Hvad tænker du egentlig om..? #1

Vores historie

img_9161

Elliot har siden han var helt lille rejst ualmindeligt meget.

Første tur gik til Barcelona, da Lillemand var små 13 uger gammel. Pilotmanden havde på daværende tidspunkt base i Spanien, hvorfor vi rykkede rødderne op hjemmefra og bosatte os i varmen for en stund. Jeg var på barsel og DESPERAT efter ikke at være græsenke med baby i 22 ud af månedens 30 dage. Det var utrolig ensomt at være på barsel i Barcelona. Ingen mødregruppe, ingen venner, ingen familie, en mand der arbejder og en lille baby, der sjældent sov. Vi boede i et finere kvarter uden for Barcelona i et ret øde område. Fin lejlighed, fin havudsigt, smukke palmer og dejligt vejr, men jeg var slet ikke lykkelig. Langt fra. Det var i den tid, jeg begyndte at blogge.

img_7731

Da fisen var 4 måneder gammel fik farmand tilbudt baseskift til Tenerife. Efter en uges tid tilbage i Danmark, hvor sundhedsplejerskebesøg og diverse kontrolbesøg på Endokrinologisk afdeling(min stofskiftesygdom var helt crazy dengang), pakkede vi endnu engang vores liv sammen og hoppede på flyveren til en 30 grader varm ø. De første 10 dage boede vi på et hotel, indtil vi fandt en bolig vi kunne leje. Fremtiden var uvis. Jeg vidste, at når baby blev 1 år gammel, skulle jeg igen igang med at studere i København. Pilotmanden havde i sin tid, før vi smed pillerne, lovet mig at han kun få og ville tage et job i Danmark. Faktisk var det en af mine betingelser for at ville lave et barn med ham, og jeg havde lagt meget energi i at forklare, at jeg aldrig ville kunne holde ud, at mor og far skulle bo i hvert sit land.

Vi boede på Tenerife i et lille halvt års tid. Jeg rejste hjem med Elliot et par gange og blev i DK i en uges tid for igen at få styr på sundhedsplejerske og diverse lægebesøg.

Da Elliot fyldte 9 måneder søgte farmand et nyt job. Et job der ville gøre, at han ikke udelukkende ville kunne holde til i det samme land. Det vil sige, at jeg var tvunget til at bo med Elliot alene i Danmark, imens luftchaufføren fløj rundt på den anden side af jorden og holdte fri i både 2, 3 og 4 dage VÆK fra os. Selvfølgelig havde han også dage hjemme i Danmark, hvor han til gengæld slet ikke skulle arbejde, men jeg var dybt ulykkelig og STOR modstander af, at manden skulle tage det job. Faktisk forbød jeg ham det. Jeg nægtede at minimum de 3 næste år af vores liv, skulle blive med en farmand, der var longhaul pilot og levede halvdelen af sit liv væk fra os, når det var ALT det, jeg var blevet lovet, der aldrig kom til at ske. Der var jobs i Danmark. Der var muligheder. Der var jobs i udlandet, hvor jeg kunne flytte med. Jeg kunne søge praktik og skrive speciale syd på. Jeg ville gøre ALT for ikke at være alene med vores lille baby. Jeg var skide ligeglad med vilkår op højere løn. FUCK det. Hvad med familie? Hvad med kærligheden? Hvad med mine vilkår? Mit liv? Min søns liv? Hvad med VORES drømme?

Da Elliot fyldte et år startede farmand på det nye job. Jeg hadede det fra start. Jeg fandt aldrig ro i det. Og jeg var sur og bitter. Jeg følte mig svigtet. Og efterladt. Jeg døede lidt indeni, hver gang jeg så solrige snaps fra endnu en pool eller strand, af farmand der nu havde 3 hele dages afslapning I Thailand eller i et andet land på den anden side af jorden. Byture, billeje, udflugter, søvn, nye venner, fritid, fitness, restauranter.. Jeg kunne ikke holde det ud. Han udlevede sin drøm, imens jeg lige så stille så min smuldre. Det var ikke dét, jeg havde sagt ja til. Det var ikke ham, jeg havde lavet et barn med. Jeg følte, at vi blev fravalgt til fordel for en anden drøm. Vi var ikke drømmen, og det har vi aldrig været. Sørgerligt men sandt. Vi var en spontan ide. En ide der blev fortrudt senere hen.

