SANDHEDEN OM SMÅBØRNSFORÆLDRENES SEXLIV #DUERIKKEALENE

AT GÅ FRA FAREN TIL SIT BARN

 

Jeg er enlig mor til en lille skid på 2 år. Jeg gik fra faren til vores lille Tinderbaby omkring Jul sidste år. Så er alle med.

Da jeg levede i et ulykkeligt og kaotisk parforhold med sønnikes anden skaber, var jeg stresset, ked af det og vred det meste af tiden. Jeg kunne næsten intet overskue, og jeg var ofte sur på hele verden. Jeg var jo så uheldig! Alle var imod mig. Det var altid mig, der skulle opleve modgang. Det var altid mig, der trak de korte strå i livet. Jeg gjorde mig selv til et offer og levede derefter.

Da det enedelig gik op for mig, at jeg måtte tage ansvar for mit eget liv og mine egne valg, blev det pludselig lysende klart. Jeg skulle væk fra det liv, jeg levede. Det var lettere sagt end gjort.

Jeg blev længere end jeg måske burde af flere grunde. Jeg MAGTEDE ikke at skulle stå for alting selv. At skulle være alenemor. Det er meget muligt, at jeg i forvejen var meget alene, men jeg kunne slet ikke se, hvordan det nogensinde skulle lykkedes mig ALTID at være alene. Tænk at skulle hente og bringe lillemand HVER fucking dag. Tænk at skulle stå for putningen HVER fucking aften. Tænk at skulle kreere noget spiseligt HVER fucking aften. Tænk at skulle skifte HVER ENESTE fucking ble. Tænk at skulle påtage sig nattevagten HVER fucking nat. Tænk samtidig at skulle stå for morgenvagten HVER eneste fucking morgen. På daværende tidspunkt virkede det som en dybt uoverskuelig opgave. Jeg MAGTEDE det ikke. Jeg troede ganske simpelt ikke på, at det kunne lade sig gøre, og jeg var DØD-træt af, at alle prøvede at fortælle mig, at det kun ville blive nemmere at være for mig selv. Hvordan skulle det nogensinde blive nemmere at være én frem for to forældre? Selvom jeg levede livet som græsenke 2/3 af tiden, var jeg jo vant til at blive aflastet bare en lille smule i de få dage, farmand var hjemme. Det gav ikke mening i mit hovede. En anden god grund var, at jeg NÆGTEDE at give op på drømmen om en kernefamilie. Jeg ville gøre ALT, hvad der stod i min magt for at få det til at lykkedes. Først efter 3 måneders intensiv terapi, der skulle hjælpe mig til at blive stærkere i mine beslutninger, fandt jeg styrken til at sige stop.

Nu giver det hele mening. Men det har taget tid! Det er efterhånden et år siden jeg endeligt besluttede mig for, at jeg var stærk nok til at smutte. Et par måneder efter(omkring nytår) flyttede jeg med lillemand, der dengang stadig var en lille natteterrorrist på kun 17 måneder. De første 3-4 måneder i ny lejlighed var jeg flyvende. Jeg levede det vilde singleliv og lukkede øjnene for alt der hed sorg, når jeg kunne komme til det. Den eneste negative følelse, der fyldte MEGET  i mit liv, var vrede. Jeg var rasende, og jeg indrømmer gerne at tanken om hævn var yderst tiltalende. Tænk at vrede kan have så stor en effekt på dit sind. Mit liv var blevet ødelagt, og det måtte der jo være nogen, der skulle bøde for! Sådan havde jeg det i lang tid.

Derefter havde jeg en periode på nogle lange måneder, hvor hele min verden væltede. Angst på et nyt niveau. 24/7 med rysteture, vejrtrækningsproblemer, opkast og voldsom indre uro. Sorg så man næsten ikke kan forestille sig det. Det gjorde ondt. Det var ulideligt. Jeg var overbevist om, at jeg ville ende på den lukkede afdeling, og at de ville tage mit barn fra mig. En sen aften var det faktisk så slemt, at jeg sammen med en god veninde måtte hoppe ind i en taxa med kurs mod psykiatrisk akutmodtagelse, da jeg efter 3 døgn uden søvn og med det ene angstanfald efter det andet var overbevist om, at jeg var ved at blive sindssyg. Den flinke psykiater ville dog ikke beholde mig, men var sød at sende mig nogle sovepiller med hjem, så jeg kunne få lukket mine øjne lidt.

