VILD STATUS

Hvad nu hvis min baby dør? ..Om tiden som gravid og nybagt mor.

img_2536

Da jeg så de to streger på testen, var jeg sikker på, at den næste test kun ville vise én streg. Om ikke andet ville lægen i hvert fald bekræfte mig i, at graviditeten sad uden for livmoderen og skulle fjernes. Det skete ikke!

Første scanning af den lille klump var frygtet. Jeg var sindssygt bange for, at hjertelyden ikke var at finde. Det skete ikke!

Hvis jeg ikke mærkede liv inde fra hulen i mere end en times tid, kunne jeg overbevise mig selv om, at min lille skat var gået til. Det skete ikke!

Da jeg var gravid og 85 kg tung, var jeg angst for, at min lille bebs kom ud handicappet, selvom ALLE prøver og scanninger viste fine og normale resultater. Det skete ikke!

Op til fødslen var jeg hunderæd for, at kun én af os ville komme levende gennem de næste mange timer. Faktisk var jeg nærmest overbevist om, at jeg ville sætte skoene. Det skete ikke!

I de første uger som nybagt mor, var jeg panisk angst for at min søn skulle dø af gulsot. Jeg kunne nærmest se avisoverskrifterne for, hvordan jeg var den eneste i nyere historisk tid, der havde mistet en færdigbagt og rask baby til det satans gulsot. Det skete ikke!

Indtil den dag Bassen fyldte 1 år, var jeg PANISK angst for at miste ham til vuggedøden. Jeg tjekkede vejrtrækning mere end, hvad sundt var, HVER gang min lille mini-mig tog sig en lur eller lukkede øjnene. Tænk hvis han pludselig var livløs og kold, idet jeg placerede min hånd på hans lille mave. Selvfølgelig ville det være mig, der skulle trække det lod i livet. Det skete ikke!

Jeg VED, at det sker for nogen, og jeg HÅBER ikke, jeg har trådt nogen over tæerne med det her skriv. Men jeg bliver NØD til at gøre opmærksom på, hvor NORMALT det er, at være direkte panisk angst eller i hvertfald bekymre sig voldsomt for ovenstående. Det er en hel naturlig måde at reagere på. Naturlige tanker at have i sit hovede. Hvis de tager overhånd og styrer hele din hverdag, skal du dog søge hjælp. Søge nogen at snakke med. Det gjorde jeg, og det er HELT okay.

Hvis du er et sensitivt menneske ligesom jeg, kan al angsten omkring graviditeten og dét at være mor være forfærdelig. Det kan fylde så meget, at ens livskvalitet bliver voldsomt nedsat. For mig hjælper det at huske mig selv på, at INGEN af de alvorlige scenarier, jeg frygtede, skete. Jeg har brugt oceaner af tid, på at lade min hjerne køre rundt med mig. Tankemylder om noget jeg ikke ville kunne gøre noget ved, hvis worst case scenario alligevel skulle ske. Det sker ikke. Og hvis det skulle ske, hjælper det absolut ingenting, at jeg bekymrer mig om det på forhånd. Det ændrer INTET. Jeg kan ikke forberede mig på, at det værst tænkelige skulle ske. Ej heller kan jeg forudsige om det sker. Med størst sandsynlighed gør det ikke! Det sker ikke. Dét er man nødt til at fortælle sig selv, når hovedet går amok med tanker omkring, hvordan du hurtigst muligt får gennemoplivet dit barn samtidig med du ringer 112. Det sker ikke!

Risikoen for at noget forfærdeligt skal ske er der altid! Du kan også dø af pludselig kræft i hjernen på 3 uger uden forvarsel. Men hvis du skal bruge alle dine dage på at bekymre dig om, om det er DIG lynet slår ned i, så bliver livet meget hårdt at leve. Det er ikke det værd. Du kan ikke forberede dig på den slags mareridts uanset hvad. Du må deale med problemerne, NÅR de opstår, HVIS de opstår. Men indtil da, må du stoppe dig selv, hver gang bekymringerne går amok oppe i dit overbelastede hovede og spørge dig selv: “Hvor mange af de dødsens frygtelige scenarier, jeg tidligere har været angst for, har egentlig fundet sted?” Højst sandsynligt ingen. Det sker ikke!

