Nu skal det UD!

Og sådan startede en af mit livs hårdeste uger..

”Mor! Du er nødt til at tale mig til ro. Jeg er på vej ind i et angstanfald! Lillemand ligger og sover, og jeg er bange for, at der sker mig noget.”

…Det er de første ord jeg får sagt halvgrædende ind i røret til min mor, der ALTID tager telefonen uanset på hvilket latterligt tidspunkt af døgnet en af os 5 unger beslutter os for at ringe. Den her samtale fandt sted i forgårs, startede kl 01.30 om natten og endte med at vare knap 4 timer.

Min mor er fuldstændig rolig og fattet som altid: ”Der sker ikke noget med dig, og jeg er lige her i røret hos dig. Hvor er du henne nu? Er du inde hos betteski’?”

Lige så rolig som min mutter er, lige så panisk er jeg, der så småt er begyndt at hyperventilere og miste følelsen i mine ben. Sådan reagerer jeg i et angstanfald. Hele kroppen sitrer, jeg bliver ligbleg i hovedet, får gummiben, kan ikke få vejret og føler ærligt talt, at min krop er ved at stå af. Bedre kan jeg ikke beskrive det. Jeg mister fuldstændig kontrollen over min krop, og selvom det kan være yderst vanskeligt for nogle mennesker at forstå, så kan jeg kun sige, at det er den VÆRSTE følelse, jeg i mit liv har oplevet. ..Og jeg har alligevel været udsat for EN DEL. Dit hoved er – når det er værst – 100 procent sikker på, at du skal dø. Det kan jeg naturligvis kun sige, fordi jeg selv har haft flere nærdødsoplevelser.

Angst trigges ofte af irrationelle årsager. Men i dét øjeblik angsten først har ramt dig, er du med stor sandsynlighed ikke i stand til at tænke rationelt. Ligesom denne nat, hvor jeg meget pludseligt vågnede op og havde det vanvittigt dårligt. Alt svimlede for min øjne i sådan en grad, at jeg ikke var i stand til at se, hvad klokken var på min mobiltelefon. Jeg blev dødhurtigt nervøs, da jeg jo var alene med lillemand, der heldigvis lå og snorksov ved min side.

Tilbage til panik i telefonen.. ”Jeg stormer frem og tilbage inde i stuen, mor. Jeg er bange for at vække lillemand, for jeg kan intet styre lige nu. Jeg kan ikke sætte mig ned, mor. Årrrh, pis. Jeg får anfaldet nu mor…” Min stemme bævre, og jeg gør mig klar til et kvarter i helvede. Min mor er udmærket klar over, at jeg i værste tilfælde ikke kan stå på mine ben, hvorfor hun beordre mig til at smække røven ned i sofaen og trække vejret HELT ned i maven. Og lige DÉR.. Dér går det op for mig, hvorfor jeg er angst.

”Mor.. Nej, nej, nej. Jeg er så angst, og jeg ved godt hvorfor!” ..Og så VÆLTER det ud af munden på mig. Ud over stuegulvet. Skide-bræk-syge. Og sådan fortsætter det hvert kvarter i de næste mange timer. Hvor komisk det end kan lyde, er skide-bræk-syge vanvittigt angstprovokerende.

Angsten kom af flere grunde. For det første, fordi min sensitive krop på et splitsekund genkender den følelse af dårlighed, jeg pludseligt vågner op med om natten. Symptomerne fra skide-bræk-sygen minder tilpas meget om optakten til et angstanfald, hvorfor mit hysteriske sind straks melder alarm for at advare kroppen om, at der er fare på færde. Det er også det man kalder angst for angsten. For det andet trigges min angst grundet frygten for ikke at kunne tage mig af sønnike. En grundlæggende angst, jeg tror, der ligger dybt i mange mødre. Hos mig er den pt. meget letpåvirkelig som følge af de nye forandringer i mit liv, samt den stress jeg til tider oplever ved at skulle klare alting selv. Jeg panikkede over, hvordan jeg ville være utilstrækkelig, hvis lillemand skulle vågne og jeg pludselig lå livløs eller i stor fare. Kald mig bare skør i bolden, men det er nu engang sådan mit fyldte hoved fungerer i pressede situationer.

”Jeg bliver her i røret hos dig, skat. Så længe du har brug for det.”, sagde min mor, imens jeg for 13. gang var inde i soveværelset for at tjekke, om min lille mini-mig var trillet ud af sengen, nu når han ikke længere kunne finde mors armhule at bore sit lille hovedet op i. Det skulle min mor aldrig have sagt, for jeg beholdt hende i røret indtil solen stod op. Selvom hun flere gange formåede at snorke sig igennem mine højlydte opkast anfald, så beroligede det mig, at jeg kunne skrige efter hjælp, hvis det pludselig skulle vise sig, at jeg fejlede noget dødens alvorligt.

..Og sådan startede en af mit livs hårdeste uger nogensinde.

