over vandet og kæmpe mig gennem mine eksaminer til topkarakter samtidigt. Jeg ved ikke, hvordan jeg gjorde det. Der gik vel overlevelsesstrategier i den, fordi jeg vidste, at jeg meget snart skulle klare mig alene med min lille 1-årige søn. Betale for et tag over hovedet i København, mad, tøj og andre nødvendigheder.

Jeg græd mig gennem det meste af den tid. Jeg kan huske, hvordan jeg sneg mig ud på toilettet og lod tårerne trille, indtil jeg igen ku’ få lidt luft og være på som mor igen. Elliot var ekstremt meget syg i den periode, da han lige var startet i vuggestue. Min stofskiftesygdom var samtidig voldsomt ude af balance, og jeg kunne ikke samle mig om at læse alt det, jeg skulle ha’ styr på for at kunne bestå mine eksaminer.

Når Elliot var puttet græd jeg oftes mig selv i søvn ved hans side. Hvis farmand var hjemme lå vi med ryggen til hinanden, eller en af os sov på sofaen. Der var meget lidt kontakt i den sidste tid. Få aftener fandt vi dog hinanden og lå i ske og holdte om hinanden, som var det den sidste dag i vores liv. Vi havde vel svært ved at give slip.

Selvom jeg allerede havde taget beslutningen om at flytte, og jeg havde fundet ny lejlighed, vi kunne flytte ind i efter jul, kan jeg huske, at jeg desperat gjorde et sidste forsøg på at redde det. Jeg købte julepynt, gjorde det hyggeligt derhjemme, gjorde rent og havde lækker mad klar derhjemme til kl lort om aftenen, hvor luftchaufføren skulle komme hjem fra arbejde efter flere dage væk. Jeg gik i bad, barberede ben og gjorde mig lækker. Men lidt aftensmad og en pæn facade kunne ikke redde, det der allerede var så ødelagt. I det sekund manden trådte ind af døren, blev jeg igen mindet om, hvor langt væk fra hinanden, vi var kommet. Jeg anede ikke, hvem den mand var.

Jeg tænkte for mig selv: “fake it till you make it, Alexandra! Du kan godt. Du elsker den mand. Han er faren til dit barn. Få det til at fungerer!” Men jeg kunne ikke. Den nat sov jeg på sofaen. Uden at lukke et øje.

D. 21. December er sidste gang jeg ser Elliots far, inden jeg rejser til Jylland med Elliot for at holde jul og nytår. Jeg vidste, at når snuden skulle vendes tilbage hjem mod djævleøen, skulle vi bo et nyt sted. Derfor måtte jeg se angsten i øjnene og fortælle min daværende kæreste, at vi(Elliot og jeg) havde fundet et andet sted at bo, og at vi ikke ville være her, når han kom hjem fra arbejde igen. En sten faldt fra mit hjerte. Men det var hårdt! Og med kun 3 dage til jul, var det ikke særlig sjovt for nogen af os.

Jeg husker næsten ikke den juleaften. Jeg var meget langt væk mentalt. Jeg var nødsaget til at fokusere på Elliot og mine eksaminer, og derfor lukkede jeg bare af. Så vidt muligt. Selvfølgelig havde jeg mange tude-turer, men for det meste lignede jeg en, der havde styr på sagerne, grinte, festede, hyggede og havde det bedre end nogensinde før.. Nu var jeg jo endelig sluppet fri fra mit fængsel. Faktisk fortsatte jeg sådan i mange måneder. ..Indtil filmen knækkede i påsken og min verden gik under.

Tænk engang, at kroppen kan undertrykke sorg og smerte så længe. At sindet kan kæmpe så hårdt for ikke at mærke, alt det der gør ondt. At min reaktion på “skilsmissen” først indtraf 4 måneder(!!!) efter, jeg var smuttet. Det er fascinerende og skræmmende på samme tid.