Jeg husker selv, hvordan jeg troede, at mit liv for evig tid ville blive et helvede. Både som gravid og nybagt mor. Jeg kunne ikke se mig ud af alle bekymringerne. Jeg kunne ikke se mig ud af den ulidelige fastlåsthed, jeg følte indvendigt. Jeg kunne ikke forestille mig, at det nogensinde ville blive anderledes. Jeg skulle til evig tid rende rundt med en forfærdelig angst. Angsten for at miste ens mest dyrebare. Folderne om vuggedød tog livet af mig. Jeg var hysterisk. Panisk angst. Tænk nu hvis..

Og tænk nu hvis jeg bliver kørt over i morgen. Og tænk nu hvis lillemand får en alvorlig sygdom, der kan have fatale konsekvenser. Og tænk nu hvis, jeg får diagnostiseret parkinson som 30 årig, og ikke kan tage mig ordentligt at mit barn. Tænk nu hvis…

Alle de “tænk nu hvis”, du render rundt med, kan du ikke bruge til en skid. Du kan ikke forberede dig på eller spå om sådanne ting. Du spilder dit liv. Jeg spilder mit liv på ting, jeg alligevel ikke kan gøre noget ved. Så stop dig selv. Fortæl dig selv: “Det sker ikke”. Alle de andre gange du har frygtet lignende ting, er det ikke sket. Det sker ikke! Og skulle det ske. Så tag dig af det, NÅR det sker. Ikke nu.

..lidt tanker til alle de gravide og nybagte mødre derude. Og også lidt tanker til alle jer med angst! Jeg lover jer, at det bliver bedre! Du er IKKE alene.

#brydtabuet

Ps. Jeg får dagligt henvendelser fra folk, der lider af grim angst og tror, de skal acceptere det som en del af resten af deres liv. Jeg er IKKE enig. Vores hoveder skal omprogrammeres. Det er svært og kræver en helvedes masse viljestyrke og gå-på-mod, men jeg er af den stærke overbevisning, at det KAN lade sig gøre. Du skal ikke ha’ det sådan der resten af dit liv. Du KAN gøre noget ved det.

   

15 kommentarer

  • Sofie

    Tak for det her indlæg!
    Jeg har i dag taget en positiv graviditetstest.
    Sidste år i august aborterede jeg desværre og vi har prøvet lige siden. Skal virkelig tage mig sammen for ikke at rende på toilettet hele tiden og se om jeg bløder 😥

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helena

    Det sætter tankerne i gang. Jeg har en datter, som bliver to år om en måneds tid, og venter mit andet barn til november. Jeg har altid været (måske er jeg stadig?) overbevist om at mine børn eller mand eller jeg selv bliver ramt af kræft. Jeg håber det bliver mig, ærlig talt.
    Jeg er også et logisk menneske, som godt kan se forbi frygten. Jeg er sygeplejerske, så jeg kender også godt risiciene.
    Jeg har bare det lille men med i bagagen, at min lillesøster fik konstateret kræft som 3,5-årig. Så nej – det sker desværre ikke altid kun for naboen. Det lærte jeg som 16-årig på den hårde måde. Hun er heldigvis en frisk, rask 15-årig pige den dag i dag ❤️❤️
    Nå – det var egentligt bare lidt rodede tanker fra mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Denlillefamilie

    Omg har haft de samme angst min baby er kun 4 mrd her om lidt men kigger til ham hver halve time får og se om han trækker vejret idag vækkede jeg ham fordi jeg ikke kunne se han træk vejret og han pleje og spjætte når jeg lige nusse hans kind det skete ikke panik Laura vækkede ham så og blev rolig igen han lagde sig til og sove igen

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karina

    AMEN!

    Jeg fik mit første angstanfald her i sommerferien, men jeg vil IKKE accepterer at have det sådan.. jeg kom i terapi med det samme, som i første anfald en fredag, terapi opstart tirsdag.. hos min læge er sygeplejersken uddannet psykoterapeut, og det er takket være hende, at jeg allerede har det så godt igen som jeg har det.. jeg arbejder hårdt med mig selv, hver dag, og jeg nægter at skulle leve med det her, som det er nu.. så min hjerne skal også om programmeres og jeg starter psykolog behandling i næste uge..
    #brydtabuet #søghjælp #hellereidagendimorgen #dukangodt #detblivergodtigen #dublivergladigen

