Fylder dit barn snart år, skal du uddele lækkerier i vuggestuen, børnehaven eller ligende, så lav en
Se næste indlæg >
Det er alt for svært
Jeg bliver nødt til at tilgive på et tidspunkt. Jeg ved det. For min egen skyld. For at kunne give slip. Men jeg er ikke klar endnu. Jeg er stadig så vred. Og bag alt vreden ligger en dyb sorg. En voldsom smerte, jeg helst ikke vil i kontakt med.
Nogle dage provokerer jeg smerten. Bare for at tvinge mig selv til at deale med den. Kigger gamle billeder på min telefon fra min tid som gravid og Lillemands første leveår.
Det knuser mit hjerte. Jeg bliver SÅ ked af det. Ja, selv lige nu triller tårerne ned af mine kinder og klumpen i halsen, som jeg tidligere har snakket om, vokser sig stor.
Nogle dage kan jeg gå og bilde mig selv ind, at jeg er kommet videre. Videre fra den ulykke jeg er havnet i. Faktisk er jeg til tider 100 procent overbevist om, at jeg allerede har tilgivet. Men det har jeg ikke. Slet ikke. Det er alt for svært. Det er alt for uretfærdigt.
På et tidspunkt bliver jeg nødt til det. For min egen skyld. For Elliots skyld. Det er svært at tilgive folk man elsker.
Du skal ikke tilgive. Du skal vælge at komme videre og lade det ligge. Hvorfor er det at han skal tilgives? Men du skal sige til dig selv at du har ret til et lykkeligt liv, på trods af ham. Så lad det ligge, kom videre, og drop den gamle sætning med at man skal tilgive.