I dag er det, som sagt, næsten et år siden vi blev alene. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at det er det bedste, jeg har gjort for mig selv længe. Forholdet, bruddet og den sene efterreaktion med voldsom angst har været et wake up call. Jeg er gået gennem den vildeste transformation det sidste års tid. Jeg har endelig knækket koden. Efter tonsvis af angstanfald gennem 10 år, har jeg knækket koden. Jeg forstår det nu. Jeg døjer stadig med angst, men hvis tingene fortsætter i det her tempo, går der ikke mange år, før jeg er helt fri fra det lort.
Jeg er blevet så vanvittigt klog på mig selv og livet, at jeg føler, jeg burde undervise hele verden i alt det, jeg ved. Det fremstår måske en smule arrogant, men sådan har jeg det sgu.

Jeg har det stadig pisse svært nogle gange, og ensomheden rammer mig til tider så heftigt, at jeg får fysiske smerter. Nogle gange har jeg svært ved at finde en mening med livet, som til tider bare synes at bestå af den ene gentagelse efter den anden. Men jeg kan mærke, at jeg er på vej ind i et helt nyt liv. Et der ikke bare er tåleligt. Et der er værd at leve. Et lykkeligt et.

5a197be6-091b-4a08-8479-b4443fa5a010

Og med det sagt, vil jeg slutte af for nu og kysse den her lille trold, der ligger og snorker mig op i ansigtet.

Ps. Jeg skulle hilse og sige fra en meget overvældet Moa, at hun er så dybt taknemlig for alle jeres søde og varme kommentarer til hende i forlængelse af vores indlæg igår, hvor hun stof frem helt nøgen og sårbar. Jeg er helt enig med jer; hun er både inspirerende, sej og smuk! Tak for støtten <3

   

13 kommentarer

  • Caroline

    Hej søde Alexandra. Du er virkelig sej. Jeg har så stor en respekt for dig. Men vil du ikke fortælle lidt mere omkring hvad der ødelagde jeres forhold? Var det utroskab? Og hvordan fandt du ud af det?

    Jeg har været i et forhold hvor jeg virkelig også kørte på overlevelsesstadie. Til sidst så min eks mig slet ikke. Jeg kunne lave mad, gøre mig lækker og tænke “i aften bliver en god aften”, og så når han kom hjem fra arbejde, der så han man ikke engang. Han gad ikke spise den mad jeg havde lavet. Han ville bare i seng. Han anså ikke at jeg stod i nyt undertøj. Han var skide ligeglad med mig. Det var sindssygt hårdt.. det endte med at jeg slog op og dagen efter var han sammen med en ny. Det gjorde så ondt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Jeg har skrevet om det i mange indlæg efterhånden, og ja, det var blandt andet utroskab der ødelagde det. Jeg vidste det eksisterede, først til sidst gik det op for mig, i hvor stort et
      Omfang. Og så var livet som græsenke ikke noget for mig. I hvertfald ikke på den måde, vores fungerede på. Eller det gjorde det jo så ikke. Jeg havde ondt i maven, hver gang jeg blev “efterlade”, og det satte sine spor.
      Jeg kender den følelse, du beskriver. Som om der ikke er mere at komme efter. Det er der ikke nogen, der skal være i. Tak for din kommentar <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline

      Men hvordan opdagede du at han var dig utro?

      Du er simpelthen så stor en inspiration. Du gør det fantastisk med Elliot. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Af private årsager kan jeg desværre ikke uddybe yderligere, men du skal være velkommen til at kontakte mig i en PB, hvis du har flere spørgsmål 😘