 

#Brydtabuet

Ps. Det her indlæg er skrevet i påsken, før jeg for alvor blev syg. Jeg er nu ved at få hjælp. 18195421_10154792324703952_2140952147_o

   

23 kommentarer

  • Tanja

    Kære du . Kan huske du lider af lavt stofskifte, hvordan ser dine stofskifte tal ud ? Angst anfald er normale hvis du ikke er velreguleret !! Kh

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Mit stifskifte er rigtigt nok også ude af balance. Det er forhøjet nu..

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kram ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pia

    ❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anette

    Jeg synes det er sejt at du står frem – og sikken en vidunderlig mor du har <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    💜

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Jeg har fulgt dig i et godt stykke tid efterhånden, og selvom jeg slet ikke kender dig personligt, så har jeg været oprigtigt bekymret for dig. Det er godt at høre lidt fra dig.
    Jeg har selv lidt at voldsom panik angst og ved hvor modbydeligt og invaliderende det er. Men dengang havde jeg dog ikke et barn jeg også skulle tage mig af, puha det er barsk for dig. Er rigtig glad for at du får hjælp og at du har gode folk omkring dig.
    Sender dig en masse gode tanker og knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • T

    For dælen da, det lyder som noget af en omgang 😢😢 Alt det bedste din vej og hvor har jeg savnet dig på snappen – der er så kedelig uden dig 🎈🌈👏🏽

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cille

    Jeg har aldrig kommenteret på noget, du har skrevet, før, selvom jeg har fulgt dig meget længe, men ved du hvad? Du er det sejeste menneske – og den sejeste mor. For det første bryder du et tabu, som ikke mange tør åbne op omkring, og for det andet ved jeg (uden at kende dig), at du er den allerbedste mor. RESPEKT til dig. Virkelig. Kærlighed her fra <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Kram til dig ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mor

    Du min aller kæreste skat 💕😍 Kys kys mor

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Jeg ønsker dig aaaalt det bedste og sender mange store krammer jeres vej❤️ Elliot er heldig at have en mor som dig❤️
    Dejligt at du er ved at få hjælp, og du skal nok få
    Det bedre snart😄

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Jeg er selv blevet mor i september sidste år og jeg lider også af angst. Jeg kan virkelig nikke genkendende til meget af det du skriver! Den der følelse af at blive bange for, at ens barn ville være alene, mens man selv lå bevidstløs/andet. Det er SÅ forfærdeligt at have det sådan :-/
    Jeg ville egentlig bare skrive, for at fortælle dig, at du ikke er alene om at kunne have det sådan! Og for at sige, at jeg synes du er MEGA SEJ sådan at dele det.
    Pas på dig selv <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Din mor lyder som en helt fantastisk støtte ❤️ Alt det bedste.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cici

    Årh Alexandra. Hvor blev jeg oprigtig glad da jeg så du smed noget op på snap. Jeg kender dig ikke, men jeg føler troligt med og har tænkt meget på hvordan du havde det. Utroligt når man ikke kender dig. Men hvor er jeg glad for at høre du får hjælp. Kæmpe knus til dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Årh, hvor jeg genkender det. Min angst går på, at jeg tror alle omkring mig jeg elsker og holder af, er ved at dø. Rammer oftere, når jeg har været på druk, og er kommet hjem i seng.. Jeg håber du får nogle redskaber til at tackle det, og jeg håber jeg selv bliver klar til at modtage hjælp en dag.
    Det er virkelig beundringsværdigt at du deler det – og meget andet – med os <3
    Alt godt til dig og lillemanden fremover. Du gør det godt 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Miv

    ❤❤ knus og kram. Tak for din ærlighed

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Åh for pokker hvor gør det ondt at læse! 😩 har aldrig selv haft et angstanfald (og heldigvis for det!), men du beskriver det SÅ levende, at jeg næsten føler det er mig selv. ØV, hvor er det unfair at nogle skal igennem sådan nogle ture!
    Krydser alt hvad jeg har for at du får det bedre så hurtigt som muligt. Kæmpe virtuelt kram og god bedring (eller hvad man siger…) herfra!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Hej, jeg har haft angst i næsten 10 år, den bedste terapi for mig er metakognetiv terapi (jeg kan anbefale Camilla Karmark) det kræver så meget energi at have angst!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Hej. Håber virkelig du har det bedre! Er selv stofskiftesyg med angst, og ved hvordan det hele bare går i kage nogle gange! Godt du har en sød mor til at hjælpe dig! Håber alt det bedste for dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Jeg synes simpelthen at du er så sej!
    du virker som en virkelig fantastisk person! Jeg håber at du får det bedre, for du fortjener virkelig kun det bedste !! Kys til dig og lillemand ! :-*

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karina

    Dejligt at høre fra dig, du har været i mine tankerne nogle gange! Og dejligt at høre at du får hjælp! Jeg sender de bedste tanker jeres vej! 😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rutsje

    ♡♡♡♡

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nu skal det UD!