Siden da har jeg fået hjælp både medicinsk og terapeutisk, og det er gået langsomt fremad. Jeg er startet på mit studie igen. Jeg går fortsat til psykolog, der blandt andet hjælper mig med at håndtere stress og angst samt nogle barndomstraumer, jeg tilsyneladende ikke har fået bearbejdet ordentligt trods mange års terapi. Jeg lever et forholdsvist normalt liv nu, og får kun sjældent decideret panikanfald. Jeg er blevet så stærk i at mestre en masse teknikker, der forhindre mig selv i at lade angsten eskalere indvendigt. Jeg lytter til mig selv på en helt ny måde. Nogle gange føler jeg mig vildt egoistisk, fordi det betyder, at jeg kan være nødsaget til at sige ‘nej’ til andre. Men jeg gør det alligevel, for i sidste ende betyder det, at jeg får en lettere hverdag med mere overskud og dermed også kan være en bedre mor for min søn. Og den lille skid.. Han ER altså det vigtigste i mit liv.

Anyhow. Min pointe er, at selvom jeg kæmper med mine egne psykiske problemer og mangel på overskud, så er dét at være mor lettere end nogensinde før. De irriterende påstande fra alenmødrene var korrekte! Mit liv som mor var 10 gange hårdere, da jeg var i et ulykkeligt parforhold. Også selvom jeg nogle gange blev aflastet. Det kunne ikke gøre op for al den tid jeg stod med lorten selv(bogstaveligt talt) og VIDSTE, at jeg jo faktisk havde en partner. Man kan ikke altid regne med andre. Man kan ikke forvente, at andre opfører sig, som du gerne vil have, at de opfører sig. Men du kan regne med dig selv!

Det kræver enormt meget energi, at være sur, skuffet og ked af det. Det kræver enormt meget energi at være ulykkelig. Det kræver enormt meget energi at have ondt af sig selv. Lille Elliot har ikke ændret sig synderligt. Han er stadig en lille dreng, der kræver den samme opmærksomhed og stort set de samme arbejdsopgaver som altid. Men det er SÅ meget lettere at være alenemor, end jeg havde troet.

Bliv ikke i noget, hvor der ikke længere er noget at komme efter. Bliv ikke i noget udelukkende fordi, du ikke kan overskue livet som alenemor. Hvis du er ulykkelig og stresset nu med en partner, du ved, du ikke skal være med, så vil jeg næsten godt love dig, at det KUN bliver nemmere at være alene. Det praktiske løser sig, og det skal ikke være dét, der holder dig tilbage.

Jeg kan stadig blive ked af, at jeg ikke fik kernefamilien, som jeg gerne ville ha’ den, men det er så småt ved at gå op for mig, at jeg sagtens kan blive lykkelig i en ny form for kernefamilie. <3

img_1231

Ps. Det er OKAY at springe over, hvor gærdet er lavest, når hele mor-livet er lidt hårdt ved dig. INGEN er perfekte mødre! Du gør, hvad du kan overskue at gøre. Du er nok.


Jeg har fået et hav af nye instagramfølgere på det sidste, hvilket må betyde at jeg er mega Nice… Så hvis du ikke vil gå glip af det, kan du jo passende klikke lige HER, og gå ind kigge med!

 

 

   

23 kommentarer

  • Beundrer virkelig hvordan du får formidlet dette. Super smukt skrevet 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lea

    Jeg er lige faldet over din insta i dag, som ledte herind. Jeg stod i samme situation og med de samme bekymringer, da min datter kun var 3 måneder. Jeg gik, og det endte med at blive en af de bedste beslutninger i mit liv. Det var drønhårdt de første måneder, men det bliver nemmere og nemmere. Nu er hun snart 17 måneder, og vi har det begge to så godt, selvom det heller ikke blev kernefamilien for os. Jeg har fundet roen og lykken i mig og hende.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Åha. Svært, rørende indlæg.

    Står i hullet, i valget. Skal man? Ja, men hvordan.
    Står i det helvede man er igennem lige inden man skal fortælle ens partner om valget. Valget at gå.

    Det giver tusinde søvnløse nætter, dårlig appetit, generelt har man det af helveds til..
    på grænsen til at knække.

    Du er en inspiration – tak 🌸

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Jeg tænkte faktisk lidt på dig, da jeg skrev indlægget. Jeg ønsker dig ALT det bedste, og jeg er sikker på, at du tager det rigtige valg for dig ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Rikke

      Tak ❤

      Ville på en måde ønske at han havde været en KÆMPE idiot, for så var der en “grund” til det. Men nej? Det er mit valg. Mit egoistisk valg. Min beslutning. Mig der skal skulle stå ved mit valg og være stærk.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christel