Elliot har siden da boet i Danmark. Oktober sidste år, rejste vi på ferie til Tyrkiet. Far, mor og barn. Jeg havde plaget længe om at komme på ferie. Jeg ville OGSÅ ned i varmen til en pool, slappe af og få nogen til at lave mad til mig og skifte mine lagener. Så det gjorde vi. Elliot var dengang 14 måneder gammel. Jeg vidste som den eneste på daværende tidspunkt, at det ville blive vores sidste familie som par. Jeg vidste, at jeg i det nye år skulle flytte i en ny bolig med vores lille søn. Jeg vidste, at jeg ikke kunne være i det længere. Én ting var hele vores liv og forskellige ønsker om dette, og en anden ting var alle de andre svigt, jeg blev udsat for. Måske havde jeg selv bedt om at blive erstattet. Fordi jeg var så sur og bitter OG TRÆT en kæreste at komme hjem til. Men jeg kunne ikke styre min store skuffelse. Men på ferien til Tyrkiet pakkede jeg de tunge følelser væk og nød både farmand og lillemand i fulde drag. Det var en helt okay ferie. Jeg huskede pludselig, hvorfor jeg elskede Pilotmanden. Samtidig vidste jeg, at der ventede en ny lejekontakt på mig derhjemme.

I dag er Elliot 2 år gammel, og han bor allerede i sit andet hjem i København.. Han startede på Nørrebro og bor nu på Østerbro hos mig. Lige pt er vi på ferie på Mallorca i 14 dage. Han kommer vidt omkring. Udover de mange rejser til varmen, har vi rejst en del gange til Aalborg, hvor hele min familie bor. Både med tog og fly. Første gang alene da han var kun 5 uger gammel.

Hold kæft hvor er jeg egentlig vild, nu hvor jeg tænker over det. No wonder at jeg for et par måneder siden kom HELT ned at skrabe bunden.

Jeg prøver at sige til mig selv, at jeg har gjort det bedste jeg kunne, udfra de vilkår vi har haft. Jeg har på alle tidspunkter forsøgt at opnå mest mulig tid sammen som familie. Uanset hvor ondt det end måtte gøre. Uanset hvor mange af mine egne behov og ønsker jeg måtte tilsidesætte.

Da jeg var gravid påstod jeg meget stædigt overfor min dengang partner, at han kunne glemme alt om, at jeg nogensinde ville flytte til udlandet med en lille baby. Jeg havde fået nok af at rejse frem og tilbage som højgravid og indlagt på udenlandsk hospital, hvor de ikke fattede et ord engelsk. ALDRIG igen. Men som tiden gik blev min grænser så små rykket mere og mere, indtil jeg pludselig ikke kunne se nogen anden udvej. Pilotmanden kom jo ikke hjem til Danmark til et flyvejob med dårlig løn. Det kom ikke til at ske. Og da den sandhed så småt begyndte at gå op for mig, blev jeg mere og mere vred over, hvilket liv det var, jeg var blevet lokket ind.

…Fortsættelse følger når jeg engang føler for det.

Ps. Begyndelsen kan i læse her..

 

 

   

7 kommentarer

  • Christine

    kan slet ikke forstå, hvordan man som far, til et barn, overhoved har lyst til at være så meget væk fra sit barn. Tænk at træffe den beslutning selv!!!! Må savne sin store kærlighed (barnet) HELT åndsvagt meget!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cathrine

    Er vild med at du er så ærlig og åben. Det er fantastisk at følge dit & Elliots liv – bare den lille bid vi ser og læser om. Jeg er bare vild med jer to ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jane

    Duhar været, og er stadig mega sej!💪 har du gode fif til at flyve med barn? Vi skal snart ud og flyve med vores pige på knap 2 for første gang 🙈

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      iPad, massere af snacks(ved ikke om jeres barn får slik?) og en god portion tålmodighed. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie

    Lidt ud af kontekst. Men hvor er Elliot sød på det billede 😍

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvad tænker du egentlig om..? #1