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • maria

    Hold da op hvor har du været bange. <3 Knus.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    Tak – tusind tak! Dit indlæg rører mig så dybt, da jeg desværre kan nikke genkendende til så mange ting. Jeg troede, jeg var den eneste med sådanne tanker inmin graviditet. Folk omkring mig fik i hvert fald fortalt mig, at jeg var mere end almindelig pylret, når jeg var sikker på, at der var noget galt med baby (det var der dog ikke). Nu sidder jeg så og kæmper mig ud af en fødselsdepression, og føler mig endnu engang dum pga af alle de dumme tanker.
    Så tak fordi du er så ærlig om din situation. Det hjælper i hvert fald mig. Du er så helt igennem sej, og hvis bare jeg kan blive halv så god en mor som dig, så vil jeg være glad, for hold nu op du gør det godt:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Simons mor

    Min dreng er 3,5 år og under graviditeten og hans første år havde jeg det præcis ligesom dig. Kunne nærmest ikke glæde mig under graviditeten, og jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg ringede til vagtlægen det første år.
    Jeg ville faktisk spørge dig om gode råd til første weekend alene. Min dreng skal være hos sin far næste weekend, og det er første gang, jeg skal undvære ham fra fredag til søndag. Jeg har allerede nu helt ondt i maven, jeg kan slet ikke tænke på andet end de forfærdelige dage, jeg har i vente. En ting er, jeg kommer til at savne ham helt vildt, men noget andet er, jeh er bange for, han føler jeg svigter ham ved ikke at være der, måske han undrer sig over hvor jeg er, eller måske er han helt ligeglad med mig efterfølgende. Det lyder sikkert helt tosset, men det er mit sindssyge tankemylder

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Klara

    Jeg har en 3-måneder gammel baby, og er nærmest konstant bange for der sker ham noget, eller jeg gør et eller andet forkert. Tak for det her indlæg!!!!! Har lyst til at bage en kage til dig!!!!! <3 <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Jeg elsker at følge med i dit lille univers.

    Jeg kan fuldkommen nikke genkendende til, alle de katastrofetanker, man kan få, når man er gravid og som mig nybagt mor.
    Puha, det er noget af et ansvar man har fået.

    Jeg har selv lidt af angst så længe jeg kan huske, nogle perioder værre end andre, og helt klart flest perioder, hvor jeg kan håndtere det.

    Tak for en fantastisk blog og for at du bryder tabuet 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cille

    Tak for dine indlæg om angst! Der er så mange der lider af det, og jeg er en af dem. Jeg er ikke engang mor, men bekymrer mig alligevel om alt og alting. Det er så belastende, og gør virkelig livet svært! Det er som om jeg aldrig slapper af. Kan sige til at mig selv nok så mange gange, at det ikke hjælper at bekymre sig, men tankerne presser hele tiden på, og de er svære at styre! De vil bare være der. Men det kræver vel øvelse. Men i det mindste er jeg ikke alene. Det hjælper lidt at vide. Tak for din åbenhed ☺️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi

    Du er så sej at være åben omkring dine tanker og dit sind. Hatten af, totalt af for det! Stort knus fra en juni’15 mor der lige har fået medicin for svær angst, den sværeste men bedste beslutning jeg har taget, da angsten til sidst styrede alt… Det er benhårdt, og hjælper mig virkelig meget at vide man ikke er alene 💜

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Søde du, kan godt forstå din angst fra den dag du stod med to streger på testen ..
    For nogle gange så holder den angst desværre, og bliver til virkelighed .. Jeg mistede min datter Mynthe, den 3 juni i år 💔 og siger ikke det her for at skræmme nogle eller at alle gravide eller småbørns mødre skal gå og være bange 24/7, men det er et tabu, det med døde børn – ligesom angst..

    Vil sige dig tak, for din ærlighed her på bloggen – jeg har fuldt med næsten fra begyndelsen og nyder det. Følge dig, din hverdag og din lækre lille dreng .. Kærlighed i din retning ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Søde du, kan godt forstå din angst fra den dag

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva

    SÅ godt skrevet!! ❤️Sidder lige præcis i det samme som gravid i uge 28, og mine tanker har været sådan hele tiden! Hvad nu hvis.. Så dit indlæg lander perfekt i min indbakke her en mandag morgen 🙏🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristine

    Tak tak tak tak! Kunne have været mig der havde skrevet ALLE punkterne.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

VILD STATUS