    Må jeg spørge hvilken form for terapi du gik til som hjalp dig til at træffe en beslutning om at gå?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Det var et eller andet sted rart at læse. Jeg tænker præcis som du beskriver du gjorde, da du overvejede at gå fra Elliots far. Den væsentligste grund til, jeg (endnu) ikke vil have børn, er fordi jeg er rædselsslagen for at jeg ikke kan magte opgaven. Og mine krav til mig selv er så gigantiske.
    MEN DU GJORDE DET! Det giver mig håb til, at jeg måske også kan gøre det en dag 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Selvfølgelig kan du ddt! Man kan SÅ meget mere end man tror ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Æv, det rammer det her indlæg. Jeg var for en måneds tid siden ved at gå fra min kæreste, far til vores dreng på nu 7 måneder. Han forstår slet ikke hvor stresset jeg er, og hvor hårdt det er at sørge for hus, baby OG 2x energibombe hunde. Han regner med jeg har styr på ALT, og nogengange tror jeg ikke han ved, at han altså er flyttet hjemmefra sin mor i EGET HUS. Shit det er hårdt, og har nok tabt mig lige lidt for meget. Har aftalt med mig selv, ar hvis han ikke får lavet noget på vores hus over weekenden, vil jeg overveje det med at gå fra ham igen. Men som du skriver kan jeg slet ikke overskue at være alenemor? Men det her er heller ikke sjovt……
    Tak for dine ærlige indlæg. Håber du ved hvor meget det hjælper <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      DEt lyder til, at du står i en rigtig vanskelig situation, du står i. Når der er børn involveret vil jeg altid anbefale(som den ekspert jeg jo ikke er), at man giver en alt hvad mam har. Parterapi osv. Og Hvis intet hjælper, så må man kaste håndklædet i ringen. ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Celina

    Kæmpe respekt til dig! Du klarer det så godt som mor! Nu følger jeg med både på Instagram og snap. Og må sige at jeg får et smil på læben hver gang der bliver lagt noget op! Bliv ved med at gør som du gør❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Miv

    Elsker dine indlæg!!!! Og at du altid finder tiden på en eller anden måde til fx at svare på Snapchat når man føler sig alene eller er midt i angst og ingens nærmeste forstår det. samtidig med at du “bøvler med dit eget.” Tak for dig, følger trofast med i din hverdag, hver dag! Du er så stærk, og jeg forsøger at tage ved lære af det 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Årh, hvor er du skøn ! Jeg må indrømme, at den nogle gange smutter med at svare, fordi jeg simpelthen glemmer det, men jeg gør mit bedste, og det er jeg glad for, at du ligger mærke til 😍❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cathrine

    Det betyder måske ikke meget. Men jeg syntes du er så freaking sej! Jeg glæder mig altid til om aftenen at se din snap story og sidder ofte og stor griner. Du har hjulpet mig til at være langt mere åben omkring min angst og faktisk også ordblindhed! Så tak for at du er så åben som du er med alting!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Det betyder da helt vildt meget ! Det er blandt andet kommentarer som dine, der gør, at jeg får lyst til at dele med her <3 Hvor er det godt at høre! Tak for din kommentar .

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emsmor

    Jeg har lige taget samme beslutning. Flyttede til Sverige så børnene kunne være sammen med begge forældre, har et barn på 15 mdr og et på 4 mdr. Har måtte indse at jeg ikke alene kan kæmpe for/redde vores forhold efter hans utroskab. Nu skal jeg tilbage til DK i en helvedes fart, hjem til mit netværk og familie. Hjem til det der er trygt. Jeg er ved at dø af dårlig samvittighed over ikke at kunne give mine børn den familie jeg havde planlagt, men forhåbentlig en dag indser jeg, at det ikke var MIG der ødelagde den. Jeg glæder mig ret meget til den dag. Tak for dette indlæg!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Årrrh puha.. Tror jeg har en ret god ide om, hvordan du har det. Min erfaring siger mig, at det ofte er den, der IKKE har været utro, der ender med at kæmpe for det. Har selv været der. Men selvfølgelig stopper du med at bebrejde dig selv på et tidspunkt. Der kommer intet godt ud af, at gå og slå sig selv oven i hovedet for noget du ikke kan ændre på. Hjem med dig i en hulens fart, og så skal det hele nok gå. Dine børn er så små, at de ikke kommer til at kende til andet, end mor og far, der ikke er sammen. Det er fordelen ved at gå fra hinanden, når de er små ☺️❤️ Masser af kram!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har for nyligt hørt, at Danmarks statestik stoppede med at tælle, da de nåede op over 30 forskellige mulige familiekonstellationer, så mon ikke du finder lige præcis den du bliver lykkelig i lige pludselig 😊 Tror også bettefisen har det bedre i sidste ende med end gladere mor end en mor og far sammen. Kæmpe respekt for den måde du gør tingene på og at du deler ud af det med os, der følger med herinde 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Jeg er sinker på, at du har helt ret ! Tak for din dejlige kommentar ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Så smuk skrevet ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

SANDHEDEN OM SMÅBØRNSFORÆLDRENES SEXLIV #DUERIKKEALENE