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nogle gange tror jeg, at vi skal helt ned at vende for at kunne bevæge os opad igen. Det skinner klart igennem på din blog, som jeg nu har fulgt et langt stykke tid, at der er sket en stor forandring. En forandring til det positive for dig. Om det er facade kan jeg som læser selvfølgelig ikke vide, men det fornemmer og håber jeg ikke. Alt det bedste til dig og din søn 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Det er skam ikke nogen facade, men eftersom jeg bruger meget tid på at øve mig i at fokusere på det positive, skriver jeg ikke længere så ofte om det negative. Det betyder bestemt ikke, at det ikke eksisterer. Har lige haft en weekend fyldt med gråd, hvor jeg følte mig helt fortabt. Sådan nogle dage har jeg stadig. Men forskellen er, at jeg ikke længere slår mig selv Oven i hovedet over det. Jeg ser det som en mulighed for at øve mig i, at give mig selv liv til at være ked af det ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Det tror jeg, du har helt ret i ❤️ taaak

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    Det er utroligt hvad kroppen og sindet kan. Jeg måtte undvære min søn det meste af tiden i tre måneder, da han var ca et år. Vi havde været involveret i en alvorlig trafikulykke og jeg var indlagt i en måned. Herefter gik der 2 måneder mere, før jeg var i stand til at tage mig af ham, så han boede hos mine forældre og jeg så ham max et par timer hver dag.
    Alle var imponerede over, hvor godt jeg klarede det. Men sandheden er, at mine følelser var helt væk i den periode. Jeg var nødt til, at lukke totalt ned, for at komme igennem det. De første to måneder var jeg så også dopet væk på morfin, det gjorde det nemmere. Men at man kan lukke så meget ned for sine følelser, at man knap kan mærke savnet til sin lille søn. Det synes jeg alligevel er vildt.
    Det har så også kræver MANGE MANGE timer hos en dygtig psykolog at komme over det bagefter.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Det er vildt, at sådan noget kan lade sig gøre. Blev helt rørt over din fortælling uden at kende detaljerne i historien. ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tine

      Det var dælme også en hård omgang. Men min søn har verdens bedste mormor og bedstefar der satte deres liv på pause for at være der for os. Min mor sov sammen med min søn i dobbeltsengen i gæsteværelset i tre måneder. Han var vant til at vi samsov og havde jo brug for trygheden. Så det gjorde hun da bare. Det var dem der kørte ham ind i vuggestuen. Og i dag har de bare et helt særligt forhold ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Ej, hvor er det bare smukt og rørende!! Det er simpelthen så fin en historie.❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Hej søde Alexandra.
    Det er første gang, jeg kommenterer et af dine indlæg – og jeg har ellers fulgt med længe, kan du tro. For et par år siden så jeg lidt til en pilot-mand, som havde studeret på samme pilotskole som din ekskæreste. Via et hashtag på instagram, kom jeg tilfældigvis ind på hans instagram profil, og få sekunder efter var jeg inde på din. Jeg var total i stalker-mode den dag, kan jeg sige dig. Det første billede jeg så, var af dig der ammede Elliot til hans barnedåb med hashtagget #freethenipple. Jeg synes du var SÅ køn, naturlig og dejlig at se på, så jeg trykkede bare “follow”. Du havde kun udgivet få blogindlæg dengang, men jeg startede med at læse din blog, og jeg har faktisk læst den hver dag tiden (og anbefalet den til maaaaange veninder). Dengang boede jeg i Aalborg, og jeg synes det var så hyggeligt når du af og til lagde billeder op af at du var i dobbelt A. Nu er jeg efterfølgende også flyttet til Kbh – ja faktisk bor jeg RET tæt på dig, for en dag gik jeg pludselig bag dig gennem Fælledparken og så du smuttede ind i din opgang. Jeg kender dig ikke, og alligevel føler jeg at jeg gør. Jeg ville ønske jeg gjorde i hvert fald, for du er da et af de mest dejlige og livsbekræftende mennesker, jeg nogensinde (ikke) har mødt. Held og lykke fremover – jeg bliver ved med at følge din instagram og blog, så please bliv ved <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Nu er det mig, der bliver nysgerrig! Skriv lige til mig på Instagram eller lignende 😂😘

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

NØGEN