2 ÅR EFTER DE 5 STING, 2 HÆMORIDER OG EN BABY

Snak til dig selv, som du ville snakke til en ven

img_6922Bassen ligger og smasker i sin sut med lukkede øjne i VORES store dobbeltseng. Hans trætte mor har åndssvagt nok været vågen i snart en time. Jeg fatter ikke, hvorfor min retarderede hjerne ikke vil give mig noget ro, når nu jeg er så SINDSSYGT heldigt at have en lillemand, der sjældent vågner før kl 8.00. Tak tankemylder og uro i kroppen. Det er pænt af jer.

Nogle gange håber jeg faktisk bare, at sønnike beslutter sig for at vågne tidligere, så jeg slipper for at bekymre mig om livet og dets udfordringer, der oftes synes at være så lidt betydning, at mængden af tænker dertil er fuldstændig latterlig. Men hvis der er én ting jeg har lært i den seneste tid, er det at acceptere lorten frem for at slå sig selv i hovedet med den.

Helt lavpraktisk går det ud på, at jeg fortæller mig selv lignende:

“Det er OKAY, at dine tanker farer rundt. Det er normalt at netop dette sker, når man er stresset.”

“Det er OKAY, at du er stresset. Det er normalt at blive stresset over ting, der skal ske i fremtiden.”

“Det er OKAY, at du har kvalme lige nu. Det er normalt at få kvalme, når man sindet er presset.”

“Det er OKAY, at du føler dig presset.”

“Det er OKAY, at det sitre i din krop. Det er OKAY, at du bliver svimmel nu. Det er OKAY, at du bliver usikker på benene.”

“Alle dine følelser er OKAY. Accepter dem. Byd dem velkomne og lad dem passere af sig selv. Det er HELT OKAY. Det er bare følelser. De bliver ikke for evigt.”

Det kræver øvelse. Det kræver at man gentagende gange øver sig sin måde, at snakke til sig selv på. På et tidspunkt vil du hjerne være omprogrammeret, så den i stedet for at slå dig oven i hovedet pr. automatik vil slippe de negative følelser uden du nærmest ligger mærke til det. Tidligere(og jeg gør det nogle gange stadig) snakkede jeg til mig selv på sådan en måde, at min krop låste og derfor holdte fast i de negative følelser. Min indre diaolog gik fx på:

“Årh fuck, nu er jeg svimmel igen, og det hele det sitre i min krop. Hvorfor lige nu og hvorfor lige her!? Come on!”

“Hvorfor er jeg så stresset over sådan en lille ting. Jeg må være virkelig svag, hvis ikke engang jeg kan overskue dét! Nu må du tage dig sammen!”

“Please stop det tankemylder, så jeg kan falde til ro og få noget søvn. Hvorfor er mit hovede så åndssvagt, at jeg ikke engang kan stoppe mine egne unbrugelige tanker!?”

Hvis man snakker sådan til sig selv, behandler man sig selv som LORT. Første skridt er at indse det. Skrive ned hvad der foregår inde i bøtten på en selv. Bagefter – når de negative tanker er forsvundet eller i hvertfald er på et minimum – skal man skrive ned, hvad man ISTEDET kunne have sagt til sig selv.

Forestil dig, at en kær ven kom til dig og fortalte dig, at hun var virkelig stresset og døjede rigtig meget med ikke at kunne sove. Ville du så fortælle din veninde, at det da var latterligt, at hun var stresset, og at hun måtte tage sig sammen og få sovet, så det kunne gå væk!? NEJ. Selvfølgelig ikke. Det ville være ledt og uempatisk. Det ville gøre din veninde ked af det. Hun ville føle sig forkert og alene med sine følelser og ubdhaget i hende ville kun vokse. Det er direkte roden til et dårligt selvværd. Så selvfølgelig skal du heller ikke behandle dig selv så tåbeligt. Det er OKAY, at du gør det nu. For sådan er din hjerne blevet programmeret. Sådan har det været i mange år. Det tager tid at omprogrammere din hjerne. Men med øvelse i en positiv og anerkendende indre dialog vil din hjerne langsomt begyndt at forstå, hvad der gavner dig bedst, hvorfor den helt automatisk vil tage det bedste valg for dig.

Der er ikke en skid hokus pokus over det, men eftersom jeg udelukkende snakker ud fra egen erfaring og det hav af terapeuter, jeg på den ene eller anden måde har været i kontakt med, kan jeg dog ikke fremskaffe beviser på, at det virker. Egentlig synes jeg nu, at det er logik for burhøns, at denne måde at takle sine negative følelser på må have en effekt. Alligevel har jeg brugt hele mit liv på, at fører en forholdsvis negativ indre dialog med mig selv.

Det kræver arbejde. Ting sker ikke af sig selv. Heldigvis sker ting, hvis man gør noget ved dem!

Jeg slår stadig OFTE mig selv i hovedet, men jeg kan se store fremskridt! Begynd at snak til dig selv, som du ville snakke til en kær ven. SKRIV det ned. Det er meget vigtigt.

Jeg er jo ikke psykolog, men til gengæld er jeg rimelig overbevist om, at det her virker på de fleste.

Ps. Nu er lillemand vågen, så stavefejl og andet   Generende for øjnene må i leve med 😉

   

3 kommentarer

  • karen

    Sikke et dejligt indlæg! Tak for det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gertrud

    Jeg kommenterer ellers aldrig, men det der det kan jeg virkelig bruge, og har godt vist og forsøgt det gennem længere tid, men altid rigtigt godt med en reminder 👍

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg gør selv det der med at tænke: “Hvad ville jeg have sagt hvis jeg var min egen bedste veninde?”

    .. også når det gælder kæresteproblemer og andre af livets mange problemstillinger.

    / livetsomungmor.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

2 ÅR EFTER DE 5 STING, 2 HÆMORIDER OG EN BABY