Av - Røvhul

KLUMPEN

img_3399

Jeg startede med at græde meget. For en måneds tid siden. Jeg vidste ikke rigtig, hvorfor. Jeg var bare ulykkelig.

Da angsten så for alvor væltede mig, fik jeg svært ved at græde. Klumpen voksede sig større og større i min hals, og jeg fik problemer med at trække vejret helt ned i maven.

Jeg fortalte mine veninder og min familie om, hvor meget jeg gerne vil græde. At jeg følte, jeg ville kunne græde i timevis, hvis bare min krop dog kunne give slip på de mange tårer, der sad fast et sted derinde i mørket.

Jeg har forsøgt mig med sørgelige youtubevideoer for at sætte skub i sagerne. Normalt kan jeg vræle uhæmmet til netop sådanne videoer, men denne gang måtte jeg presse hver en dråbe ud af øjenkrogen.

Så kom jeg til psykolog. En rar, ældre dame. Hun fik hul på bylden i løbet af 20 minutter. Den byld jeg desperat har forsøgt at tilintetgøre i flere uger.

Psykologen: “Nu kommer jeg lige hen til dig. Må jeg putte en hånd bag på ryggen af dig?”

Mig: “Ja.”

Hun placerer forsigtigt sin hånd på min ryg og hjælper mig med at trække vejret helt ned i mave. Min underlæbe begynder så småt at bævre.

Psykologen: “Du har godt nok taget dig sammen længe. Hold da op, hvor er du bare ked af det.”

Og så VÆLTER det ud af mig med tåre. Jeg græder som et lille barn. Jeg knækker fuldstændigt. Og jeg FØLER sorgen. Jeg kan mærke den. Jeg kan virkelig mærke, hvor KED AF DET jeg er.

En halv time senere skulle jeg mødes med sønnike og farmand, der netop var hjemvendt fra vuggestuen. På ét sekund stoppede mine tåre igen med at trille og angsten begyndte så småt at sitre i min trætte krop i stedet.. Mit sind har ganske enkelt designet sine helt egne overlevelsesstrategier. Men nu siger kroppen fra. Den vil ikke være med til det mere. Den vil ikke lade som om.

I dag er det halvanden uge siden, at jeg var afsted til psykolog for første gang. Hvis man altså ser bort fra de 3 timers akut behandling jeg fik inden da af en anden dygtig psykolog. Angsten er betydeligt mindre, men sorgen vokser sig større. I går aftes græd jeg meget. Rigtig meget. Men det er okay. Jeg fortæller mig selv, at det er en process. Faktisk bliver jeg nærmest glad, når jeg kan græde. Det renser sjælen. Men klumpen i halsen. Den er der stadig. Og hver gang jeg har et øjeblik for mig selv, vokser den sig stor og ubehagelig.

Heldigvis er jeg nået til et punkt, hvor jeg tror på, at jeg nok skal få det bedre. Jeg kan godt. For jeg er nemlig pisse sej.

Ps. Jeg er dybt taknemlig for hver en besked i skriver til mig, men jeg får desværre ikke svaret alle lige pt. Alligevel betyder det alt for mig med opbakning og støtte. Virkelig.

   

13 kommentarer

  • Mathilda

    Husk på dette citat, det gør jeg i de lidt svære tider: “Everything is going to be okay in the end. If it’s not okay, it’s not the end.”
    God vind til dig og lillemand <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ruth

    Du gør det godt skat 💕 Det bedste du kan gøre, er at være i sorgen. Intet vare evigt, heller ikke den 😢 Godt du har søgt hjælp 😘 Du er elsket 💋 Mor

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lillian

    Åh altså Alexandra.
    Føler med dig. Og er vred på farmand.
    Det er hårdt men du kommer igennem og videre. Du er sej og du har det bedste i verden. Kram og Trøsteknus. 😙

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Min læge anbefaler mig at starte på medicin for at afhjælpe min angst. Du snappede at du tog noget medicin der hjalp dig.
    Må jeg spørge hvilket det er og om du tager det hver dag?
    Jeg er virkelig i et stort dilemma med mig selv om jeg skal gøre det
    På forhånd tak 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Jeg har altid forsøgt at holde mig væk fra medicin, fordi jeg som udgangspunkt tror på at terapi er vejen frem. Men i dette tilfælde kunne jeg ikke se mig ud af det mareridt jeg stod i Samt ventetiden til en psykolog, så er startet op i lav dosis på esitalopram, tror jeg nok det hedder. 🙂
      Hvis du har det bare nogenlunde og din tilstand ikke er ulidelig, ville jeg prøve andre udveje før medicin 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mathilde

    Det er SÅ vildt det trick med hånden på ryggen! Jeg gik i en periode hos en psykoterapeut i gymnasiet, og hun kunne sådan et trick med at placere hænderne på min ryg og mave, og så skete der bare et eller andet fuldstændig vanvittigt!!! Jeg har ellers altid haft den overbevisning, at den slags var det rene fis, men nope.. Mange kram herfra ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Seje, åbne, ærlige, stærke fighter.Hvis din søn har bare halvdelen af dine nosser og kvaliteter, vil jeg gerne afsætte min datter til ham om 20 år❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kram ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Stort kram til dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Sorg gør SÅ ondt!!! Men jegvlover dig. Tid heler… <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Du er nemlig pisse sej – og DU KAN GODT 💪🏼
    Alt det bedste til dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Du er sååå sej smukke pige.
    Kæmp og du skal sejre 👍🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Ej hvor jeg kender det, jeg har selv angst og har haft en lang periode hvor jeg ikke “lod” mig selv mærke noget, altså hverken glæde eller ulykke. Jeg kan bare mærke klumpen i brystet blive større og større, men er desværre ikke kommet til det punkt endnu, hvor jeg vil lukke op og græde ud, det kan jeg simpelthen ikke.

    Men hvor er du sej og jeg sidder og håber at jeg en dag snart kommer så langt som dig. God vind fremover! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Av - Røvhul